Just leave me alone... ~Ann-Sofie~

Tid ~ Lidt over middag ~
Sted ~ Bueskydningsbanen ~
Omgivelser ~ Halvguder, flyvende pile ~
Vejr ~ Sol og en smule vind ~

Narcissa stod på en bakke lidt hævet over bueskydningsbanen, ved hendes side hang en klinge på en halv meter i en brun skede. Hendes lange sorte hår hang ned over hendes skulder og ryg og hendes lilla øjne fulgte hver og en af bueskydernes bevægelser. Bueskyderne havde smukke buer og næsten alle af deres pile landede i midten af skydeskiverne.
Hun sukkede og så rundt efter nogen der var knap så gode, så hun i det mindste ikke var alene om at være en forfærdelig bueskyder, men det lod til at alle var virkelig gode til alt, de var gode til bueskydning, sejllads, sværdfægtning... ja, alt hvad der var i lejren. Narcissa var da også god til sværdægtning og løb, men dt var lidt irreterende, kunne man vel kalde det, da hun så mest op til bueskytterne.
Hun så ned, en ung mand stjal hendes opmærksomhed, han så egentlig ret køn ud...
Don't fall in love!, skreg hendes indre,You know what happened last time..., tilføjede stemmen for at understrege det og for at hive op i de gamle sår. Narcissa nikkede sammenbidt og tog sig til hjertet, det var som om man kunne mærke på dets dunken at det engang havde været slået itu, pågrund af én person, én latterlig og dum og... virkelig smuk person. Ann-Sofie, hendes værste fjende og hendes før bedsteveninde, der altid fik drengenes opmærksomhed, altid hævet over Narcissa pågrund af hendes åh så smukke ydre...

På: http://t2.gstatic.com/images?q=tbn:ANd9GcSu5IfDy8L5gN-dRygiXs3aFeCdQD7--vobyZaSpmL6GmhdZXOTTkUZcf-JIw

Ann var gået ned til bueskydningsbanen. Hun elskede at skyde med bue og pil. Hun var i hvert fald elendig til sværdfægtning. Det at ramme sit mål gav også en stor triumf føelse. Det var bare rart og en dejlig måde at slappe af på. Selvom det nu også var ret godt at komme af med sin vrede på den måde.
Ann var måske ikke klædt på til det, men hun følte sig selvsikker nok. Det her var noget hun kunne finde ud af! Dog skete der noget højst mærkværdigt. Da hun kiggede op på bakken, så hun en pige. En pige hun kendte alt for godt. Narcissa! Narcissa's udseende havde ændret sig i løbet af årene, men Ann ville altid kunne kende hende. Efter alt det Narcissa havde udsat hende for. Hun gik op på bakken og stilte sig lige foran Narcissa.
"Brug for hjælp?" spurgte hun koldt. Hun var ikke sikker på at Narcissa kunne kende hende. Ann havde også ændret sig en hel del. Ann var blevet kønnere med årene, men det samme var Narcissa.

I horisonten spejlede søen solen og himlen i sin blanke overflade, vinden fik træernes blade og grene til at rasle og solen fik hytterne til at se endnu flottere ud end normalt.
Bag hende et eller andet var lyden af nogen der gik blevet højere, som om nogen gik hen i mod hende...
Ved lyden af en stemme, en kold stemme, snurrede Narcissa rundt. Hun stod ansigt til ansigt med en pige, meget køn... Den kulde i hendes stemme overraskede først Narcissa men fik derefter hende til at kigge nærmere på pigen. Hun sendte pigen et par blikke og kodede udseendet og stemmen sammen med en pige hun kendte engang... en pige hun aldrig ville se igen, hvis det stod til Narcissa selv.
"Sikken en... overraskelse at se dig igen... Ann-Sofie.", hendes stemme var fyldt af had og kulde, og pigens navn blev sagt med stor foragt.
Hvorfor kunne Ann ikke bare lade hende være? Hvorfor kunne hun ikke bare gå i den modsatte retning af Narcissa? Og hvorfor i alverden skulle hun til at prøve at 'lære' Narcissa noget?
"Nej... jeg klarer mig fint selv.", svarede hun koldt og hævede det ene øjenbryn,"hvem er så din gudeforælder?", tilføjede hun med et afmålt blik på Ann.