Vandets overflade - Caitlin

Sted: Ved søen
Tid: Klokken 15
Omgivelser: Få personer
Dag: Tirsdag
Vejr: Klar himmel og friske briser
Årstid: Forår
Påklædning: Den sædvanlige rød og hvid stribede t-shirt, et par slidte cowboybukser og converse i farven rød.

Dallas satte sig ned. Bevægelsen blev en anelse kluntet, så da han endelig sad ned, fik han et tænksomt udtryk over øjnene. Kluntet? Det plejede han ellers ikke at være. Faktisk var der ikke særlig mange kluntede typer i halvblodslejren, for folk var atletiske og smidige. Han spidsede undrende munden, og lænede sig tilbage, op af en eg, der stod nær søens kant. Søens overflade var rolig og stille, og blev kun brudt af de få, friske briser, der syntes at komme engang imellem - bare for at sige 'jeg er her stadig'.
Dallas lænede sig ud over vandets kant, og betragtede sit eget spejlbillede. Han havde fået et ar på kinden, og var faktisk lidt irriteret over det. Folk blev ved med at kommentere det, og egentlig ville han bare prøve at glemme de 5 måneder, han havde været i Las Vegas, men arret mindede ham hele tiden om det. En brise fejede hans spejlbillede væk, gjorde det sløret, og inden vandet nåede at lægge sig, havde Dallas allerede lænet sig op af træet igen. Han lukkede mageligt øjnene, mens han blev fortryllet af den friske duft af græs, lyden af bladene i træernes toppe, og følelsen af endelig at være hjemme igen. Hjemme. Hjemme. Hjemme. Ordene gav genlyd i hans hoved, indtil han atter åbnede øjnene, for blot at stirre ud på den blikstille vandoverflade.

Påklædning: Lige her!

Det var varmt. En let brise strøg over Caitlins krøllede lange hår. Hendes humør var godt, og hun havde ikke bestillet sig andet end at smile i dag. Hun gik med små skridt hen til søen, det var en fantastisk dag. Hun betragtede let og elegant sine omgivelser, og det var bestemt ikke en skuffelse. Weekenden var lige overstået, men det gjorde ikke noget. Der ville komme en igen.

Caitlin gik langs nogle cykler som stod på en række. En dreng kom meget frembrusende og skubbede til hende for at få sin cykel. Selvom det gik hurtigt for sig, gjorde Caitlin ikke noget ved det. Der var klar himmel, og man kunne lige ane solen. Caitlin havde ingen solbriller på, så at kigge på solen var ikke klogt, havde hun altid sat som en tommelfinger-regel. Vinden blæste en smule igen, men det var dejligt at mærke vindens blæst og dens kolde lyde. Det var ikke noget Caitlin ikke kunne lide, for hun havde altid elsket at være udenfor. Drengen sagde ikke undskyld, og efterladte godt og grundigt en skuffet Caitlin, men whatever. Der er andre mennesker i denne verden, som er flinke og høflige nok til lige præcis den gerning. Caitlin tog det ikke så tungt, og gik dikret videre.

Caitlin satte sig på en bænk, og tænkte på noget hun gerne ville nå inden hun døde. Hun krydsede sine ben, og begyndte at koncentrere sig. Hun lukkede stille og roligt sine øjne og åbnede dem kort efter igen. Hun så sig selv ved en terminal i en luft havn, hun gik forvirret rundt med sin kuffert, og hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre. Hun havde sin billet i hånden, men vidste ikke rigtig hvad hun skulle stille op med den. Hun gik langsomt rundt og prøvede på at se ud som om, hun ikke var spor nervøs og forvirret, men derimod havde helt styr på tingene. Endelig da hun fandt ud af det hele, kom der pludselig en dreng. En dreng som ikke ville have at hun tog af sted. Hun skulle blive der. Sammen med ham. Ikke nogen andre steder.

Hendes bobbel sprang, da en and kom og plaskede en smule i vandet. Caitlin havde simpelthen ikke overskud til mere bobbel-hejs, men hun var desperat efter at finde ud af hvem denne dreng var. Hendes opmærksom blev pludselig taget af en anden dreng. En dreng hun aldrig havde set før.

