A New start ~ Caitlin

S: Amfiteatret
T: 20:30
V: stjerneklart og måneskin
O: ikke en sjæl udover Hunter og Jason
P: en hvid T-shirt, et pr mørke bukser.

Jason sad på tilskuer rækkerne, hans bue var over skulderen, og sværdet var i skeden, hans høg sad på den frie skulder, skulede over pladsen. Hun baskede lidt med vingerne, ”du skal nok få lov til at flyve, bare du venter lidt endnu lille ven” hviskede han til fuglen, den skreg lidt i protest men satte sig roligt igen. Han smilede ”vil du ikke flytte dig bare en lille smule?” spurgte han da hun havde sat kløerne direkte i hans skulder i protest mod at hun ikke måtte komme op og flyve.
”Så flyv da” sagde han da hun forsatte med at begrave kløerne i hans skulder.

Påklædning: Klik

Der var mørkt, og måneskinnet blændede næsten Caitlin. Hendes kurs gik mod Amfiteateret. Hvad skulle hun dog gøre der? Ikke rigtigt noget, dog gjorde hun det alligevel. Da hun kom ind i det, hørte hun en stemme hun ikke kendte, og det vakte hendes opmærksomhed. Hun gik op af trapperne og så at det var en hun ikke kendte. Drengen lød ikke til at sige noget, og Caitlin var selv tom for ord. Eller ikke.
"Hej. Jeg hedder Caitlin. Undskyld jeg forstyrrer." Caitlin skuede langsomt op og ned af drengen. Han var meget flot. En flot dreng. Svært var det at gætte hans gud. "Må jeg sætte mig ned her?" Hendes tankegang var blevet klar, og hun vidste præcis hvad hun skulle sige, og hun var forberedt. Caitlin stod med øjnene ned ad. Hun ventede kun på et enkelt svar nu.

Jason så på den ny ankommende og smilede kort ”Jason Anthony Stark” sagde han og rejste sig op og rakte hende sin hånd ”jeg er søn af Artemis.” sagde han venligt, ”du forstyrre ikke… Jeg sad og snakkede med min høg” sagde han og strøg fuglen over fjerende ”du må gerne flyve nu min ven” sagde han blidt og strøg forsat sin høg. ”og du må gerne sætte dig hvis du vil” sagde han og satte sig ned igen og så mod scenen ”Hvem er du så datter af?” spurgte han blidt og venligt

Caitlin smilede da hun mødte Jasons smil. "Caitlin Lauren Leeze" fik hun fremstammet, og hun satte sig stille og roligt ned ved siden af Jason.
Caitlin studerede både Jason og høgen nøge, selvom Jason var den, der vakte hendes opmærksomhed aller mest. Spørgsmålet hun blev stille røg ind i hendes øre, og hun vidste præcis hvad hun skulle sige. "Du må gerne gætte, søn af Artemis." Caitlin havde altid været meget fascineret af denne gud Artemis. Hun har altid syntes at hun var en virkelig spændende person, og mon ikke Jason var lige sådan. Han var i hvert fald mystisk, og det kunne Caitin bestemt godt lide.

Jason smilede til hende ”hyggeligt at møde dig” sagde han og smilede venligt til hende. Hans blik gled kort mod scenen og et smil spillede over hans læber ”kom med så kan jeg se om jeg kan gætte det” sagde han og rejste sig.

”jeg kan ikke sådan gætte det bare sådan” sagde han og gik mod scenen ”så må jeg stole på mine instinkter” han vendte sig med hende og smilede forsat. Smilet blegnede kort ”hvis du ikke har noget imod det selvfølgelig” sagde han og lagde en hånd i lommen på og rakte hende sin hånd igen for at hun kunne komme med ham.

