is there something here? ~Avalanna

T: 21:30
S: Lejrbålet
V: Stjerne klart, og lunt
O: Ikke en levende menneskelig sjæl, men en masse dyreliv
P: En sort undertrøje og joggingbukser, bare tær


Jason sad ved lejrbålet, skyggerne der dansede om ham ville virke skræmmende for nogen, men han sad stille, lignede en der sad og mediterede hans øjne var lukkede, ligesom hans hænder der var foldede på hans skød, han trak næsten ikke vejret, da det gik meget langsomt mellem hver indånding og udånding, han lyttede ikke engang til naturen omkring sig som han plejede, men alligevel var det som om hans øre sitrede hver gang de opfangede de mindste lyde, han sukkede så kort og kom op og stå efter at have åbnet øjnene, han stirrede ind i flammerne der oplyste hans ansigt, hans smaragdgrønne øjne skinnede om kamp med ilden, hans solbrune hud kastede næsten flammerne tilbage, han lagde hovedet på skrå, og så så ned på hans hænder, som han vendte og drejede mens han betragtede dem. Hans vejrtrækning var blevet mere normal i det, nu sansede han hver en duft, hver en lyd, og bevægelse der var omkring ham. Han bed tænderne hårdt sammen og lagde hænderne i lommerne på de joggingbukser som han havde på, hans sorte undertrøje skjulte kun arene på hans torso, men den sad alligevel tæt på hans trænede krop.

Påklædning ⇨ Klik for at se tøjet :-)

Eftersom det ikke var overdrevet varmt, men heller ikke specielt koldt, havde Avalanna idag besluttet sig for at tage et par lange, mørkerøde bukser på, en langærmet trøje i sort med batmansymbol og et par sorte converse på. Hun havde flere ringe på, og hendes sorte sløjfe øreringe med små, hvide perler. Hendes hår var sat op i en knold, og var lige pt. en lyseblå farve. Hvilket jo betød, at hun var en smule tilbageholden. Men nu var det heller ikke ligefrem fordi hun regnede med at møde alle mulige folk, mens hun var en tur forbi lejrbålet. Det var nok ikke højst sandsynligt. Og grunden til at hun ville hen til lejrbålet, var såmænd ret så enkel. Hun havde brug for lidt tænketid. Lidt tid til at spekulere på livets store spørgsmål, og what not. For at det ikke skulle være løgn, var hun jo oven i købet også i sit vise hjørne. Vise humør. Det var blot endnu en ting, som den lyseblå farve, hendes hår lige nu bar, stod for. Det var faktisk en meget simpel evne hun havde dér, men alligevel noget så kompliceret. Den var vel egentlig bare meget lig hende selv - hvilket man jo kunne sige, kun var ret så passende når nu det var hende der var i besiddelse af den..
Da Avalanna var nået hen til lejrbålet, fik hun straks øje på en fremmed. En dreng. Hun kunne ikke helt bedømme hans alder, da hun jo ikke kunne se ham særlig godt, grundet den svage belysning. Men nu var det selvfølgelig også mørkt..

Jason vendte hovedet mod hende, da han opfangede lyden af skridt, han havde ikke sag noget da han havde set skikkelsen af den unge kvinde der var på vej mod lejrbålet. Han havde fået et godt blik over hende, selvom det kun var et ganske kort sekund han havde skænket hende sin opmærksomhed. Ligenu ventede han hvad hun ville gøre, før han ville reagere på hende. Han en dyb indånding og opfangede hendes essens fra hendes gudeforældre, selvom det ikke var en duft han var velkendt med, lå den bare et sted i hans underbevidsthed hvilken gud der var hendes forældre, i hendes tilfælde hvilken gud der var hendes far. Han havde sat sig ned til lejrbålet for at meditere og finde lidt sindsro, for at slappe af, han havde trænet hårdt på bueskydningsbanen hele dagen, og ellers trænet lidt i skoven, bare for at holde sanserne skarpe, Han havde godt set hendes lidt mere specielle hårfarve som noget af det første, og derefter hvad hun bar, ikke at det havde nogen væsentlig betydning for ham, da alle var et ligeså godt bytte om de så var dødelig eller ej, Han vidste ikke hvorfor, eller han vidste hvorfor at han tænkte på jagt, når han var sammen med andre, det var bare noget der efterhånden lå til ham, og sådan var han bare blevet, han havde heller ikke tænkt sig at tage det første skridt i en præsentation, men hvis hun gjorde det ville han da være venlig nok til at præsentere sig selv, af ren høflighed, og hvad der derefter skulle ske, ville han lade det ske, så ville han finde ud af hvad hun var for en type.Om der var potentiale i at åbne sig den mindste smule overfor hende.

Det var helt klart ikke den allerbedste dag at møde Avalanna, eftersom hun jo - som tidligere nævnt - ikke var specielt imødekommende, når hun var i dette humør. Hun var meget tilbageholden og opførte sig overraskende ansvarsfuldt. Samtidigt var hun i sit 'vise' humør, hvor hun måske endda kunne finde på at blive en smule poetisk, haha.
Højst sandsynligt, ville han som noget af det første lægge mærke til hendes spøjse hår, da den jo ikke ligefrem var videre beskeden, men tværtimod meget fremtrædende og iøjefaldende. Hun ville i hvert fald selv have lagt mærke til det med det samme, hvis en person havde en unaturlig og anderledes hårfarve - eller noget andet unaturligt og anderledes, for den skyld. Man lagde vel bare oftest mærke til det der skillede sig ud fra mængden. Ikke at det gjorde hende frygtelig meget, for hun havde såmænd vænnet sig til det efterhånden. Evnen havde sat ind allerede da hun var i 10-års alderen, hvilket jo var ved at være et godt stykke tid siden. Otte år, for at være præcis. Hun havde heldigvis været bekendt med andre folk i lejren, der havde særlige evner, og derfor havde hun hurtigt lært hvad det gik ud på. Det var hendes første evne. Den første evne der fremstod. Den første evne hun lærte at kende. Egentlig havde hun ikke noget imod den evne, da der kun var to problemer med den, hvoraf det ene problem ikke engang altid trådte i kraft. Det var det problem, hvorpå folk altid vidste hvilket humør hun var i. Derved vidste de også om hun var forelskede i nogen, eller om hun følte et begær mod nogen. Heldigvis var det kun et problem, hvis folk kendte til hendes evne - og hvad farverne indikerede. Hvilket kun få personer gjorde.. Det andet problem var sådan set bare et typisk pigeproblem. Hendes hår passede ikke særlig tit til tøjet! Derfor kunne hun også ofte findes i sort tøj og denim, da det jo passede til alle farver.
Hun sagde ikke noget til ham drengen, men forholdt sig i stedet tavs og satte sig stille ned ved lejrbålet. Hun overvejede lidt at forsvinde igen, men det ville måske virke halvunderligt.

Jason skævede kort til hende, endnu engang indåndede han luften tungt, mest fordi han ville være sikker hver gud havde deres essens, og han kendte dem alle sammen, men han vidste ikke hvorfra, det lå bare i hans underbevidsthed, han havde allerede opdaget hvilken af hendes forældre der var gud, men han smilede kun kort, Der var noget særligt over hende, men han lukkede øjnene stadig med smilet på læben, da han åbnede dem igen, Wauw han følte at han overvågede hende, som om hun var et bytte, han vidste ikke hvorfor, det lå bare i hans instinkter at han overvågede og ventede, tålmodighed var noget der lå meget til ham, derfor ventede han også på at hun tog det første skridt.
Han så da hun satte sig ned ved bålet, han havde stadig ikke sagt noget til hende, han stod stadig afventende på situationen. Han vendte kort blikket mod hende, skævede kun kort til hende, inden han vendte blikket ind mod bålet. Skulle han forsøge at snakke med hende, eller skulle han lade være, han vidste ikke, han havde for længst lagt mærke til hendes sære hårfarve, men var egentlig ligeglad, det ragede ikke ham hvad folk gjorde, ved dem selv, han vidste bare det ikke var noget han havde tænk sig. Han vidste jo intet om at det var hendes evne, han sendte kun korte blikket mod hende, lukkede så hans smaragd øjne, da han åbnede dem igen, vendte han sin fulde opmærksomhed mod hende, han smilede kort og skævt, rettede sig så i ryggen og gik langsomt over med hende, lige som et rovdyr der sniger sig ind på sit bytte, ikke at han ville angribe hende, han vidste bare ikke hvordan han skulle introducere sig selv, da han aldrig rigtigt selv havde opsøgt noget, han hørte bare rundt omkring hvis folk søgte ham, og så dukkede han selv om, men tilfældige møder havde aldrig været hans stærke side.

Ærlig talt, anede Avalanna ikke rigtig hvorfor hun var ved lejrbålet. Det var jo ikke ligefrem fordi hun ikke kunne have lavet det samme et andet sted. Og med 'det samme' mente hun selvfølgelig ingenting. Det var nok det mest præcise, at sige. Hun lavede ingenting. Ikke andet end at tænke, i hvert fald. Og nu var det jo ikke ligefrem en særlig kompliceret eller usædvanlig ting at lave. Men anyways.. Måske burde hun bare smutte? Gå tilbage til hytten? Nej. Ikke hvis hun skulle bruge tænketid, i hvert fald! For det var virkelig noget nær umuligt, hvis man befandt sig et sted som undergudernes hytte. Og det var alene af den ene grund, at der var mange børn af de diverse underguder, og derfor var der meget tæt pakket og meget larmende. Ikke noget hun havde brug for at skulle lytte til, hvis hun ville kunne tænke sig om. Hun så op på den ukendte dreng, da hun bemærkede at han flyttede på sig. Måske ville han komme over til hende? Forhåbentlig ville det så bare ikke blive overdrevet akavet, for hun hadede seriøst akavede scenarier.. Og hun var seriøst god til at skabe disse akavede scenarier nogle gange. Det var forfærdeligt, men sandt. Men hvad så..? Hun overlevede vel nok - og det samme gjaldt vel også alle de andre i lejren. Og ellers... Ja, whatever. Som om det gik så vidt, at folk ligefrem faldt døde om på grund af hendes akavethed. Var det egentlig et rigtigt ord? Ja. Det mente hun da..
Da han stod overfor hende, bed hun sig lidt i inderlæben. Det ville garanteret blive akavet. Møg da også. Hun så tøvende op på ham med et halvt smil på læben. Påtvunget. "Hejsa..." Hun bed sig lidt i læben, endnu en gang.

