Just leave me be ~ Avalanna

Adam havde virkelig troet, at han ville komme i gennem det her år. At han ville kunne dukke op til sin undervisning, være sammen med sine kollegaer, måske endda gå ud og være social efter arbejdet. Alt dette og så glemme hvilken dato det stod på kalenderen. Men det kunne han ikke. Måske ville han aldrig kunne det.
Han havde mærket det allerede aftenen før. Mørket, der havde lagt sig over ham. Knuden i maven, det for hårdt bankende hjerte. Den onde cirkel af dystre tanker. Den altovervældende skam. Alt dette havde ramt ham som et lyn fra himlen. Det var faktisk ikke rigtigt. Det var kommet krybende, som det altid gjorde. Langsomt stoppede han med at grine så højt, han kunne ikke koncentrere sig om at rette afleveringer og han stoppede med at gå ud. Og så i går aftes, som et lyn fra himlen, gav han op. Han havde alkohol på sig, det var også dumt, når han kendte til sine vaner. Sin afhængighed. På en måde var det bare betryggende at have det tæt på sig. En fuldstændig irrationel tanke, kunne den kloge Adam godt tænke sig frem til, hvis overskuddet havde være der. Men det var der ikke og efter at have brugt natten på at lægge vågen i sin seng, fanget i en spiral af forfærdelige minder, åbnede han den første flaske.

Det var nu eftermiddag og det var bestemt ikke længere den første flaske han drak af. Heller ikke to og tredje. Han havde for lang tid siden mistet overblikket over hvor mange det egentlig var. Ligesom han ingen anelse havde om hvornår på dagen det var. Gardinerne var stadig trukket til side fra aftenen før. Det eneste han vidste var, hvilken dag det var. Et faktum han ikke ville glemme lige meget hvor meget han drak.
Det var hans bryllupsdag. For 6 år siden fik han sit livs kærlighed som kone. De nåede ikke at fejre bryllupsdag. Nu tilbragte han det hvert år alene, isoleret fra omverden, gemt væk i sin lejlighed. Der var kun få der vidste, hvad der foregik på en dag som denne. Adam vidste ikke, om Tyler kunne finde på at komme forbi. Han håbede det ikke. Han ville ikke have at hun skulle se ham sådan her igen. Igen og igen. Han ville ikke have at nogen skulle se ham sådan her. Han havde formået kun at lade få se den dystre side af sig selv. Han ville ikke skuffe andre, lade dem se ned på ham. Desuden var det hans egen skyld, hvordan han havde det, så der var ingen grund til at involvere andre. Han havde selv lavet fejlene, nu måtte han selv komme i gennem konsekvenserne.

Det var i hvert fald det han havde planer om. Og så bankede det på døren. Adam sad i stuen, som døren ledte ind til, henslængt i sofaen fik rejst sig op med et spjæt, hvilket fik væltet en tallerken fra sofabordet på gulvet. Åbenbart slemt nok til at det skulle larme og en del af tallerken flækkede over. For fanden. Ingen skulle se ham lige nu. Hans hår var en rede på hans hoved, skægstubbe havde få lov til at gro sig lige lovet lange til hans smag og så var der det faktum at han var fuld. Nu havde Adam været fuld alt for mange gange i sit liv, så det var ikke fordi han ikke til en vis grad kunne styre sig. Men alt kørte rundt for ham, hans øjne var blanke, han stak af alkohol og han ville ikke være i stand til at have en ordentlig samtale uden at afsløre sig selv.
I det mindste var han i tøjet, men det var tøj han havde sovet i, da overskuddet til at klæde om, ja endda at klæde sig af, ikke havde været der. Bare at stirre tomt op i loftet og hade sig selv.
Med ødelagt balance snublede han over til døren. Kun for at have en hånd ved siden af den og læne sig op ad væggen. Han havde kvalme.
”Uh, not right now,” råbte han så personen på den anden side ville kunne høre ham. Personen ville også kunne høre hvordan han havde svært med at udtale sine ord ordentligt og generelt lød sløv, ”I’m busy. Come back in a… just come back later.”
Måske var det Tyler. Så ville hun ikke falde for det, det var helt sikkert. Men han måtte prøve. Han ville bare være alene i sit hul og håbe på at alt snart gik over.

