The sentence everyone is telling me are the same, is your different? ~ Caitlin

Tid: Lidt over middag
Sted: Arenaen
Omgivelser: Nogle få lejrdeltagere der træner... maybe more, han kigger ikke rigtig efter
Vejr: Koldt, men skyfrit ^^
Påklædning: Se ava + et par sorte jeans

Benjamin stod midt i arenaen, han så ned på hans sværd Revmata. Oversat fra græsk til engelsk 'Havstrøm'.
Han så op på strå-sværdkæmperen, Benjamin svang Revmata og huggede mod strå-sværdkæmperen.
En hel masse strå faldt ned i hans sorte hår.
Klingen og Benjamin så ud fra dnres synsvinkel til at være fuldtsændig i balance med hinanden
Han kiggede skulende på stråmanden og pillede irreteret høet ud af hans hår.
Han hadede virkelig hø, det fandt altid vej ned til hans hår, altid ingen undtagelser.
Måske var det noget med at han altid kæmpede mod stråmændene der ligesom var lavet af hø, det havde nok en del af skylden...
Benjamin rystede på hovedet for at få det sidste hø ud og rettede blikket rundt blandt de andre i arenaen, der var piger og drenge og alle var næsten lige gode til at slås.
Nogle af pigerne, sikkert døtre af Ares eller Athene eller en af krigsunderguderne, var endda bedre end nogle af drengene.
Han kunne genkende de fleste af dem, enten havde de vundet over ham -hvilket han selvfølgelig altid ville benægte- eller også havde de tabt til ham -denne side af historien ville han helst huske på-.
Han sukkede, pågrund af hans ry som god sværdkæmper var der ikke rigtig nogen der ville kæmpe mod ham.
At være en 'mester', var aldrig det der førte lykke med sig. Aldrig, ingen undtagelser der heller.

Påklædning: Klik

Caitlin havde taget en 2 i 1 'dragt' på i dag. Det var en smule koldt i dag, så mon ikke en lang ærmet og gemasher kunne tage lidt af kulden? Hendes har var glat i dag, og et lille hårbånd fik det store ansvar i at holde hendes hår nede, så det ikke lignede en høstak, når hun skulle over til arenaen. Dette tøj var absolut et af hendes yndlings outfits. Hun frøs en smule, og måske var det ikke det rigtige tøjvalg, men nu havde hun taget tøjet på, og der var ikke nogen fortrydelsesret. Retningen pegede mod arenaen. No way back.

Caitlin bevægede sig diskret ind på arenaens areal. Hun var en smule bange, men før eller siden skulle hun prøve at se folk svede over at kæmpe. Hun skimte arenaen kort, men blev blændet af alle de tilbage kastninger af lyset fra de mange sværd. Der var sværd og krigere overalt. Denne genre hørte Caitlin overhoved ikke til. Dog var hun ikke så pjævset som Afrodite-døtrene. Hun kig en smule utrygt, og hun dukkede sig, og undgik alle de skarpe 'værktøjer' som disse mennesker nu brugte. Caitlin vidste ikke rigtigt hvorfor hun var her? Hvorfor var hun her egentlig? For at få nye venner? Ja som om det nogen sinde kommer til at ske.

Caitlin gik langs arena-kanten, da hun helst ikke ville miste en arm eller et ben, når hun skulle hjem ad. Hun iagttog alt det disse krigere gjorde, men forstod ikke hvor deres passion kom fra. Selvfølgelig ville man tabe et på kilo og sådan, men Caitlin ville aldrig tilbringe hele sin dag her. Men det viser også bare forskellighederne på alle de halvguder som er her. Caitlin havde ikke set hele lejren endnu, og hun var stadig en smule ny. Hun gik lidt for sig selv i noget tid, og hendes øjne havde retning mod himmelen. Hun var allerede begyndt at dagdrømme, og hun var et helt andet sted end dette sted med sved, tårer og blod. Meget uheldigt kommer hun til at støde ind i nogen, hvem ved hun ikke, for hun tabte sin ring. Da hun rejste sig op igen, var det i hvert fald ikke en pige hun skulle undskylde til. Om hun var bange, ja, mon ikke.

Et suk undslap hans læber, han fulgte træt alle de fægtendes bevægelser.
Hvorfor var det lige at denne lejr var blevet hans hjem? Nåh jo, det var fordi at Athene havde forelsket sig i en dødelig, fået trillinger hvilket er usædvanligt og så havde hun smuttet sin vej igen.
Hvilken mor gjorde lige det? Give børnene til faren og så smutte op på sit guddommelige palads, hvorfra hun kunne se når hendes børn blev angrebet af uhyrer, nogle blev dræbt og hvad gjorde hun? Eller hvad gjorde hun ikke? Svaret på 1. spørgsmål: Ingenting, 2. spørgsmål: Alt
Hele hans liv havde været et kaos, først blev han født, den største fejl af alle, dernæst var han ude at sejle med sin familie i hård sø. Så væltede båden og han blev splittet fra hans familie indtil for ganske nylig, hvor han genfandt sine to søstre.
En ny pige kom ind i arenaen, ikke én han havde set før og vhis han havde, havde han muligvis glemt det.
Hun kunne være datter af enhver gud, en undergud eller en olymper, der blev ikke gjort så meget ud af det mere, når folk blev godkendt af sin guddommelige forælder.
Han sukkede, de var så mange i lejren og stadig var der mange flere ude i verdnen der bare ventede på at skulle blive fundet og reddes fra uhyrerne.
Kronos, titanherren, havde ikke givet en lyd fra sig, guderne håbede at det hele nu var forbi med hensyn til Kronos. Han ville forhåbentlig aldrig kunne true verdnen mere og fordreje hovedet på halvguder der kunn hjælpe ham til magten -præcis som sidste gang.
Hvem vidste sandheden, måske var Luke Castellan lige nu iblandt dem, genfødt som en ny halvgud? Det kunne man jo aldrig vide.
Benjamin sukkede endnu en gang, så meget var der at finde ud af i denne lejr og så lidt tid til at lære det. Og så med hans ADHD-hjerne... hvordan skulle han nogensinde lære det? Selv med fordelen som søn af Athene, så det umuligt ud.
Han satte sværdet i skeden og travede ud mod sidelinjen, lige nu gad han simpelthen ikke kæmpe.