Dallas kørte en hånd igennem sit hår, der atter faldt ned over hans øjne. Han pustede smilende et par totter væk, og satte sig så til rette igen, med blikket ud over vandet. Vandet? Selvom han var søn af Artemis, der var glad for skoven, kunne han ikke lade være med at elske vandet. Det var en ting, der skilte ham ud fra mange af de andre i hans hus, for de havde øje for skoven. Ikke at han ikke kunne lide skoven, selvfølgelig! Den elskede han, for det var et sted han følte sig hjemme, men vandet. Vandet var ukendt. Noget nyt. Noget fristende. Og så var det så smukt, at man blev helt mundlam. Han smilede skævt for sig selv, da en and pjaskede i vandet, og fik små dråber til at flyve op i luften. Solens stråler ramte op til flere af de små dråber, og et kort øjeblik genspejlede de strålerne fra solen. Synes var en gud værdig. Han klukkede stille for sig selv, da beskrivelsen selvfølgelig passede meget godt. Han var jo selv en halv-gud.

Hele dagen havde faktisk været helt udmærket. Han havde nået en masse ting - han havde endda fået ryddet op i sin del af huset, hvilket sjældent skete - og det var med til, at han endelig følte, at han kunne slappe af. Sådan rigtigt. Desuden havde han haft en yders underholdende samtale med en mus, hvilket selvfølgelig lyder underligt, men musen havde besluttet sig for at blive i deres hus og bo, og Dallas havde prøvet at få den ud. Til sidst havde han dog opgivet, for musen var stædig, og de havde delt et stykke ost. Med en så underlig morgen, tænkte Dallas, kunne dagen jo kun blive endnu bedre. Er kort øjeblik følte han sig overvåget, og brugte alt sin viljestyrke på ikke at kigge sig rundt. "Det er bare dine nerver" Mumlede han for sig selv. Siden de måneder i Las Vegas havde han været noget af et nervevrag. Selv udvalgte steder i skoven kunne han få paranoia, og det tydede ikke godt.

Dallas vendte øjnene mod himlen, og prøvede at ignorere følelsen for en stund. Han prøvede endda at finde former i skyerne. Dér var et træ. Der var en kat. Dér var endda en drage, en vase med blomster og et hjerte, men han kunne ikke slippe den irriterende følelse, og til sidst sukkede han. Han pustede ud, og kiggede så til højre. Ingen. Så vendte han blikket mod venstre, og skulle lige til at konstatere, at han var alene, da han fik øjenkontakt med en pige på en bænk. Han hævede øjenbrynene af overraskelse, men hans ansigtsudtryk forvandlede sig hurtigt til et varmt smil.

Vinden blæste en smule, og Caitlin kunne mærke den lille brise stryge igennem sit hår. Håret lignede atter en høstak, hvilket irriterede hende en smule. Caitlin kom dog på andre tanker, så som at få en dejlig uge ud af dette. Det var tirsdag, forholdsvis i starten af ugen, og Caitlin havde kun tænkt sig at tænke posetive tanker. Hun kunne mærke de få stråler solen sendte, og det gjorde hende kun mere glad og munter. Hun kiggede ned på sine sko, og rykkede dem en smule. De var nye, og hun var elle-vild med dem. Vejret var godt, humøret var godt, dog var hun alene. Om det var en god eller dårlig ting vidste hun ikke. Det var somme tider ret forvirrende.

Caitlin smilede for sig selv, og kiggede ud over søen. Genspejlningen i vandet, gjorde så vandet lignede millioner af flydende diamanter. Det var virkelig smukt, og hun havde det dejligste overskud til bare at kigge på det. Inderst inde vidste hun godt at vandet ikke var flydende diamanter. Det ved alle. Men vandet i sig selv var fantastisk. Hun havde ikke mødt en søn eller datter af Poseidon, men vedkommende måtte have det fantastisk med at have en tilknytning til vandet. Måden det bevæger sig på, måden den udstråler på. Alt var (igen) fantastisk.

Opmærksomheden til denne dreng blev større og større, og Caitlin kunne ikke gøre andet end at knibe øjnene sammen for at se hvem det var. Da hun så opdagede at hun ikke var den lækreste, da hun gjorde det, åbnede hun øjnene helt igen, dog meget diskret. Caitlin havde aldrig set denne dreng før, men hun havde på fornemmelsen at han var lige så sød som alle de andre hun havde mødt på lejren - indtil videre. Hun fik lov til at se det hun skulle se. Hun måtte indrømme over for sig selv, at han så meget sød ud. Hun satte sine hænder på sine lår, og kiggede nøje på negl-lakken. Noget af lakken på højre pegefinger var smuttet af. Det var ikke noget der irriterede hende, men hun havde ikke rigtig noget andet at lave. Måske var denne ensomhed ikke det sjoveste, men hun kunne ikke gøre andet end at lade skæbnen bringe det, som den nu engang ville. Caitlin skulle nok vente tålmodigt. Hvad mon den ville bringe denne gang?

