Sandet føles dejligt når solen skinner. ~ Ann-Sofie.

Tid: 13.00
Sted: Stranden, tæt på vandet.
Omgivelser: Strand, sand, havet. Ingen andre end Jazmyne. - Tror hun.
Vejr: Solskin, dejligt vejr.
Dag: Fredag.
Årstid: Sommer.
Påklædning:

Jazmyme gik rundt på stranden. Sandet var varmt, og solen genspejlede vandet meget smukt, som om der var diamanter i vandet. Vejret var stille og roligt, men alligevel ikke. Vinden tog lidt i hendes lille søde kjole hun havde på. Men det føltes dejligt på en eller anden måde. Hendes klip-klapper gjorde så hun fik sand op på numsen og på ryggen, så hun valgte at tage dem af. At mærke sandet på den måde, var også befriende.
Hun gik nede ved vandet, hun mærkede vandet. Det var koldt, men alligevel ikke. Der slog lige pludselig en stor bølge ind på bredden, som gav et stort chok hos Jazmyne, så det gjorde, at hun røg ud af hendes lille drømme verden. Men hun smilte bare. Dagen kunne ikke blive bedre. Solen skinnede, og den eneste lyd der var bølger, som slog ind. Der var roligt, og fuglene sang, og Jazmyne forestillede sig, at de sang for hende. Det kunne ikke blive bedre, men det, at hun var alene, var hun alligevel underlig i kroppen over. Hun var normalt et meget socialt menneske, men efter at hun kom ind på lejren, havde hun været en rigtig enespænder. Hun vidste ikke rigtig hvorfor. Hun ved ikke rigtig hvad hun skal tænke. Hun var halvgud, og intet kunne lave det om. I hvert fald ikke nu. Hun havde aldrig tænkt så meget som hun gjorde i dag. Nu havde hun besluttet det. Hun skulle tage at få nogle venner.

//Det hun tager på:

Ann var lige ankommet til lejren, og da hun var flyttet ind i sin hytte, var det første hun tænkte på at gå ned til stranden. Hun håbede lidt at der ikke ville være nogen, så hun kunne få tænkt igennem. Hun skyndte sig at tage en bikini på og en stor trøje udover, også løb hun ned til standen, hun havde fået forklaret hvor den var. Det var dejligt at mærke sandet under hendes fødder og vinden i hendes hår. Ann havde altid elsket at være alene på standen. Hun syntes det var dejligt at side i sandet og lytte til vandet. Ann løb lidt længere ned ad strandkanten og så pludselig en pige. Pigen lyste op med sit røde hår. Det var en meget smuk pige. Ann blev en smule jaloux ved synet, Ann havde jo også rødt hår nogle gange, men det gik hurtigt over. Hun blev også en smule skuffet over at der var andre, men det var alle tiders mulighed for at få en ven. En ægte ven, hvor hun ikke styrede personens føelser. Det så ikke ud som om pigen havde set hende, så hun listede sig lidt tættere på. "Halløj," sagde Ann.

Jazmyne vendte sig hurtigt om af ren refleks.
"Hejsa! Jeg må indrømme at jeg blev lidt forskrækket af dig." Jazmyne lo lidt efter, men prøvede på at lade vær, da hendes smilehuller ville komme frem.
"Dig har jeg da ikke set før?" Sagde Jazmyne, og mærkede vinden på hendes bare ben.
Jazmyne betragtede pigen, som hun ikke vidste navnet på. Hun var på højde med Jazmyne, og var ret så køn. Hun lignede sjovt nok en fra Jazmynes gamle high school, og hun blev glad af tanken. Hendes øjne viste nysgerrighed, og for at den skulle forsvinde begyndte Jazmyne at præsentere sig selv.
"Jamen, jeg hedder Jazmyne, men du kan kalde mig Jaz. Jeg er 17 år gammel, og har ikke været i lejren i særlig lang tid. Jeg kommer fra England, og som du kan høre, har jeg en lille accent. Og så til dig, hvad hedder du, og hvis jeg må være så fræk, hvem er din gudforælder?"
Jazmyne er født nysgerrig, og stod med de største øjne, som lod til at bore gennem pigens blik. Men det var ikke ondt ment.
Endnu en bølge slog sig ind på strandkanten og gav et chok i Jazmynes sind. Dog mindre end det før, for før var hun i sin drømme verden. Nu var hun i den virkelige verden.

