Pokkers til kampe! ~ Nico

Sted :: Hospitalsfløjden.
Tid :: Omkring 14-tiden.
Omgivelser :: Andre Halvguder og sygeplejersker.
Vejr :: Solen skinner udenfor, men der er også lidt koldt.
Udseende :: En rød langærmet. Et par hullede, grå slimjeans. Et par røde juleuldsokker udover buksekanterne. Et sandfarvet halstørklæde, der dækker det meste af halsen. Håret som på avataret.

Kiara sad på en seng. Hun var næsten lige stået op. Hun havde været på Hospitalsfløjden i ca. en dag nu, og hun gad allerede snart ikke og være der mere. Det drev hende til vanvid, at skulle sidde der og glo. Det var jo ikke fordi, der var sket særlig meget med hende, udover et par hudafskrabninger i ansigtet, samt en forstuvet hånd, der var i bandage. Men alligevel, intet specielt.
Hun havde været oppe og slås med en af de andre børn. Hun havde været oppe og slås med et barn fra Ares. Hun var blevet lidt sur og så havde pigen angrebet hende. Hun ville ikke indrømme det, men det var nok lidt hendes egen skyld. Men det gad hun altså ikke indrømme, det gad hun virkelig ikke! Hun havde et stort temperament, og sådan var det bare.
Hun lagde sig ned på ryggen. En sygeplejersken havde næsten lige været forbi og givet hende noget Nektar. Det havde været dejligt. Hun elskede det. Gid det var noget drikkelse, man normalt ville kunne drikke og ikke kun medicin til Halvguder. Hun kiggede op i loftet. Hun kneb øjnene lidt sammen. Hvad skulle hun dog give sig til sådan et sted? Hun måtte vel ikke larme helt vildt højt, pga. de andre, der også lå der.

Påklædning: Hår som på ava, en ternet skjorte i blå, grøn og sort. Hvid t-shirt inden under, sorte jeans

Nico sad på en seng betrukket med hvide lagner og sengetæpper. En sygeplejske stod foran ham og kiggede formanende på ham og sagde samme formanende ord, som han havde hørt så tit:"Husk at din arm skal have ro og at du ikke må dyrke nogen form for kamptræning de næste otte uger."
Han så ned på sin arm, der var så flot bundet ind i gips og bandager og sat op i en slynge. Et smil passerede hans læber og et drilsk glimt kunne anes i hans blå, blå øjne.
Hvis det ikke var fordi at denne her sygeplejske så ud til at kunne blive sur og få ham til at muge ud ved pegasuserne, så ville han have efterabet hendes ord med en skinger pigestemme, han kunne jo bare gå ned til floden og stikke sin arm ned der. Så ville den på magisk vis blive helbredt og han kunne begynd eat kæmpe igen. No problem there, i alt fald ikke hvad han kunne se.
At være søn af Poseidon havde mange ulemper, men klart flere fordele og endnu flere kræfter, han kunne lave små jordskælv, små tsunamier og som hans speciale: Lave vandkugler oppe i luften.
At være søn af Poseidon skaffede også mange venner og beundrere og klart mange fjender, der ikke forstod meningen med at alle Poseidons sønner var awesome og sådan ville det altid være! Slut, punktum, finale!