Jason trak vejret roligt og langsomt, han havde sat der i nogle timer, ville ikke rigtigt være i hytten hvor han hørte til, ikke at han havde noget i mod, den, men at være indendørs var ikke ham, han kunne være der, men hvis han kunne slippe ville han det. Han knækkede kort nakken, og lignede en der varmede skuldrende op ved at lade dem køre et par omgange, han stirrede forsat ind i ilden, og lagde hovedet tilbage, hvis han havde været alene havde han helt klart sprunget over bålet, bare for at have noget at lave, men eftersom hun var kommet til, ville han forholde sig i ro, han betragtede hende kort igen, bare for at får et godt blik på hendes, han bedømte hendes alder til omkring sin egen, men han ville ikke bestemt skyde på en bestemt alder, da han kunne fejle, og det var noget han hadede, at fejle var det værste han vidste, det var næsten lige så slemt som at stole blindt på nogen, han knyttede næverne da han løb gennem sin fortid, på ganske for sekunder. Han havde ikke talt med nogen siden han var kommet tilbage til lejren igen, efter han havde været væk i det halve år hvor han havde haft travlt med at slette hans fortid, selvom den altid ville jage ham, det var hans værelse et klart bevis på. Mens han var på vej over mod hende løb der tanker gennem ham, forskellige tanker, nogle værre end andre, en ting var sikkert, det ville hurtigt vise sig om hans instinkter havde ret eller tog fejl, hvis de tog fejl, ville det være første gang han havde oplevet det.
Han smilede tilbage til hende da hun smilede til ham. Inden da havde han set hun havde bidt sig selv i læben, han lyttede til hendes stemme da hun hilste på ham. Kort nikkede han som hilsen ”hej” sagde han og bukkede kort hovedet som en høflig gestus, ”må jeg sætte mig her?” spurgte han så, hans stemme var rolig, og dyb, ikke skræmmende dyb, men myndig. Han bemærkede hun bed sig i læben, og lukkede øjnene hvis dette blev akavet, vidste han ikke hvad han ville gøre.


//du må virkelig undskylde de non krea svar jeg kommer med //

Drengen - eller... fyren var måske mere præcist, da han så ud til at være på omtrent Avalanna's egen alder - spurgte om han måtte sætte sig ned ved hende, hvilket hun jo ikke kunne forbyde ham. Hans stemme var ret dyb, og derved også rimelig moden. Hun nikkede lidt, og foldede hænderne i sit skød, mens hun krydsede det ene ben over det andet. "Ja da, værsgo'." Selv, var hendes stemme ret lys og klingende. Fin, på en eller anden måde. Måske ville den bedst kunne sammenlignes med en lys klokkeklang. Men i hvert fald.. Hun ventede lidt ligegyldigt på, at han satte sig ned. Ikke fordi hun ville være uhøflig eller noget, men hun var måske bare en smule tilbageholden nogle gange. Okay, ret ofte.. Men det var vel heller ikke frygtelig usædvanligt, når hun tænkte lidt over det..
Pludselig kunne hun ikke lade være med at tænke på sin mor. Og på hendes første - og højst sandsynligt også hendes sidste - visit hos hende. Avalanna havde fundet ud af en del om sin mor, på den tur. Maggie havde opgivet Avalanna, fordi hun ikke havde været i stand til at håndtere et magisk/overnaturligt barn. Og da slet ikke, når hun ike engang nok vidste hvad det indebar, at være forælder til et overnaturligt barn. Ja, faktisk havde hun jo knap nok vidst hvad det indebar, at være forælder i det hele taget, da hun jo ikke havde andre børn, før Avalanna. Men det havde hun nu. Hun havde fået børn med en mand, der nu også var hendes ægtemand. En mand, der hadede halvblodsbørn. Hvilket egentlig var halvunderligt, taget i betragtning at han selv havde fået en datter sammen med selveste Hera - ægteskabets gudinde. Man skulle da i hvert fald tro, at han ville holde sig fra de smukke gudinder, hvis ikke han havde lyst til at tage ansvar for det han var skyld i. Dog havde Avalanna da i det mindste fået en stedsøster ud af det. Shadow. Også kaldet Shay, i Avalanna's verden. Shadow var på hendes egen alder, hvilket vel egentlig passede dem begge to - Avalanna og Shadow - ret perfekt, da de jo var jævnaldrende. Endda var der en stor del venindepotentiale gemt i Shadow.
Hun betragtede fyren lidt, inden hun sukkede lavmælt. "Hvad hedder du så?" Hun brød sig ikke synderligt om at skulle starte en ordentlig samtale med en fremmed, da hun jo også - som sagt - var ret så akavet nogle gange..


//Jeg synes skam, at det er mere end okay! Så no worries ;-)

Jason så på hende stadig med hans smaragd grønne øjne, han smilede kort til hende, et smil der lignede varme, men som altid, var det tomt bag hans blik. Han havde efterhånden fået godt styr på hendes udseende, med et smil, et lille kort smil, fik han endnu en omgang af hendes essens. Han ventede på hvad hun sagde, for han havde det været helt okay hvis hun gerne ville være i fred, det ville han respektere han vidste jo hvordan han selv ville være hvis han blev forstyrret når han gerne ville have alene tid, og tænke tid. Han smilede varmt denne gang. Da hun sagde værsgo. Et ægte smil, varmen var kommet til hans øjne denne gang ”mange tak” sagde han venligt og roligt. Han satte sig ned, lidt fra hende, ikke fordi han ikke ville, men ligesom for ikke at gøre hende utilpas.
Han kunne se på hende hun tænkte, og ville derfor ikke forstyrre hende, han trak vejret dybt og rolig, han lagde hænderne på sit skød, og så ind i ilden indtil hun ville komme tilbage, han lukkede øjnene og ventede, lignede en der sad og mediterede. Da han åbnede øjnene igen lod han en hånd glide gennem sit hår, han strakte sig, lagde så hænderne tilbage på sit skød, lod hans tanker flyve tilbage, da han var seks, hans sidste rigtige samtale med sin, derefter var det gået ned af bakke for ham, han begyndte at se nogen forkerte mennesker, selvom han var en politiinspektørs søn, og holdt sig til loven, var det en måde han kunne få stimuleret sig selv på, hans evner blev misbrugt, det startede med noget små kriminalitet og så kom han længere ud, han var så langt inde i bande kriminalitet at han som 13 årig allerede nu var blevet forfremmet til det ypperste hans evner havde hjulpet ham, han var blevet en menneskelig løgn detekter, samt en fantastisk spejder, og skytte. Da han blev 14 forsvandt han sporlyst, og allerede der tog han sin identitet, ingen vidste hvor han boede, eller levede, han begyndte at jage dem, hvilken tilfredshed, det var at jage dem alle en efter en, alt forsvandt der blev ryddet op i gaderne. Han rystede kort over hele kroppen. Sukkede og kom til sig selv så, hurtigt så han på hende, han vidste ikke hvordan han lod sig slev glide væk.
”Jason Stark, søn af Artemis, jagtens og skovens gudinde” sagde han så med et lille smil, ”hvad med dig? Hvem er du så?” spurgte han venligt og roligt, han trak vejret endnu engang, og fik hendes essens, bare for at være sikker, på at han ikke havde fået det forkert, og havde troet forkert om hendes essens, nej det havde han ikke. Nu ventede han på hvad hun ville gøre.

Da han sagde tak, nikkede Avalanna venligt, og kunne fornemme hvordan hendes hår skiftede over i en lidt mere turkis farve, da hun havde besluttet sig for at være lidt mere imødekommende og venlig. Dog var det ikke sikkert at han ville lægge mærke til hendes hårfarvens skiften, eftersom det jo ikke var en så anderledes farve, fra den lyseblå. Plus, at der jo var ret så mørkt, så det var langt fra sikkert, at han overhovedet kunne se hende så tydeligt. Tydeligt nok til at lægge mærke til sådan nogle små ting. Hun viftede kort afværgende med den højre hånd. "Det er skam helt i orden." Det var ment som svar på hans 'mange tak'. No problemo. Det var jo ikke ligefrem fordi hun havde strengt brug for alenetid, så hun kunne nok lige overleve at skulle snakke med nogen. Det var vel også på tide, at hun begyndte at være lidt social igen.. For hun måtte vel nok se i øjnene - og indrømme - at hun ikke havde været specielt social på det seneste. Ikke siden hun var taget afsted fra lejren, for snart tre år siden. Og wow. Tænk at hun havde været væk herfra så længe! Det føltes allerhøjst som et år! Men på samme tid, føltes det også som hundrede år.. Selvfølgelig kendte alle folk vel den følelse, men det var alligevel lidt underligt. Avalanna kunne virkelig ikke finde ud af hvordan hun i virkeligheden havde det med hele den lille rejse. Hun havde jo ikke fået så meget ud af den, egentlig. Og hun havde altså boet på gaden i over to år. Det var ikke ligefrem et let liv, det kunne hun sagtens skrive under på! Men hun havde jo overlevet, og hun var nu tilbage hvor hun hørte til. Hun var endelig hjemme igen. For lejren var hendes retmæssige hjem. Sådan var det bare. Sådan havde det altid være, og sådan ville det altid være. Hendes mor havde efterladt hende foran lejren, da hun blot var et par dage gammel, og så havde nogle skovnymfer bragt hende hen til Chiron, der bagefter havde taget sig af hende. Og det gjorde han stadig. Ligesom han tog sig af alle andre i lejren. Derfor kunne Avalanna så godt lide Chiron. Han var vis, venlig og ærefuld. Han gjorde hvad han mente var det bedste at gøre, og så var han ligeglad med hvad andre folk mente om det han gjorde og lavede. Det var jo sådan set heller ikke deres problem, men alligevel. Det var flot. Faktisk havde det været noget af det sværeste ved at forlade lejren - hun ville ikke skuffe Chiron. Og hun frygtede at han ikke ville forstå hendes valg, og derfor blive skuffet over hende, når han så at hun var 'flygtet' fra lejren.
Hun nikkede som en bekræftning af at hun havde hørt ham, inden hun tøvede et kort sekund med svaret. "Liberty Rose, datter af Morpheus - drømmenes gud." Hun behøvede ikke lyve om hendes gudeforælder, men hun fortalte næsten aldrig hendes rigtige navn til folk. I hvert fald ikke efter turen ud af lejren. Hun havde efterhånden fået en smule problemer med at stole på folk, og derfor fortalte hun som regel et falskt navn. Dog var det altid det samme navn - Liberty Rose - så folk kendte hende også som Liberty. Man kunne ikke høre på hende, at hun ikke talte sandt. Det skyldtes alene, at hun havde sagt det så mange gange nu, at det faktisk bare var blevet en alternativ sandhed for hende. Og for alle andre, for den sags skyld..

