So.. I need some information, please.. - Theo xD

Påklædning: Klik her! - minus huen.

Theodor sad lige så stille i sin seng med en god bog. The Complete Works Of William Shakespeare for at være mere præcis. Han var næsten lige begyndt på bogen. Han holdte meget af at læse og han kunne godt lide at læse de gamle klassikere, som feks. Romeo og Julie, Hamlet osv. Det var en hård bog at komme igang med. Skriftstørrelsen var lille, siderne var tynde og fuldstændigt proppet op med ord, som formede sig til poesi.

Selvom der egentlig var varmt udenfor, havde Theodor alligevel valgt at tage sin mors hjemmestrikket strikketrøje på. Han sad alligevel bare indenfor med en kop varm kakao og læste. Hvis man skulle hygge, så skulle man gøre det ordenligt. Han følte sig næsten helt hjemme med mors strik, varm kakao, lækker bog og ro omkring sig. Hver gang der stod ordet love - eller kærlighed - i hans bog, kunne han ikke lade være med at tænke på en bestemt person. En lækker, smuk, sød, skøn og helt igennem fantastisk person! Hans tanker svævede altid stille og roligt over på André. Hans øjne. Hans læber. Hans krop. Han kunne ikke lade være med at smile for sig selv. Han lagde bogen ned, med omslaget op imod loftet, og tog sig en tår af sin varme kakao. Theodor var helt alene på værelset, og ærgede sig lidt over at han ikke havde udnyttet det på en lidt bedre måde, end at sidde og læse, men sådan var det jo. Theodor overvejede lidt om han skulle gå over og besøge sin kæreste.. Men hvis André ikke var hjemme, ville Theo altså helst ikke stå ansigt til ansigt overfor Hades-børnene. Han brød sig ikke rigtig om tanken, så han droppede det. Men alligevel.. Han ville jo gerne være sammen med André.. Så hvorfor ikke tage chancen?

Sengen knirkede svagt, da Theodor satte sig ordentligt op i sengen. Han tog fat i hans lave Dr. Martens sko og begyndte lige så stille at tage dem på. Da han havde fået dem på, drak han den sidste store tår af kakaoen og rejste sig op. Han gik hen til spejlet ved siden af døren, og tjekkede sit hår, inden han gik hen til døren og åbnede den lige i dét en person bankede på. Et kort øjeblik håbede han at det var André der var kommet, men til hans store skuffelse, var det bare en eller anden pige. Han kiggede tavst og spørgende på pigen.

Theodor kiggede afventende og undrende på denne fremmede pige, der stod i døren. Han anede ikke hvad hun ville her. Hun boede her ikke, og der var ikke nogen hjemme andre end Theodor, og han kendte hende jo ikke, så hvorfor i alverden ville hun dog besøge ham? Det virkede ikke rigtig som om pigen helt vidste hvad hun lavede her - i hvert fald vidste hun ikke hvad hun skulle sige. Pludselig præsenterede hun sig selv som Annabeth, datter af Athene. Athene var hende kamp-gudinden, det kunne han godt huske. Og i det pigen sagde hvem hun var datter af, gik det op for ham at han havde set hende før.. I arenaen. Han blev næsten helt skræmt væk ved tanken om hvor nemt hun kunne slå Theo ihjel. Han var ikke just den store fighter og brød sig generelt ikke om konflikter. Man kunne godt sige at han var lidt af en people-pleaser.. En der gør alt for at alle har det godt, men som dog ofte glemmer at man også selv skal have det godt.
Det der med at sige ens gudeforældres navn, i det man møder nogen for første gang, havde Theo aldrig rigtig forstået. Hvad i alverden skulle han bruge det til? Han var fuldstændig ligeglad med hvem deres guddommelige forældre var. For det kunne nemt føre til fordomme om personen, uden man egentlig kender den. Desuden var der meget få af alle halvguderne på denne lejr, der nogensinde havde mødt deres guddommelige forældre. De havde jo så fandens travlt i Olympen. Eller.. Det havde Theodors far, Eros, dog ikke, da han kun var en undergud - og faktisk søn af en af Olympens 12 guder; Afrodite.

