Avalanna Liberty Roya

Den 26. November 1995, var for de fleste folk bare endnu en kold november dag. Men Maggie Rose Liberty var heller ikke som de fleste. I en alder af bare 17 år, lå hun indlagt på et hospital i Las Vegas, og gav liv til et barn. En lille pige, der blev skænket navnet Avalanna. Avalanna Liberty Roya. Liberty var efter hendes mor og Roya efter hendes far. Dog var det ikke ligefrem hendes fars efternavn, da han som regel kun var kendt ved sit fornavn. Det skyldte dog ikke at han var en eller anden rocker, eller noget i den retning. Nej, tværtimod. Et bevis på at Maggie ikke bare var endnu en almindelig ung pige, var at en gud var faldet for hende. En vaskeægte olympisk gud havde valgt at lade hende bære hans barn - hans datter. Denne gud gik under navnet Morpheus, og hans profession gjorde sig i drømme. For ikke at snakke om hans såkaldte efterligninger af mennesker. Han kunne efterligne mennesker - dog kun mennesker - fuldstændigt. Deres stemmer, deres ordvalg, deres gang, deres påklædning og endda deres sindsstemning. En evne hans datter senere ville vise sig at arve noget af..

Blot få dage efter Avalanna’s fødsel, efterlod Maggie hende foran en lejr for halvguder - halvblodslejren. Avalanna voksede derfor op i lejren og havde en god barndom, hvis man så bort fra de manglende forældre. Men selvfølgelig satte hun da spørgsmål ved forældrenes fravær. Som lille pige spurgte hun ofte lejrens aktivitetsleder, kentauren Chiron, om sine forældre. Hun spurgte ham hvorfor hendes far aldrig havde tid til at se hende, og hvorfor hendes mor havde givet hende til lejren. Hun spurgte om de ikke elskede hende, for hvilken anden grund kunne der være? For en lille pige, syntes det som det eneste logiske svar på alle spørgsmålene.. Dog fik hun det samme svar fra Chiron gang på gang. "Selvfølgelig gør de da det, søde! Guderne og gudinderne har bare meget travlt oppe på Olympen, men din far passer på dig, deroppefra! Bare rolig.." Og så ville han klappe hende på skulderen eller stryge hende beroligende over håret. Dengang havde Avalanna naturligvis fundet Chiron's ord meget betryggende og trøstende, selvom hun nu fandt det falskt. Hun troede ikke på det, for hvis hendes far virkelig interesserede hende for hende, ville han da gøre sig til en del af hendes liv, ikke sandt?

Egentlig foregik Avalanna's barndom som enhver andet barns. Selvfølgelig lige med den undtagelse, at Avalanna boede i en sommerlejr for halvguder hele året rundt - de første 16 år af hendes liv. Hun legede med de andre børn i lejren, fik barndomskærester og alt det som børn normalt gjorde. Selvfølgelig også ting som de ikke gjorde - som at lege med nymfer, flyve på pegasusser, spille kort med satyrer og snakke med kentaurer. Hendes barndom indeholdte højdepunkter og nedture, men i sidste ende ville hun ikke gøre noget om. Hun havde jo en ret utrolig barndom som ikke mange folk kunne prale af, på trods af den manglende forældre-aktivitet. Det var sådan set også det eneste hun sådan virkelig havde manglet og savnet i sin barndom. Følelsen af at være elsket. Den havde ikke været der frygtelig tit. Selvfølgelig havde hun altid været vellidt, men det erstattede bare ikke kærligheden fra forældre. Det var også hvad hun havde indset omkring 14-års alderen, og derfra var det sådan set kun gået nedad..

Hun havde indset at hendes forældre virkelig ikke elskede hende - at de aldrig ville være der for hende. Hun var så småt begyndt at miste tiltroen til folk, og da hun fyldte 16 havde hun udviklet et par tillidsproblemer. Hun havde svært ved at stole på folk. Og det var både på grund af hendes mor og hendes far. Hendes mor havde forladt hende blot få dage efter fødslen, og hendes far havde ikke engang været der ved hendes fødsel. Han havde aldrig været der. Den måde havde hun aldrig set på det da hun var mindre, men som tiden gik, voksede hendes frustration og skuffelse til begge sine forældre også. Det havde fået hende til at stille flere spørgsmål omkring hendes forældre, og fået hende til at stille spørgsmål ved sig selv. Måske var det i virkeligheden hende der var noget galt med, siden folk havde det med at forlade hende..? Det havde været den slags tanker hun havde gået og haft, som 15-16 årig. Og som om de tankers udviklen ikke var nok i sig selv, begyndte vreden og hadet også at boble dér. Alle de passerende års indebrændte vrede, irritation, frustration og skuffelse kom ud. Hun begyndte at hade gud(ind)erne.

