It's not so bad... - Jazmyne

Tid: 10:33
Sted: Hospitalsfløjen
Omgivelser: En masse læger/healere og en lille håndfuld halvguder der var kommet til skade.
Vejr: Solskin udenfor, generelt rart vejr.
Dag: Mandag
Årstid: Forår
Påklædning: Hannibal var iklædt en hvid, lidt snavset skjorte og og et knælange shorts.

Denne dags træning var blevet dedikeret til kondition og løb på de verse forhindringsbaner. Noget der normalt ville være sjovt og underholdende, en måde hvorpå man kunne vide hvad man kunne uden at skulle gøre andre skade. Men det var åbenbart holdninger der ikke ligefrem var delt af alle, og det havde resulteret i Hannibals 'lille' visit i hospitalsfløjen. Han lå blot i sengen, i en dyb søvn med et tæppe trykket op til hans brystkasse. Ved et hurtigt gisp vågnede han op, og på blot et par sekunder var hjertet begyndt at banke hurtigt... tydeligvis som et resultat af hans ADHD og stresset. Hannibal så sig omkring med vidtåbne øjne , og begyndte at smide det ene ben ud over sengekanten, som om han skulle til at flygte derfra. Han var tydeligvis disorienteret og i en lettere form for chok. Da han skulle til at hive tæppet af sig med hans ene hånd, begyndte det at gøre ondt så snart han bevægede den. Han kiggede ned og med stor gru fik han øje på en arm bakket godt ind i gips der hang i en slynge om skuldren. Langsomt begyndte han at hyperventilere, og med et begyndte smerten at falde over ham. Idet han skulle til at hoppe ned af sengen og løbe skrigende væk, blev der taget fat i ham, og en beroligende stemme var en dame lød i hans ører imens han lagde sig ned igen. Med hovedet på den bløde pude kunne han dog ikke ignorere smerten, og knep sine øjne sammen. med hans anden hånd tog han sig til hovedet, men der var også bandager der. Hvordan var det dog sket? Og hvorfor kunne han ikke huske det?

Påklædning:


Jazmyne kom gående ind af den store dør, som ville føre hende ind til alle mulige syge mennesker. Meget skræmmende men alligevel ikke. Lugten var underlig, og hun kunne smage det i både hendes næse og mund. Hun kendte nogle stykker, som lå her, og var såret. Men ikke alle. Men hun kunne ikke skældne mellem nogle ting. Alt var forvirrende. Lægere og Healere løb rundt som gale, og kunne nærmest blive indlagt for stress. Jazmyne kiggede rundt, og så kun hvide kirtler over alt. Alt var hvidt. Hun havde det som om de hvide vægge pressede sig i mod hende. Hun så en åben dør, og det var en dør, som var vejen ind til en syg halvgud. Hun kunne lige så godt gå derind. For hvis hun ventede og gik videre, ville hun alligevel blive trampet ned af alle de stressede lægere.
Da hun gik derind, så hun en, som hun ikke kendte. Han var selvfølgelig halvgud. Men altså, hvem var han? Og ville det ikke være underligt at komme, når han måske ikke engang kendte hende? Hun kiggede underligt, og prøvede at camouflere sig med de kæmpe store forhæng. Men det virkede ikke.
"Jamen goddag. Du ser noget så fordærvet ud." Jazmyne smilte, og kiggede underligt på den fyr, som så helt bleg ud, og ulevende.
"Du er i live ikke?" Jazmyne blev pludselig i tvivl.