Jason havde godt set hendes hår der skiftede farve, men valgte ikke at nævne det, han måtte tage fejl, en frisure ændrede sig ikke bare fra det ene sekund til det andet, han måtte have set fejl, men hvordan kunne det ske, nej han fejlede ikke, ikke når han skød, kæmpede eller andre steder, han fejlede bare ikke. Hvis Jason valgte at skrive en roman eller en biografi om sig selv, ville han aldrig blive færdig, han havde lavet så meget han burde fortryde, men han fortrød intet, han ville dog ikke gøre det igen, men han var ikke i stand til at fortryde det, han kunne ikke fortryde det. Han havde gjort verdenen en tjeneste ved at tage andre menneskers liv, og hver gang han havde forsøgt at finde en måde hvorpå han selv kunne rejse sammen vej, var der altid noget der kom i vejen, sidste gang var det ved at koste hans eks kærestes liv, fordi han fik pisset hende nok af, alligevel da han så pilen var gået i hende, følte han et stik af smerte, mest fordi det ikke var hende det skulle være gået ud over men det var ham, der skulle have været på vej i graven og ikke hende, det var heldigt hun havde haft noget der redede hendes liv. Inden da havde han også bare forladt hende, det var et halvt år siden, da han tog af sted for at få gjort sit arbejde i Chicago færdig, og han blev færdig, men det havde kostet for meget at få det gjort, det havde kostet ham hans følelser, nu var han et tom skal, der kun var varme og glæde i, i korte stunder af gangen. Nu var der kun kulde og mørke i ham, han vidste ikke hvad der var gået galt, han hadede det ikke, men han ønskede at finde en han kunne stole på, slå sig ned med, en der fik ham til at føle sig i live igen, men han tvivlede på at det ville være muligt eftersom han var i den tilstand han nu en gang var i. Der var nok ingen der ville tage chancen med hans temperament, eller hans ubalanceret personlighed, han havde mistet en del af sig selv på det halve år han havde været væk, før i tiden var han smilende, venlig. Det havde ændret sig. Han lukkede øjnene, for ham selv var han blevet en skuffelse, hvad ville hans far ikke sige, til det, han ville få ham spærret inde på livstid, med dødsstraf også, hans mor ville også have straffet ham, men hun havde fået sit offer. Jason så hvert et mod som en jagt, så hvorfor ikke offer til sin mor sammen med.
Jason så hun nikkede, han smilede kort til hende, og ventede på hendes svar, han havde lagt den ene hånd på jorden, for at støtte, han nikkede til hende da hun fortalte hendes ”navn” der var ingen ændring i hendes hjerterytme eller noget andet der antydede at det ikke skulle være sandheden, han sagde intet, langsomt lod han en hånd glide gennem hans hår, han rettede blikket mod hende ”må man spørge hvad det er De foretager dem ved bålet på denne tid?” spurgte han, for at bryde stilheden, han smilede skvæt til hende, han ville forsøge at få den akavede følelse væk fra mødet. Han holdt blikket mod hende inden han stirrede ind i flammerne, Flammerne kaldte på ham, han vidste ikke hvordan det hang sammen, med ham, men han slappede af, når han var i nærheden af varmen fra ilden, eller i det kølige hav, måske fordi det var naturens elementer, lige så snart det havde noget med naturen at gøre, var han draget i mod det.

Da Avalanna havde forladt lejren, for at finde sin mor, havde hun ikke haft det let. Overhovedet ikke, faktisk. Hun havde ikke rigtig vidst hvad hun skulle gøre af sig selv, og derfor havde det også været lidt af en personlig krisetid for hende. Hun havde nærmest mistet sig selv i sin søgen efter sin mor, og det gav ligesom ikke specielt meget mening, vel? Hun havde ikke været i stand til at fastholde hele sit gamle jeg, da hun havde været tvunget til at skabe en ny personlighed for at holde sig i live, og holde sig så vidt ude af problemer, som muligt! Hvilket skam heller ikke havde været helt nemt. Og hun havde skam også fundet ud af nu, at livet ikke just bare var en dans på roser - for var det ikke sådan man plejede at sige? Var det ikke et eller andet gammelt ordsprog, eller noget i den retning? I hvert fald, tænkte Avalanna tit på hendes tid udenfor lejren. Hun ville ønske kun ikke gjorde, men det var nu engang ikke sådan det var. Og der var intet at gøre ved det, for ting som det var ikke bare sådan lige at glemme. Desværre, for det kunne ellers være rart for Avalanna, ikke at skulle prøve at holde humøret oppe hele tiden, hvis hun fik tanker om hendes mor. For det var ikke ligefrem hendes yndlingsemne. Hendes mor. Maggie Liberty. Som om hun havde brug for en mor der ikke gad hende - valgte hende fra - når hun i forvejen havde en fraværende far. Godt nok var han en gud, og måtte derfor ikke se sine børn, i følge gudernes lov, men alligevel. Avalanna hadede gudernes regler. Okay, nu var hun heller ikke ligefrem medlem af gud(ind)ernes fanklub, eftersom hun mente at guderne - og gudinderne - godt kunne kæmpe lidt mere for deres børn. De kunne altså godt gøre lidt mere, for at få lov til at se deres sønner og døtre, i stedet for bare at lade dem rådne op et tilfældigt sted i verden. For det var jo langtfra alle halvguder/halvblodsbørn der boede her i lejren. Mange af dem anede ikke engang hvor de kom fra. Hvem deres manglende forælder var. Og nogle børn manglede endda begge forældre - ligesom Avalanna selv. Med den undtagelse at den menneskelige forælder måske ikke havde i sinde at efterlade dem ved lejren, men derimod bare efterlade dem på gaden. Og hvordan skulle de måske så nogensinde finde ud af hvad de i virkeligheden var, og hvor de rigtigt kom fra? Hvis de da overhovedet nogensinde ville få den mindste chance for at finde ud af noget som helst, for det kunne jo meget vel være, at uhyrerne fandt frem til dem først. Det var skam sket adskillige gange før. Hvis man var en halvgud, kunne man kun vide sig fuldkommen sikker i lejren. Alle andre steder - om det så var i en beskyttet bunker et helt øde sted - var are midlertidige gemmesteder. Uhyrerne ville altid finde frem til én, hvis ens essens var stærk nok, og hvis man var vigtig nok. Dog var Avalanna heldigvis datter af en ret ubetydelig undergud. Derfor havde hun også haft en nogenlunde uhyrefri tid, i sin søgen efter sin mor. Hvilket nok havde hjulpet hende en del, egentlig. Det ville helt klart have taget meget længere tid, hvis hun også skulle aflede uhyreres opmærksomhed, kæmpe for sit liv, flygte hele tiden osv. Det havde hun nok ikke overlevet, i betragning af hvor længe hun var væk fra lejren. Det var simpelthen umuligt, med mindre man var datter/søn af enten Ares eller Athene. Og så måske lige, hvis man havde en helt speciel evne, der var til en stor fordel imod uhyrerne, men det var altså for det meste også kun Ares og Athene's børn der havde evner i den grad. Nå ja, selvfølgelig kunne Hades, Poseidon og Zeus' børn også snildt klare en masse uhyrer, med den rette træning, men alligevel. Det var altså ikke alle halvguder der kunne det.. Og derfor døde mange af dem også, længe før de burde. De døde jo nærmest før de overhovedet var begyndt at leve ordentligt. Hvilket gjorde Avalanna vred. Det var noget hun ville gøre noget ved. Hun ville ønske at hun kunne, og hvis hun en dag fandt en måde... Hun var villig til at ofre sit liv for en sag hun virkelig troede på, hvis hun vidste det ville gøre noget godt for dem hun holdt af - ja, og bare generelt hvis det kunne hjælpe folk.
Da han brød stilheden - og derved hendes tanker om storhed og at gøre noget der ville få hende til at blive husket - blinkede hun kort et par gange, for ligesom at komme tilbage til Jorden, og for lige at komme til sig selv igen. Hun havde virkelig en dårlig vane med at fordybe sig totalt i sine tanker. Ikke at det ikke var en god egenskab at have, men nogle gange var den bare også ret så distraherende.. Hun fandt et venligt smil frem, og så lidt over mod ham, Jason. "Tjo.. Jeg havde vel bare ikke rigtig noget at lave, og derfor ville jeg slappe lidt af. Ilden gør mig rolig.." Hun så lidt ned på hendes hænder, men det passede sådan set. Ilden gjorde hende rolig og afslappet.. Nogle gange kunne hun virkelig bare sætte sig til at betragte ilden i en evighed - ikke at hun ville gøre det, for det ville nok virke en smule underligt, på trods af at hun ikke bekymrede sig det store om hvad folk syntes om hende.. "Hvad med dig? Hvad laver du her, på denne tid af aftenen?"