Ann vidste godt, at pigen var blevet forskrækket, hun havde følt det. Hun hørte lidt på at Jazmyne...? Var det det hun hed? Ja det måtte det være, men hun hørte i hvert fald lidt på Jazmyne præsentere sig selv. "Jeg hedder Ann-Sofie, men bare kald mig Ann, og jeg er lige ankommet. Jeg er også 17 år gammel," svarede Ann automatisk. Hun overvejede lidt var meget hun skulle fortælle Jazmyne. Hun besluttede at tilfredsstille Jazmyne's nysgerrighed. "Min mor er Afrodite, kærlighedsgudinden hvis du skulle være i tvivl," sagda Ann en smule tøvende. Jazmyne virkede sød, men der var noget ved hendes øjne. Det var som om de kunne se lige igennem hende. Ann brød sig ikke om at andre vidste alt for meget om hende.
Hun kunne pludselig mærke jazmyne's chok og spjættede. "Lad dog vær' med at blive så forskrækket hele tiden, det er ved at tage livet af mig!" sagde Ann irriteret. Hun pustede hurtigt noget hår væk fra ansigtet. "Undskyld, jeg blev bare forskrækket. Jeg mente det ikke. Det er bare... Meget af det her er en smule nyt," sagde Ann kort tid efter. "Hvem er din gudeforælder da?" spurgte Ann for hurtigt at føre samtalen videre.

"Altså, det med at blive forskrækket af bølgerne, gør det, at det er mig."
Jazmyne har altid synes at hun var hendes helt egen. Hun bliver forskrækket over de mindste ting, griner af ting, som alligevel er mer' ligegyldigt end en sten, og kan smile når hun er mest ked af det.
"Min gudforælder er Athene, visdommens gudinde, hende kender du vel godt, gør du ikke?" Jazmyne har altid følt sig stolt over at være datter af Athene. Hun følte sig smuk på sin helt egen måde, en måde som hun aldrig nogen sinde havde følt før hun kom til lejren. Alt var stadig nyt for hende, men hun følte sig hjemme.
"Jeg ved hvordan du har det. Jeg er også næsten lige kommet hertil, og jeg kender ikke rigtig nogen her. Jeg har mødt nogle stykker, og de ser også ud til at virke søde." Jazmyne smilte, og kiggede Ann-Sofie i øjne. Ann-Sofie var en rigtig flot pige. I modsætning til Jazmyne i hvert fald. Synes hun selv. Da hun gik på High School, var alle pigerne pænere end hende, og hun følte sig aldrig smuk eller elsket. Hendes far var stresset hver dag, da hendes halv søster havde eksem. Nu hvor Jazmyne tænkte over det, så savnede hun sin familie. Sin normale familie. Den hun var vokset op i. I helt andre omgivelser og opfattelser af ting. Nu var det helt anderledes, hun boede med andre halvguder, som måske havde det på sammen måde. Jazmyne fjernede sit blik fra Ann, og vendte sit blik mod havet. Hun gik ud i vandet. Hendes fødder blev våde, og hun lukkede øjne. I hendes tanker, sendte hun en hilsen til sin søster, som hun savnede og elskede rigtig rigtig højt.
'Julie, I'll come at visit you in your dreams, keep thinking on me, and I'll come. I promise you. I love and miss you. Jazmyne.'