Caitlin lagde mærke til Jasons bevægelser, og hun hørte hans stemme. Hun smilede og kiggede ham i øjnene. "Jeg vil give dig tid nok. Det kan være svært. Tro mig." Hun rejste sig op, og kiggede ud mod scenen og havde ikke nogen ideér om at komme derhen.
HUn tog fat i Jasons varme, bløde hånd og gav lige så stille slip selv om hun måske ikke havde lyst. Natten var smuk, og Caitlin kunne ikke havde ønsket sig det bedre. Hun gik med blikket i mod jorden. Selvom hun ikke kendte Jason havde hun en følelse inden i sig, som ikke sagde en eneste ting dårligt. Caitlin fulgte efterfølgende efter Jason. "Hm, har du et godt gæt?" fik hun spurgt med en leende mine.

”ikke rigtigt nogen idéer sådan da, derfor skal jeg undersøge dig sådan da” sagde han blidt og smilede til hende. Jeg skal bare se om jeg kan opfange det jeg søger” smilede han og fik hende med ned på scenen.
”Du skal sige til hvis det bliver akavet og ubekvemt” sagde han og fik hende til at stå foran sig nede på scenen.

Jason begyndte at gå rundt om hende med lukkede øjnene ”Jeg fornemmer en… Hvad skal man kalde det” mumlede han for sig selv. Han stillede sig og betragtede hende så ”der er noget særligt og specielt over dig.. kan ikke få sat en finger op det” mumlede han og så på hende igen og smilede venligt, ”du er virkelig svær at få noget ud af… Nok har jeg forstærkede sanser, men det her er stadig svært” hviskede han for sig selv

Caitlin fulgte lige så stille Jason ned på scenen, og hun havde intet i mod det, dog havde hun aldrig prøvet dette før. Hun blev overrasket over det Jason sagde, og det fik hende til faktisk at le en smule inde i sig selv. "Det er på igen måde akavet. Jeg har det helt fint med dig." Og det passede faktisk det Caitlin sagde. Hun havde det virkelig stille og roligt, og situationen var på ingen måder akavet.

Caitlin bemærkede at Jason pludselig lukkede øjnene og bevægede sig rundt om Caitlin. Det var en smule akavet fordi Caitlin ikke helt vidste hvad der lige foregik på det tidspunkt. Da han sagde noget blev Caitlin overrasket. Hende speciel? Nej det synes hun ikke, dog føler hun sig meget anderledes. Da han pludselig hviskede noget til sig selv blev hun en smule urolig. Hvor hun for speciel til at være sammen med? Var det en ulempe?

Jason smilede til hende og forsatte med at betragte hende ”du må ikke sige noget” sagde han og smilede kort inden han gik rundt om hende ”der er noget specielt ved dig. Jeg glæder mig til at lære dig bedre at kende, du virker spændende” sagde han og lagde en hånd på hende skulder ”Morfeus… er det din?” spurgte han kort og satte sig på scene kanten, og lukkede øjnene og lagde sig tilbage og lå stille og så på hende.

Caitlin adlød og smilede kort. Han var så mystisk. Caitlin kunne lide det. Da hans smil mødte hendes kunne ikke andet end at smile. Han gik rundt om hende et par gange mere, og hun blev pludselig helt rolig igen. Jason smigrede hende, og hun kunne ikke lade vær med at smile, så hendes smile hulller rigtig kom frem.

Morfeus. Gættede han det virkelig. Og hvis, hvordan? "Øv, ja okay, you got me." Hun lo en smule og kiggede ham derefter i øjnene i et kort øjeblik, men han gik derefter over på scenekanten og satte sig. Caitlin vidste ikke hvad hun skulle gøre, og hun stod i en situation hvor hun bare blev stirret på. Hun kiggede ned i jorden diskret. Efterfølgende kiggede hun på Jason. Hun betragtede ham.

Jason smilede til hende og strøg håret væk fra sin pande og så på hende ”Du har nogle pæne smile huller” sagde han og gik hen til hende ”det er sødt” sagde han venligt ”du skal bare sige til hvis det her er skræmmende okay” sagde han og lukkede øjnene og så op mod himlen da han åbnede dem igen.

”jeg har forstærkede sanser, jeg kan lugte og fornemme guderne og jeg kan fornemme energien fra dem omkring deres børn” sagde han og smilede ”så jeg har ret, i at du er datter af Morfeus?” spurgte han og satte sig op og smilede venligt. ”hvor længe har du været i lejren?” spurgte han og så over tilskuerrækkerne.