Der var udmærket ro der hvor han lå, så lyden der fyldte hans øre var hans egen hjertebanken. Hans hår stod lidt ud til alle sider. Dette var første gang han var i hospitalsfløjen, for sjovt nok var han aldrig kommet sådan til skade før i hans liv. Han var begyndt at forstå hvad der var sket, og stadig med de sammenknebne øjne lå hans udstrakt på den bløde seng. Hans arm var brækket, hans ene øjenbryn havde fået en flænge, og hans ene ankel var gået af led. Derfor måtte han blive i sengen indtil han i det mindste kunne gå, og så kunne han komme udenfor, og blive til spot for alle de andre. Lidt forsigtigt åbnede han sit ene øje, og kiggede så ned af sig selv. Gipsen både om hans arm og om hans fod, var ikke til at gå glip af, hvilket fik ham til at spærre det ene øje helt op, for til sidst at lukke det igen. Det var en underlig følelse, at have brækket en knogle, og i hvert fald ikke en følelse Hannibal brød sig synderligt meget om. Ved siden af hans seng lå det udstyr han havde haft på under træningen, som åbenbart ikke hjalp imod hvad der var sket for ham... hvilket han stadig ikke kunne huske. Pludselig hørte han en stemme komme et sted fra, og åbnede så sine øjne. Først vidste han ikke hvad han skulle sige, så sig omkring for at sikre sig at det var ham der blev talt til. "Det er slet ikke så slemt." sagde han venligt med et skævt smil, og forsøgte rejse sig op og sidde. Dog kom til undervejs til at støtte på hans ankel, og smerten gik som en bølge hele vejen op igennem hans rygrad, hvilket fik han til at stivne, og rynke hans øjenbryn. Han var ikke en tøsedreng, men op til flere gange havde han jaget tårerne væk. Hans blå øjne, lidt usikre og utilpas pga smerten, var nu rettet imod en skikkelse der stod lidt gemt bag et forhæng. Dog lå der stadig et skævt smil over hans læber. Han ville ikke have at hun skulle bekymre sig, især ikke nu hvor han selv bekymrede sig.

Jazmyne kiggede underligt på den sorgede fyr. "Ikke så slemt? Kan du overhoved rejse dig op?" Det så virkelig slemt ud. Men Jazmyne vidste hvordan drenge var. Ikke græde ikke vise følelser. Sådan var det bare. Der var en rigtig akavet stemning, og Jazmyne kunne ikke lade vær' med at stirrer. Hun fik nærmest smerterne suget sig til sig. Det var ikke rart. "Bare bliv liggende! Og ømh. hvem er du søn af?" Hun kiggede rundt i lokalet, og en stank hang i luften. Hun kunne ikke regne ud, hvem han var søn af. Hun kunne simpelthen ikke regne det ud. Det kunne måske være fordi, at han var så bleg. Jazmyne undrede sig over, at hun ikke havde set ham før. Eller måske havde hun? Hun havde måske spasseret ind i ham, men ikke opdaget det? Mange spørgsmål, kun et svar. Hun rynkede brynene, så hun så lidt mere intelligent ud. Hun havde så mange spørgsmål, som hun gerne ville stille ha fyren. Men så ville hun være lyde som spørge Jørgen. Det ville ikke gå. Hendes hoved var fyldt med tanker, og det bankede til hendes hoved, at det gjorde helt ondt. Hun så på fyren. "Jeg ved ikke engang hvad du hedder. Hvad hedder du?"
Først nu opdagede Jazmyne at hun er den mest nysgerrige pige i hele verdenen. Drengen havde ikke engang svaret endnu, og hun spørger allerede om 400 forskellige ting. Det var måske lidt for meget, da han ikke engang kunne snakke næsten.
Hun besluttede sig for at vente på et svar. Hun smilte og kiggede ned i gulvet. Det var et nye gulv end det hun så fra sidste gang hun var her.

I hans stivfrosne tilstand, løftede han lidt på det ene ben så han ikke ville hamre anklen ind i noget igen, eller komme til at støtte på det. Det var vel først omkring dette tidspunkt at han var fuldt ud bevidst om hvad der var sket med ham, dog vidste han stadig ikke hvordan det var sket. Men hvad betød det egentlig også? Hurtigt blev øjnene lukket, for derefter at begynde at blinke febrilsk med et forvirret blik der røg på kryds og tværs i lokalet. Ved hendes første spørgsmål rystede han bare på hovedet som svar, da han var bange for at smerten ville få hans stemme til at knække over eller noget andet akavet. Han kunne ikke rejse sig op, og i disse øjeblikke havde han heller ikke lyst til at rejse sig op. Da hun så forslog at han lagde sig ned, nikkede han med et skævt smil. "Det er nok en god idé..." sagde han i en lav mumlen, lige inden hun så stillede ham det lidt klassiske, men fuldt forståelige spørgsmål. Han skulle dog først lige ligge sig til rette. Så imens han strakte sig ud og lagde hovedet på puden atter engang, sukkede han lettet, men inden han kunne nå så meget som at vende blikket imod hende igen, havde hun allerede stillet ham endnu et spørgsmål. Det var sjovt, hendes nysgerrighed, og hendes venlighed selvom de aldrig havde mødt hinanden før, fik et smil frem på hans læber. Meget kort lo han, men det endte dog ud i nogle host da det gjorde mere ondt end godt at grine. "Mit navn er Hannibal, søn af Poseidon." svarede han så med hans typisk muntre og klare stemme, og et venligt blik over hans øjne. Selvom han havde det lidt dårligt, var jo ingen grund til at hoppe ned i kulkælderen? 'Lidt dårligt' var måske en underdrivelse, men han kunne leve med ikke at skulle være til spot for alle i en dags tid.