Athene... Det måtte være spændende at have hende som mor. Ikke at Ann ikke elskede sin egen mor højt, for det gjorde hun! Det lød bare interessant at have visdommens gudinde som mor. En der var klog og god i kamp. Ann var datter af Afrodite. En der var smuk, sød og forførerisk... En der var sin egen mand utro.
Mens Ann tænkte lidt over det blev hun pludselig ramt af en masse sanseindtryk fra Jazmyne. Der var alt for mange til at Ann kunne skille/opdele dem. Det eneste hun kunne mærke var sorg og savn. Det begyndte at blive for meget. Ann fik frygteligt ondt i hovedet. Hun sank ned på knæ og pressede håndfladerne med tindingerne. Det gjorde så ondt. "Kan du lige tømme dit hoved for tanker? Det ville være rart, tak," sagde Ann meget hurtigt og forkuseret igen på at få smerten til at holde op. Hun var stadig meget følsom overfor folks føelser, men hun prøvede at lave en mental mur. Det var bare virkelig svært...

Jazmyne kiggede underligt på Ann-Sofie.
"Hvad mener du?" Jazmyne var forvirret. Hvordan kunne hun mærke Jazmynes følelser, og hvorfor føltes det her underligt?
Da Jazmyne kiggede dybt ind i Ann-Sofies øjne tidligere, kunne hun mærke hvordan hun var. Var det mon det samme med hende? Hun kunne måske bare mærke ens følelser?
Imens hun ventede på et svar, kiggede hun bare ned i jorden, og prøvede så vidt muligt ikke at tænke på din familie, for det skadede hende, kunne Jazmyne se. Jazmyne fik en lille skyld følelse, men alligevel ikke. For hvorfor måtte hun ikke tænke og føle det hun ville? Der var vel noget hun selv bestemte. Mente hun selv i hvert fald. Det skulle ingen bestemme for hende. Og hvis der var nogen som gjorde det, selvom det måske bare var forsjov, kunne Jazmyne flippe ud over det.
Jazmyne bukkede sig ned til Ann-Sofie, som var gået ned på knæ, og det så ud til at der var noget som gjorde bare en anelse ondt.
"Er du okay? Eller det er du sikkert ikke, men vær lige sød at forklar hvilken evne der piner dig lige nu?" Jazmyne så med store øjne ind i Ann-Sofies øjne som igen kiggede op. Hun ventede på et svar, som hun havde gjort i ret så lang tid nu.

Ann fik endelig opdelt Jazmyne's føelser, men så kom der flere. Ann forkuserede hårdt og noget af hovedpinen gik væk. Den var ikke helt væk, men nu kunne hun i det mindste bære det. Ann kiggede langsomt op. "Der er jeg ked af. En af mine evner er meget føelsom, og jeg har ikke helt styr på den endnu. Det er ikke for at det skal gå udover dig, jeg har bare lidt svært ved at være i nærheden af folk som... Tænker," sagde Ann og lo en smule, mens hun rejste sig op og børstede sandet af sig. "Jeg ved godt at jeg burde få mere styr på mig selv, det er jeg ked af," gentog hun. Ann følte sig pinligt berørt. Hvorfor skulle hendes evne skabe sådan et drama? Hun begyndte at blive vred på sig selv og i en kort periode blev hendes hår rødt. Vreden forsvandt hurtigt igen. "Nu ved du lidt om mine evner, hvad er dine evner?" spurgte Ann, bare for at skifte samtalen over på Jazmyne. Ann elskede normalt at være i centrum, men ikke på den her måde.

//Undskyld at jeg skriver så kort -.-//

Jazmyne smilte, og lo lidt på samme tid.
"Mine evner? Mmh, jeg er rigtig god i kampsport, og mine hjerne kræfter er rigtig stærke. også ved jeg ikke om det er en evne, men jeg tror den ligner meget din. Mit hår bliver nemlig brunt, hvis jeg bliver sur eller deprimeret. Det sker ofte hvis jeg taber i en kamp eller noget lignende. Det sker selvfølgelig ikke ofte!" Jazmyne lo lidt igen, og betragtede Anns røde hår. Hun kunne nu bedre lide hende med det blonde.
"Men det går væk efter en halvtime. Heldigt for mig i hvert fald. Hvornår går dit væk?"
Jazmyne hadede at have brunt hår, hun syntes virkelig at det er grimt til hende. Hun kan ikke fordrage det. Også at det præcis kom når hun ikke vil have det, gjorde hende bare sur og irriteret. Men det var sådan hun var født. De værste tidspunkter, var bare da hun gik i High School. Der kaldte folk hende underlig, da de troede at hun farvede sit hår hele tiden, hvilket hun ikke gjorde. Hun følte sig unormal og ikke passende i de diverse kliker eller grupper. Men nu hvor hun boede her i lejren, var alle vel unormale. Eller overnaturlige, som man kalder det.