Jason så på hende mens hun så ned. Han havde forstået at hun havde været langt væk i hendes tanker, ligesom han selv kunne ende med at være. Hvilket skete ofte for ham, hvilket bare var et mareridt, han mærkede hvert et stik, hver gang han tænkte på den tortur han blev udsat for, gjorde det ondt, han kunne lade en hånd glide over hvert ar på hans krop, og minderne sprang frem, i klip, ligesom i en hver anden TV-Serie, forskellen ville bare være, at hans var virkeligt, ikke skuespil. Han havde ofret sig selv, for en anden. Han havde håbet det ville hjælpe hans veninde, men det kostede hende alligevel livet. Han hadede sig selv for at hun var blevet blandet ind i hans liv. Det var den første gang han havde sat et andet menneske før sig selv. Det havde kostet for meget for ham, og det havde ændret ham, han vidste ikke hvad han syntes om sit nye jeg, men han vidste ikke heller ikke om han kunne vende tilbage til sit gamle rolige sind, men han var langt fra sikker på at det kunne lade sig gøre, han bevægede sig i en lang mørk gang helt alene, søgte efter noget der skulle hjælpe ham tilbage på rette vej, men han ville ikke have hjælp det lå ikke til ham, han var selvstændig egoistisk. Dog i mindre mængder kunne han stadig være heldig og finde plads til sit gamle jeg, det rolige og venlige sind han havde været før han fandt ud af hvad han var og mistede sig selv til mørket. Han ville ikke leve i fortiden, men fortiden var bare en så stor del af ham at det ikke var muligt at lade være med det. Han havde klaret sig selv siden han var seks, det var ikke lovligt det han gjorde, men han havde klaret sig selv, holdt sig fra sin far, lod som om han sad på sit værelse, selvom det boede på tyvende sal, havde han fundet en måde at komme ned på via vinduerne. Så var der kun en vej ned og op igen. Han var aldrig blevet opdaget. Så der var ingen problemer i det. Han lukkede øjnene og sukkede tungt, han lukkede hænderne og trak vejret roligt. Forsøgte at holde sig selv i ro. Han lod en hånd glide gennem håret. Han elskede at meditere eller se tilbage på hans udflugter, selvfølgelig var der nogle ting han helst gerne ville have undgået, men fuck it, sket var sket, han ville ikke ændre det, han ville stadig have hjulpet de mennesker han hjalp mordende kunne vel diskuteres men hvis der ikke var andre muligheder så var der ikke andet at gøre end det han havde, man kunne jo altid sidde og være skide bagklog det vidste han også godt, men ville ikke kunne sige noget før man stod i den pågældende situation, og der kendte han sig selv godt nok til at han ikke ville ændre noget over hovedet, han havde truffet sine valg, fordi de var det mest rigtige for ham, og det var det der var det dårlige ved det hele. Han satte sig selv før andre mennesker, hvilket betød, han levede uden samvittighed eller anger, han frygtede hverken døden eller de levende, guder eller mennesker, monstre eller titaner, livet var til låns, det skulle afleveres tilbage, så hvorfor ikke gøre det der passede til en selv, så man fik det man ønskede sig. Alle de tanker var løbet igennem han i den tid det tog ham at spørge og til hun svarede.
Han så på hende med sit venlig falske smil, ikke at hun ikke fortjente et ægte smil, det var bare ikke ham man skulle opsøge hvis man ville se ægte følelser, jo hvis man var heldig, at få knækket ham, eller få ham til at åbne sig op, men man måtte være klar på at det kunne tage tid, flere måneder, endda år, hvis man ikke havde den rette fremgangs måde på. Han ventede på hendes svar, betragtede hende bare, studerede hende egentlig nærmere bare meget. Han vidste ikke hvorfor han var så opmærksom på hende. ”Du var virkelig langt væk i dine tanker” sagde han så stille efter hun var kommet med hendes svar, ikke som et spørgsmål, men mere son en bekræftelse af at han egentlig studerede hende. ”Man kan altid finde på noget konstruktivt at lave, men det er ikke altid man har lyst, nogle gange skal man bare koble fra, slappe af, og finde sig selv, ild er også beroligende, selvom den kan være voldsom og vild, man har ikke lyst til at slippe vreden fra elementet løs, da det ikke kan betvinges ligesom vand, du kan dæmpe ild, men du kan aldrig kontrollere det, uden en evne der tillader dig det.” sagde han venligt og kort, hans stemme var rolig. Virkelig afslappet, i forhold til at han sad sammen med en komplet fremmed for ham. ”Du ønsker at vide hvad jeg foretager mig her på denne tid af aftenen” sagde han og så ind i ilden med et smil. ”jeg kommer herned for at meditere, eftersom jeg ikke kan sove, inden du kommer med en forklaring på hvor usundt for kroppen det er, skal det siges, at det er et valg jeg har truffet og må leve med, det jeg ser så snart jeg lukker øjnene er ikke et syn, man ønsker at se” han stemme var stadig rolig selvom der var kommet en lidt anden undertone end den der var der før. ”men ellers kan jeg bare godt lide at sidde og nyde stilheden, lytte til skoven og dyrelivet, så føler man sig fri, virkelig fri” sagde han så med et lille skævt smil på læberne.

Der var i sandhed sket Avalanna meget det seneste år. Hun havde fundet frem til sin mor, havde fundet ud af at hun havde en stedfar, havde fundet ud af at hun havde to små søskende, havde fundet ud af at hun havde en stedsøster, havde fundet ud af at hendes stedsøster var en af hendes veninder. Og oven i det, havde hun også fundet ud af at hendes mor faktisk gerne ville lære hende at kende, men at hendes nye mand absolut ikke ville have noget med hende at gøre, og derfor kunne hendes mor ikke lære hende at kende. Hun kunne ikke være en del af hendes liv. Og selvom Avalanna jo egentlig ikke vidste bedre, og ikke vidste hvordan det var at have en mor, drømte hun da stadig om det. Der var intet hun hellere ville, end at have sine forældre hos sig. Begge to. På trods af, hvilke idioter de begge to havde været i hele hendes liv, hele hendes barndom. Man kunne ikke bede et barn om at glemme sine forældre, og det var ikke muligt bare sådan lige at hade bare én af sine forældre, uden grund. Eller med grund - det var stadig umådelig svært. Og som om det ikke var nok, var det endda begge to hun 'skulle' hade. For normale halvguder manglede kun én forælder - nemlig gudeforældren - men Avalanna manglede begge to. Hun manglede både sin menneskelige og sin guddommelige forælder. Og de ville aldrig være der for hende - det havde hun efterhånden lært at acceptere. Hun bifaldt det ikke, nej, hun accepterede det blot. For man kunne ikke leve hele sit liv uden at acceptere sandheden. Om end man måske ikke ville have den til at være sandheden, ville det jo såmænd ikke være mindre sandt, af den grund. Og det havde hun skam lært efter alle de års passeren. Hun var faktisk ret vis, af en ung kvinde at være. Men selvfølgelig havde hun også altid fordybet sig i stræben efter ny viden, når hun havde prøvet at forsvinde fra verden, og prøvet at koncentrere sig om noget helt andet, end hendes barndom og hendes forældre. Hun havde skam for længst lært hvordan man ignorerede diverse ting. Ja, faktisk hvordan man ignorerede alt. Alt hvad man ikke havde lyst til skulle gå en på, hvilket faktisk ofte var en hel del - og ikke kun i hendes tilfælde. Hun kom til at tænke på Shadow's far, Raphaël. Sådan en narrøv. Hun var normalt meget venlig og sådan, men når det kom til ham, fortjente han sådan set ikke noget som helst fra hendes side af. Eller fra nogen andens side, faktisk. For han var i sandhed et svin uden lige. Han hadede Shadow - hans egen datter - og han hadede Avalanna. Han hadede halvguder. Og det var måske nok ikke særlig sødt af Avalanna, at omtale en venindes far på sådanne svinske måder, selv i hendes egne tanker, men hun kunne bare ikke gøre for det. Han var seriøst ligeså slem, som ens værste forestillinger. Nej, vent. Han var endnu værre end det. Han havde vendt hendes egen mor imod hende, og det var ligesom ikke ligefrem fordi Avalanna havde brug for den slags pis! Hun havde sgu da nok at tage sig til, når hun skulle holde sig ude af problemer osv., for hendes forældres og Chiron's skyld. Chiron regnede med hende og stolede på hende, derfor ville hun så vidt som muligt holde sig fra at skuffe ham. Hun ville helst bare være i stand til helt at lade være med at skuffe ham - eller nogen anden, for den sags skyld - men det var jo desværre ikke bare sådan lige. Ellers havde hun skam med glæde skrevet under på en kontrakt eller noget. Men bare ærgerligt..
Hun nikkede lidt, da han sagde at hun havde været langt væk i sine tanker, for det vidste hun jo egentlig godt selv allerede. Hun havde en tendens til at fordybe sig meget grundigt i sine tanker, og derfor kunne det vel egentlig heller ikke komme bag på nogen. Ikke hende, i hvert fald! Overhovedet ikke, faktisk. Men hvad så.. Hun svarede dog ikke noget til det, udover hendes nikken. Men nu lød det egentlig også mere som en konstatering eller noget - ikke noget der nødvendigvis krævede et svar.. Hun kunne godt fornemme at han studerede hende grundigt, og det gik hende faktisk en smule på, men hun havde som sagt i en tidlig alder lært at ignorere ting, og derfor undertrykkede hun også bare irritationen og følelsen af at blive vurderet og studeret. Det måtte han vel egentlig helt selv om. Og om han fandt hende interessant eller ej, måtte han også helt selv om. Da han begyndte at snakke igen, var hun lige ved at lukke øjnene. Hans stemme var faktisk ret beroligende, og pludselig slog en uventet træthed ind over hende. Hun rynkede lidt på panden, og bed sig i læben. Hun ville på ingen måde være uhøflig, men måske burde hun rent faktisk tage og gå i seng. Selvom klokken egentlig ikke var særlig meget, vidste man aldrig hvad der skulle ske i morgen. Måske var hun tvunget til at stå tidligt op, på grund af et eller andet uvidst. Whatever, et eller andet.. Hun sukkede dybt, og tog sig nok sammen til at svare ham. Dog ikke på det første, men på det andet han sagde. "Det er også lige stedet til at meditere og køle tankerne ned, hvis man har brug for det. Det er jo egentlig også derfor jeg selv valgte at slå et smut forbi lejrbålet. Det er godt for alle de ustyrlige hvepse - forklædt som forskellige tanker - der summer rundt oppe i min hjerne." Hun smilte lidt skævt og kunne ikke lade være med at le en smule. Ikke højt og ustyrligt, bare kontrolleret og kort. Det fik faktisk hendes stemme til at lyde en smule hæs..