"Po..o..o..seido..ns søn?" Alt i Jazmynes krop frøs sammen. Hun kunne ikke bevæge sig, selvom hendes krop gerne ville. Den ville noget, som Jazmyne ikke ville. Det kunne ikke være rigtigt? Hun kiggede på tværs af lokalet for at finde sit sind, men det var umuligt. Det var underligt for Jazmyne, fordi hun fik et af de bedste førstehåndsindtryk af ham her Hannibal, og det skulle gå ud i noget dårligt nu? Nej det skulle det ikke, men bare for at køre samtalen videre: "Jamen ømh, jeg hedder Jazmyne, og jeg er datter af Athene." Det smertede hende faktisk at sige det. Hun havde aldrig prøvet at snakke til en søn eller datter af Poseidon, da en gammel strid i fortiden havde forhindret hende i at få gjort det. Forståeligt nok for hende, men også uretfærdigt. Det var underligt og akavet på samme måde. Men nu hvor Hannibal var sorget og var uden tvivl helt udkørt, kunne hun ikke bare gå. Hun kunne se et blink i hans øjne, som sagde, om hun ikke nok kunne blive. Hun kunne ikke finde ordet for det. Ensom hed det vidst. Hun kiggede sig rundt. Han kunne ikke engang snakke uden store smerter. Det pinede hende at se på ham. Hvad var der egentlig sket med ham? "Ømh, ja, ømh, hvad er der egentlig sket?" Hun så forfærdet på ham med et skævt smil, som viste usikkerhed. Men hvad kunne hun gøre? Der var allerede bygget tillid op, på de få ord han fik ud, og de mange spørgsmål Jazmyne fik stillet. Hun kunne ikke løbe fra problemet nu.

Uden at pålægge Hannibal alt for meget værdi, ville man nemt kunne sige at han var en af de mest fredfyldte sønner af Poseidon. Han havde ikke arvet den partout samme vildskab som faderen, herskeren over de vilde oceaner, havde. Hannibal var mere et levende ikon på de stillestående nordiske have, med en kold, bleg vind der faldt over og spredte ringe i vandet. Ej heller kunne han ryste med jorden som nogle andre. han var mere tunet sammen med dyrene og de væsner skabt af Poseidon, og som levede i Poseidons rige... Han havde hørt lidt til fortidens strider imellem guderne, men det betød ikke at han skulle dele de samme hadefulde forhold, eller udleve de samme stride som hans far. Hannibal nægtede at være som et spejlbillede på gudernes magtbegær. Halvguderne havde ikke brug for menneskets bønner eller ofringer, så hvorfor skulle de dog slås indbyrdes over deres gunst, som deres forældre før havde gjort? Med det samme fornemmede Hannibal hendes næsten forstyrrede reaktion efter han havde præsenteret sig selv. Selv begyndte Hannibal at synke sammen, og rynke panden. Men det stoppede ham ikke fra at smile lidt muntert, for allerede inden hun fortalte ham det, kunne han næsten sige sig selv hvilken gud hun mon var datter af. Det gjorde intet... "Hej Jazmyne, hyggeligt... at møde dig." sagde han lidt trængt, da et host sneg sig ind imellem ordene. Et bredere smil kom frem på hans læber, der afslørede nogle få tænder, og et glimt i hans øjne tiggede til at der ikke skulle være en anspændt stemning imellem de to. Han kunne jo ikke gå nogen steder, så i så lang tid hun nu ellers var der, hvorfor så ikke prøve at få det bedste ud af det? Hvis det blot var en stille og rolig samtale, ville han være mere end tilfreds. Han kiggede lidt væk til hendes spørgsmål om hvad der var sket... Se det var et godt spørgsmål. "Heh... jeg kan ikke huske det. Kan huske jeg var på forhindringsbanen, så det må have set sjovt ud." svarede han roligt og muntert. Det var slet ikke svært for ham at forholde sig roligt til det, også selvom det gjorde så ondt at han havde lyst til at skråle i gråd.

