The sun is setting - Jace

Tid: Omkring tusmørke, solen er ved at gå ned
Sted: Stranden
Vejr: Skyfri himmel, små lunt i det, men en lettere kølig brise rør på sig
Omgivelser: Havet og en masse sang. Ingen halvguder eller væsner
Påklædning: Click

En skøn duft af saltvand hang omkring stranden, og fandt sin vej til Nuka. Lige så stille sneg duften sig op i hendes næsebor. Et sagligt udtryk var på hendes ansigt. Stranden var et fantastisk sted. Hvorfor børnene af Poseidon elskede det, og havet for den sags skyld, forstod hun fuldkommen. Man kunne ikke være i andet end godt humør, mens man var der. Den afslappede stemning der var omkring det. Utroligt som den smittede af på folk. Inklusiv hende selv.
Dog var det ikke vandet, som hun var kommet for at se. Nej, solnedgangen var mere hende. Man var vel datter af Apollon. En form for ro slog ned i hende hver gang solens stråler ramte hende. Og den bedste udsigt til solen var på stranden. Der fik man størst udbytte af dem. Allerede efter de første sine første dag på lejren, for et par år siden, havde hun opdaget det. Ikke ligefrem noget som de fleste lagde mærke til, heldigvis. Så ville den være overfyldt med halvguder hele tiden. Og det var rart, ind i mellem, at have den for sig selv.
Det lange, mørke, bølgede hår var løst, og lå en lille smule hen af gjorde, som hun sad der. Ansigtet var vendt mod solen. De sidste solstråler ville hun nå, at fange og så ville hun gå tilbage. Bare lige et par minutter mere. Ved siden af hende lå hendes bue og et kogger med pile. Bare for en sikkerheds skyld. Hvis hun skulle blive angrebet. Man vidste aldrig. Der kunne ske meget i hendes sidste minutter på stranden.
Med et kort suk, lukkede hun øjnene og sugede de sidste af solens stråler til sig.

Påklædning: Clik

Solen var ved at gå ned da Jace satte kursen mod stranden. Der var ikke mange steder han endnu ikke havde tjekkede ud, men stranden var et af de få steder han endnu ikke havde været i. Han var kommet til lejren for ikke længe siden og havde undersøgt lejren igen for at se om tingene havde forandret sig eller om alt var det samme som det altid havde været. Heldigvis var tingene som han havde efterladt dem få år tilbage. Enkelte elever havde genkendt ham, de elever der havde gået på skolen dengang han selv havde gjort. Han havde mødt nogle af dem, snakkede med den, og disse havde spurgt om grunden for hans tilstedeværelse, ingen vidste at han var her fordi han skulle være lærer, og han havde heller ikke fortalt det, de ville alligevel finde ud af det ugen efter.

Han havde denne dag klædt sig i meget nedslidte og hulede jeans, fødderne havde han valgt at efterlade uden sko om end han da havde haft skoene på indtil han havde nåede stranden hvor han havde skubbede dem af og efterladt dem ved en stor sten. Overkroppen var bar, man så ham sjældent med meget tøj på for han brød sig virkelig ikke om for meget stof på kroppen hvilket man nok ville inde ud af og opdage med tiden. han havde barberet sig og derfor var der intet skæg, han så derfor lidt yngre ud en sædvanligt.

Han bevægede sig ned mod stranden ganske roligt, ud af hvad han lige kunne se var der ikke mange elever, ja der var kun en. En pige, det vidste hendes former og hår ret tydeligt. Han havde dog intet imod at hun var der, tværtimod ville han gerne gøre sig venner med eleverne og det var altid lettere hvis man snakkede med dem enkeltvis. Han nåede hen til hende inden længe og standsede roligt et skridt bag hende ”Godaften” lød hans blide hviskende stemme hvor han lænede sig frem mod hende så hans læber ikke var så langt fra hendes øre. Solnedgangen var smuk, men hun havde ståede med lukkede øjne så han kunne vel godt drille hende.

En stemme. En blid, hviskende stemme hørtes i hendes øre. Straks slog hun sine øjne op. De blågrå øjne, som var det eneste ved hende der mindede om Apollon, så direkte ind i solen. Solens stråler fik hendes øjne til at se helt ravfarvede ud. Nærmest paralyseret stod hun der, som om fødderne var naglet fast til sandet. Hvilket selvfølgelig ikke var muligt. På trods af dette, stod hun stadig stille, fuldkommen ubevægelig.
Et åndedrag. Længere tog det ikke, før hun havde samlet sin bue og sit kogger op, spændt sin bue og rettede den mod stemmen. Dog afslørede denne bevægelse også hvem stemmen var. Den blide, hviskende stemme tilhørte en mand. En yderst tiltrækkende mand. Veltrænet, iklædt nedslidte, hulede jeans, intet andet. Bare fødder og bar overkrop. Imponeret løftede hun et af sine mørke øjenbryn. Wauw! Andet var der simpelthen ikke at sige. Meget tiltrækkende, ung mand. Hun så ikke ud til at være særlig gammel. I starten af tyverne maks. Måske yngre.
"Godaften", lød hendes stemme både blidt og undskyldende. Stille sænkede hun sin bue og pil. Umiddelbart så han ikke farlig ud. Så ikke ud til at ville skade hende. Med en øvet bevægelse, lagde hun pilen tilbage i koggeret, og sænkede buen. Dog stod hun stadig med den i hånden. Parat til at hive en pil frem, hvis han viste sig at være farlig.

