Who am I? Who are you? Explain it, will you? - Caitlin

Søen var stille i dag. I dens vand kunne himlen ses; den var grå, dækket til at grå skyer. Ikke en eneste af dem græd, men sorg hang i luften, var det en duft.
Hvorfor var han ked af det, drengen mellem det grønne? Hvor var hans smil?
Smilet, som kunne skinne som solen. Smilet, som skulle varmet. Men det var væk, pist væk. Drengen havde hvid hud, sort hår og lukkede øjnene. Et lille vindstød og håret kilderede hans ansigt, men øjnene forblev lukkede. Sjælens vindue var lukket og hvem havde nøglen?
Søen var grå, mat, tom, præcis som drengen, Andrews, eller som de andre kaldte ham, Ravens, humør. Koldt, mørkt, ligegyldigt.
Det var en af de følelser, han frygtede mest. Tomheden. Når du er tabt, kan ingen redde dig. Der er ingen kontakt, ikke et smil mere. Tom. Tom, kold, ligegyldig.
Han åbnede øjnene. Det var meningen, han skulle have våbentræning nu. Det var mening, at han skulle føle sig hjemme fandt disse 'helte'. Meningen at, han skulle lære om at slå uhyrer og monstre ihjel med de bare næver, hoppe ud i enhver kamp uden frygt for, hvad der senere kunne ske.
Han kunne ikke gøre det. Og han ville ikke.
Så Andrew havde ligget her ved den tomme sø hele dagen. På bredden ved hans side lå en sort skuldertaske som indeholdt kamera, Nazgul og hans notesbog. Ved siden af den lå hans guitar.
Endnu en blid vind. Han lukkede øjnene og tankerne greb ham, før han nåede søvnens bund.

Hvad ville ske?
Ville han overleve?
Hvad efter døden?

Why do I keep breathing?

Her var stille. Havde han spist i dag? Hvor lang tid var der gået? Alt var stille. Ikke udover vinden havde rørt sig, for Gud ved, hvor lang tid.
Fredefuld og uendeligt tomt.