Jazmyne kiggede roligt på Hannibal. Alt var stille og roligt, som det skulle være. Irritationerne gik hurtigt over. Det var kun en god til. Jazmyne skulle være ærlig over for sig selv. Men han vækkede lidt begær i hende, og han virkede så stille. Luften stank ikke længere, men var harmonisk og idyllisk. Hun var Athenes datter, og ingen kunne rigtig lave om på det. "Ja det tror jeg på. Men hvis det resultat, der er kommet ud af det, er vidst ikke det sjoveste, vil jeg mene." Jazmyne kiggede sig rundt. Hun kørte sit blik rundt i lokalet efter en stol, og heldigvis lykkedes det hende at finde en. Hendes blik lyste op, og hun var meget spændt på at høre mere fra denne her Poseidon søn. Hun tog en dyb indånding og stoppede sin hyperaktivitet. Hun rettede sit hår, og sin bluse og begyndte så småt at gøre klar til at bombe ham med spørgsmål. "Hvor gammel er du egentlig?" Kom der løbende ud af hendes mund. Hun følte pinlighed, men ikke andet and det. Jo måske flovhed. Er det overhovedet et ord? Hun virkede så uintelligent, når hun snakkede til ham. Det var irriterende. Jazmyne plejede aldrig at være nervøs for at snakke med nogen hun ikke kender. Hun plejede at være ret så udadvendt. Hendes mobil bippede. Den gav et chok i hende, som kun hun kunne føle. Hun kunne mærke at Hannibal kiggede underligt på hende. Eller var det nu det. Hun kiggede tilbage på ham, og fik et dybt blik fra ham. Hun kiggede ham i øjne. Han havde nogle flotte øjne, måtte hun indrømme for sig selv.

Hvad der ofte fik hans blik til at strejfe fra hendes øjne, var det næsten knaldrøde hår. Det stod som en kæmpe kontrast til ham selv. hans eget hår var lidt blond, og huden var blot en smule bleg. Han kom jo også fra Sverige, langvejs fra. Måske kunne det høres lidt i hans stemme, eller fornemmes på ham. Men han var ikke Amerikaner, og delte ikke den samme ilterhed som så mange andre herovre gjorde. Hannibal åndede lettet op da en let brise sned sig ind i den fløj af 'hospitalet' hvor han lå. Han kunne godt lide det, og lukkede kort øjnene, inden han så fulgte hendes blik rundt i hendes søgen efter en stol. "Der er ikke noget som er så skidt, at det ikke er godt for noget." sagde han hurtigt og rullede lidt med øjnene på munter vis. Han rykkede lidt på sig, så han ikke bare lå ned på ryggen imens hun var der, da det syntes lidt underligt og fraværende. I stedet skubbede han sig selv op af sengen, så han sad lidt mere oprejst med ryggen mod den store pude, så han sad lidt mere op. "Håber jeg." tilføjede han hurtigt til hans tidligere udsagn, imens han med sin raske hånd kløede sig lidt i hovedbunden. Da hun havde fundet en stol, vendte han hovedet imod hende og smilte venligt. Hans første gæst, og han kendte hende ikke engang 'rigtigt'... endnu. Da hun stillede ham endnu et spørgsmål, trak han lidt på smilehullerne, da det gik op for ham at det nok ikke var det sidste spørgsmål hun ville stille ham. Næsten som et interview. Så var han rockstjernen, og hun var journalisten! Men sådan var det nu ikke helt. I stedet var han patienten, og hun var den nysgerrige gæst. "Jeg er 17 og et halvt." sagde han med en barnlig stemme der imiterede det næsten typiske svar fra små børn. Hun skulle ikke have ondt af ham, eller føle at hun var her af nød fordi han var skadet. Han skulle nok klare sig. Han skulle bare vente til at han kunne gå igen, og så hoppe i vandet... så ville alt være i sin skønneste orden.

