Næsten sommer - Summer

Sted: Stranden
Tid: Klokken 16.30.
Omgivelser: Meget få personer.
Dag: Torsdag
Vejr: Køligt sommervejr, men solskin.
Årstid: Sommer
Påklædning: Maroon jeans, beige sweater og blå converse

Dallas lyttede til havet. Det var ikke så ofte han var ved stranden, mest fordi han hold af at være i skoven når planterne lige var sprunget ud, men også fordi han for det meste ikke orkede at skulle snakke om vand og fisk med Poseidons sønner og døtre. Ikke at de alle sammen snakkede om fisk, men det var dog sket et par gange for ham. Han lyttede til den beroligende lyd, bølgerne lavede, når de slog ind mod sandet, for at trække sig ud igen. Han lukkede saligt øjnene, og nød solens stråler mod sit ansigt. Et kort øjeblik skulle man næsten tro, at vejret var lige så godt som i Juli, for når man sad helt stille i et vindstille område med solens stråle direkte på sig, så blev det varm. Dallas klukkede for sig selv, og trak sin beige sweater over hovedet, så han sad tilbage i en blå og hvid stribet t-shirt, og nu også kunne nyde den svage brise. Han kiggede sig omkring, og kunne ikke umiddelbart spotte nogen, så han rejste sig, og gik helt ned til strandbredden. Han skubbede skoene af sig, brættede sine jeans op og trådte ud i vandet med et skævt smil.

Dallas trådte ud af vandet, da han hørte stemmer. Det var aldrig smart at befinde sig direkte i et andet element, for hvis nu det var sønner eller døtre af Poseidon, der tilfældigvis syntes han burde have en lærestreg for at sjaske rundt i deres element, så ville han være på bar bund, uden kontakt med naturen eller andre elementer, der lå ham nær. Han bakkede skridt for skridt bagud, men da han ikke kunne se nogle andre, vendte han sig for at løbe hen til sine sko ... Og skred i en forhøjning i sandet. Dallas tumlede om på jorden, og vred sin fod om. Han skulle til at råbe op, da han fik øje på en lille pige. Han havde set hende i lejren før, for hun var en af de yngste og vidst nok datter af Ares.
Han satte sig fortumlet op, og fik sig kravlet de få meter hen til pigen. Hendes øjne var blanke, og han kunne se hvordan hun var på nippet til at græde. Han rynkede øjenbrynene, men så fik han øje på rasterne af sandslottet.
Dallas bed sig i læben, irriteret over ikke at have set sig for. "Det må du virkelig, virkelig undskylde" Sagde han stille, og rynkede på næsen. Hele den ene side af sandslottet var brudt sammen. En let brise førte saltvandslugten med sig, og noget af sandet blæste væk fra en lille muslingeskal. Han tog den op, og betragtede den med et svagt smil. "Hør... Skal vi ikke bygge et endnu større sandslot?" Spurgte han varmt.

Dallas betragtede den unge pige, og fandt med det samme utallige ligheder til hans egen lillesøster. Det fik ham til at indse hvor meget han savnede hende, og han måtte kigge ned i sandet for at forhindre hans triste øjne i at nå pigens blik. Han ville ikke skræmme hende, og han satte umiddelbart efter et stort smil op, og skubbede de triste tanker væk, og kiggede op. Hun græd. Havde han virkelig ødelagt så meget ved at træde i sandslottet? Han bed sig usikkert i læben.
Dallas tørrede blidt tåren væk fra hendes kind, og smilede opmuntrende. "Prinsesse, siger du?" Spurgte han, og fik et eventyrlystent blik i øjnene. Han smilede svagt. "Så sig mig, prinsesse, hvad er dit navn?" Spurgte han med et bredt smil, og satte sig bedre til rette i skrædderstilling. Han rettede sig op for at se mere kongelig ud, og kiggede så den modsatte retning af havet, mod et af de få steder med græs. Gule mælkebøtter dominerede hele plænen, og han besluttede sig for at gøre noget et af hans nye familiemedlemmer havde vist ham. "To sekunder, prinsesse" Undskyldte han sig, og gik hen og plukkede en favnfuld mælkebøtter, som han satte sig med foran hende. "Vi kan jo ikke have en prinsesse uden en krone" Forklarede han med et munters smil, og flettede hurtigt og elegant blomsterne sammen til en krans, som han placerede på hovedet af den smukke pige. "Sådan!"