Jason sad og så ind i ilden han lukkede øjnene. Han havde været hjemme i det halvt år han havde været væk, han havde fundet ud af hans far skulle giftes, og at hans far havde arvet 250.000.000 millioner dollars, og et gods, et virkelig stort et af slagsen. Efter en eller anden onkel. Han havde fundet hans kæreste eller forlovede inden han vidste noget om pengene. Hun var forsvarsadvokat og han kunne se hvor lykkelige de var sammen. Han ville ikke ødelægge det for dem. Han havde fået at vide han skulle være bror. Han havde ikke lyst til at være en del af den familie, det var han for mærket til, han ville komme til dåben og brylluppet hvis han blev inviteret men ellers ville han holde sig væk, Jason var bare ikke en del af deres lykkelige familie, han havde endda bedt hans far om at glemme ham hvis det kom så langt at han sårede dem, han ville ikke ødelægge deres liv, det havde hans far ikke fortjent, og hans nye familie havde heller ikke fortjent at de skulle have en søn der ikke var der andet end når han følte sig klar til det, så var det langt bedre at de ikke havde noget at gøre med ham. Det var noget han selv havde valgt. Da han snakkede med dem, havde det håbet at han ville flytte hjem igen, han havde overvejet det, eftersom han havde fundet de gamle tunneler og den bunker der var under huset, efter som selve godset var bygget tilbage i 1700-tallet. Det havde overlevet en del krige, gangene var dog langt fra venlige at bevæge sig i da de lignede noget der var løgn, men en kærlig hånd, og nogle penge skulle det nok kunne komme op og køre som et skjulested. Godset lå udenfor Chicago, så hans far havde skiftet den lille lejlighed ud med godset og livet sammen med hans forlovede. Jason smilede over tanken om at have et sted der var hans eget. Gangene og bunkeren under godset. Det første han havde spurt sin far om da han så det, var netop om der var nogle hemmelige gange, og han havde fået nej, så han var overlykkelig over hvad han havde fundet. Han ville selvfølgelig gøre det i stand når han tog hjem en måned eller to, da der skulle ordnes en del, hvis det skulle kunne fungere som et hjem for ham.. Han rystede på hovedet og vendte blikket mod Avalanna og betragtede hende kort.
Han syntes hun var speciel, fascinerende om man ville, hendes hår havde skiftet farve, han havde forsøgt at regne det ud hvordan, men ville ikke spørge, han var bange for at han ville trykke på noget der måske ville tænde vreden i hende, han kendte hende ikke godt nok til at han ville spørge ikke endnu i hvert fald, nej hellere vente til han havde lært noget mere om hende. Han havde set hvor langt væk i hendes tanker hun var, han overvejede om hun var sådan en der kunne sidde stille og tænke, glide helt væk i tanker og mindernes verden, ligesom han selv kunne, hans minder var dog ikke noget man ville ønske at kunne huske, men han havde selv været skyld i det, han fortrød ikke andet end den hemmelighed han bar rundt på. Da han åbnede munden for at spørge til hendes hår, selvom han helst ville vente, var der også noget i ham der gerne ville få det på det rene, men han stoppede dog sig selv, sad lidt med åben mund, men lukkede så munden og øjnene og lukkede hænderne. Da han tog en dyb indånding fik han endnu en gang hendes essens, han bed sammen. Han ville helt klart gerne lære hende bedre at kende, han følte virkelig for det, han vidste langt fra hvorfor, men det havde muligvis noget at gøre med at han var fascineret af hende, over hendes unikke evne. Jo han ville spørge nu. Han tog en dyb indånding igen. ”Jeg har siddet og betragtet dig, som du muligvis har bemærket, men det er fordi, jeg sidder og er fascineret over den evne du bærer, med dit farveskiftende hår” Sagde han venligt med hans rolige stemme, han lød nysgerrig og forundret over det, da han jo selv havde set det skifte farve, så han måtte spørge. Han fandt hende meget interessant meget endda, en af de mere specielle han havde mødt i løbet af hans liv, og han ville gerne lære hende bedre at kende, langt bedre han følte han fotjente. Han lyttede til hendes stemme og nikkede over hendes svar. ”Det er det helt bestem, jeg elsker at sidde her nede og bare stirre ind i ilden, den holder en dejlig varm, selv i de koldeste nætter, og lyden af det knitrende træ, og blikket på ilden, der bevæger sig i takt med vinden og alligevel morarbejder den.” hans stemme holdt sig i det venlige og rolige toneleje ”ja hvis man er til den slags, med meditation, ellers kan man bare sidde og nyde varmen og det selskab man nu vælger at bringe med sig” sagde han så med et lille grin, men det kræver selvfølgelig man har nogen man vil sidde og tilbringe tiden sammen med” smilede han til hende, han lagde hovedet tilbage og lagde hænderne ned bag ryggen som støtte, han så op på himlen og smilede kort. ”Du har simpelthen også en masse du gerne vil af med, eller holde styr på” smilede han kort og vendte blikket mod hende. ”meditation kan hjælpe hvis man ved hvordan man skal gøre det, med røgelse og alt sådan noget, altså hvis man vælger at rense sjælen og sindet, så kan man gå væk med et lettet sind, og tomt hoved der er klar til at blive fyldt igen, så længe man ikke tænker for meget over det man lige har fjernet” smilede han kort med en kort latter. Han havde lyttet til hendes latter og sukkede kort. Ikke af irritation men mere fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre.