Pigen rakte hånden frem imod ham, da hun præsenterede sig. Theodor kiggede lidt mistroisk på hånden, som om der aldrig var nogen der havde givet ham hånd før. "Øh.. Mit navn er Theodor", sagde han bare og gad ikke at forklare hvem hans forældre var. Han tog hendes hånd. "Men.." Theodor rynkede panden og kløede sig i nakken med den anden hånd, "Der er altså desværre ikke andre hjemme end jeg" sagde han og smilede svagt til Annabeth. Han anede ikke hvem det var af alle hans mange roomies, hun ville snakke med.

Smilet, pigen kom med var næsten ikke til at stå for. Hun var en rigtig smuk pige, og hun virkede egentlig også til at være ret sød, så hvorfor ikke lade hende komme ind og vente lidt på den person hun nu ville mødes med. "Øh", han smilede svagt til hende, "Jeg var egentlig på vej hen til min kæreste..", han rynkede panden, "Men siden du spørger så pænt, kan jeg vel godt vente lidt", sagde han smilende og åbnede døren og trådte lidt til siden, så hun kunne komme ind. Pigen så rigtig sød ud, så hvad kunne der ske ved at han lukkede hende ind? Han troede ellers ikke at Athene-børnene var specielt søde.. Var de ikke meget voldelige? Det var jo trods alt døtre af krigsgudinden og alt det der. Men på den anden side var Athene jo Herkules' mor, og Herkules var jo nice, så hvorfor skulle Annabeth ikke også være det? Vent.. Det betyder jo at Annabeth er i familie med Herkules. Men nu var det jo efterhånden længe siden at Herkules var ung. Hans sind var jo gammelt nu, så sandsynligheden for at Annabeth nogensinde havde mødt ham var meget lille.

Theodor tænkte stadig over hvem denne pige ville snakke med fra hans hytte. Han havde ikke set hende i hytten før.. og han mindes heller ikke at have set hende med nogen fra hans hytte udenfor hytten. Theodor snakkede selvfølgelig med sine roommates, men han var jo ikke i familie med nogen af dem han boede sammen med, som de andre i lejren var. Derfor følte man ikke samme trang til at lære dem at kende, som hvis man var i familie sammen. Der var godt nok nogle få i hytten der havde samme gudeforældre, men det var højest to der var i familie sammen. Der var nogle mennesker i lejren der godt kunne se ned på undergudernes børn. De er jo trods alt underguder.

Theodor lukkede døren bag Annabeth, da hun var trådt ind. "Hvem er det egentlig af mine kære roomies, du skal besøge?", spurgte han og kiggede nysgerrigt på hende. Han tænkte alle personerne på værelset igennem, men han havde stadig absolut ingen anelse om hvem det kunne være. Han vidste jo hverken om det var en pige eller om det var en dreng hun skulle besøge.

Da Annabeth nævnte navnet på den person hun skulle besøge, blev han straks irriteret. Ham og Darren var ikke just venner. De kunne ikke rigtigt lide hinanden og det vidste alle de andre halvguder i undergudernes hytte. De lagde ikke skjul på deres had til hinanden.. Det var egentlig ikke fordi at der var sket noget specielt mellem dem. Theodor kunne bare ikke lide Darrens personlighed. Den måde han altid skulle drille andre og være højlydt, når Theodor egentlig bare bedst kan lide at sidde med en god bog og en kop te, når han sad i hytten. Så hjalp det ikke at Darren og de andre spadsmagere rendte rundt og larmede. Hvis pigen havde set efter, ville hun tydeligt kunne se en ændring i Theodors ansigt, i det øjeblik hun nævnte navnet Darren. "Ja, ham kender jeg skam godt." Tænk at Darren kunne ende op med så smuk en pige. Tsk. Det var dog irriterende, men sådan var det jo. Theodor kunne lige så godt forholde sig venner med Darrens kæreste, så kunne det jo også være at han kunne provokere Darren lidt ved det. Så Theodor vendte hurtigt tilbage til sit smilende, gamle jeg. "Jeg ved desværre ikke rigtig hvor han er eller hvordan han kommer tilbage... men jeg kan vise dig over til hans seng?" sagde han og smilede indbydende til hende. Theodor begyndte at gå over mod Darrens seng, men vendte sig så mod Annabeth. "Hvor lang tid har dig og Darren egentlig været sammen?" spurgte han nysgerrigt. Han havde da egentligt aldrig rigtig set hende inde i deres hytte før, så de kunne da umuligt have været kærester i lang tid. Eller også klarede de bare deres alene-tid i Athene-hytten? Det anede han ikke. Han var egentlig også lidt ligeglad med hvad Darren gik og lavede, men han var nysgerrig efter at lære denne Annabeth at kende. Han havde heller aldrig rigtig snakket med en datter af Athene. De var alt for trænings-agtige, ligesom Ares-børnene. 
Dog skulle man passe på med at dømme halvguderne ud fra deres gudeforældre. De kunne altid overraske - både positivt og negativt! Så man vidste jo aldrig om Annabeth passede på den stereotypiske Athene-datter.