Dallas pustede ud, og klappede sig selv på låret. Han kedede sig. Det var ikke nemt sådan at have en travl hverdag, og når han så endelig kunne slappe af, kedede han sig ubeskriveligt meget. Der var smukt, og det kunne han sidde og kigge på i lang tid, men når han ligesom havde set alt, kedede han sig igen. Han overvejede kort at gå ned til vandet, men blev enig med sig selv om, at han hellere ville træne. Bueskydning måske? Han bed sig i læben, og slog ud med armene. Det gad han heller ikke .. Det var kedeligt altid at ramme, og han ville under inden omstendigheder træne fægtning og få blå og gule mærker. Ikke idag.

Vinden fik bladene til at rasle, og Dallas kastede et blik op i træet. Med det samme fik han lyst til at klatre. Han smilede bredt, og skulle til at rejse sig op, da han kom i tanke om pigen. Han rynkede øjenbrynene. Han havde ikke lyst til at gøre sig selv til grin foran hende, og han var næsten sikker på, at det ville ske, hvis han kravlede op i træet. Han var god til at klatre, men aldrig når andre kiggede, for så blev han af en eller anden grund nervøs. En ulempe der irriterede ham grænseløst. Han lænede hovedet op af træstammen, og lukkede kort øjnene. Han burde virkelig gå hen og tale med hende. Sådan helt seriøst. "Hvorfor gør du det ikke bare?" Mumlede han for sig selv, og åbnede øjnene igen.

Dallas rejste sig op, og børstede totter af græs og små blade af sine bukser, før han greb læderjakken ved sin side. Han tjekkede hurtigt om han havde sine ting i jakkelommerne; ur, pung og lommekniv, og svang så jakken over skulderen, da han opdagede, at hans snørrebånd var gået op. Han satte sig på hug for at binde dem, og pustede småirriteret en tot hår væk fra øjnene. Typisk. Han rystede smilende på hovedet, rejste sig op, og satte så kursen imod pigen på bænken. Hvad var det værste, der kunne ske? Han kunne få et nej. Uheldigvis var Dallas en af de typer, der hadede at få afslag, og han frygtede det altid. Han rettede sig op, eftersom han nu var helt henne ved hende. "Goddag!" Hilste han med et dæmpet smil, og han lagde hovedet på skrå. "Hey," Et kækt og muntert smil følgede den 2. hilsen, og han rettede hovedet op igen. "Vil du med på eventyr?" Hans øjne glimtede eventyrlystent, og han smilede bredere.

Bænken var gammel, og det kunne mærkes. Caitlin sad og vippede en smule frem og tilbage, i håb om at hun ville det en lidt sjovere. Hun smurte sine ærmer lidt op, men fortrød tre sekunder efter. Hun kørte frem og tilbage med benene, men stoppede igen, da bænken sikkert ikke kunne holde sig til det.

Pludselig kunne der høres skridt komme i mod Caitlin, og af ren refleks kiggede hun op. I steden for at hun så udsigten til søen og alt det andet smukke, så hun et drenge ansigt, som hun vidste, var det, der var 10 meter væk fra hende før. Drengens smil mødte hendes, og hun kunne ikke gøre andet end at sende et varmt smil afsted. Godddag blev der sagt, og efterfølgende Hey. Caitlin gik i baglås, men fik dog fremstammet. "Jamen hejsa." Hun kiggede på ham, og derefter ned igen. Da solens stråler rigtig kunne mærkes, blev spørgsmål stillet, og det var en udmærket cocktail. "Jeg må være heldig, når en dreng som dig spørger mig om at komme ud og opleve eventyrer? Jeg må være så ærlig at sige, at jeg aldrig har prøvet det før. Men Jackpot er vel heller ikke noget man vinder hver dag, vel?" Hun smilede et lusket smil, og løfte langsomt det ene øjenbryn. Hun kiggede på hans reaktioner, og han var meget rolig omkring situationen. "Så ja, det vil jeg rigtig gerne." Hun kiggede ind i hans øjne, hvorefter gernertheden igen brusede op i hende.