Egentlig foregik Avalanna's barndom som enhver andet barns. Selvfølgelig lige med den undtagelse, at Avalanna boede i en sommerlejr for halvguder hele året rundt - de første 16 år af hendes liv. Hun legede med de andre børn i lejren, fik barndomskærester og alt det som børn normalt gjorde. Selvfølgelig også ting som de ikke gjorde - som at lege med nymfer, flyve på pegasusser, spille kort med satyrer og snakke med kentaurer. Hendes barndom indeholdte højdepunkter og nedture, men i sidste ende ville hun ikke gøre noget om. Hun havde jo en ret utrolig barndom som ikke mange folk kunne prale af, på trods af den manglende forældre-aktivitet. Det var sådan set også det eneste hun sådan virkelig havde manglet og savnet i sin barndom. Følelsen af at være elsket. Den havde ikke været der frygtelig tit. Selvfølgelig havde hun altid været vellidt, men det erstattede bare ikke kærligheden fra forældre. Det var også hvad hun havde indset omkring 14-års alderen, og derfra var det sådan set kun gået nedad.. Hun havde indset at hendes forældre virkelig ikke elskede hende - at de aldrig ville være der for hende. Hun var så småt begyndt at miste tiltroen til folk, og da hun fyldte 16 havde hun udviklet et par tillidsproblemer. Hun havde svært ved at stole på folk. Og det var både på grund af hendes mor og hendes far. Hendes mor havde forladt hende blot få dage efter fødslen, og hendes far havde ikke engang været der ved hendes fødsel. Han havde aldrig været der. Den måde havde hun aldrig set på det da hun var mindre, men som tiden gik, voksede hendes frustration og skuffelse til begge sine forældre også. Det havde fået hende til at stille flere spørgsmål omkring hendes forældre, og fået hende til at stille spørgsmål ved sig selv. Måske var det i virkeligheden hende der var noget galt med, siden folk havde det med at forlade hende..? Det havde været den slags tanker hun havde gået og haft, som 15-16 årig. Og som om de tankers udviklen ikke var nok i sig selv, begyndte vreden og hadet også at boble dér. Alle de passerende års indebrændte vrede, irritation, frustration og skuffelse kom ud. Hun begyndte at hade gud(ind)erne. Avalanna havde aldrig forstået hvorfor guderne og gudinderne tog de valg, de gjorde. Hun havde aldrig kunnet forstå hvorfor de overhovedet valgte at få børn, når de alligevel ikke gjorde noget for dem. Når de alligevel ikke engang elskede dem, eller havde anstændigheden til at være der for dem. Ikke engang nogle gange. De var der aldrig for deres børn. De bekymrede sig på ingen måde om deres børn, og ville faktisk gøre dem en tjeneste ved slet ikke at skabe dem. For når en halvgud blev født - alt efter hvem deres gudeforældre var, og hvor magtfulde de var - blev han eller hun automatisk til et mål for alverdens uhyrer. Halvguder kunne kun være i fred et enkelt sted, og det var i halvblodslejren. Men langtfra alle halvguder nåede hen til lejren, før uhyrerne fik fat i dem. Da Avalanna voksede sig gammel nok til at forstå alvoren i det, fandt hun også noget at tro på. Hun fandt en sag. Noget hun var villig til at kæmpe for. Og det var også lige hvad hun havde i sinde at gøre. Hun afgav et løfte til sig selv, om at hun en dag ville udrette noget stort indenfor det. At hun ville blive husket for sine bedrifter og som en helt. Mange andre halvguder var blevet husket for helte, så hvorfor ikke hende? Og efter hendes mening, var det desuden tid til en kvindelig helt.. Nu havde der da efterhånden været rigeligt med mandlige helte, ikke? Det skulle vel ikke kun være dem der havde en chance for at gå over i historien.
Men som sagt var Avalanna begyndt at stille spørgsmål ved sine forældre. Og deri indgik hendes mor jo naturligvis. Hvorfor havde Maggie gjort som hun gjorde? Hvordan kunne en mor forlade sit nyfødte barn? Hvorfor havde hun overhovedet fået hende, hvis hun ikke ville have hende? Ja, de spørgsmål havde Avalanna stillet sig selv utallige gange i løbet af sit liv, men først da hun mødte sin mor som 17-årig, fandt hun svaret på de spørgsmål. Hendes mor havde ikke ønsket at give hende op, men hun havde ikke været klar til at være mor. Og da slet ikke være mor for et overnaturligt barn, der blev jagtet dagligt af klamme uhyrer. Da Avalanna havde fået hendes forklaring, havde hun faktisk forstået hende. Og hun havde givet slip på en hel del af den vrede og skuffelse, hun ellers havde gået og båret rundt på. Dog kun indtil hendes mor opgav hende og valgte hende fra endnu en gang. Til ære for hendes nye mand. Hun havde ellers været så tæt på at tilgive hende for hendes fravær igennem hele Avalanna's barndom, men så havde hun ødelagt det hele. For dem begge. Selvom Avalanna endnu ikke helt havde opgivet håbet om, at hendes mor en dag ville fortryde sine prioriteter og komme løbende, ville hun ikke ligefrem blive overrasket hvis det ikke var tilfældet. Hvilket det jo ikke havde været endnu, og hun forventede da i den grad heller ikke noget fra sin mors side af. Men selvfølgelig var at forvente og at håbe jo også to helt igennem forskellige ting. To helt igennem forskellige følelser..
Hun nikkede lidt ved hans ord. Der var noget specielt over ham, så det overraskede hende faktisk ikke specielt meget, at han havde lagt mærke til hendes hårs skiften. Han virkede utrolig opmærksom. "Tja.. Det vælger jeg at tage som en kompliment!" Hun smilte stille, og vidste ikke helt om hun ellers skulle svare på det, på nogen måde. "Men ja, det er en af mine evner. Mit hårs farve skifter i takt med mit humør.." Hun nikkede lidt for sig selv... Og lidt efter nikkede hun så igen, til hans ord, men valgte ikke at kommentere det. Alt der kunne siges var vel egentlig sagt. Så lo hun lidt af hans tips, og sørgede for at lave en mental note omkring det. Man vidste jo aldrig om det ville vise sig nyttigt på et tidspunkt, vel? Godt nok havde hun ikke lige tid til at meditere hele tiden, men måske fik hun lyst på et tidspunkt - det vidste man jo aldrig! "Tak, det skal jeg huske."

Jason kunne se tilbage på sin barndom med lidt smil, og glæde, men der var også meget som han helst gerne så han havde undgået, også det med at han havde åbnet sig op overfor nogen. Han skulle have holdt sig til sine venner udenfor lejren, men han havde valgt en anden løsning, måske for at skåne dem for hans liv, det liv han havde levet efter han var blevet 7. Han var aldrig blevet snuppet eller fået nogen klager, det tog han som noget godt, selvom det måske havde været bedst hvis det havde været anderlede, og han havde sat inde. Men han var sluppet gang på gang, som om der var nogen der havde holdt hånden over ham, og sørget for at der ikke skete ham noget ondt, han regnede med det havde været hans mor. De tanker kom så først efter at han havde fundet ud af hvad og hvem han var. Han havde vidst hvordan han skulle bevæge sig, og hvad han skulle gøre for ikke at efterlade nogen former for beviser for at han havde været de steder han nu engang var. Han ville ikke sige at han elskede hans mor, men han hadede heller ikke hende eller sin far. Han var bekymret for at hans far ikke længere ville kunne lide ham, for at han havde forladt ham tre gange indenfor de sidste tre år. Men han ville ikke gøre det om, han følte ikke han kunne give hans far, eller hans nye sted mor noget, han ville være en klods om benet på dem, ændre det blik folk efterhånden havde fået af den sunde og dejlige kerne familie, de var ved at blive, det ville han ikke ødelægge. Derfor havde han valgt som han havde.
Jason sad bare og betragtede hende og smilede kort over hende. Han nikkede da hun sagde at hun ville tage det som en kompliment. ”Det var nu også sådan at jeg helst så at du tog det” sagde han så med et lille smil ”det er meget unikt, jeg har i hvert fald ikke set det før, og jeg har ellers set en del” smilede han kort og klukkede let. ”Det lyder til en meget unik og speciel evne, ikke noget man vil komme ud for hver dag, selv ikke et sted som her” sagde han så med et smil, han vendte blikket ind mod flammerne og trak vejret roligt, indåndede duften fra luften, ilden, røgen og hende. ”Man kan ikke sige at dine evne der ødelægger noget for dig” sagde han så langsomt med et kort smil, han vidste selv, at hans hørelse ødelagde meget for ham. Efter hans mening, så var der intet ved hendes skiftende hårfarve der skulle ødelægge noget, det ville blive forvirrende hvis der var mange farver. Han vidste jo intet om hvad de to farver han havde set hvad de betød, så hvis der var mange farver ville han bliver forvirret. Det var nok det der kunne ødelægge noget, ved at det nok kunne virke skræmmende. Det generede nu ikke ham. Han fandt det meget interessant. Han sad stille og tænkte for sig selv. ”Jeg håber da det kommer til at kunne hjælpe” Hans smil var ægte, han vendte blikket væk fra hende og så ind i flammerne. Han overvejede hvad de kunne begynde at snakke om, så der ikke ville komme nogen akavet tavshed, dog kunne han ikke komme på noget der ville være værd at snakke om, så han ville vente for at finde ud af, om hun havde noget der ville være det værd. For alt i verdenen ville han undgå den akavede tavshed.

//Du må virkelig undskylde det korte og krealøse svar//

Man kunne vist roligt påstå, at alt det med hendes mor havde ændret Avalanna. Nok for evigt, men man kunne selvfølgelig aldrig vide. Hun havde trods alt allerede tilgivet hende en gang, så hun var garanteret villig til at gøre det igen, hvis muligheden bød sig. Altså, selvfølgelig ikke bare sådan uden lige, men hvis nu Maggie kom tilbage og undskyldte, bad om tilgivelse - whatever. Det var trods alt hendes mor, og derfor kunne hun ikke hade hende. Hun kunne ikke være sur på hende for evigt, og en dag ville hun nok lære at tilgive hende, men den dag var bare ikke endnu. Og nok heller ikke lige i nærheden, for hun var virkelig ikke parat til at tilgive sin mor allerede. Selvfølgelig forstod hun godt, at hun ikke ville give hendes to andre børn op, men hun kunne jo altid bare have søgt om forældremyndighed, eller fået stablet en sag på benene mod Raphaël. De kunne jo ikke bare give ham forældremyndigheden baseret på indbyrdes uenigheder og skænderier. Det var ikke lovligt. Derfor ville Maggie sagtens have kunnet vinde enten fuld forældremyndighed, fordi hendes mand var tidligere ludoman, gambler og vel egentlig også alkoholiker, eller også ville hun vinde delt forældremyndighed, og så ville hun jo stadig havde William og Lucy - Avalanna's små søskende - i halvdelen at tiden. Måske endda mere, grundet Raphaël's fortid. Men det havde hun ikke valgt. Hun havde valgt sin egen datter fra. Hun havde valgt sin førstefødte fra, og dermed chancen for rent faktisk at lære hende ordentligt at kende. Det var jo egentlig bare groteskt. Og derfor var Avalanna langt fra klar til at tilgive hende endnu. Ikke efter sådan en stor brøler.
Hun smilte lidt til ham, da han sagde at han også mente det som en kompliment. Det var da meget heldigt.. "I hvert fald. Tak," sagde hun med et smil. Faktisk var hun ret taknemmelig for de ord, for mange folk ville nok finde det ret underligt og måske skræmmende eller alt for underligt. Hun nikkede lidt ved hans næste ord - og de næste igen, eftersom han kun holdt en kort kunstpause, inden han snakkede videre. "Det er meget unikt, ja. Jeg har heller aldrig selv set det før - ikke ved andre end mig selv, da i hvert fald." Hun smilte skævt til ham, hvilket hun havde en vane med at gøre nogle gange. Ved de næste ord, prøvede hun at lade være med at tænke på det faktum, at hendes ene evne rent faktisk havde ødelagt noget for hende. Det havde fået hendes stedfar til at se hende som et monster, og grundet det var hun blevet smidt ud. Væk fra sin mor. Men det var selvfølgelig ikke kun hendes evne der var skyld i det. Det kunne det ikke være, for så var han godt nok meget mere snævertsynet, end Avalanna troede! "Det kan den skam sagtens gøre. Folk kan blive skræmt væk ved synet af det, da de muligvis finder det underligt, muligvis finder de det bare skræmmende i sig selv. Jeg ved det ikke - nogle folk er bare underlige.." Hun smilte lidt, men det var ligesom bare ikke et ægte smil. Så nikkede hun endnu en gang. "Måske. Nu er jeg i hvert fald dækket ind, hvis det er." Hun lo lidt, med en perlende latter.