Caitlin fik endnu en kompliment, og det fik hende kun til at smile endnu mere. Hun rødmede en smule og kiggede væk for ikke at vise Jason at hun synes at han var en smule sød. Han gjorde nogle ting ved hende, som hun ikke havde prøvet før. Ved at han snakkede til hende fik hende til at smile, og hun kendte ham ikke engang.
"Tusind tak. Du har også nogle pæne øjne. Virkelig."
Sagde hun det? Ja, og hun kunne ikke fortryde det. Caitlin sagde det imens Jason kiggede op mod de flotte skinnende stjerner. Hun gik en smule væk for ikke at skabe for meget 'akavethed'. Hun tænkte ALT for højt, og alt i alt ville hun bare væk.

Hun studerede Jasons ansigtsudtryk, og hun var rigtig fascineret af det han kunne og hvilke evner han havde. Hun kiggede på ham igen og smilede. "Fascinerende."
Hun sparkede til en sten, og derefter hørte hun et spørgsmål hun havde hørt millioner af gange, men ikke var flov over at svare på. "Jeg er lige kommet, og det var primært derfor jeg tog herud, for at opleve mere end jeg havde i forvejen." Hun smilede og lo inden i. "Hvad med dig? Hvor længe har du været her?".
Hvordan mon hans førstehåndsindtryk var af hende? Stort spørgsmål hun nok aldrig ville finde svar på.

Jason så på hende og smilede kort ”har jeg virkelig den effekt?” spurgte han og så væk fra hende igen og bed sig i læben og vendte blikket mod hende igen ”undskyld jeg taler med mig selv, jeg har ikke ret meget mere selvskab end min høg” sagde han og grinte ”hun er nu fantastisk at snakke med, men det påvirker også en” mumlede han venligt

”mange tak.. Og det var da så lidt. Dine er nu også pæne” sagde han

”nu render du vel ikke skræmt væk vel?” spurgte han og så på hende mens hun langsomt gik væk fra ham, han smilede og rejste sig op

Jason nikkede og smilede ”min reflekser er også fantastiske. Og min smidighed” sagde han og så ned, ”jeg er skabt til jagt og kamp” smilede han og så på sine hænder og lukkede dem så
Jason hørte hende sparke, han greb buen i ren refleks, og sendte en pil mod stenen med yderste præcision ”det er derfor vi alle er kommet” sagde han og smilede ”jeg har rejst meget, eller rejste meget… Kom ud i noget skidt i storbyerne…” han tav pludselig. Han havde aldrig nævnt sin fortid, og han ville holde den skjult lidt endnu. Han var ikke klar til at fortælle nogen om det.

Caitlin blev igen fascineret af denne Jason. "Din høg ser i hvert fald dejlig ud." Hun smilede og kiggede ned. Da hun hørte Jasons kommentar kiggede hun op af ren refleks. Hun rødmede igen, denne gang ikke så meget som før. "Nej. Det er meget mere fantastisk at stå her end i min roddede hytte. " Hun smilede og samlede hænderne omme bag sin ryg. "Det kan jeg godt forestille mig. Havde selv en som jeg snakkede meget med i mit gamle hjem. Dog kunne jeg ikke tage hende med. hun var fantastisk at snakke med hvis jeg ikke havde andre. Ligesom nu. Jeg kender ingen." Cailin bev en smule trist ved tanken, men det var sådan landet lå, og det måtte hun respektere.
"Tusind tak. Det hører jeg ikke tit, så mange tusinde tak. Men nu skal du vel også mene det ikke?" Hun lo med sin ene hånd for sin mund

Alt skete så hurtigt. Hans bue, hans pil, hendes sten. Hun fik et lille chok, og hun kunne næsten ikke følge med. "WOw." - var det eneste hun rigtig kunne sige. "Jeg tror dig, jeg tror dig." Han var virkelig god. Hun var som sagt meget fascineret af guden Artemis, og lige pludselig at kende en af hendes sønner var en suværen følelse.
"Ja? Storbyerne?" Caitlin hørte at han pludselig tav, og det undrede Caitlin meget.
"Jeg kommer også fra en storby .. Så jeg kan sagtens sætte mig ind i hvilket skidt du har gjort .. Jeg har også gjort noget skidt. Det er menneskeligt at fejle en gang i mellem." Hun kiggede med store øjne på Jason. Hans øjne var svære at få kontakt med, men hun prøvede.