//Det er ikke fordi jeg skriver meget ..//

Ann tænkte lidt over den info, som hun havde fået. God i kamp? Ret nyttig evne, hvis man blev angrebet. "Du får mig til at føle mig helt håbløs og ynkelig. En stærk kriger, som dig, mod sådan en lille svækling, som mig... Ikke noget kønt syn!" grinte Ann. "Mit hår bliver rødt, når jeg føler varme føelser," forklarede Ann, "og går så væk igen, når føelsen ikke er der længere." Ann syntes, at det var en meget sjovt ting sådan at skifte fra blond til rød. Hun prøvede lidt at forestille sig Jazmyne med brunt hår, men hun kunne ikke helt få det til at passe sammen. "Jeg gad godt se dig med brunt hår," sagde Ann. Ann dybbede fødderne lidt i vandet og fandt hurtigt ud af, at det var vildt koldt.

//Du skriver mere end mig//

Jazmyne grinte.
"Nej nej, never." Jazmyne kunne godt forestille Ann med rødt hår. Hun var virkelig en smuk pige. Om det så var med blond eller rødt. Hun fortrak dog det blonde, men hold op hun var en køn pige. Også var hun meget nede på jorden. Hun havde ikke mødt nogen på lejren, som mindede så meget om Jazmyne selv, og de havde ikke engang den samme gudforælder. "Du er i hvert fald ikke en svækling, at kunne styre kærlighed. Også at du er så smuk, så kan man godt se at du er Afrodites datter. No joke."
Jazmyne trådte lidt tættere på. "Kan du så virkelig mærke hvad jeg føler lige nu.
Jazmyne møtte indrømme at hendes 'gamle' familie var i hendes hoved hele tiden.
Uarbrudt. Men hun ville lige prøve Ann af, og se om der faktisk skete noget, hvis hun tænkte disse tanker. Men hun røg hele tiden ud af det, da hun kunne mærke det dejlige varme vand på hendes fødder. Hendes følelser gik fra triste til glade. Hun kunne vel ikke styre det. Men hun ville ønske at hun kunne. Det kunne være rart.
"Hey, fortæl lidt mere om dig selv." Jazmyne var rigtig nysgerrig efter at vide mere om Ann, da hun synes rigtig godt om hende. Hun tog sig på en måde også godt af Jazmyne. Hun følte sig tryg. Udadvendt. Ligesom i High School. Denne følelse have hun ikke haft længe. Men takket være en lille samtale på knap 6 minutter, var Jazmyne nu sig selv igen.

Ann blev helt flov over alle de komplimenter hun fik af Jazmyne. "Jazz jeg tror du overdriver en smule. Du er jo selv en virkelig køn pige," grinte Ann blidt. Hun studerede sådan Jazmyne for alvor. Jazmyne var virkelig en køn pige, og hun så ud til at være i god form.
Jazmyne spurgte om noget. "Øhhmmm... Dine føelser er meget forvirrende," svarede Ann, som blev ved med at få forskellige indtryk fra Jazemyne. Det næste Jazmyne sagde, kom virkelig bag på Ann. "Mig selv? Der er ikke mere der er værd at fortælle," sagde Ann hårdt og med et bittert smil på læbberne. Hun huskede tilbage på sin familie. Hendes far, som slog hende og udnyttede hende. Hendes bror... Nej hun ville ikke tænke på det. Her var hun i sikkerhed fra sin familie. Hun skulle kun tænke på monsterne, der angreb hende.
Ann kiggede lidt på Jazmyne med et rassende blik. Hvad ragede det også hende? Hun havde ingen ret til at blande sig! *Men det er jo ikke hendes skyld. Hun vil bare lære mig at kende,* tænkte Ann.
Hun satte sig i sandet og kiggede ud mod vandet. Vandet skyllede op på hendes tæ'er. Vandet var smukt. Det beroligede hende en smule.

