All Fired up! - Summer

Tid: Ca. 12:15
Sted: Volleyball-banen
Omgivelser: Halvguder hist og her, og den flok der spillede på et af banerne.
Vejr: Solen stod højt på himlen, og der var ingen skyer at se.
Dag: Onsdag
Årstid: Forår
Påklædning: En hvid t-shirt, perlehalskæden og et par blå knælange shorts.

Selvom det var forår, og der stadig var lang tid til sommerens hede og lune vejr, så var dette dog en rigtig dejlig dag. Derfor havde nogle af halvguderne besluttet sig for at smutte ned og spille Volleyball i solen, altså indtil de skulle til noget mere undervisning og træning. der var højt humør, og der var ligemeget hvem deres gudeforældre var, i hvert fald i dette øjeblik. Hannibal stod selv på sidelinjen, en udskifter så og sige. Med et bredt smil på læberne, stod han med armene krydset over brystet, og med blikket på kampen der foregik, og bolden der røg frem og tilbage over nettet. Han stod stadig på sandet, og elskede at begrave sine fødder i det, mærke hvordan det sned sig ind imellem hans tær. Dette var et af de gode dage. En af de dage hvor det at være social kom naturligt, og hvor man ikke rigtig skulle tænke så meget over det. Der var også en lærer eller to der holdte øje med det, og af og til spillede med. Hannibal fiskede en flaske vand frem, og tog en slurk af det kolde vand, inden han så sig omkring.

Påklædning: http://images4.fanpop.com/image/photos/16600000/Elle-Fanning-elle-fanning-16670982-650-530.jpg

Summer sad på sidelinjen og håbede at spillet snart var færdigt, hendes hold var tæt på at vinde... takket være at hun sad ude på sidelinjen det meste af tiden.
Hun havde den tid hun havde været på banen havde hun brugt sin evne på uheldige tidpunkter, selvom hun sikkert aldrig indrømme det, blev hun tit ked af det når de andre lejrdeltagere blev ved med at sige at hun var for lille til at spille med og hun måske skulle spørge Demter-pigerne om at lære hende at flette blomsterkranse, eller spørge Chiron om hun måtte være med til noget pinochle, det mest kedelige spil i verden ever. Men Hr. D. og Chiron elskede det åbenbart overalt på jorden og ville helt sikkert gå ind for Pinochle is God!-konceptet som de fleste satyrer havde startet for at glæde Hr. D.
Hun så op på himlen, den var så blå, så blå... som himlens udgave at havet der dækkede det meste af Jorden og himlens gengivelse af landet på Jorden var de hvide, hvide skyer der desværre var røget sig en tur i himlens vaskemaskine efter de havde været så grå, så grå inden det forfærdelige regnvejr der havde været dagen forinden, der havde varet i flere timer og havde holdt hende vågen om natten til klokken... meget sent.

Det andet hold var ved at vinde! Egentlig ligemeget, for Hannibal var overhoved ikke konkurrence-mindet, men elskede alligevel at spille. Han kiggede over på en pige der hed Summer. Hun var vidst yngre end ham, og ligesom ham, rimelig ny. Han havde intet imod hende, og selvom nogle af de andre drenge var lidt hårde ved hende, havde han ikke været det. De var alle i samme båd her i lejren, så hvorfor ikke være søde imod hinanden? Hannibal fik et klap på skuldren, hvilket var tegn til at han skulle ind og spille. Det var nogle af de afgørende minutter af spillet, for det andet hold førte. Hannibal stillede sig ind foran nettet, og stod overfor en stor fyr på den anden side. Selvom han godt kunne lide Volleyball og havde spillet det rimelig ofte siden han kom til lejren, var det nu heller ikke noget han var specielt god til. Der blev servet, og Hannibal hoppede og dansede selvfølgelig efter bolden, og fik den sendt over nettet, ellers så gjorde en af de andre det. På et tidspunkt kastede Hannibal sig efter bolden, men missede den, og endte i stedet med at hamre overkroppen og hovedet ned i sandet. Han begyndte dog at grine muntert og vendte sig om så han lå på ryggen, inden han skubbede sig selv op. Det varede ikke længe inden det modsatte holds triumf var officielt, men der var ikke specielt mange sure miner iblandt folk. hvilket jo var godt. Den stor fyr han havde stået overfor før, en søn af Ares hånede dem lidt, men Hannibal smilte bare lettere provokerende til ham med et stort tandsmil og vinkede til ham. Der var intet der kunne få ham i dårligt humør denne dag!

