Anyone wanna fight? - Amber.

Tid: 14.45
Sted: Arenaen
Omgivelser: Folk der kæmper rundt omkring.
Vejr: Solen skinner, men varmen er begrænset
Dag: Onsdag
Årstid: Forår.
Påklædning: rustning?

Charlie stod kampklar i arenaen med et sværd, og en rustning. Dog virkede det ikke rigtig som om der var nogen der havde lyst til at kæmpe med hende. Eller, det var nok mere fordi at alle der kom der, kom i par, og siden Charlie ikke rigtig havde nogen venner på lejren endnu, så måtte hun jo møde op, og håbe på der var nogen der ville kæmpe. Hun var frisk på en kamp, men hun var også lidt bange for at skade hendes stolthed. Charlie havde jo aldrig prøvet at kæmpe med sværd før, men hun ville simpelthen så gerne prøve det, at hun var gået derhen, selvom aktivitetslederen havde anbefalet hende ikke at gøre det, da man kunne komme slemt til skade derinde. Charlie havde tænkt det var lige meget, da hun jo havde rustning på, og det var vel ikke fordi folk gik så vildt til den.. gjorde de? Charlie kiggede sig omkring på de andre kæmpere, og så til sin store forfærdelse at det gik meget voldsomt til for sig. Hun stod lidt og var ved at fortryde. Hun kiggede lidt rundt efter en smutvej, så hun ikke skulle kæmpe alligevel, men hun synes alligevel det var for pinligt hvis hun gik nu. Charlie sukkede, rettede ryggen og kiggede rundt med sit mest kamp-agtige ansigt. Om hun så farlig ud, måtte de andre selv bedømme, men hun forsøgte da. Usikkerheden begyndte at komme frem igen, men det var allerede for sent.

Amber stod i udkanten af arenaen. Hun var i gang med at trække i en af lejerens rustninger, siden den hun selv var i gang med at lave ikke var helt færdig endnu. Hun glædede sig til hun fik de sidste dele på plads, og til sidst kunne samle den. Den så ganske lovende ud, et af hendes bedste værker til dato. Ved tanken fik hun et svagt smil om læberne.

Hun spændte læderremmene til hendes ene benbeskytter, imens hun så ud over arenaen. De fleste var allerede i gang med at kæmpe med hinanden, de fleste med deres sædvanlige partnere. Mange af lejrens beboere havde kun prøvet at duellere med én anden person i deres tid i lejren. Det var lidt kedeligt, men forståeligt. Det krævede en del mod at udfordre en fremmede til duel.

Amber fik øje på en pige omkring hendes egen alder. Hun stak sin hjemmelade hjelm under armen, og satte kursen hen imod pigen, med sit sværd hængende langs siden.

Da hun nåede pigen, smilede hun svagt. Man skulle vente længe før man så et større smil fra Ambers side. "Hey," Hun rakte den hånd frem, hun ikke brugte til at holde fast på hjelmen. "Nå, er du frisk på en duel?"

Charlie så pigen komme gående i mod hende, og selvom hun prøvede at se modig ud, blussede usikkerheden op indeni. Hun lukkede kort øjnene og tog en dyb indånding. *Ta' dig nu forhelvede sammen..* sagde hun til sig selv. Pludselig kunne hun høre en sige noget lige ved siden af hende, og hun spærrede øjnene op. Pigen som havde været på vej imod hende, var allerede lige foran hende, og spurgte om hun var klar til kamp. Charlie forsøgte at virke selvsikker, og håbede ikke på det kunne ses, da denne pige jo ikke kendte Charlie. "Lige så klar som du er", sagde hun så selvsikkert hun kunne, trods usikkerheden, og smilede et overlegent smil. Hun gav pigen hånden, og håbede ikke at pigen kunne mærke hvor iskold den var. Charlie fik altid kolde fingre når hun var nervøs.

Charlie kiggede ned på den hjelm hun stod med i hånden. Hvorfor så den så meget grimmere ud end den pigen havde. Charlie kastede et blik på pigens hjelm, og så igen tilbage på hendes egen. Gad vide om Charlie også kunne få sådan en hjelm? Hun gad ikke spørge pigen, men tænkte at hun ville spørge aktivitetslederen senere.

Amber var ikke en særlig god menneskekender, men det var alligevel svært ikke at lægge mærket til noget lidt trykket ved pigen. Amber smilede opgivende. Pige lod til at være lidt nervøs... Men så vidt hun viste var pigen ret ny, så det var der vel ikke noget at sige til. De fleste nye lejrbeboere plejede ikke at komme til arenaen alene, med mindre de havde trænet en del med en af deres venner. De kunne jo komme til at kæmpe mod en god kriger, og få bank. Hvilket den her pige nok kunne komme til nu. Men Amber var ikke typen der blev kæphøj.

Hendes fyldige læber bredte sig i et svagt smil, inden hun tog hjelmen på. Det var en typisk korinthisk-græsk hjelm, en hjelm der lignede mange af de andre lejrdeltageres, bare... dekoreret og lavet af Amber. Og hun havde gode evner inden for smedekunst, på grund af hendes far.

De ravfarvede øjne blinkede til pigen, ud af deres ovale sprækker, omskranset af snirkler og figurer. Amber trak langsomt sværdet op af skeden der var klipset fast til hendes bælte. Sværdet var kort og slankt, svagt kurvet i spidsen. Selv klingen havde været offer for Ambers trang til at lave små snirkler og figurer på alt der kunne dekoreres. Det var vel det hun fik sin tid til at gå med, og hun var efterhånden blevet ret god.

Hun vippede opfordrende med øjenbrynene, selvom pigen ikke ville kunne se det på grund af hjelmen, og smilede. Hun spredte fødderne en smule, sank ned i knæ og opfordrede pigen til at komme med første udfald.