(Undskyld, jeg har været næsten et år om at svare...)

Theodor løftede brynene, da han hørte at Annabeth og Darren havde kendt hinanden siden de var otte år. "Wow, det er sørme lang tid!" udbrød han overrasket. Tænk at have kendt nogen så mange år og så pludseligt blevet kærester. Det var egentlig ret sødt. At de havde været barndomsvenner og så fundet hinanden igen. Det kunne blive en rigtig god film og en virkelig god historie de kunne fortælle deres børn engang... Hvis Annabeth og Darren altså blev ved med at være sammen. Theodor ønskede selv at forblive sammen med André resten af livet.. Men børn blev der nok desværre ikke noget af. Men man må jo ofre nogle ting her i livet, for at kunne få nogle andre. Og Theodor ville gerne ofre sin chance for at få børn, for at blive sammen med sin kæreste, André. Han kunne jo ikke få nok af den dreng. De havde også snart været kærester i et år.. Det var vildt så hurtigt tiden var gået. 

Pludselig gik en ting op for Theodor og han kiggede undrende på Annabeth, "Så.. Øh..", han rynkede panden, "vidste du godt at han var en halvgud... altså, dengang I var små?" Årh, historien blev lige pludselig vildt romantisk. Tænk nu hvis de var blevet skilt fra hinanden da de var yngre og så var blevet genforenet på lejren og blevet kærester. Theodor var en sucker for romantik. Det var bare så sødt og så.. romantisk! Theodor smilede og selvom han nok ikke ville indrømme det, fik han et helt andet syn på Darren, efter det her.

Da Annabeht spurgte hvem Theodors kæreste var, kunne han ikke lade være med at smile kærligt. Men dog blev han en lille smule usikker på, hvordan Annabeth ville reagere på Theodors seksualitet. Det var aldrig til at vide hvordan folk på lejren havde det med at to drenge var kærester. Theodor ville gerne sige at han var ligeglad, men det var han ikke. Det betød rigtig meget for ham, hvordan andre så ham, og han ville helst ikke gøre nogen sure. Nogle folk kunne jo blive meget stødte over det, og siden Theodor var meget konfliktsky, ville han helst ikke rodes ud i noget. Hans smil blev lidt usikkert, men det var de færreste der ville lægge mærke til det, "André...", sagde han og studerede pigens ansigt, "søn af Hades".

Annabeth kunne ikke holde en lille latter inde, ved Theodor’s mindre udbrud. Hun vidste jo egentlig godt at det var en hel del år, selvom det for hende både føltes meget længere, og meget kortere. Det var i virkeligheden ret underligt hvordan man kunne opfatte diverse ting i livet.. Men det var nu engang sådan det var, og det var jo blot en del af livet, ikke sandt? "Tja, det er det vel." Hun smilte sødt til ham, og fulgte ham hen til Darren’s seng. Så satte hun sig langsomt ned i den, og klappede lidt på det tomme stykke ved siden af sig. "Vil du ikke sidde sammen med mig?" Endnu en gang lod hun sit søde smil komme frem, som altid fik hende til at se noget så ung og uskyldig ud. En meget nyttig egenskab, hvis man skulle rode sig ud af en knibe, men ellers kunne hun normalt ikke lide at blive kalt uskyldig. Det fik hende til at føle sig så... Lille..