Han var næsten lige så gammel som hende, og det var faktisk ret så fascinerende. Hendes øjne glemte utallige gange at blinke, så hendes øjne begyndte at løbe i vand. Ret så overfladisk set fra hans side måske, men i hvert fald fra hendes.
"Det har du ret i ... Og smukt sagt forresten." Det vækkede hendes sind, da det citat kom på bordet. Det var lærerigt, eller hvad man siger. Hun kiggede sig rundt og forberedte sit næste spørgsmål. Det var et meget kvalificeret spørgsmål. Hun ventede i spænding. "Vil du ikke spørge mig nu? Hvis du kan selvfølgelig." Hun baskede sit røde hår tilbage, og kiggede ham derefter i øjne. Hun kunne se en historie. Den var bare meget uklar og utydelig. Hun lukkede øjnene blidt igen, fordi hun ikke ville stikke næsen i ting, som ikke angik hende. Hun havde manere, som skulle overholdes godt og grundigt. Hun kiggede sig over skulderen. For at stirre på noget andet end hans øjne. Hun kunne ikke gøre for det, hans øjne fangede hende bare. Det var underligt. Hun kendte ham knapt nok, og ikke for at sige mere, men han var skadet. Hvordan kunne hun tillade sig, at spørge ham om tusinde spørgsmål. Det ville være som at prikke til ham med en kæp hvert minut. Hun stoppede og kiggede ned i sin taske, på jagt efter hende mobil. Den havde gemt sig godt. Men ikke godt nok.

Hannibal sørgede for så meget som muligt at holde øjenkontakten. Han kunne godt lide at kigge andre ind i øjnene, og selvom det nogle gange kunne blive blot en smule akavet og føles underligt, blev han altid ved. Hurtigt fornemmede han også at hendes brune øjne søgte andre steder hen end hans egne, og når hun ikke kiggede ham ind i hans øjne, betragtede han hende blot roligt. I stigende grad glemte han helt at det gjorde ondt, men igen og igen blev han mindet om det, og det fik ham ofte til at skære en grimasse over hans ansigt... Dog meget diskret, da han ikke ville have at en eller anden næsvis og knotten healer ville stikke hovedet ind og få Jazmyne til at gå. For selvom han stadig kun var ved at lære hende at kende, var hendes selvskab nu meget rart. Et måske lidt fjoget smil bredte sig over hans læber da hun sagde at han ordsprog var smukt. Det var nu en meget almindelig holdning at have til tingene for ham, for hvorfor ville noget så være skidt i første omgang? Det var både sjovt, og en smule sørgeligt... Hannibal havde ikke nogen som havde set til ham eller tjekket til ham, selvfølgelig ud over Jazmyne, som han jo ikke engang kendte. Og problemer med forældrene havde de jo allesammen, så det var ikke ligefrem fordi den mægtige Poseidon ville hoppe ned fra Olympen og tjekke til hans velfærd. Og han hørte ikke engang hans stemme i hovedet... Imens Jazmyne roede i hendes taske hostede han et par gange og gjorde sig derved verbalt klar til at stille hende et par spørgsmål. "Du er Jazmyne, datter Athene...? Og hvor gammel er du så?" spurgte han så efter lige at have fulgt op på den viden han allerede havde om hende. Forhåbentligt en bunke viden der ville blive udvidet.

