What are words - Caitlin.

Tid: 14.45
Sted: Volleyballbanen
Omgivelser: Halvguder omkring der spiller på andre baner.
Vejr: Dejligt forårsvejr med svag vind.
Dag: Tirsdag
Årstid: Forår
Påklædning: Outfit

Charlie havde meldt sig på volleyball-aktiviteten idag. Hun havde snakket med en af lejerlederene, og han ville finde en modstander til hende. Det eneste hun havde fået besked på, var at tage træningstøj på, og vente nede ved det bagerste volleyball-net. Det var ikke nok til at alle kunne spille 2 mod 2, så Charlie og hendes modstander ville bare spille singlegame. Charlie havde sat sig i sandet, og tog nu en slurk af sin vandflaske. Det var sjælendt der var så varmt, så tidligt om foråret.

Sport var ikke noget Charlie var specielt god til. Hun var en rimelig stor slacker, da hun boede i Seattle, så hun lavede ikke rigtig noget. Og det gjorde hendes vennekreds heller ikke. De brugte meget tid på at drikke, ryge og feste. Dog kunne hun engang i mellem godt finde på at løbe en tur. Det gjorde hun også her på lejren. Det var meget rart med lidt alenetid, hvor man bare kunne løbe i sine egne tanker og høre musik. Der var aldrig nogle af de andre halvguder der forstyrrede en, når man var ude at løbe. De andre vidste godt hvor hårdt det var for nogen at være her på lejren, så derfor respekterede de også at man havde brug for tid til sig selv.

Tid til sig selv var ofte svært at få. Man kunne ikke bare sætte sig ind på værelset og lukke døren. Man kunne ikke bare tage bussen til en anden by. Der var én lejr, og man havde én hytte, som man delte med de andre halvguder som åbenbart var ens 'søskende'. Det var svært pludselig at skulle vænne sig til så mange andre mennesker - eller halvguder, som de hedder her. Men det var åbenbart noget hun blev nødt til at leve med.

Charlie kiggede ud på de andre baner, og så en pige komme gående i retning af Charlies bane. Charlie rejste sig op, og børste sine hænder og sine shorts for sand. I det hun pludselig genkendte ansigtet. Hun sukkede, "Datter af Morfeus", hun smilede smørret, "så mødes vi igen" halvråbte hun mod pigen der var kommet tættere på.

Påklædning: Lige her!

Det var forår en dejlig tid. Hun havde ikke nogle forventninger til, hvordan dagen skulle gå, men tegnene så gode ud. Caitlin fik rundt på det store område, som de kaldte "Volleyball banen." Caitlin havde ikke tænkt særlig meget lige her for tiden, da hun ikke rigtig havde haft noget at tænke over. Hun havde et par personer i hovedet, men ellers nød hun, at hendes hoved for en dags skyld kunne få kaffe-pause. Weekenden var næsten lige sluttet, og hun måtte da starte på en frisk. Det var også det, der tiltalte sig for, at hun skulle gå herned til alle de svedende halvguder. Mon ikke det kunne blive en god dag alligevel?

Caitlin havde en besynderlig drøm i går. Hun gik på en øde mark. En meget øde mark, og hendes hjerte bankede 100 gange i minuttet. Hun vidste bare ikke hvorfor. Vinden svegrede fra højre til venstre imens vejret stille og roligt skiftede. Det regnede ikke, men det var koldt, og det begyndte meget langsomt at regne. Det var ikke gode tegn. Mørket overtog stille den øde mark, imens solens sidste stråler lige kunne anes i horisonten. Skridtene føltes tunge og langsomme, selvom Caitlin mest af alt havde lyst til bare at løbe væk og gemme sig under sin dyne.
De blinde vinkler rundt omkring på marken kunne ikke blive belyst af månens opgang, og det betød at rundt om omkring, var der stemmer, som ikke nødvendigvis var posetive. Vejen blev mere og mere smal, og Caitlin kunne mærke meget hurtigt at asfalten på vejen ikke blev rykket af Caitlins tunge skridt, men af noget andet. Vinden? Ja. Det kunne man godt tro, men der var noget andet, men som Caitlin ikke kunne sætte ord på. Pludselig kunne hun gå hurtigere, og hendes ben begyndte at suse afsted. Vejrtrækningerne blev hurtigere og kortere, og hjertet skulle lige pludselig til at arbejde på fuldtryk. Det pumpede blod ud til alle organerne ude i kroppen, som også arbejdede på fuldtryk. Alt arbejdede på fuldtryk indtil Caitlin blev træt og vendte sig om. Ingen kunne ses. Intet kunne ses. Kun et ødelagt billed af en øde mark, og en øde asfalt vej.

