You shout it out, but I don't hear a word you say. - Connor.

Tid: 20.30
Sted: En bænk ved det store lejrtbål
Omgivelser: Bænke, bål, få mennesker.
Vejr: Aftenkøligt, men varmt trods årstiden.
Dag: Onsdag
Årstid: Tidlig forår.
Påklædning: Læderjakke, sorte bukser, sorte converse, koksgrå striktrøje, og et strikket tørklæde.

Charlie sad og betragtede bålets sidste flammer alene. På de andre bænke, rundt omkring bålet, sad nogle kærestepar eller vennegrupper og hyggede. Charlie var egentlig lidt ligeglad, hun ville hellere sidde lidt for sig selv. Hun var lidt trist til mode, for hendes elskede papfar havde 50 års fødselsdag idag, og hun ville meget hellere være hos ham. Charlie havde et rigtig godt forhold til hendes papfar, og foretrak helt klart at være blodbundet med ham, end med hendes mor. Det der var endnu mere trist, var at hun var på den her lejr pga. hendes biologiske far, som hendes mor lige pludselig syntes Charlie skulle besøge, så hun slap for hende. Charlie sad med hendes Ipod og hørte lidt af det musik hende og hendes venner hørte så meget derhjemme. Det var ikke fordi Charlie havde så mange venner derhjemme, og det havde hun det helt fint med. Hun var ikke typen der havde mange venner, mest fordi de blev skræmt væk af hendes asociale, provokerende, lidt ligeglade, monotone personlighed. Hun var ikke følelsesforladt, Charlie havde masser af følelser, det var bare ikke nogen hun reklamerede med, kun hvis man virkelig kom ind til hende - og det var sjælendt folk gjorde det, men det var muligt. Charlie var mere den type der skubbede det hele væk, ved simpelthen bare at være ligeglad.

Vinden tog til, og Charlie lagde armene omkring sig, for at holde varmen. Det hjalp ikke specielt, men hun orkede ikke at gå ind i hytten til hendes såkaldte søskende.

Connor kom langsomt, og med lettere sløve skridt, gående hen imod lejrstedet. Han var ikke rigtig i humør til noget, så alt hans venlighed, dvs. hans naturlige, venlige smil, var ikke rigtig til stede på hans læber. Han vidste ikke hvorfor, han var sådan sløv i det, men han orkede bare ingenting for tiden og vejret gjorde det ikke bedre. Han savnede sådan solen og varmen.
Han satte sig ned, ret tæt på lejrbålet, da han kunne få lidt varme derfra. Sol og varme muntrede ham op, hvilket slet ikke var sjovt, da hans far jo var Apollon. Han trak sine hænder op af sine jakkelommer og rakte dem imod ilden. Det varmede allerede og han sukkede lettet.
Han slog blikket rundt. Der var ok mange stykker ved lejrstedet. Det generede ham ikke, slet ikke. Han var egentlig bare kommet for, at få lidt varme, så hans humør kunne komme lidt op igen. Han hadede, at gå rundt og være trist og fuldstændig nede. Det var noget af det værste, han kendte til.

Charlie så en slank fyr med blondt hår, komme gående mod lejrbålet med hænderne i lommen. Hun havde godt set ham før rundt omkring på lejren. Han var vidst meget vellidt, for han var i hvert fald sammen med en eller anden, og så havde han også altid det skønneste smil på læberne. Men der var noget andet ved ham denne her gang. Smilet var forsvundet fra hans ansigt, og han så trist ud. Charlie var normalt ikke typen der prøvede at opmuntre folk, men hun kunne ikke bære at se denne unge fyrs, triste ansigt, så hun blev nødt til at gøre en undtagelse, trods hendes egen tristhed. Normalt skulle folk holde sig fra hende når hun var trist, eller sur, men nu var det jo også hende der tog kontakt til drengen.

Hun rejste sig og gik lydløst de få skridt hen til den bænk drengen sad på. Hun satte sig 10 cm fra ham, med blikker direkte mod flammerne i bålet.

Charlie sagde ikke noget. Hun sad bare lydløst ved siden af ham, og betragtede bålet. Hun holdte svagt øje med drengen ud af øgenkrogen, men hvis han ville snakke måtte han starte samtalen, for Charlie var ikke ligefrem typen der ice-breakede. Hun kom der egentlig ikke for at snakke med ham, hun ville bare vise ham at han ikke var alene.

Connor fordybede sig i sin egen verden. Hans verden, der normalt bestod af smil, glæde, varme, musik og hans dejlige kæreste, Amaranthe. Navnet fik hans mave til at krympe sammen. Han havde ikke set hende i lang tid og det gik ham meget på. Hvor længe var det nu siden sidst? Han anede det ikke, men det måtte snart være en måned siden.
Han trak sine hænder til sig og begravede dem godt i sine lommer igen. Han bøjede hovedet lidt og kiggede i stedet ned i jorden. Han puffede lidt til en gren, der lå ved hans fødder. Han sukkede.
Han kiggede op, da han bemærkede noget ud af øjenkrogen. En pige. Hun satte sig et stykke fra ham på den bænk, han selv sad på. Han vendte hovedet og kiggede på hende med sit bedrøvede ansigtsudtryk. Han slog det hurtigt ned i jorden igen. Han syntes, han havde set hende før, men han kunne ikke lige sætte en finger på hende. Han havde ikke rigtig set hende gå rundt, så havde han i hvert fald ikke lige helt lagt mærke til hende, men han havde i hvert fald set hende før et eller andet sted.

Charlie anede ikke hvordan det var at have en kæreste, så den slags savn havde hun aldrig oplevet. Det eneste savn hun havde lige nu, var savnet på hendes lille vennegruppe hjemme i Seattle og hendes papfar, Jack. Det var ofte at folk undrede sig over hvorfor Charlie holdte så meget af sin papfar. Men sagen var simpel; han havde reddet hende fra hendes mor. Moderen havde aldrig været sød mod Charlie, og havde altid vægtet de fremmede mænd højere end hende. Men nu havde hun bosat sig hos Jack. Jack gav dem begge den kærlighed de havde brug for. Selvfølgelig havde det været svært for Jack at komme ind til Charlie, fordi hun er den hun er, men det lykkedes til sidst.

Charlie lod blikket køre over på drengen ved hendes side. Han kiggede på hende med et meget bedrøvet blik. Et blik hun ofte havde set, men aldrig på denne dreng. Han virkede som den livsglade type. Det var Apollens børn ofte, med al den magiske musik. Charlie var ikke meget for at indrømme det, men hun kunne godt lide når Apollens børn spillede musik sammen. Det lød så magisk, især fordi de var så gode til det. Hun rynkede svagt på panden, da hun fik øjenkontakt med drengen, men han slog hurtigt blikket væk fra hende og ned mod jorden. Charlie lod hendes blik vandre mod bålet, og betragtede det legende flammer.