Det hele føltes underligt. Skulle hun ikke bare lyve? Nej. "Ømh, jeg er 17 år. månederne er ikke nær så vigtige for mig." Ordene kom meget flydende ud af hendes mund, og det gjorde slet ikke noget. Hun prøvede så naturligt så muligt at se okay normal ud, dog lykkedes det ikke i visse tilfælde. Jazmyne skar et blik over til Hannibal. Hun kunne se at han stadig havde smerter. Hun havde ikke rigtig nogen idé om hvorfor, men det smertede også hende. Hun fandt det hun ledte efter nede på bunden af hendes taske. Det var hendes lommetørkæder hun ledte efter. Hun ville ud på toilettet. Ikke fordi hun bare gjorde det for at gøre det. Hun trængte bare. Hun synes det ville være et forkert tidspunkt nu, at spørge om, hvor toilettet lå, for det var trosalt ikke hendes tur til spørgsmålene men dog til svarene. Hendes øjne vendte ned mod hendes negle, og hun betragtede dem med store øjne. To minutter efter, vendte hun hoved opad, og Hannibals øjne gav hende det blik, som hun havde ventet på i lang tid. De viste venlighed, hjælpsomhed, medlidenhed. Alle former for ting, som beskrev lige præcis ham. Hun kunne ikke holde sig mere, og besluttede sig for at spørge om, hvor toilettet lå. "Forresten, vil du godt fortælle mig hvor toilettet er?" Jazmyne blev rød i hoved, og hun kunne godt have brug for en pose over hovedet. Det fik hun desværre ikke. Hun sad på stolen og ventede på et svar, som hun sikkert fik, når Hannibal kunne få ordene ud af munden. Han var skadet og træt. Hun kunne ikke være det bekendt, men hun gjorde det alligevel. Selvskabet var ellers hyggeligt nok. Nogle gange måtte hun bare tænke spontanitet. Det kunne hun bare ikke, da Hannibals øjne distraherede hende hele tiden.

De var åbenbart på samme alder. Hvilket fik ham til at undre sig over om hun mon var næsten lige så ny som han var? For næsten hele tiden følte Hannibal sig som en grønskolling, også selvom han virkelig nød denne lejr. Det var dog ikke ligefrem alle andre han nød, men han overlevede nok. Hendes svar bragte et smil frem på hans læber, og i samme øjeblik lænede han hovedet bagover, og kiggede op i loftet med de blå øjne. Men selv ud af øjenkrogen kunne han fornemme at Jazmyne var blot en smule fjern. Hvad var der mon galt? Var det ham? Han blev overvældet af en trang til at hoppe ud af sengen, øm ankel eller ej, og humpe væk, ud i naturen. Her følte han sig så hjælpeløs og utilstrækkelig. Men i forhold til en masse af de andre voldeligt fiksede halvguder i lejren, var han vel også lidt utilstrækkelig... for det syntes at være alfa og omega at kunne kæmpe på livet løs. Men Hannibal havde aldrig rigtig kunnet få sig selv til at svinge med et sværd, eller spænde en bue imod en anden halvgud. Også uanset hvem denne halvgud så var søn/datter af. Midt i hans tanker blev han afbrudt af Jazmynes stemme, og han fandt ud af at han havde betragtet hende hele tiden. Ivrig efter at hjælpe hende på vej, så han sig hurtigt omkring efter det toilet hun søgte. Hurtigt hævede han sin raske arm, og pegede længere ind i det udelukkede lokale de befandt sig i. "Helt nede i enden er der vidst et toilet." sagde han så og smilte venligt med læberne presset imod hinanden. I en situation som hans, kunne han ikke være andet end tålmodig, og med så dejligt selvskab som Jazmyne, ville han være meget tålmodig.