”mange tak, jeg gør alt for at få hende til at være sådan der.. Bruger min fritid på hende” sagde han ”jeg har heller ikke så meget andet.. Jeg jæger som jeg har det alene” smilede han. Ikke at han ikke ville have venner, han ville bare helst ikke være midtpunktet, eller noget, en eller to var nok. Alt derover var for meget. ”jeg nyder nu også freden det hviler her.. Jeg er ikke den store fest abe” Grinte han og så ned ”jeg kan nu snakke med alle dyr.. De finder mig, og vi snakker.. Hunter… Min høg, er bare lidt jaloux, men nu har jeg haft hende siden hun var et æg” sagde han lavt ”jeg føler mig ikke alene, selvom jeg er alene, jeg har det bare ikke godt i store menneske flokke.. ” sagde han

”Det var da så lidt” sagde han og smilede kort og så på hende ”jeg mener det skam også” sagde han bare roligt, men med et venligt smil

”undskyld hvis jeg forskrækkede dig” sagde han og smilede kort ”det er bare en refleks der sætter ind, mit jagt instinkt, det er en dårlig idé at prøve at skræmme mig” smilede han og så på pilen ”det der var intet” sagde han bare og klukkede for sig selv.

Jason sagde intet men lyttede bare og lukkede øjnene ”jeg er ikke vild med et sige det her… Men jeg stak af hjemme fra som 5 årig.” sagde han ”det begyndte alt sammen der” sagde han og så ned og lukkede hænderne igen denne gang hårdere

Jason så ud til at vær en virkelig speciel person. Ikke fordi vi ikke alle sammen var det, men jan var bare. Anderledes. Ligesom hende selv. Hun var også typen som var virkelig alene, selvom hun ikke følte det. hun var dog også ny, men hun følte sig ikke velkommen. Jason var en af de eneste som havde gidet at snakke med hende. Ellers var hun blevet fneset af grint af bagtalt af. Det stammer også helt tilbage fra der hvor hun kom fra.
"Spændende," sagde hun og nikkede. "Hvor gammel er den så nu?" spurgte hun af ren nysgerrighed.

Caitlin rødmede meget denne gang, og hun kunne ikke benægte at hun synes at han var en smule sød. Men ja, Caitlin er den mest naive person på jorden, så mon ikke han bare gjorde det, for at gøre det? "Virkelig?" Fik hun så sagt, denne gang med det ene øjenbryn en smule rejst.

"Hvis det kun er en smule af det du kan. Kan du vel meget mere?" Jason var meget mere fysisk stærk end Cairtlin var, og det var også helt i orden. Hun var en pige, han var en dreng. Det er vel lidt åbenlyst. Caitlin kiggede ind i hans øjne, men kunne ikke, fordi hun rødmede hver gang. Hun vidste virkelig simpelthen ikke hvorfor.

Caitlin blev en smule chokeret da hun hørte noget hun ikke vidste hun ville høre. "Virkelig? Hvorfor? Hvorfra? Hvordan?" Alle spørgsmålene kom til hende, og hun huske pludselig sin egen svære barndom. Hun vendte sig om hurtigt og tog sig til ansigtet.

Jason så på hende og smilede kort og lagde hovedet på skrå ”hun er snart 10” sagde han og så op på sin fugl der skreg ”du er stadig ung” sagde han blidt og smilede til sin fugl

”jeg mener det” sagde han og så helt oprigtigt ind i hendes øjne og smilede blidt til hende og løftede selv sit øjenbryn og lagde hovedet på skrå og satte sig på scene kanten igen. Jason rejste sig og betragtede hende og tog et skridt tilbage til hende.