//Det er skam langt fra krealøst! Jeg har slet ikke kreativitet nok til at følge med, i alle dine roman-lignene svar alligevel, så det passer mig helt fint! ^^

Det var tydeligt for ham, at hun stadig var i hendes egne tanker. Han overvejede om han skulle lade hende hvile i dem, til hun kom til sig selv igen. Eller fik hendes opmærksomhed tilbage til den virkelige verden. Hendes vandring gennem hendes tanker og minder. Skulle efter hans mening. Gøres til hende så hun kunne fokusere andre steder, så det ikke kun var halvt opmærksomt, hun var på hvad der foregik i den virkelige verden. Jason lukkede øjnene og lod hende blive færdig, lod hende få så lang tid som hun nu behøvede. Han ville ikke genere hendes tanker, eller forsøge at afbryde. Langsomt lod han en hånd glide gennem sit hår, med blikket rettet mod ilden, efter at have åbnet dem igen. Hans hænder åbnede og lukkede sig ganske kort, da han lukkede dem igen, kom der et knæk fra hans fingre, og der lød et knæk fra hans albuer da han strakte dem, Det samme skete igen da han bevægede hans skuldre. Han var ikke van til at sidde stille så længe af gangen, en gang i mellem havde man bare brug for pauser, og det havde han også, selvom han ikke følte at det var noget der var værd at bruge sin tid på. Alt den tid, man kunne udnytte hvis man ikke behøvede et hvil en gang imellem, den viden og træning man kunne få. Jason var nok bare mere et menneske der havde brug for at bevæge sig konstant, og hver gang han sad stille blev han irriteret over sig selv. Selvom han måske havde lært at skjule det for andre. Han ville klart lære mere om hende end han gav udtryk for, han elskede særlige evner, og ville gerne vide hvordan de fungerede. Han hadede at føle sig uvidende og dum, og det gjorde han lige nu, når han nu sad ved siden af en med sådan en speciel evne som hende, ikke at den kunne noget. Den kunne vise hvordan hun havde det, og for mange ville det være en hjælp, da det ville vise hvornår man skulle holde sig på af stand af hende, hvis hun havde haft en dårlig dag. Det var i hans øjne en nyttig og speciel gave at have. Selvom det for mange som hun selv havde sagt, ville være skræmmende, sad han og overvejede at spørge ind til den, og tage noter, bare for at være sikker at han havde forstået det rigtigt, men han valgte at hvis han måtte vide noget om hende, skulle hun starte det op, eller hvis hun ville vide noget om ham, skulle hun spørge og han ville svare, ikke med en løgn men heller ikke helt sandt, han holdt sit liv hemmeligt for så mange.
”Det var så lidt. Man kan lige så godt sige tingene som det er” sagde han med et skævt smil, der ikke afslørede hans tænder. Han betragtede hende let med hovedet på skrå, ventede på at hun ville svare. Han snakkede for hurtig, det kunne han se på hende. Han glemte tit at sætte farten ned når han slappede af, og det resulterede i at pauserne aldrig blev ret lange, og at han sikkert lød som en hyper unge der var virkelig irriterende. ”Jeg snakker for hurtigt gør jeg ikke?” spurgte han venligt og smilede kort til hende, et lidt undskyldende smil. Igen trak han vejret fire fem gange, dybe og langsomme indåndinger. ”Det må du undskylde hvis jeg gør, nogle gange glemmer jeg det” sagde han kort og så ned på sine hænder. ”Det virker meget unikt, altså sådan generelt, når man ser på hvilke guder det er der har børn her, og ser på deres evner, Så er du unik, et unikum” sagde han så og så ind i ilden igen, for han vidste ikke for hvilkende gang, mens de havde siddet og snakket sammen. ”hey, det er på grund af de ikke ser det smukke i det, hvis de så det som vi andre ser, eller vidste hvad du var, ville de se skønheden i det, du er, undskyld jeg siger det, men du er en virkelig humør ring, ud over du ikke kan bæres rundt på fingeren.” sagde han så. Han ventede igen lidt inden han tilføjede det næste ”at de dømmer dig på dit udseende er ikke dit problem, det er ikke dig der har et problem det er dem” Han så på hende igen, denne gang med et blik der fortalte at han talte oprigtigt til hende, han kom med hans mening. Han talte lavt da han åbnede munden for at snakke ”du skal ikke tage dig af dem, nogle gange er et menneske bange for det der er over det normale.” han vendte blikket ind mod flammerne igen. ”Det må man sige du er” smilede han til hende, og vendte blikket mod hende igen.

//jeg føler ingen kreativitet men skal nok prøve a holde det kort, hvis det kan hjælpe ^^ //

Selvfølgelig var det da en meget nyttig evne at have, men nu var der ligesom bare ikke særlig mange der rent faktisk forstod sig på Avalanna's evne. Ikke at hun bebrejdede dem det mindste, for det havde da også være umådeligt svært for hende selv, at holde styr på alle de forskellige farver, lige i starten! Forskellen lå så bare i, at hun jo godt - for det meste, da - vidste hvad hun selv følte, så hun behøvede ikke at kunne alle farverne udenad, men det gjorde andre folk jo ikke.. Naturligvis havde hun lært alle farverne at kende nu, eftersom hun ligesom havde haft den i et par år nu, men det kunne stadig overraske hende nogle gange, hvor speciel en evne hun rent faktisk var i besiddelse af. For hun kendte godt nok ikke en eneste person, udover hende selv, der besad en sådan evne. Selvfølgelig var der da andre halvguder i lejren - såsom Shadow, der jo faktisk var en af hendes gode veninder, så hun kendte da godt lidt til hendes evner, også - der også havde en eller flere evner, der havde noget med forskellige farver at gøre, men det var aldrig noget helt så specielt.. Shadow kunne f. eks. se forskellige farver tråd der bandt folk sammen. Altså, på den måde at hun kunne se folk relationer til hinanden, som f. eks. om to personer var et kærestepar, gamle venner, nye venner, eller måske endda fjender.. Shadow havde forklaret hende, at hun så en slags flydende, men svævende, tråd i den farve, der passede til forholdet. Hvilket var ment på den måde, at hver relation havde sin egen farve tråd. Så lige dét, mindede jo egentlig ret så meget om Avalanna's egen evne, bare på et helt andet område, og med andre følelser, hvis man ellers kunne sige det sådan... Hendes evner var faktisk halvt specielle alle tre, eftersom hun ikke kendte andre med de evner. Godt nok var hendes ene evne ikke ligeså speciel som de to andre, og andre børn af Morfeus, ville nok også have noget lignende, men den var stadig speciel for hende. Den havde faktisk hjulpet hende et par gange, selvom hun virkelig ikke brugte den for tit. Eller jo, hun kunne godt finde på at iagttage folks drømme af ren og skær nysgerrighed, men hun ville aldrig bare påtvinge dem gøremål, mod deres fri vilje, med mindre det var højst nødvendigt. Sådan en person var hun bare ikke. Hun var en god pige. Eller noget.. Hun var i hvert fald ofte en noget så sød og venlig pige. Den type alle kan lide, fordi hun altid er så positiv og smilende. Den type folk ser som bekymringsfri og kærlig, helt uden at vide noget om hendes inderste og dybeste følelser. Avalanna havde altid været typen der gik med alle sine følelser og kampe, indvendigt. Hun havde aldrig været god til at snakke højt om den slags ting, fordi hun inderst inde vidste, at det ville gøre alle de dårlige følelser - alle problemerne - mere virkelige. Det gjorde altid alting mere virkeligt, hvis man rent faktisk sagde det højt, i stedet for bare at gå med det indebors, og holde det for sig selv. Og derfor kunne Avalanna også bedst lide at kæmpe sine kampe for sig selv, uden at skulle blande alle mulige folk ind i det.. Sådan var det bare. Sådan hun det altid været med hende, og sådan ville det nok også altid være.. Men det gjorde hende nu ikke så meget, for hvorfor skulle andre folk måske også tage del i hendes smerte, når det i virkeligheden var slemt nok at hun følte den? Der var da ingen grund til at involvere andre folk i den slags, for det ville jo blot gøre dem nedtrykte og kede af det, hvilket Avalanna da på ingen måde ønskede!
Hun nikkede lidt, ved lyden af hans ord. Det var hun skam helt enig i. "Ja, præcis. Det er altid bedst at sige sandheden - også selvom den nogen gange kan gøre ondt.." Hun så lidt ned på hendes negle, der var dækket af en mørkerød farve, der faktisk mindede rigtig meget om buksernes farve. Sådan helt bordeauxrød i det. Hun begyndte så småt at pille lidt ved hendes negle, hvilket hun tit gjorde hvis hun manglede noget at tage sig til. Ikke at hun kedede sig, men hun var jo trods alt et ADHD-barn, hvilket gjorde det svært for hende at sidde stille længere tid ad gangen. Men sådan var det selvfølgelig for alle halvguder. Hun havde da også godt bidt mærke i, hvordan Jason lige havde strakt sig, og hvordan nogle af hans led havde kommet med knækkende lyde. Men det ville hendes sikkert også gøre, hvis hun først begyndte at strække sig. Det havde led det jo generelt bare med at gøre, hvis de ikke havde været i bevægelse i lidt tid.. Hun så på ham ud af øjenkrogen og kunne ikke lade være med at smile lidt over hans næste ord. "Det er skam helt i orden, jeg overlever nok. Og det er skam ikke fordi jeg ikke selv gør det nogle gange, men måske er det bare en af ulemperne ved at være et ADHD-barn.. Alt skal jo gå noget så hurtigt hele tiden, ikke sandt?" Hun smilte skævt til ham, hvilket faktisk nåede helt op til hendes øjne. Hun mente fuldkommen hvad hun sagde, og hun havde egentlig ikke noget imod denne Jason, så hvorfor skulle han ikke kunne få et ordentligt og ægte smil? Og da han kaldte hende for unik og et unikum, smilte hun igen. Hun havde aldrig brudt sig om at passe ind, for hvorfor skulle man dog overhovedet prøve på det, når man kunne skille sig ud, og rent faktisk være sig selv - være sin egen person..? Det gav altså absolut ingen mening, at så mange folk prøvede at være noget de ikke var..
"Ja, det er vel sådan set ret godt formuleret. Og det klinger godt, så det har jeg skam intet imod, at være. Jeg har alligevel altid fundet det bedst at skille sig ud fra mængden, og lade være med at gøre sig så store anstrengelser, for at prøve at passe ind.. Vi er vel alle født til at skille ud os, så hvorfor overhovedet prøve at ændre på det?" Hun smilte venligt til ham, og håbede egentlig lidt at han delte hendes meninger omkring det, for ellers ville det måske ikke være så heldigt.. en whatever, det var jo sådan set hans eget valg, og det kunne hun ikke gøre noget ved.
Hun lod ham tale helt færdig, inden hun valgte at bryde ind med noget. Det var jo heller ikke høfligt at afbryde, det havde hun lært helt som lille. Ikke at hun havde tænkt sig at gøre det alligevel, for hun havde skam intet imod at høre ham færdig, før hun begyndte at sige noget. "Ja, jeg ved det. Sådan har jeg også altid set på det. Hvis folk har et problem med mig - eller en anden person, for den sags skyld - er det deres eget problem, og ikke mit. De må selv om hvad de synes om mig, for jeg har efterhånden lært at lukke de negative ting ude - lukke de dårlige mennesker ude. Selvfølgelig er det aldrig rart når man ved at folk tænker dårligt om én, men man må jo bare acceptere det, og respektere at de har deres egen mening. Præcis som man selv har det." Hun smilte halvt til ham, og kiggede så ind i ilden. Nogle gange syntes der at flakke små, korte glimt af billeder forbi ilden, og Avalanna havde lært med årene, at det var Hestia's værk. Arnens gudinde. Ved den sidste kommentar smilte hun bare lidt igen, og mumlede samtykkende.