Jazmyne smilte til Hannibal, som tegn på, at et 'tak skal du have' citat snart skulle komme. "Tusind tak. Jeg er tilbage og minimun 5 minutter," sagde Jazmyne og kiggede seriøst på ham. Hun skulle jo kun ud og pudre næsen. Not that much. Hun fik vendt sig om, og gik ivrigt ud af rummet. Da hun trådte ud af Hannibals lokale, fik hun en lille anstrengelse. Hun følte at hun manglede noget. Det lød underligt. Hun styrtede hurtigt og diskret mod toilettet, og så sig omhyggeligt i spejlet. Hun lignede en komplet idiot. For at sige det mildt. Havde hun virkelig set sådan ud foran Hannibal? Hun rettede hurtigt sit hår, sin bluse og sin make - up, og derefter stormede hun ud, som et lyn, og ned til Hannibal igen. Da hun var noget halvvejs, "Yes. det tog 3 minutter," mumlede hun med sved på panden. Jazmyne havde aldrig været så nervøs, som hun var nu. Der var en eller anden kemi i mellem hende og Hannibal som hun ikke kunne forklare eller sætte ord på, og det gav hende sommerfugle i maven. Hun nåede døren lige inden, der var gået 4 minutter, og valgte at gå ind til Hannibal. Hun havde aldrig før været på toilettet så hurtigt før, og bemærkede han overhoved at hun var væk? Det her var mere end akavet og flovt, men hun valgte bare at gå ind. Da hun trådte ind i det lokale hvor HAnnibal nu lå, faldt hendes sind til ro, og det gjorde hun dermed også.
Her på sidste havde hun været meget stresset, fordi hun vra ny i lejren og hun kendte kun nogle få stykker. Hun savnede sin familie rigtig meget. Hende 'gamle' familie for at være helt præcis. Hannibal kiggede på hende, og hun fornemmede også et smil fra ham. Han var en rigtig sød fyr. Det kunne hun ikke tage fra ham.

Hannibal kunne ikke vide hvad det var hun skulle derude, uanset hvad, så var det helt fint, og slet ikke noget han tænkte længe om. Et overbærende blik prydede hans øjne idet hun takkede ham for den lille hjælp han gav hende. Med hovedet lidt på skrå kiggede han efter hende med et nysgerrigt blik. Da hun havde forladt lokalet så han sig lidt omkring med rynkede øjenbryn, og kiggede ud af et vindue på den anden væg. Han tog fat i det tæppe som dækkede noget af hans krop, og fjernede den med hans raske arm. Tæppet røg på jorden, og i en hurtig bevægelse, dog med en lille diskret grimasse over hans ansigt, svingede han sine ben ud over sengekanten. Håndfladen blev placeret på sengekanten og han så sig lidt omkring. Beslutningen var taget, og nu gad han ikke sidde inde i det kedeligt sterile lokale. I hans undren over hvordan han mon skulle få sig selv humpet udenfor, kørte han sin hånd igennem det blonde hår, så det bag bagover i stedet for at pandehåret hang ved ansigtet. Men selvom han tænkte på at komme ud derfra, tænkte han også på Jazmyne. Den første datter af Athene som havde givet ham en chance og været venlig overfor ham. Dette kunne kun gøre hende til en fantastisk person, en som Hannibal var heldig i at møde. Han smilte lidt for sig med blikket mod gulvet, og hørte i det samme, Jazmynes stemme. Han hørte ikke hvad hun sagde, men vendte alligevel blikket imod døren, for hendes stemme var ikke til at tage fejl af, også selvom den var rimelig langt væk og utydelig. Da han endelig så Jazmyne træde ind i lokalet igen, smilte han bredt til hende med blikket fikseret på det røde hår. Der var noget anderledes ved hende, var det håret hun havde sat? Han hævede sin venstre arm, den raske, og kiggede på sit håndled som om det var et armbåndsur. "Du kommer lige i rette tid!" sagde han muntert, og holdte et enkelt host inde. Hun skulle da med ud af det her kedelige sted! i det samme bed hans sig selv i underlæben og skubbede sig selv op og stå fra sengen. han balancerede på den ene fod og smilte med store balancerende armbevægelser da det i første omgang lykkedes for ham. han havde set en krykke et sted i lokalet, og hoppede ned til enden af sengen for at kigge efter den. "Det er et kedeligt sted. Så derfor skal vi ud på opdagelsesrejse! Og du kan ikke sige mig imod, basta." fortsatte hans bestemt og muntert, for til sidst at slutte det af med en blid latter. Det skulle nok blive sjovt.