”jeg stak af fra min far” sagde han bare og lukkede øjnene. Jason så på hende og lagde armene trøstende om hende ”det er okay, vi behøver ikke snakke om vores barn domme” hviskede han og masserede beroligende hendes skuldre for at få hende til at falde lidt ned. ”det er helt okay” han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre. Han vidste ikke om hun begyndte at græde eller ikke.

Caitlin studerede høgen nøje, og den var virkelig flot tæt på. Dog var Caitlin bange for om den nu ville springe på hende, og bide hende, men Caitlin vidste godt at Jason sikkert var en surværen træner. "Kan jeg a..ge den?" Caitlin skulle prøve den ting inden hun døde, og den dag var i dag.

Caitlins ansigt slappede af nu, da hun fik bekræftet at hun faktisk havde pæne øjne, selvom hun ikke selv var enig, men da det kom ud af Jasons mund, lød det så perfekt.
Hun betragtede Jason igen, og denne gang var han på en eller anden måde mere attraktiv end da hun så første gang. "Tusind tak. Har vel bare hørt det for mange gange hvor det ikke var sandt." sagde hun og kiggede ned.

Caitlin kunne mærke Jason bag sig, og det fik hendes hjerte til at banke 3 slag mindre i minuttet. Det var mere end befriende. Hun følte sig meget mere rolig, og hun kunne mærke hans vejrtrækninger i nakken på hende. Hans stemme kunne høres i hendes øre, og hun adlød. Caitlin vente sig om, så Jason holdt om hende, og hendes næse tip var næsten lige over for hans. Han var højere end hende, og det var nok det der gjorde det. De stod meget tæt op af hinanden, og denne gang kunne Caitlin ikke mærke hans vejrtrækninger i nakken, men på hendes ansigt. Han havde et virkelig flot ansigt.

”ja du må gerne age hende ”Hunter Kom her” han sagde det blidt. Høgen adlød, landede på hans skulder og han smilede kort og strøg hende blidt over fjerende igen. ”bare vær forsigtig. Hun er rimelig streng angående hendes fjer” sagde han blidt og smilede venligt
”Jeg mener det skam, du har kønne øjne” sagde han og smilede ”men du må ikke være for begejstret.. Jeg mener det, for det er pæne” han så ned og lukkede øjnene. Han ville ikke dumme sig. Så han valgte at holde mund

Jason så på hende an forsatte den beroligende massage og så på hende. Han smilede kort over hende ”ja slap af, Dit hjerte lytter da i hvert fald” grinte han og så hun vendte sig om. Han så hendes ansigt, af ren refleks trak han sig lidt tilbage og sank en klump. ”øh… øhm” han rødmede stadig ikke. Han slap hende, bagefter ”undskyld jeg blev bare lidt forskrækket over at du rent faktisk vendte dig, inden jeg nåede at trække mig væk” sagde han ”han var ikke van til at være så tæt på en anden person, Og hun skulle nødig misforstå det. Han gjorde det for at hjælpe, det var hans hensigt. Han ville ikke støde hende ”undskyld jeg flipper ud.. det er bare uvant det det” sagde han og rystede kort

Høgen var rigtig smuk, og Caitlin betragtede den. Det var specielt ikke en skuffelse. Hun tog langsomt sin hånd ud, og det gjorde hun med små trækninger tilbage til kroppen. Caitlin var næsten ved at røre den indtil hun igen trak sin hånd til sig igen.
Hun prøvede desperat igen, og denne gang lykkedes det. Den var virkelig blsød, og Caitlin huskede det Jason sagde. Pas på fjedrene. "Nøj hvor er den egentlig rolig." sagde hun til Jason med øjnene rettet mod høgen.

Hun kiggede på Jason, men denne gang med et lille 'fake' smil, som hun ellers havde trænet, for at få det til at se rigtigt ud. Mon ikke Jason hoppede på den.
"Men tak alligevel." sagde hun og satte sig på Scene kanten.