Caitlin havde tit disse drømme, og de var bestemt ikke rare.
Hun kiggede sig omkring, men hun kunne ikke se nogen hun kendte, og omvendt, ingen kunne sikkert se hende og kende hende. Hun tog sine sko af, og tog dem i hendes højre hånd. At spille volleyball var ikke hendes stærke side, men at prøve noget nyt var altid noget der gav et bonus. Hun gik tættere og tættere på nettene og en volleyball blev kastet over til hende. "Det var så lidt." Det var da almindelig høflighed at aflevere en bold tilbage. Dog var det ikke almindeligt at hun kendte den person som kastede bolden.

Caitlin havde set denne person før. Hun vidste ikke hvor. Hun havde set så mange på det seneste, og alle hendes mørke og dystre drømme at fået hende til at glemme halvdelen af sin venne-liste. Nu vidste hun det. "Når, dig. Ja, hvor heldig har man da så lov til at være." Det var Charlie. Modbydelige, og søde Charlie. Two in one. Det burde Caitlin faktisk kalde hende. Men om hun ville kunne lide det vidste hun ikke.

Charlie smilede sit overlegne smil og løftede det ene bryn, da hun greb bolden som Caitlin havde kastet til hende. "Nå", hun nikkede over mod volleyballnettet, "Er du frisk på et spil?" spurgte hun og smilede skævt til Caitlin, stadig med et halvt løftet øjenbryn. Hun fyrede bolden hen mod Caitlin, så det gav hende en mavepumper. Det var ikke så hårdt igen, men nok til at tage pusten fra hende. Charlie afventede ikke svar fra Caitlin, men begyndte lige så stille at begive sig over på den anden side af volleyballnettet.

Dagen hvor hun mødte Caitlin, huskede hun tydeligt. Der var varmt udenfor, men også en smule overskyet. Charlie havde gået lige så stille rundt i sine egne tanker, og havde slet ikke opdaget Caitlin - den dag - før hun stod lige foran hende, med ryggen til. Det havde virket som om at hun var blevet lidt småforskrækket. De havde snakket lidt frem og tilbage. Caitlin havde set ind i Charlies underbevidsthed, og vidste nu meget mere om Charlie, end Charlie brød sig om. Men til gengæld vidste Charlie også noget om Caitlin. Det var så bare Caitlin der frivilligt havde åbnet sig for hende, og ikke Charlie der havde læst hendes underbevidsthed. Selvom Caitlin ikke lige umiddelbart virkede som Charlies type, så kunne Charlie - i alt hemmeliged - egentlig godt lide hende. Eller.. måske ikke godt, men hun hadede hende ikke. Selvom de nok egentlig havde sådan et love/hate forhold. For på den ene side var de meget kolde mod hinanden - hvilket lå meget naturligt til Charlie, men knap så naturligt til Caitlin. - Og på den anden side så kunne man tydeligt se på dem begge at de havde medlidenhed med hinanden, så den anden var ked af det.

Charlie kiggede afventende på Caitlin. Hun trængte til at bevæge sig, og Caitlin blev ligesom nødt til at fyre bolden tilbage, for at de kunne spille.

//Ikke det bedste svar, men det skal nok komme, når vi kommer igang med emnet.

Caitlin kiggede lusket hen over på denne Charlie. Hun gik forsigtigt tættere på og prøvede på at så overfladisk så muligt. Men inden hun nåede at gøre noget, sad en bold i maven på hende. Hun prøvede at få pusten igen, og da den endelig kom tilbage, tog hun bolden i hænderne og kastede den lige så stille op i luften flere gange. "Lad os nu bare sige, at i krig og kærlighed gælder alle kneb, ikke?" Hun smilede så man lige kunne ane heneds tænder, og i samme øjeblik kastede hun bolden tilbage Charlie. Ikke hårdt, og samtidigt sagde hun: "Dog skal det være fair ikke?" Hun smilede, og kiggede derefter ned i sandet til sine bare fødder. Hun kom ind på banen og valgte den modsatte bane halvdel af Charlies.