Hendes hoved vendte sig og fik øje på en dreng, klart ældre end hende som alle i lejren næsten var. Ikke engan børnene af Zeus var yngre end hende, hvilket hun var meget fornærnmet over. En datter af Hermes burde da ikke have en stærkere guddommelig duft, end et barn af Zeus, det var simpelthen så urealistisk... Men som altdi forbløffede det hende hvor underlig verden var indrettet, og hvor meget hun ikke forstod.
Hun så tavst til mens hendes hold så ud til at få flere og flere point, at heppe havde aldrig været hendes stærke side og blev det sikkert heller aldrig så længe hun blev fuldstændig igonreret.
Hun rørte ved sit gyldne hår og sukkede lydløst, trods at kampen var meget spændende og at der blev brugt mange snydegreb, så kedede hun sig gevaldigt.
Varmen og den underlige lugt af sved hang i luften og gjorde ventetiden endnu mere uudholdelig.
Da et sejrsråb fra hendes hold flængede luften, åndede hun lettet ud. Frihed til at gå fra volleyball banen og videre væk fra det hele, især lejrdeltagerne.
Hun rejste sig lidt usikkert op og så sig rundt, hendes blik fløj søgende rundt efter et sted at gå hen, hvor der ikke så ud til at være nogen... hvilket var næsten umuligt, her i pausen mellem træningen og timerne, hvor alle søgte ud i solen i håb om at kunne få en hyggelig samtale igang i skyggen af en af de mange træer.

Kampen var slut, og folk begyndte enten at arrangere endnu en kamp, eller forlade banen. Hannibal stod selv lidt tilbage, i tvivl om hvad han skulle give sig til. Hurtigt fandt han ud af noget da han igen fik øje på Summer. han smilte glad og begyndte, med lange skridt, nærmest at hoppe hen imod hende. Et rimelig lystigt humør var faldet over Hannibal, hvilket sikkert var tydeligt for alle. Efter nogle lange og lette skridt, endte han op foran Summer, selvfølgelig på en vis afstand med et venligt blik og glad smil. "Hey! Jeg er Hannibal." sagde han hurtigt og rakte en hånd imod hende. Måske havde han lidt ondt af hende fordi så mange af de andre op til flere gange havde været efter hende pga hendes størrelse, men han syntes nu hun var meget god. hendes størrelse blev også pludselig tydeligt for hende, da han selv var rimelig høj, og forskellen imellem de to var faktisk meget stor. "Du er da rimelig god til det der Volleyball pjat!" tilføjede han lidt efter og smilte bredt til hende. Hvorfor snakkede han til hende, en pige han ikke kendte? Det vidste han ikke helt. Hvad han vidste var dog at han bare havde lyst til at snakke med en eller anden, og Summer havde set ud til ikek rigtig at vide hvad hun skulle, lidt ligesom ham selv.

Summer så sig rundt efter nogle interessante personer, uden held. De så allesammen lige hjernedøde ud og ihvertfald ikke nogen der kunne finde på at interessere sig for en lille snothvalp som Summer.
Hun vendte sig om mod bænkene for at se om der sad nogen dér, der så bare lidt intelligente ud... Det var ikke meget hun bad om, bare lidt hjerne inde imellem ørerne. Noget de fleste burde kunne klare, burde kunne... Det var langt fra de fleste der rent faktsik havde hjerne.
En stemme vækkede hende fra hendes tankegang og hun vendte sig overrasket om, en dreng, den samme dreng som før stod overfor hende smilende og entusiastisk... Sandelig en venlig dreng, sådan at ville hilse på de små børn.
"Summer...", svarede hun og smilte venligt tilbage, hun havde allerede besluttet sig for at hun kunne lide ham.
Hans næste sætning overraskede hende endnu mere, og hun som ahvde troet det slet ikke kunne lade sig gøre mere.
Hende.God.Til.Volleyball? No way, det troede hun ikke lige på... i hvertfald ikke hvis hun spurgte hendes såkaldte holdkammerater.
"Tak, du var også ret god.", svarede hun og smilte lidt større, selvom hun ikke rigtig troede på det, var det da rart at få noget ros en gang i mellem.

Det var sjovt den måde hvorpå man kunne møde nye halvguder, eller rettere sagt valgte at møde nye halvguder. Det var i hvert fald begyndt at gå ham lidt bedre i lejren, selvom der stadig var de fjolser der blev ved med at være efter ham. Han havde altid et lettere typisk blik fæstnet på hende. Et blik der både var venlig og imødekommende, men også et blik der sikrede sig at hun også var det. Han ville i hvert fald bare gerne vide i god til hvis hun gerne ville have ham til at smutte, da han nødigt skulle gå hende på nerverne. Der var jo næsten ikke noget værre end at være en nål i skosålen på en anden person, især uden at man selv vidste det. Men denne pige, Summer, virkede nu meget sød og imødekommende... også selvom hun tidligere havde virket som værende blot en smule, ja. Ensom?
"Du bankede os jo helt ind i næste uge!" sagde han muntert i en humoristisk tone. Nuvel var de to nok ikke de to bedste, men heldigvis havde hun ikke følt trang til at hovere og håne som stort set alle de andre på hendes hold. Han kørte en hånd igennem sit blonde hår, og tog hurtigt en slurk af flasken i hans hånd. Med et blik imod hende og et hævet øjenbryn rakte han flasken imod hende. "You want?" spurgte han i et skævt smil. Vand var altid lækkert, og hjalp lidt med at glemme den underlige stank af sved hist og her.