Igen, som med buen og pilen, skete alting virkelig hurtigt, og Caitlin kunne ikke følge med. i det ene øjeblik var Jason foran hende, og i det andet var han næsten 2 meter væk fra hende. Hun følte sig endnu engang naiv, og kunne sagtens følge med i situationen nu. Hun kiggede ned i jorden, og kiggede derefter op mod himmelen igen. Ja, hun var igen for hurtigt og naiv, som det plejede. Hun blev ikke ked af det, da hun var vant til denne følelse og det resultat der kom ud af at få nye venner. Hun vente sig om for at gå, for hun havde allerede gjort sig selv 100 gange mere flov. "Når, men vi ses vel på et andet tidspunkt." sagde hun og vente sig hurtigt om. Ikke kun af lettelse, men også skuffelse.

Jason smilede og så på hende ”det er godt du kan lide hende” sagde han venligt og smilede kort og knækkede kort fingre og nakke og hånd led ”det her er hyggeligt ikke?” spurgte han og strøg hunter over fjerende ”Ja hun er fri, men så længe hun kan mærke jeg er rolig ved omgivelserne er hun det også” sagde han og smilede kort og lukkede sine øjne.

”du behøver ikke at takke” sagde han og så ned og lukkede øjnene ”jeg sårer dig.. Det ved jeg, jeg ved jeg såre dig som jeg gør ved alle andre” mumlede han og så ned og satte sig ved siden af hende men i en arms længe fra hende .
”jeg er bare ikke van til at være på tomands hånd med nogen. Og da slet ikke en pige” sagde han ”Du behøver ikke at gå… Jeg sagde ikke du skulle gå.” smilede han ”jeg sagde bare at jeg ikke ville give dig alt for store forhåbninger… Jeg har lige mødt dig” sagde han blidt ”det er simpelthen ikke andet” hviskede han for sig selv. ”men du er selvfølgelig fri til at gå hvis du vil” sagde han, han ville ikke stoppe hende hvis hun ville gå ”jeg er ked af jeg har såret og skuffet dig” sagde han og strøg Hunter over fjerende. ”jeg dummede mig, det ved jeg” sagde han og rejste mig. ”det er synd for hende, hun ville bare have en ven” han mumlede det for Hunter

Caitlin kiggede væk fra fuglen og kiggede ned i sine hænder. hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller hvad hun skulle gøre. "Jo, det er virkelig hyggeligt. Meget." Hun smilede og forsøgte at age høgen noget mere, for den var virkelig sød. Plus, så havde hun aldrig været så tæt på en høg før.

Da Jason rykkede satte sig ved siden af hende, rykkede hun sig en smule væk, og hun bemærkede at han var ked af det. Det var ikke fordi Caitlin var lige til, hun synes også dette var mærkeligt, men kunne man ikke have drenge venner? Jason tog det meget som om at de nu skulle have have noget, men Caitlin ville bare have en ven. Hun kendte næsten ingen, og han havde taget virkelig godt i mod hende.

På vejen væk fra Jason kunne hun høre hans stemme bag hende, og hun vidste at inderst inde ville hun ikke gå. "Nej du sagde ikke at jeg skulle gå, og måske er det er mest af alt egoistisk af mig." sagde hun og gik ind på scenen igen, men dog med lidt afstand fra Jason. "Ja, jeg ved det. Men jeg synes det er normalt, og jeg ville gøre alt for bare at få en ven, og det er egentligt lige meget med kønnet her i øjeblikket." Hun kiggede igen ned i sine hænder, og tænkte på sin søster. Hendes elskede søster som hun savnede helt vildt. En tårer trillede ned af hendes ene kind, og ramte diskret hendes højre hånd.

Jason så på hende mens hun så på sine hænder ”undskyld hvis jeg ødelægger det her for dig” sagde han og strøg igen sin høg ”Hunter.. Du er fri til at flyve.” høgen bredte vingerne og fløj op mod himlen igen.

”jeg vil ikke have noget med dig.. Men det virkede som om du bagte vildt meget på mig, og jeg har nok misforstået dine tegn… Men det er fordi jeg ikke er van til det her” sagde han og så ned og lukkede øjnene ”jeg har brug for en ven lige nu” sagde han bare og så ned på sine hænder ”undskyld” sagde han lukkede øjnene og knyttede sine næver og rejste sig ved at springe uden at bruge hænderne.