Han havde forventede en reaktion som hendes, det var sådan de fleste i lejeren ville reagere og måske også ham selv deriblandt, og dog, det ville han nok ikke alligevel. Hun havde hurtigt fået vendt sig om og stod klar med sin våben som hun med en meget hurtig bevægelse havde trukket op fra sandet. En hurtighed som han da ikke kunne andet end beundre for det var næppe alle der kunne reagere lige så hurtigt.

Da hun havde fået set på ham nød han hendes reaktion endnu mere, jamen dog, han havde vidst alligevel formåede at få hende til at se imponeret ud uden endda at forsøge. Hans normalt mandelfarvede øjne virkede helt gyldne i skæret af solens sidste stråler, de hvilede roligt, blidt, og lettere drillende og drømmende i hendes som han uden besvær fangede.

Hendes svar og den undskyldende tone deri fik blot smilet til at vokse sig større over hans læber. Blikket forlod hende ikke hvor han kunne se at hun endnu var opmærksom. ”Lejeren er beskyttet med magi, så den slags fare behøver du slet ikke tænke på” lød hans svar idet han bemærkede at hun ikke havde lagt sine våben fra sig. ”Undskyld at jeg sneg mig ind på dig, en dårlig vane, jeg beklager” fortsatte han i en mild undskyldning om end hans øjne absolut ikke afslørede fortrydelse for han fortrød slet ikke at have sneget sig ind på hende, han havde trods alt gjort det med vilje.

Wauw! Virkelig. Andet havde hun ikke at sige om denne unge mand. Han lignede en ægte, græsk gud. Mon han var en af guderne, som bare var i menneskeskikkelse? Hun tvivlede, men hvis det var.. håbede hun inderligt på, at det ikke var hendes far. "Lad ham være halvgud, menneske - whatever!", bad hun i sit stille sind. Med alle sine kræfter kæmpede hun mod lysten til at række ud, og røre ved hans mavemuskler. Hvor var han dog veltrænet!
Svagt rystede hun på hovedet. Hun måtte styre sine lyster. Så hun tvang sine øjne til at møde hans, i stedet for at stirre på hans mavemuskler. De virkede helt gyldne, hans øjne, i skæret af solens sidste stråler. Præcis som hendes egne blågrå gjorde. Og hendes lyse hud med den gyldne/rødbrune undertone virkede endnu mere gylden end normalt når solens stråler ramte hende. Måske fordi hendes far bla. var solens gud? Hun havde ingen anelse, hun kunne jo bare være heldig.
"Det er okay, jeg burde have set dig", sagde hun stille med sin bløde sydstatsaccent. Blidt smilede hun til ham. "Er du måske søn af Hermes, siden du tit sniger dig ind på folk?", spurgte hun med et drillende glimt i øjnene. Dog var spørgsmålet samtidig seriøst. At vide hvem en person i lejren var søn eller datter af, var noget som interesserede alle. Specielt hende.

At hun helt var blændede af hans yder var slet ikke noget nyt for ham som sådan, folk havde tit kigget på ham, og dog, kvinder og piger i hvert fald havde tit kigget på ham men hvad mere kunne man ønske sig end en høj, bredskuldret, muskuløs og lettere solbrændt mand med en tiltrækkende udseende? Nok ikke meget mere.

Han bemærkede hendes blik der hvilede mod hans mave og holdt til flabede smil tilbage hvor han i stedet lod et lettere muntert smil svagt anes i hans øjne. Hun tvang sit blik op mod hans ansigt og deres blikke mødtes derved. Hendes øjne havde i disse sekunder samme skær som hans egne, men han kunne på samme tid se at det ikke var dens oprindelig farve. Hun selv var da ganske køn, ret ung, næppe mere end de 15-16 år som de fleste unge her i lejeren nu engang var.

Set ham? Hun havde ståede med ryggen til ham, så set ham var næppe muligt. Men måske mente hun heller ikke set ham som man normalt kunne tro, en datter af Apollon, det var han næsten sikker på. "Ja måske burde du" svarede han blot lettere drillende. Hænderne hvilede roligt i lommerne på se slidte jeans, og hans hoved gled en anelse på skrå da hun gættede hvem hans far var "Det er lige hvad jeg er, Tyveguden er min far" svarede han roligt, og selvom han havde oplevet mange af sine halvsøskendes skuffede miner når de opdagede at de var børn af tyveguden så havde han altid været stolt.