Det var en underlig følelse at se Charlie igen. Da Caitlin havde set Charlie sidst var der både indeblandet, råb, tårer, skænderier men også kærlighed på en underlig og uforståelig måde. Caitlin kunne tydeligt huske situationen de stod i. Selvom Caitlin havde vist sig sådan foran Charlie var hun klar til at give igen, når Charlie ville skyde spydige kommentarer i hovedet på hende. Caitlin ville normalt ikke åbne sig så meget op for en person, og slet ikke overfor Charlie. Hun havde ikke en dårlig samvittighed, dog var hun bare irriteret på sig selv, men man måtte sige at Caitlin fik noget igen. Caitlin ville ikke nævne det foran Charlie, da det helt sikkert ville svække hendes spil, men som sagt gælder alle kneb i krig og kærlighed.
"Halvguder med hjerner klarer sig normalt bedst, ikke Charlie?" Caitlin smilede og tog noget sand op i hænderne. Vinden kom, og elegant fik hun sandet siet ud af hånden. Hun kiggede igen på Charlie og denne gang med et lusket og diskret smil. Vinden tog i hendes håret. Hun kunne mærke den lune vind på hendes kind, og hun var parat. Parat til at tvære Charlie ud. Denne gang var det i hvert fald ikke ud af Caitlins øjne tårene skulle komme.

Sidste gang Caitlin snakkede med Charlie var der denne Zach i samtalen. En person som hun havde glemt i lang tid. Og det var også et stykke tid siden at Caitlin havde set Charlie. Hun havde faktisk savnet noget at snakke med. Stemningen mellem halvguderne havde været meget trykket og det havde Caitlin helt klart mærket. Dog var der stadig en dreng som vakte hendes opmærksomhed meget. Én som ingen vidste noget om. Hvis der var noget hun havde lært godt, var at holde sine kort tæt på hænderne. Hun havde ikke fortalt det til nogen som helst, og havde heller ingen planer om det.

Charlie hørte godt bolden der ramte Caitlin i maven, og hendes gispen efter vejret.
Charlie fnøs, "Hvem har sagt noget om kærlighed?" sagde hun og greb bolden med begge hænder. "Og jeg er 100 % fair", sagde hun og kiggede lumsk på Caitlin der stod på den anden side af nettet. Charlie stillede sig i position og gjorde klar til at serve. Hun skød bolden over mod Cait.

Charlie kiggede små-undrende på Caitlin, men skjulte det så godt det kunne, selvom det stadig kunne anes. Hvad fanden var det tøsen snakkede om? Halvguder med hjerner klarer sig normalt bedst, var det noget intern som Charlie ikke lige havde fattet? Tøsen vrøvlede da godt nok idag. Charlie forstod ikke hvad det var Caitlin fablede om, men det var nu også lige meget. Det overraskede hende ærlig talt ikke at Cait var lidt skør i bolden engang i mellem. Hun kunne også hurtigt skifte personlighed. Hun kunne gå for at være en skrøbelig lille pige til pludselig at være en sur tøs der svarede igen. Det var ikke fordi Charlie stod og spillede hellig eller noget. Hun var skam selv lidt af et rod oppe i hovedet. Et meget stort rod, faktisk. Ikke noget nogen vidste noget om, netop fordi Charlie var en enspænder. Hun gik ikke og fortalte hendes dybeste tanker til hver og en. Faktisk fortalte hun sjælendt noget til nogen. Men det havde Charlie det fint med. Hun havde ikke behov for andre end sig selv. Hun havde ikke behov for at blive bekræftet eller behov for at være vellidt og blive elsket. Hun havde bare behov for en smøg i ny og næ. Hendes afhængighed til cigaretter var næsten den eneste form for kærlighed hun havde, nu når hun ikke havde sin papfar. Kærlighed var ikke noget hun gad at spilde sin tid på. Det var noget overvurderet lort, som kunne gå af helvede til. Hun huskede godt Zach, hvordan han var kommet på banen huskede hun ikke. Hun havde på det tidspunkt ikke forstået hvorfor Caitlin ville spilde sit liv på en fyr, der åbenbart ikke var lige så vild med hende, som hun var med ham. Men det var Caitlins sag, og endnu engang kunne Charlie ikke forstå hvad der foregik oppe i hovedet på den tøs.