”nemlig jeg bad dig ikke om at gå” sagde han og gik lidt frem og tilbage over scenen og lukkede sine øjne ”du er ikke egoistisk hvis du går.. Det er helt okay hvis du gør det.” sagde han og smilede venligt og så på hende ”jeg kan være din ven, Jeg er bare ikke van til det her” sagde han ”så du må ikke tage det tungt” sagde han og knyttede næverne ”undskyld” sagde han kort og smilede lidt ”Såså, du skal ikke græde” han lagde en hånd på hende skulder ”du må virkelig undskylde” sagde han lavt

Caitlin kiggede forvirrrende rundt omkring. Have noget med ham? Hun blev en smule forvirret, igen. Var det virkelig det hendes tegn endte ud i? Hun ville ikke havde en kæreste, hun ville have en ven. Så at blive afvist uden at have prøvet, havde hun ikke prøvet før. Jason havde nok sagt 100 gange nu at han ikke var vant til denne situation, og det var Caitlin altså heller ikke selv. Caitlin bagte ikke på Jason, hun havde lige mødt ham. Som sagt ville hun bare have en ven, så hun ikke var pigen som ingen venner har.

Julie var en stor del af Caitlins liv, og hun var altid den, som forstod Caitlin aller mest. Hun var der når Caitlin var alene og såret. Hun kiggede mere ned denne gang, og tørrede sin tåren væk fra kinden, der ikke burde være til stede. Da Jason lagde sin hånd på Caitlins skulder trak hun et skridt tilbage. Hun hørte hans undskyldninger, og hun tog i mod dem. "Se dette er jeg meget vant til, så det er derfor jeg trækker mig tilbage." Caitlin syntes at Jason håndterede alt det her mærkeligt. Han tror først at Caitlin har et crush, og derefter er han selv forvirret over hvad han vil og ikke vil. Caitlin havde hovedpine, og da hun ikke ville gå af egoistiske grunde, satte hun sig ned, og drømte. Med ansigtet i hænderne drømte hun.

"Caitlin" blev der sagt. Caitlin gik rundt. Hun så en dreng. Den eneste dreng hun kendte som aldrig havde svigtet hende. Undtagen den ene gang. "Jeg hader dig, du er ulækker at se på. Du er så barnlig, og kommer aldrig til at få en dreng til at holde af dig, du er umulig. På alle de måder man nogen sinde kan komme på."

Caitlin trak hurtigt vejret i hænderne, og kiggede op på stjerne. Hun blev nød til at løbe væk. Ind i skoven. Med make-uppen løbende, løb hun. Ind i skoven. Så hurtigt hun kunne. Væk. Væk fra situationen. Væk fra Jason.

"jeg vil bare være din ven okay" sagde han og så på Caitlin "intet andet." jason så ned på sine fødder og knyttede næverne, det her var virkelig svært, hvordan skulle man redde sig ud af den situation som han var endt i. Han var virkelig hyldet ud af den, havde han ødelagt hvad der kunne være blevet til et venskab, det håbede han ikke.

"jeg undskylder fordi jeg misforstod dine udstrålinger, og jeg tror at jeg troede du misforstod mine" han lød virkelig undskyldende "du udstråler bare så meget glæde, det er, noget jeg ikke ser hver dag, i sær ikke fra en som søger venskaber.. Jeg vil virkelig gerne være din ven" sagde han og så mod stenen og pilen. Han kunne ikke se hende i øjnene igen. Han havde ødelagt det.

Jason så hun begyndte at løbe og satte efter hende, med en høj fart. Han nåede hende og lagde hårdt armene om hende for at hun ikke skulle løbe "Caitlin se på mig" sagde han roligt "jeg er ked af det jeg har sagt og gjort... Men jeg misforstod dine signaler, fordi du har en speciel personlighed, du virker flirtende, selv under de mindste ting" Jason lagde en hånd på hendes kind "se på mig. Du behøver ikke løbe.. jeg skal bare se bedre efter" smilede han kort