Do you hear the rain? ~ Caitlin ~

Tid: 14.14
Sted: Skoven
Omgivelser: Træer, dyr...
Vejr: Mørke skyer, men dejlig varmt
Påklædning: Hvid bluse, blå og grøn-ternet skjorte og sorte cowbowbukser og sorte converses

Marius, søn af Afrodite og hidtil den eneste dreng i hytten, havde af en eller anden idiotisk grund bevæget sig ud af hytten og ind i skoven. Selvfølgelig før de faretruende, sorte skyer dukkede op... hvem ved sine fulde fem ville gå ud i regnvejr? Poseidons børn måske, de elskede jo vand... Zeus' børn ville nok også, det var jo deres far der fik det til at regne... Men bortset fra dem, hvem ville så? Ihvertfald ingen af hans søstre, de var så... 'Åh nej! Jeg kan ikke finde min ubetydelige lipgloss som ingen alligevel kan se! Jeg døøøør!'-agtige, hvilket irreterede ham grænseløst.
Han sparkede irreteret til en gren og gik videre, stilhed... Vidunderligt, langt fra alle hans søstres barnlige råb om at noget var forsvundet. Selvom han kun lige var kommet og kun havde set meget lidt til sine søstre, var alt deres make-up der fyldte næsten hele hytten ved at få ham til at flytte ind til hestene eller et andet sted hen... et sted uden piger.

//Blev ikke så langt, sry

Påklædning: Klik her

Caitlin kiggede rundt. Hun gik inde i skoven i håb om at være lidt alene. Hytten var fyldt op med hende søskende som skændes om hvilken mascara de i dag skulle bruge. Det interesserede Caitlin på ingen måde, så hun smuttede en tur ud, for at få tankerne på plads.
Hun havde taget noget klassisk tøj på i dag. Noget stribe-værk. Men hun kunne rigtig godt lide det. For den lille kjole fremhævede hende ben, og halstørklædet fuldendte hende outfit. Bæltet var selvfølgelig også en god detalje. Hendes hår var i dag krøllet og ned sluppet. Hun var dig forberedt på at vinden ville lege lidt med det, men det var hun så vant til. Hun gik og tænkte over mange ting. Som fx. hendes familie. Hendes gamle venner og veninder osv. Hun kom pludselig til at træde på en gren som gav en meget stor efterlyd, hvilket fik hende slået ud af hendes drømmeverden. Hun gik dybere og dybere inde i skoven, og pludselig så hun en dreng. En dreng som hun havde set før, men aldrig truffet. Hun gik tættere og tættere på, men drengen opdagede hende, og alt andet var bare akavet. Hun fik et chok da drengen vendte sig om. Hun havde set ham i hendes hytte før. Hun havde aldrig bare - lagt mærke til ham før nu. Hun gik tættere på, og hun så hvordan han kiggede underligt på hende. Ja, sådan ville hun også kigge hvis en eller anden hun ikke kendte pludselig begyndte at udspionere hende. Hun rakte hånden frem i håb om at trykke denne drengs hånd. "Hej, jeg hedder Caitlin. Og du er?" Hun kiggede spørgende på drengen og smilede. Hvad kunne hun ellers gøre?