Jazmyne fik underlige signaler fra Ann. Hun virkede meget fjern alligevel, måske skulle hun ikke sætte så mange gode ting på hendes side. Hun kendte hende knapt nok, men det var da altid noget, at hun fik en samtale ud af det. Hun kiggede ned i sandet med et vovet blik. Hendes ansigt så anstrengt ud, og hun kunne ikke koncentrere sig om særlig meget af gangen. Hun så op, så hun kunne se Ann's ansigt. Hun kiggede. "Ja, hvis du ikke har lyst til at fortælle om dig selv, er det også helt fint. Men så du ved det. Det var ikke for at genere dig, at jeg spurgte." sagde Jazmyne og gik ned til vandet. Hun kunne se sit eget spejl billed i vandet, og det var rigtig smukt. Ikke hendes spejl billed, men på den måde at vandet lignede flydende diamanter. Det fik Jazmyne til at smile og le, selvom hun ikke var verdens gladeste person på det tidspunkt. Hendes nerver forsvandt, og hun stod med vand til anklerne, og nød udsigten. Det kunne ikke blive bedre. Hun blev igen kastet ud af sin skønne verden, og fik øje på Ann. Hun ville ikke sige noget, da Ann lod til at være meget diskret med de ting hun gjorde og de ting hun kigggede efter. Jazmyne så ned på sine råde tå negle. Hun havde lagt negllakken perfekt denne gang.

Ann gik ud i vandet. "Beklager, men jeg vil ikke fortælle om, hvem jeg var. Jeg havde tænkt mig at starte et ny liv her, være en ny og starte på en frisk," sagde Ann undskyldende, "og jeg ved endnu ikke, hvem den nye mig er." Ann smed den store trøje hen på sandet og løb længere ud i vandet. Hun sprang ned i og kiggede på fiskene, selvom det sved i øjnene. Da hun ikke kunne holde vejret længere, poppede hun op af vandet. "Hopper du i?" grinte Ann.

Jazmynes vrede gik ud af kroppen, og hun lod sine følelser lege med sig selv. Det eneste hun ville nu, var at hoppe i vandet, og nyde den dejlige sol. Det kunne ikke blive bedre. Vandet var som flydende diamanter. Smukt. Hun så Ann-Sofie hoppe i vandet, og det fik hende hurtigt til at abeefter. Hun hoppede i med et stort spring. Nu var hun våd over det hele. Hendes hår blev en del mørkere, da det er vådt. Jazmyne havde noget meget stort hår, så derfor når det blev vådt, blev det meget tungt. Derfor havde Jazmyne bundet sit store hår op i en lille knold. Den var løs, men den sad der. Ann så ud til at være meget begejstret for vandet, men dog var Jazmyne ikke så begejsret som Ann-Sofie var. Hun skulle bare ned under vandet og gøres lidt våd på kroppen, og derfor var det op igen. At sole sig hører også med til en god strand tur.

//Har ingen kreativitet lige nu ..

Ann var en rigtig vandhund! Hun elskede vandet, men da hun så Jazmyne gå op af vandet, gjorde hun det samme. Det kunne godt være, det havde været lidt akavet imellem dem, men Jazmyne virkede som en sød pige, og Ann ville vide mere. Hun manglede venner her, og Jazmyne virkede som en, der kunne være en god og trofast ven. "Så Jazz? Mere du kan og vil fortælle om dig selv?" spurgte Ann. Hun kiggede nysgerrigt på Jazmyne.


//Kalder du det ingen krea? Gal, du er heldig, hvis det er så meget, du kan skrive på en dag med ingen krea! //