Sometimes you think you want to die, but in reality you just want to be saved ... ~Elena

af **Raven Blackfield** 21/2/2012, 10:01

S: Spisestederne.
T: 19.11
D: Tirsdag, 21. febuar.
O: Grinnende, snakkende deltagere. Mad. Bål. Alt som med hører.
V: Det er ved at blive koldt. Ved at blive nat. Men det er klart og ingen sky på den mørk himmel.
B: Sort hættetrøje med nedslået hætte og løse jeans med nogle normale og slidte tennissko.
Emnestatus: Miss Elena og Raven Blackfield

Aftensmaden var ikke det mest spændende måltid, drengen havde spist. Ikke fordi de andre var noget at prale af, men det her var faktisk ikke andet end dårligt. Det fandtes ikke andet ord for det. Godt det samme, tænkte han, for han vidste han højest sandsynligt ikke ville spise noget alligevel.
Dagen i dag havde været som de tre forrige. Altså alt andet end kedelige eller opmuntrende. Den lå på en top 10 over de værste; han havde scoret fire store blåmærker og en sår i skulderen, der havde også været et på knæet, men det var blevet healet. Heldigvis.
Skaderne var ikke af de store, men de kunne mærkes. Især på ham.
Han var ikke bygget til det her latterlige krigerliv. Han var ikke stærk, tykhudet eller tykpandet. Som de fleste andre. Selv pigerne stod og hamrende sammen igen og igen, i en kamp om at ligge en anden ned. Hvilke normale teenagere gjorde det her?
En svag stemme mindede ham om, at han ikke var en normal teenager. Overhovedet ikke.
Det hjalp ikke på hans humør.
De larmede; grinede, snakkede, råbte. Ordene forsvandt, men det alligevel ikke dem som sved. Det var det, at de gjorde det. Igen følte han den følelse, som havde gjort dagene uuholdelige; følelsen af at blive revet for hinanden. Den sidste tid havde to dele af hans krop kæmpet over magten, men han følt fast i den. Endnu.
Hans hvide hånd tog gaflen, munden sukkede og gaflen dukkede mod maden.
Prik..........
Prik........
Prik.........
Kartoffelmosen lignede en surt ansigt. Eller måske et ked af det? Misforstået?
Andrew følte han vidste, hvordan kartoflenfjæset følte. Eller gjorde han?
Spørgsmål, spørgsmål, ingen svar.
Hvorfor? Hvorfor ham?
Hades... Navnet havde ikke sagt, ham noget i skoletiden, men nu var navnet brændt, bogstaveligt talt, ind i hans hukommelse. Hades. Hades. Hades.
Hades.
Frikadellen var blevet til hakket fars igen, sådan da, salten var salten(og han havde ikke engang rørt den) og kartoflenmossen var som før.
Solen var ved at gå ned, dag blev til nat, varme blev til kulde og ingen sad ved han. Alt var som før.

//Ikke så langt, men jeg håber du overlever for denne gang ^^