Avalanna havde aldrig forstået hvorfor guderne og gudinderne tog de valg, de gjorde. Hun havde aldrig kunnet forstå hvorfor de overhovedet valgte at få børn, når de alligevel ikke gjorde noget for dem. Når de alligevel ikke engang elskede dem, eller havde anstændigheden til at være der for dem. Ikke engang nogle gange. De var der aldrig for deres børn. De bekymrede sig på ingen måde om deres børn, og ville faktisk gøre dem en tjeneste ved slet ikke at skabe dem. For når en halvgud blev født - alt efter hvem deres gudeforældre var, og hvor magtfulde de var - blev han eller hun automatisk til et mål for alverdens uhyrer. Halvguder kunne kun være i fred et enkelt sted, og det var i halvblodslejren. Men langtfra alle halvguder nåede hen til lejren, før uhyrerne fik fat i dem. Da Avalanna voksede sig gammel nok til at forstå alvoren i det, fandt hun også noget at tro på. Hun fandt en sag. Noget hun var villig til at kæmpe for. Og det var også lige hvad hun havde i sinde at gøre. Hun afgav et løfte til sig selv, Hun afgav et løfte til sig selv, om at hun en dag ville udrette noget stort indenfor det. At hun ville blive husket for sine bedrifter og som en helt. Mange andre halvguder var blevet husket for helte, så hvorfor ikke hende?

Avalanna pakkede sine ting og forlod lejren, da hun fyldte 16. Hun ville lære at forstå hendes mor, og hendes valg. Eller i det mindste bare vide hvorfor hun havde gjort som hun gjorde, selvom hun måske ikke selv ville kunne forstå det. Hun kunne ikke leve resten af sit liv i uvidenhed, om hvorvidt hendes mor elskede hende - og overhovedet levede - eller ej. Derfor rejste hun til Las Vegas. Hun vidste godt at hendes mor boede et sted i Las Vegas - hvis da ellers hun ikke var flyttet til et helt andet land eller noget - men hun havde ikke andet end det, at gå efter. Hun kunne tydeligvis ikke huske hvor hun boede, eftersom hun blot havde været et lille spædbarn, og hun jo ikke havde set sin mor siden. Men hun havde ikke givet op af den grund. Hun havde forhørt sig om en Maggie Rose Liberty overalt hun kom, men desværre var hendes navn ikke rigtig kendt nogen steder i Las Vegas. Indtil hun kom til det lidt mere skumle kvarter.. Hun havde boet på gaden, og få hoteller, i et helt år, men havde ikke set det mindste til sin mor, og hun var derfor ved at give op, da hun pludselig mødte en eller anden ludoman. Han havde fortalt hende at en af hans gamle 'venner' vidst nok havde giftet sig væk fra alt gamblingen, og at det var med en kvinde der hed Maggie Rose - nu Dubois til efternavn.

Sådan fandt hun frem til hendes mor, og sådan vendte alle spørgsmålene naturligvis tilbage. Hvorfor havde Maggie gjort som hun gjorde? Hvordan kunne en mor forlade sit nyfødte barn? Hvorfor havde hun overhovedet fået hende, hvis hun ikke ville have hende? Ja, de spørgsmål havde Avalanna stillet sig selv utallige gange i løbet af sit liv, men først da hun mødte sin mor som 17-årig, fandt hun svaret på de spørgsmål. Hendes mor havde ikke ønsket at give hende op, men hun havde ikke været klar til at være mor. Og da slet ikke være mor for et overnaturligt barn, der blev jagtet dagligt af klamme uhyrer. Da Avalanna havde fået hendes forklaring, havde hun faktisk forstået hende. Og hun havde givet slip på en hel del af den vrede og skuffelse, hun ellers havde gået og båret rundt på. Hun havde boet hos Maggie og hendes nye mand, Raphaël, i omkring et halvt år, og de havde det godt sammen. Raphaël's ældste datter, var en halvgud som Avalanna selv, men hun opdagede først senere at det var Shadow Morgan, hendes gode veninde. Sammen havde Maggie og Raphaël også to små børn, William og Lucy, på lidt over to år begge to - de var tvillinger. Hurtigt begyndte Avalanna at holde utrolig meget af dem, og hun legede med dem næsten hver dag. Indtil den dag, hvor noget ændrede sig.