Det var fredag i dag. Dette ville normalt betyde, at Avalanna nok ville være på vej til lejrbålet eller generelt bare befinde sig i selskab af nogle venner. Specielt, da klokken var over 16. Men dette var ikke tilfældet på denne fredag, da den ikke var en helt sædvanlig fredag. Den havde i hvert fald udviklet sig lidt usædvanligt. Dagens sidste lektion havde for Avalanna stået på træning i nærkamp. Hun var ikke selv vanvittig god til nærkamp og foretrak helt klart bueskydning, som hun var ganske udmærket til. Men nærkamp var jo også nødvendigt at lære, da det var langt mere brugbart. Hvis man blev overfaldet af et tilfældigt uhyre, var det nærkamp, der kunne redde ens liv, ikke en bue og pil. Og som halvgudinde, var Avalanna i konstant fare for at blive overfaldet af et hvilket som helst uhyre. Så hun havde trænet nærkamp med resten af holdet. Desværre var det ikke forløbet helt uden problemer. Eller… Det meste af lektionen havde sådan set været problemfri nok. Men ikke mere end et kvarter inden slutningen, var der sket en ulykke. En ulykke, som altså havde resulteret i kraniebrud samt flere brækkede knogler hos en af halvguderne på holdet. Avalanna havde været med på hospitalsfløjen, hvor hun var blevet ved holdkammeratens side i et stykke tid. Men hun havde været mere nyttig andetsteds. Den pågældende holdkammerat var nemlig ikke kun på Avalannas kamptræningshold, men også hendes naturfagshold. Hvilket selvfølgelig betød, at Avalanna var fuldkommen klar over, at denne havde præcis de samme lektier for, som hun selv. Lektier, der havde en deadline, som nærmede sig hastigt. Selv, var hun endnu ikke færdig med disse, men hun lå jo heller ikke på hospitalsfløjen med et kraniebrud m.m. Hun skulle nok nå at lave dem, men det ville holdkammeraten ikke, med mindre hun fik deres lærer til at udskyde dennes tidsfrist. Heldigvis var læreren som regel venlig og forstående. Avalanna kunne i hvert fald generelt godt lide ham, selvom hun selvfølgelig ikke kendte ham bedre end fra lektionerne.

Men nu var hun altså på vej hen til hans lejlighed i Hovedbygningen. Alle lærerne boede i Hovedbygningen, så det var ikke svært at finde så langt. Og resten af vejen derfra burde ikke være så vanskelig. Hun bevægede sig igennem hovedbygningen og stødte på nogle af de andre læreres lejligheder, før hun endelig så naturfaglærerens navn. Adam L. Pinter. Hun var nået til den rette lejlighed. Hun bed sig lidt i læben, som hun hævede sin højre hånd i en knytnæve. Hun havde det rimelig akavet med at skulle banke på sin lærers dør på en fredag aften, men hun måtte blot minde sig selv om, at hun ikke var der for sin egen skyld. Hun var der for en andens skyld, og hun ønskede ikke at svigte denne. Altså, så ville det jo heller ikke være værre, men stadig. Hun havde lovet, at hun ville finde Hr. Pinter og fremlægge sagen for ham, så det havde hun enhver intention om at gøre. Derfor lod hun også sin knyttede næve ramme døren i tre bank i træk. Hun trak hånden til sig, netop som hun hørte en lyd inde fra lejligheden. Det lød som noget, der gik i stykker. Porcelæn, højst sandsynligt. Hun rynkede på panden og tænderne slap underlæben. Hun stod og ventede i nogle øjeblikke, mens hun lænede sig tættere på døren, for at lytte efter flere lyde. Det var ikke ligefrem en betryggende lyd, hun havde hørt, men det havde jo sikkert bare været et klodset uheld. Måske havde hendes banken på døren forskrækket ham en smule, så han havde tabt noget. Det ville trods alt ikke være første gang den slags skete, og det kunne man næppe bebrejde ham for. Men i tilfælde af, at alt ikke var i orden, ville hun nu alligevel lige lytte ekstra opmærksomt efter flere foruroligende lyde.

Og kort efter kom de næste. Hun syntes at genkende lyden af en hånd der blev placeret hårdt mod væggen tæt foran hende. Hun kunne selvfølgelig ikke være sikker, da den slet ikke havde været særlig høj. Og så lød hans stemme – Hr. Pinter. Hun kunne sagtens genkende den. Hun kunne genkende enhver stemme, som hun havde hørt før. Dette var en del af hendes evne, som også tillod hende at genskabe disse til perfektion. Hun kunne have talt med hans stemme lige nu, hvis hun ønskede det. Men det ville nu altså være en smule sært og komplet unødvendigt. Dog ville han nok ikke kunne genkende hende på stemmen, da hun jo bare var endnu en elev. Hun kunne godt lide naturfag og derfor var hun også relativt dygtig, men hun havde næppe skilt sig nok ud til at have en genkendelig stemme i hans ører. Hun lyttede opmærksomt til hans ord. Måden han udtalte dem på, fik hende til at mistænke at han ikke var ved sine fulde fem. Måske var det derfor han ikke syntes at have været nogen steder at finde hele dagen. Men hun havde selvfølgelig heller ikke ledt efter ham længe. Hun rynkede stadig på panden, som hun satte en hånd mod døren, så hun kunne læne sig lidt ind imod den. "I'm sorry, but it can't really wait, Mr. Pinter." Selv, hvis det kunne, kunne hun ikke bare gå, når der syntes at foregå noget lidt foruroligende bag den lukkede dør. Ikke før hun vidste bare en smule mere.