Eventyr fik sat rigtig mange tanker i gang hos Caitlin, og noget sagde hende, at det nok skulle blive et godt eventyr. Dog er der altid en skurk eller noget forhindrende i eventyr, og fra de drømme som Caitlin havde haft, var hun somme tider meget bange for, at noget pludselig skulle komme og tage hende. Det var trosalt ikke en normal lejrer, og vi er troalt ikke kun i blandt 'mennesker', men halvguder. Caitlin prøvede diskret at gå lidt tættere på denne dreng, og for han ikke skulle lægge mærke til noget spurgte hun: "Nu håber jeg ikke, at jeg er for uhøflig, men, hvad hedder du? Og, hvor gammel er de?" Caitlin gjorde det af nysgerrighed, og hun håbede selvfølgelig på at få et svar igen. Og hvilken halvgud var han mon søn af? Caitin ville vente til næste runde. Spørge Jørgner er aldrig gode.

En lille due kom flyvene og Caitlin blev ikke andet end fascineret. Hun trak drengen i armen, for at give tegn på, at en due var rigtig tæt på. Hun havde aldrig i sit liv rørt en due, for den ville aldrig flyve væk. Måske fordi hun var for grim, måske var hun for nærgående, måske var hun i det hele taget ikke duens smag. Caitlin listede sig stille ind hos duen, og den lod ikke til at lægge mærke til noget. I en langsom bevægelse prøvede hun at røre den. Ja, det kunne hun huske, også kunne hun ikke huske andet, end at hun havde den vinger i hovedet to sekunder efter. Det var flovt, men samtidigt rigtig sjovt Hun kunne bemærke en lille latter i baggrunden. Det gjorde kun, at hun blev endnu gladere.

Dallas betragtede pigens øjne i et kort stykke tid. Øjne er vinduer til sjælen, sagde man jo, og han havde altid været fascineret af øjne. Hendes øjne var smukke. Mørkebrune, matchende hendes hårfarve. Han smilede varmt tilbage til hende, og fulgte kort hendes blik ned på jorden, før han igen kiggede op. Han klukkede for sig selv, og slog ud med hænderne Jeg må være så ærlig at sige, at jeg aldrig har prøvet det før. Han rynkede tænksomt øjenbrynene. "Har du aldrig været på eventyr før?" Han bed sig i læben og skar en grimasse. "Det var dog noget af det sørgeligste jeg længe har hørt" Erklærede han, dog med et kækt smil. "Det må vi straks lave om på!" Han betragtede småsmilende hendes hævede øjenbryn, og hans læber krusede i et bredt smil, da hun indvilligede i at tage på eventyr med ham.

Dallas vendte sig, så han nu stod direkte overfor hende. Pigen. Det gik op for ham, at ham måske burde have præsenteret sig, før han spurgte om hun ville med ud og opdage noget, men så spurgte hun ham selv. Nysgerrighed - Endnu en ting de havde til fælles. Det fik ham til at smile endnu engang, og han mærkede tilfredsheden bruse op i sig. "Jamen undskyld, det skulle jeg da have tænkt på!" Udbrød han, og bukkede med et muntert, klukkende grin. "Dallas Chará Alpha, til deres tjeneste." præsenterede han sig, med et kækt glimt i øjet. "17 år, søn af Artemis" Han smilede varmt. "Og hvem har jeg fornøjelsen af at gå på eventyr med?"

Dallas trak sig et skridt tilbage da duen kom flyvende. Han betragtede nysgerrigt pigen 'uden navn', og klukkede for sig selv, da hun rykkede ham i trøjen. Han kiggede kort over på duen, og så tilbage på pigen, der var tydeligt fascineret over fuglen, der da også var tæt på. Han sendte små tanker ud til duen for at få den til at slappe af, imens pigen gik over for at røre den, men duen baskede alligevel forskrækket med vingerne, og Dallas kunne ikke lade være med at klukke. Han gik over ved siden af hende, og kiggede sig omkring for at tjekke om de var alene. "Stå helt stille" Hviskede han, og rettede sig så op. Han begyndte at fløjte små melodier, ganske svage toner, som ikke andre end fuglene forstod. Det var en gave han havde fået, en evne, at kunne kommunikere med dyr. Duen lettede fra et træ, og satte kursen mod dem. Han rakte hånden ud, og lod duen lande på den. "Hun gør dig ikke noget" Hviskede Dallas smilende, og duen lagde hovedet på skrå. Er du sikker? - Duen kurrede, og han hviskede "ja.". "Hold armen ud" Sagde Dallas varmt til pigen, og Duen landede på hendes arm.