En dag fandt Raphaël, Avalanna legende med William og Lucy. Avalanna var dér begyndt at udvikle en evne som mindede meget om hendes fars. Hun kunne efterligne folks stemmer helt ned til den mindste detalje, så længe hun havde hørt stemmerne et par gange, og gerne kendte personerne hvis stemmer hun efterlignede, ret godt. Så hun havde netop siddet og lavet sin stemme om til Raphaël's egen stemme, da han kom brasende ind af døren til børnenes værelse. Han så på Avalanna som var hun et vaskeægte uhyre, og så begyndte han at se mere og mere vred ud. Hun så nervøst og spørgende på ham, da hun jo ikke anede hvad hun havde gjort galt, men gik så med ham ind i stuen, hvor hendes mor sad og læste i et blad. Hun så op, da Raphaël sammenbidt hvislede hendes navn. "Maggie. Hun skal ud. Nu." Det var tydeligt for Avalanna, at Maggie var ligeså uforstående og forvirret som hende selv, ved lyden af de ord. "Raphaël, hvad sker der? Hvad er der galt??" Han stirrede sammenbidt på Avalanna, som om han var ved at kaste op bare ved synet af hende. "Hun er et monster. Hun er ikke bedre end de uhyrer der alligevel vil komme og jage hende, ødelægge vores hjem, true vores børn. Hun må væk, med det samme."

Selvom hun godt kunne regne ud, at det var hendes evne der havde skræmt ham, forstod Avalanna stadig ikke hvad der foregik. Hun kunne ikke forstå hvorfor han pludselig virkede så indædt rasende på hende, blot på grund af den lille ting. Han opførte sig som om.. Ja, som om han hadede hende. Han opførte sig præcis som Shadow altid havde fortalt, at han opførte sig. "Raphaël, det kan vi da ikke bare! Hun er min datter, for Guds skyld! Forventer du at jeg bare vil smide hende på gaden!?"  Hun så oprevet og overrasket på Raphaël, der ikke så ud til at være påvirket det mindste af hendes bedende stemme. "Ja. Det er lettere end du tror, jeg har prøvet det før. Du må tage et valg. Dit uhyre af en datter, eller dine to rigtige børn og din mand. For du kan ikke få begge dele." Han hvæsede uhyre ud, som om han virkelig mente hvad han sagde, og rigtige sagde han med et kæmpe tryk på, for at hun skulle forstå, hvad hun skulle vælge. Han så afventende og hidsigt på hende, og allerede dér, vidste Avalanna godt hvad Maggie's svar ville være. Dem. Selvfølgelig ville hun vælge dem. Maggie lignede en der var ved at bryde ud i tårer, da hun tvang et svar ud. "Dig og børnene." Hun holdt en pause, og flyttede nervøst øjnene hen til Avalanna. "I vil altid komme i første række."

Selvfølgelig vidste Avalanna godt, at hun ikke havde ment I, som i hende selv, men at Maggie både snakkede halvt til hende, og halvt til sin mand. Hun havde derfor pakket sine ting - inklusiv de ting hun havde fået af Maggie selv - og skredet. Hun var kørt til lufthavnen med det samme, med nogle penge fra Maggie i hånden. Egentlig havde hun mest lyst til bare at kaste pengene i havet eller noget, på grund af hendes vrede og frustration, men hun havde alligevel valgt at bruge dem. Eller da i hvert fald nogle af dem. Det var tydeligt, at Maggie havde det ret dårligt med sin beslutning, men bare ikke dårligt nok. Det eneste hun gjorde, var at give hende en håndfuld penge, og ønske hende held og lykke. Ikke noget 'jeg elsker dig' og ikke engang et farvelkram. Egentlig burde Avalanna havde set det komme. Hun havde jo forladt sit eget spædbarn, så hvorfor skulle hun ikke sagtens kunne gøre det igen? Selvfølgelig kunne hun gøre det samme en gang til.. Avalanna vendte tilbage til lejren, skuffet og vred. Hun lovede dermed også sig selv, aldrig at foretage de samme valg, som sin mor. Hun ville være et bedre menneske - billedligt talt, naturligvis - end sin mor. Og det var så hvad hun begyndte at arbejde på..