Hannibals stemme gav et smil på Jazmyne læber, som var så naturligt, at hun ikke engang kunne mærke det. Hun så, at Hannibal så vidt så muligt prøvede at gå, men det gik måske ikke lige så godt. Hun løb over til ham, og tog fat i hans ene hånd, og holdte hans krykke, så hun var sikker på, at han havde ordenligt fat. Hun stod tæt på ham, og han sagde, at vi skulle ud på eventyr. Det lød som sød musik i hendes øre, og hun smilte og kiggede ned i jorden på samme tid. "Ja okay. Du peger, jeg fører." Jazmyne var godt klar over at Hannibal ikke kunne gå ordentligt, så det mindste hun kunne gøre, var at tage fat og føre ham hen til de steder, han mente var et eventyr. Hun var lettet. "Jamen, skal vi komme ud af denne stank, og ud i den friske luft?" Jazmyne stod rigtig tæt på Hannibal, og hun kunne mærke hans hjerte banken, selvom hun trosalt var 50 cm væk fra hans bryst. Han var noget højere end hende, men man skrumper lidt, når man får skader. Jazmyne var rigtig nysgerrig, og vidste ikke rigtig hvor de skulle gå hen, så det måtte Hannibal fortælle hende. "Hvor vil patienten gerne hen?" sagde hun og smilte. Hun kunne mærke at hendes smilehuller blev meget synlige. Hun blev lidt genert og kiggede væk. Hannibal var Poseidons søn, og ud fra hendes synspunkt, ville man tro, at han ville være meget kold, men det var han ikke. Hans hænder var varme, som varmen fra et ny optændt bål. Det kunne selvfølgelig også være at han havde ligget med hænderne under dynen. Alt i alt. Han var rigtig venlig over for hende. Jazmyne havde aldrig mødt en Poseidon søn som Hannibal. På lejren fik hun dræber-blikke, og hun blev grint af bag hendes ryg. Det var ikke det mest morsomme. Men Hannibal. Han var sin helt egen. Han var speciel, og så på Jazmyne med helt andre øjne. Hun satte virkelig pris på, at en gammel strid ikke gik ud over hende. Det gjorde den somme tider, og nogle gange, ville hun jo bare have venner.

Det passede meget belejligt. Hans højre arm var skadet og hang i en slynge, og hans venstre ankel var skadet. Hvilket betød at han kunne holde krykken med sin venstre hånd og humpe afsted. Men idet han fik fat i krykken, kom Jazmyne og hjalp ham, en yderst velkommen gestus. I det samme han mærkede hendes bløde hånd vendte han et taknemmeligt blik imod hende, og kiggede derefter ned igen på krykken. Han havde aldrig gået med krykke før, men det var nu heller ikke en raketvidenskab. Han fokuserede med blikket nedad, på hans skridt, og hvordan krykken skulle koordineres i forhold til det raske ben. Og med et par lange skridt, og selvfølgelig et smil på læben, humpede han over til siden af sengen igen, hvorved hans udstyr osv lå. Han havde ikke brug for sværd eller skjold osv, men det var hans jakke han havde brug for. Han slap krykken med hans raske hånd, og rakte ned efter jakken. Det var egentlig en trenchcoat, men han havde ikke tænkt sig at lade den ligge der på hospitalet. Han fik sin raske arm igennem et af ærmerne, og ved at svinge dem om ryggen, håbede han på at den blev hvor den skulle. Han tog fat i krykken igen og smilte bredt med tungespidsen ud af mundvigen siden han koncentrerede sig om balancen. Med krykken pegede han hurtigt imod døren og grinte kort. "Patienten vil ud af den dør, for derefter at komme ud af en anden dør!" sagde han først muntert og begyndte så, fattet men stadig ivrigt at humpe imod døren. Han havde alt hvad han skulle bruge til et eventyr: sin ene fod, dejlige steder at tage hen, en hel dag hvor han var undskyld fra undervisningen, og selvfølgelig Jazmyne. uden hende ville han sikkert ikke have kunnet humpe udenfor. "Og når vi er kommet ud af et af de dersens døre, så skal vi ud i verden! Eller, skal vi ikke bare sige her omkring i lejren?..." sagde han muntert og humoristisk. En ting var helt sikkert. De skulle ende ved noget vand, og så skulle de svømme. Vandet havde jo en vidunderlig effekt på en søn af Poseidon... mon ikke den ville kunne hjælpe ham lidt? Turen gik direkte ud af døren, og videre i deres liv, på deres lille eventyr. Præsis hvor det ville føre hen, kunne kun guderne vide... hvis ellers de var interesserede i hvad der skete imellem Hannibal og Jazmyne.

//Out - og så tror jeg vidst nok lige du starter den næste //