Hvor gammel kunne han være? 20-21 år? Aldersforskellen ville i så fald, ikke være særlig stor. Kun tre-fire år, hvis hendes beregninger var korrekte. Der var jo mange par, som havde sådan en aldersforskel. Ikke at hun mente de skulle være et par, men.. Hun ville ikke have noget imod, at kysse de der læber. Damn, hvor så de bløde og lækre ud.
Igen tvang hun sig selv til at fokusere på hans øjne. De var det eneste, som ikke ledte hendes tankegang på afveje. Hun lagde sin bue og sit kogger ned i sandet. Hvis han udgjorde en fare, så var det da en fare i hendes sind. Ikke fysisk. Ikke endnu, i hvert fald. Denne gang havde hun lyst til at give sig selv en lussing. Det var ved at blive gustent.
Svagt trak hun på skulderne. "Det er ikke altid jeg selv bestemmer hvad jeg ser", sagde Nuka med et skævt smil på de fyldige læber. Så sandt som det var sagt. Hendes syner eller forudanelser, havde hun umiddelbart ikke den store kontrol over. De kom og gik som de havde lyst til. Heldigvis kom de ikke alt for ofte.
"Måske var det derfor, at jeg ikke så dig", mumlede hun, mest for sig selv. Valgte at slå det hen. Det var ikke vigtigt hvad hun havde set og ikke havde set. "Nuka Aquila, datter af Apollon", præsenterede hun sig, sendte ham et flirtende blik, mens hun rakte hånden frem.

At hun stod og vurderet hans alder havde han ingen anelse om, men det var da sjove tanker der løb gennem hendes sind. Hvis han havde kunnet læse tanker var han helt sikkert brudt ud i latter. Nu nøjes han med at smile et skævt muntert smil over hendes blikke som virkede langt fra fokuseret. Da hun endelig fokuseret på hans øjne smilede han skævt endnu engang.

"Nej det vil også være underligt hvis du gjorde i så ung en alder" svarede han ganske roligt. Hun var altså en datter af Apollon, det var han nu helt sikker på. Da hun trådte nærmere og rakte ham hånden efter at hun havde præsenteret sig selv rakte han hånden frem mod hendes udstrakte, tog den blidt i sin egen hvor han løftede den op til sine læber og lod dem strejfe hendes håndryg. Det var måske for at drille, men de fleste der kendte ham ville genkende hans form at hilse på kvinder på, ikke alle men dem hans syntes om. "Jonathan Christopher Hermesson, det glæder mig at møde dig Nuka" svarede han blidt, holdt endnu fast i hendes hånd i nogle sekunder til inden han forsigtigt slap hendes hånd i nærest en ærgret udtryk over at skulle slippe den allerede.

"Jeg ser mere end de fleste", et lettere gådefuldt smil viste sig på hendes læber. Hvis han dog havde et minimalt kendskab til hendes far, ville han vide hvad hun mente. Før, da hun havde gættet hvem hans far var, havde hun ikke kunne undgå, at ligge mærke til noget. Det havde virket som om, at han var stolt over at Hermes var hans far. En følelse hun ikke kunne sætte sig ind i. Selv var hun ikke stolt over sin egen far. Han havde været skyld i megen smerte. Det at han havde forladt hendes mor, hjalp selvfølgelig heller ikke på det.
Hans kys på hendes håndryg, fik hende til at rødme. Straks viste der sig lyserøde pletter på hendes gyldne hud. Det var ikke tydeligt, men det kunne sagtens ses. "I lige måde, Jace?", hans fornavn virkede så formelt. Han lignede heller ikke en Jonathan, ikke for hende. Som hun havde tænkt tidligere, lignede han mere en græsk gud. Hvilket han uden tvivl ville kunne være, baseret på hans udseende. Bare det kys havde været på hendes læber, i stedet for på hendes hånd.
Svagt pillede hun ved det lange, mørke hår der gik hende til lænden. "Hvad bringer dig til lejren?", spurgte hun nysgerrigt. Han så for gammel ud til at elev, men for ung ud til at være lærer.

"Muligvis, men stol aldrig fuldkommen på dine evner, ellers... kan det samme som der skete nu, ske igen" svarede han belærende. Wupsi, der var lærerrollen kommet en anelse til udtryk men det var blevet sagt i en venlig tone og ikke med mening om at gøre hende ked af det eller fornærme hende for den sags skyld. Det var vigtigt at man ikke stolede fuldkommen på sine evner medmindre man havde styr på det.

Da hun brugte hans kaldenavn smilede han "Ja det er hvad mine venner kalder mig" svarede han og blinkede drillende til hende. At hun havde ønskede kysset havde været på hendes læber frem for hendes håndryg vidste han ikke, men hun havde vilde tanker denne unge pige, hvor gammel var hun endelig? Det ville han nok finde ud af.

Hendes følgende spørgsmål fik ham til at smile skævt hvor han kort lod blikket glide rundt inden han atter så på hende "Lejerens skønhed og den savn jeg føler når jeg ikke er her" det var ikke løgn, for han elskede stedet og det var derfor han var kommet tilbage, ja det var den primær grund for hans tilbagevenden.