En lille rynken i Annabeth’s pande dukkede op, ved Theodor’s næste spørgsmål. Det stod pludselig klart for hende, at hun faktisk ikke havde nogen anelse om hvorvidt Darren havde kendt til sin mor, eller ej, da de var små. Hun havde altid vidst hvem hendes egen mor var, men det var jo ikke nødvendigvis det samme i Darren’s tilfælde - specielt ikke når man nu tog i betragtning, at han jo trods alt havde været forældreløs og faktisk havde boet på gaden det meste af sit liv. En tid Annabeth var lykkelig over, at havde overstået. Det haavde taget hårdt på ham at bo på gaden, selvom han nok ikke ville indrømme det. Og hun havde da også prøvet at hjælpe ham så meget som muligt, men med hendes stedmor i vejen, havde det ikke ligefrem været nemt. "Nej. Faktisk er jeg ikke engang sikker på om han selv vidste det.."

Det kærlige smil på Theodor’s læber, der dukkede frem ligeså snart spørgsmålet havde forladt Annabeth’s læber, gjorde det klart hvor højt han elskede vedkommende. Og hun glemte helt hvorfor hun egentlig var der, og satte det til side, for at kunne lære denne Theodor bedre at kende. Hun var ligeglad med informationer om André. Når Theodor kunne snakke sådan om ham og føle sådan for ham, kunne han alligevel ikke være nogen helt skidt person, for allerede nu, syntes Annabeth vældig godt om Theodor. "Og hvor længe har I så været sammen?" Hun smilte varmt, for at understrege at hun altså ikke havde noget imod deres forhold. Hun var langtfra homofobisk, og hun havde altid foragtet at nogen rent faktisk kunne hade en sådan ting som kærlighed mellem to individer - om de så var af samme køn eller ej.

Annabeth klappede ved siden af hende, på sengen og spurgte om han ikke havde lyst til at sætte sig ned. Theodor tøvede et øjeblik.. Det var jo trods alt Darrens seng og han vidste ikke helt hvad Darren ville sige til at Theodor sad i hans seng. Men nu havde Annabeth jo spurgt ham, så det virkede mærkeligt - og uhøfligt - at sige nej og så bare stå op? 
Da han så Annabeths søde, uskyldige smil forsvandt al hans tøven. Han smilede til hende og satte sig ned, der hvor Anna havde henvist ham. Ingen mand i verden ville kunne sige nej til det smil. Det gav ham lyst til at kramme hende og beskytte hende, trods at Theodor ikke var noget som helst værd, som en beskytter. Da han havde sat sig, vendte han sig lidt, så han sad skråt henad mod Annabeth og kiggede på hende. Man kunne se at hun tænkte sig om, inden hun svarede på hans spørgsmål om hende og Darrens fortid. 
Theodor nikkede da hun svarede, men han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det. Han vidste egentlig heller ikke særlig meget om Darren... Hverken hans fortid eller gudeforældre.. Det eneste han vidste var at han var pisseirriterende, han boede i undergudernes hytte og havde en rigtig sød kæreste. "Hmm..."


Theodors øjne lyste op som julelys, da han så hvordan Anna reagerede på Theodors seksualitet. Hun reagerede nemlig ikke og det var vidunderligt. Det virkede som om at det var noget af det mest normale i verden og det var Theodor dybt taknemmelig for at Annabeth var sådan. Hun kunne selvfølgelig have skjult sin sande afsky, men så skulle hun virkelig være en god skuespiller, for hendes smil var så vidunderligt varmt. 
"Efterhånden et års tid", svarede han glad og smilede stort. Han følte sig så tryg ved Anna, at han ikke kunne lade være med at fortælle videre, selvom hun ikke havde spurgt: "Vi klikkede bare med det samme.. Faktisk allerede fra den første dag, var gnisten der.. Vi kyssede faktisk den dag vi mødtes", sagde han og en svag rødmen bredte sig til hans kinder, mens han kiggede ned på sine hænder. Han kunne ikke lade være med at smile, bare ved tanken om den vidunderlige dreng og om den gnist der havde været der fra dag et af.