Et smil spillede på hendes læber, et smil intet eller ingen havde kunnet få frem på hendes læber siden hun kom til lejren... Et glædessmil.
Hun tog e par hårtotter mellem hendes fingre og sorede dem lidt omkring hendes fingre, hun var glad men vidste alligevel ikke hvad hun skulle sige, ihvertfald ikke noget intelligent...
Hans ros blev ved med at forbløffe hende, hun havde ikke været god til det volleyball, ihvertfald ikke hvis man skulle bedømme ud fra at hendes 'dejlige' holdkammerater havde fået hende til at sidde ude næsten hele kampen... Men sådan noget afhang vel af hvilke øjne der så på det.
Hun smilte som tak og spurgte overrasket:"Var jeg virkelig så god?"
Aldrig havde nogen sagt det før, ihvertfald ikke i lejren eller i hele hendes skolegang. Hun havde kun fået afvide at hun skulle øve sig noget mere. Der var aldrig nogen der direkte havde sagt hun var dårlig, men hun kunne nu godt forstå deres små hentydninger om at hun ikke hørte hjemme inden for sportens verden... Ihvertfald ikke i den virklige verdens sportsverden, som kun handlede om at vinde og vinde og vinde, ikke noget med at tænke på konsekvenserne eller andet der nok burde tænkes igennem en gang til.
Hun så på vandflasken i drengens hånd og så op på ham, med en klar stemme sagde:"Ja tak"
En lyshudet hånd kom op og tog blidt flasken ud af hans hånd.
Hun drak højst to slurke og gav den så tilbage med et 'Tak'.
I det øjeblik gik det op for hende at hun ikke engang kendte drengens navn, hun så op på ham og spurgte smilende:"Hvad hedder du?"

Et opmærksomt blik lod lidt mærke til hvordan hendes fingre legede med hendes hår, og hendes smil smittede selvfølgelig lidt af på ham også. Et meget spontant møde, der forhåbentlig ville gå godt. Hannibal reagerede med det samme med et bekræftende nik, og tænkte derved lidt dybere over det i et sekund. "Ja du er da! Hvis bare dine holdkammerater havde ladet dig spille lidt mere, så ville i have vundet med mange flere point." sagde han muntert og puttede sin ene hånd i hans lomme. Vægten blev placeret på hans ene ben så hoften skød lidt ud til siden, og han kiggede ned på pigen med et venligt blik. Da han fik vandflasken i hånden igen, nikkede han og smilte lidt for sig selv med blikket rundt mod omgivelserne. Det var en dejlig dag, og foråret var ved at skyde frem. Også derfor Volleyball-banen havde virket som et så attraktivt sted at bruge pausen. Da hun så endelig spurgte til hans navn, rynkede han smilende sin pande. Det var sjovt, for han kunne sværge på at have præsenteret sig selv. Men uden rigtig at tænke over det sendte han hende blot et venligt blik. "Jeg er Hannibal, søn af Poseidon." sagde han og nikkede til hende som gestus. han var måske en smule rastløs, og trippede lidt på sin ene fod. Altid fuld af energi, især hvis vejret var godt. Men selv i stormstyrke og kraftigt regnvejr kunne han finde på at gå udenfor.

Summer havde virkelig bestemt sig for at drengen foran hende var en meget venlig dreng, hun kiggede igen op på himlen igen, den blå blå himmel, der desværre stadig ikke havde produceret nogen af de flotte hvide skyer der altid gjorde Summer så glad.
"Hvis mine 'holdkammarater' havde ladet mig spille... Så ville jeg sikkert have brugt min evne på et forkert tidspunkt, som altid.", sagde hun og kiggede på drengen igen, eller den unge mand var det vel nærmere,
Hun skuttede lidt ned på asfalten og skrabede foden md jorden, den var faktisk meget interessant, der var mange forskellige asfaltarter og det ene var enten mørkere eller lysere end det andet. Stenene var heller ikke de samme, ikke én sten gik igen... De var allesammen forskellige som zebraer i en zebraflok. Ikke én stribe gik igen to gange, msåke var der to der lignede men aldrig var der et mønster der gik igen to gange.
Summer så sig omkring, rundt omkring gik et par børn af Demeter og fik træer til at vokse ud igen og børn af Poseidon hældte vand på de spæde træer der skulle til og vokse.
Hun lyttede koncentreret til hvad han havde at sige, helt sikker på at hun ikkke ville overhøre noget og ihvertfald aldrig glemme det.
"Summer, datter af Hermes...", præsenterede hun sig selv, selvom han nok vidste det... eller også jorde han ikke.
Hun så ind mod skoven og kunne sværge på at hun så noget røg fra et sted i skoven, nej... det kunne da ikke være bronzedragen, vel? Nej, den var... stadig ude i skoven. Awesome! Msåke var det virkelig den...