//Jeg vil da ikke begrænse dig, når du nu rent faktisk har kreativitet nok til at skrive så langt, men jeg kan bare ikke love at mine svar bliver helt så lange som dine, hvis de er så lange.. :-)

Jason sad og betragtede hende, han smilede kort over sig selv, han fornemmede igen, at hun var lettere væk i hendes tanker, og ville ikke forstyrre, han fandt en lille pind, og begyndte at skrive på oldgræsk i jorden, han vidste ikke hvorfor. Men han havde haft sådan en lyst til at kradse noget ned, ikke at det betød noget. Han havde ikke skrevet noget særligt, usammenhængende ord, som monster, tillid, venskaber, styrke, kærlighed, træning, psykologi, de ord var nogen han afskyede samtidig med at han søgte dem. Han kæmpede sine kampe alene, men ville gerne dele det med en, men det skulle ikke være hvem som helst, nej, det skulle være en han kunne vise tillid, og virkelig stole på den vedkommende, han skulle kunne putte problemerne væk, ved at være sammen med den ene person. Der var jo så et andet problem for ham, han stolede jo ikke på nogen, han var villige til at give folk en chance, men der skulle til gengæld ikke meget til før der gik noget galt, og han hadede sig selv for det. Hvilket kun var en god ting for ham, han ville ikke lade sit had og vrede gå ud over andre, selvom det nogle gange skete. Han kunne miste besindelsen meget hurtigt, men når han så var faldet ned igen, og så hvad han havde gjort, ville han gøre alt for at gøre det godt igen, men nogle gang var det bare for sent og det vidste han også godt selv. Men han kunne ikke ændre det, han var som han nu engang var, og det kunne han ikke gøre noget ved sådan som sagerne stod til ham lige nu.
Han smilede til hende mans hun nikkede. Mens hun talte, havde han blikket på hende, han nikkede da hun var færdig. ”hellere såre en du holder af med det samme, i stedet for at gå og skjule det til det kommer frem i lyset, og så er det som regel for sent, til at det kan gøre det godt igen” sagde han så langsomt og så på hende, han vidste hvad løgne kunne gøre, og han havde da også løget for hans nærmeste, men hvad skulle man sige til sin far, der leder et ret teknisk hold. Han kunne høre og se hans fars reaktion *Hej far, der er noget jeg må fortælle dig.. Du ved alle de gange jeg bare forsvandt om natten, hvor du troede jeg sov, der var jeg i virkeligheden ud for at begå mord og andet kriminalitet.* godt nok vidste han at hans far havde hørt mange mærkelige ting, men hans far kunne se når han talte fra hjertet, det kunne han også høre, hans far kendte ham, selvom de ikke havde ført en ordenligsamtale længe, men hvad skulle han ellers gøre, han kunne ikke fortælle hans far at den de søgte var hans søn, og at han havde gjort det så mange gange, beskrive hvert lille detalje fra de forskellige mord. For det første ville hans far tro at Jason var blevet skør, og for det andet ville han højst sandsynlig gøre sit job og få spærret ham inde, dog vidste Jason også at han ville kunne flygte så let som ingenting, der var intet der kunne stå i vejen for noget han ønskede, og hvis han ønskede sin frihed, så skulle han nok også få den, koste hvad det ville. Da han så hun begyndte at lege med hendes negle, smilede han kort, han havde ikke noget i mod det, for han vidste at han også selv kunne finde nogle måde hvorpå han kunne få kroppen i gang, eller holde på hans koncentration. Ja der var fordele og ulemper ved at være ADHD-barn. Han lyttede til hende og nikkede ”det er korrekt, Der er nogle ulemper ved at lide af ADHD, vi skal aktiveres rimelig tit, og det skal helst gå stærkt, så man ikke mister fokus.” medgav han hende, med et lille smil, han sukkede kort og trak vejret roligt og tungt, hans blik var rettet mod ilden, han sad i nogle sekunder og stirrede ind i flammerne, uden at bevæge en eneste muskel, en af de fordele han havde ved at være barn af jagtens gudinde, tålmodighed, men nogle gange blev den overgået af trangen til at kæmpe, og træne, men han havde fundet en god rytme, og det fungerede som det skulle for ham, så han ønskede ikke andet. Da han så hendes smil, blev han varm, følelser for andre menneskers side, var ikke altid noget der blev vist overfor ham. Så han var taknemlig, og varmen bredte sig kort, ikke til hans kinder men i mave regionen. Da hun smilede igen ved at han havde kaldt hende unik og et unikum smilede han kort og så mod hende ”jeg siger det som det er” sagde han ligeud, efter nogle sekunders stilhed.
”jeg er glad for at du syntes det passer godt” sagde han og smilede kort efter hun var blevet færdig, ”Jeg giver dig ret i at man burde være sig selv, og finde ens egen vej i livet, og ikke få den bestemt af alle omkring sig, man er som man er, jeg er søn af Artemis, og du datter af Morfeus. Du har nogle evner der gør dig unik ligesom jeg har nogle evner der gør mig til et monster, men det er kun fordi jeg valgte at gøre dem til våben, ellers havde jeg været en fantastisk vagt post. Eller sporhund.” smilede han kort, han elskede at være den han var, hans evner havde hjulpet ham, og reddet ham han vidste ikke hvor mange gange efterhånden, men han var lykkelig over at de var hans, ellers havde han nok ikke siddet hvor han gjorde. Han lukkede øjnene og sukkede så kort, da hans øjnene åbnede sig vendte han blikket mod hende igen, han smilede kort til hende og lagde hænderne bag sin nakke.
Han var taknemmelig for at han fik lov til at tale færdigt, men han havde det også sådan at, hvis hun mente han snakkede for meget, eller at hun ikke rigtigt fik lov til at snakke, måtte hun hellere end gerne stoppe ham, så hun ikke bare bliv lytteren. Han ville hellere end gerne have at hun deltog i samtalen. Dog den høflighed hun viste ham, havde fået ham til at slappe af, han var ikke kold, eller udstålede noget der havde en snert af at være køligt, han følte sig glad, og velkommen. Noget som var en sjælden ting for ham, nu om stunder. Han lyttede til hendes mening, og nikkede medgivende til hende, hun havde de samme holdninger som ham, hvilket jo var en god ting. Da han ventede på at hun ville fortælle videre men ikke gjorde det åbnede han munden igen. ”Jeg giver dig fuldkommen ret, i det der, Hvis folk har et problem og ikke vil komme til et kompromis, eller se det fra en anden vinkel, er det deres problem” han så på hende, vidste ikke hvorfor han forsøgte at fange hendes blik. ”Alle har ret til en mening om alt, og nogle har meninger og holdninger der sårer andre, nogle gider ikke deltage og lever i en løgn. Men det er deres problemer, og hvis de ikke vil have folk skal blande sig, må de også blande sig uden om alt det andet. Der ikke kommer dem ved.. Jeg har problemer, med tillid, og det kommer desværre til at gå ud over andre, men det er mit problem, det er noget der kan løses, men hvis jeg ikke vil løse det, er det stadig mit problem, og hvis folk ikke kan leve med det, så må de finde et andet sted at være." Han hviskede næsten det sidste, og trak vejret tungt. Han vidste ikke hvorfor han havde sagt de sidste, måske trængte det bare til at komme ud.


//jeg har ingen kreativitet, da jeg er meget kreativitetsløs, men mange tak fordi du tror at jeg er et kreativt menneske :-) om dine svar er lange eller ej, gør ikke så meget. Bare der er så der kan blive skrevet videre uden at emnet dør helt ud. :-) //