En gren knækkede et sted bag ved ham, måske burde man vende sig om og se hvad det var der forårsagede det? Og dog... det var sikkert bare et dyr og i øvrigt var Marius så godt i gang med at sturdere trækronerne og de mørke skyer.
Efter lidt tid, sikkert kun nogle sekunder der føltes som timer, fik han sådan en ubehagelig følelse af at han enten blev udspioneret eller i hvertfald kigget på, følelsen var som en klam hånd på hans skulder og som om en stank af pigeparfume hang i luften... hov, vent... der var faktisk en forfærdelig stank af pigeparfume i luften
Han vendte sig om, og til sin store overraskelse fandt han ud af at han stod ansigt til ansigt med, sjovt nok, en pige.
Pigen så ud som om hun var i chok, som om hun var overrasket over at han overhovedet befandt sig her og ovenikøbet havde den usle frækhed at vende sig om, lidt ligesom Orfeus i myterne der vendte sig rundt kort før han fik sin elskede Eurydike tilbage... undtagen lige at han var Marius og ikke Orfeus og hun nok ikke hed Eurydike.
Han sturderede hende kort, og hans blik så altid lidt... hvad skulle man kalde det?... lidt underligt ud, men det var slet ikke ment som noget nedrakkende på nogen måde. Hun så bekendt ud, måske havde han set hende i hytten? Det kunne tænkes, han gad ikke kigge så meget på hans søstre... det var der andre til at gøre.
Han tog hendes hånd, lidt klam af fugtighedscremé, formodede han det var da det ikke lignede piger ikke at have fugtighedscremé på, og sagde venligt:"Mig en glæde at møde dig, Caitlin... Jeg hedder Marius."
Okay, hvor kom det formelle fra? Det lød SÅ tåbeligt!
Var hun datter af Afrodite og var hun dermed hans søster? Måske, måske ikke...

Caitlin fik en mærkelig følelse i maven, dog kunne hun leve med den. Hun kiggede denne dreng i øjnene og prøvede at læse hvem han var. Men han blev ved med at kigge den anden vej, og holdt ikke øjenkontakten i lang tid. Endnu en tragisk ulempe ved hendes evne. Hun trak hurtigt sin hånd til sig igen, og smilede. "Jo tak, og i lige måde," sagde hun med smilehullerne fremhævet. Denne Marius var meget iøjnefaldende eller hvad man siger. Han så bekendt ud. Og underlig. Ikke på den dårlige måde, men Caitlin kunne mærke at han følte sig utilpas, da han trykkede hendes hånd. Ja, hun var også anderledes. Hun havde altid været anderledes end de andre Afrodite døtre. Alle de andre sov med deres make-up, som var det deres sove-bamser. Caitlin havde sin egen sove-bamse, og hun behøvede slet ikke sit make-up for at kunne overleve. Hendes blik faldt igen over på Marius, som ikke rigtig havde lyst til at holde øjenkontakt med hende. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, for som sagt så han meget bekendt ud, og hun vidste at hun havde set ham før. Stemningen var meget akavet og hun kunne ikkke rigtig kigge væk, da hun diskret og desperat prøvede at få øjenkontakt med ham. Endnu engang lykkedes det ikke, og hun gav til sidst op. "Jeg kan ikke helt gætte hvem du er gud af. Har du lyst til at nævne navnet på ham eller hende?" Caitlin plejede normalt at være lidt genert, men hun følte sig åben foran denne person. Som om de 'connectede?' Hun havde en fornemmelse på at han var søn af Afrodite, men hun kunne simpelthen ikke sætte en finger på det.

Caitlin kiggede ned. Hun så at hendes sko var blevet en smule beskidte, men det synes hun ikke gjorde noget. Det var blevet en smule koldt, men hun kunne sagtens klare det. Marius stod over for hende, og hun havde et spørgsmål hun inde i sig selv, rigtig gerne ville stille, men hun turde ikke rigtig. Måske ville det være for frækt eller for grænseoverskridende. Eller måske overdrev hun sikkert? Inde i sig selv? Caitin tænkte lidt for sig selv, og pludselig havde hun virkelig en stor trang til at nyse, og hun prøvede at lade vær. Dog nøs hun, og hun så at Marius reagerede. Endelig hans opmærksomhed var endelig fanget. Hun havde chancen nu. "Har du mistet nogen i din 'gamle' familie.'?" For det havde hun nemlig, og hun ville gerne have en at snakke med det om. Hun kunne føle at Marius var anderledes. Hun kunne stole på ham. Somme tider var hun alt for naiv, men denne gang var hun sikker.