well Dont piss me off please... (Darren)

Tid: 17:34
Sted: Udkanten af stranden...
Omgivelser: Vand og sand, klipper...
Vejr: Solskin
Påklædning: Sort trøje flået og revet i ryggen... Hvide løse bukser med røde pletter...

Han sad bare ved stranden ret afsides der hvor der nærmest aldrig kom nogen... Fordi han vidste at den han nu engang holdt øje med ofte befandt sig nede på stranden for at slappe af... Det var derfor han ofte opholdt sig der også så han kunne holde bedre øje med denne ene person som han nu havde lovet både sig selv og en anden at han ville holde et vågent øje med...

Han sad der bare og gnubbede sin ryg lidt, hvorefter han slikkede blodet af hånden den smule der var... Fordi arrene endnu engang var gået op...

Påklædning: The clothes... Click

Det var varmt, eller det var varmt for Darren om det var varmt for andre vidste han ikke.
Hans fingre bevægede sig ligesom hvis han spillede på klaver, det gjorde de tit, da han spillede virkelig meget klaver.
Han sukkede, og så hen over stranden, det hvide sand blev løftet lidt af vinden og lagt ned igen.
Havet var blikstille, ihvertfald der hvor der ikke blev kastet sten i, og fuldstændig blåt.
Han elskede synet af havet der var næsten helt stille, og glitrende pågrund af solen der skinnede ned på det.
Han så sig til siden igen og fik øje på en dreng med ødelagt tøj, det så ud som om han havde været i et meget stort slagsmål.
Han fattede ikke dem, der sloges mod hinanden uden at det var for sjov, og da ikke så taberens tøj blev flået fuldstændig fra hinanden.

Han sad der bare... Var faktisk i humør til andre mennesker men stadig var det at snakke med andre aldrig noget han kunne få sig selv til at gøre... Altså i hvertfald ikke at være den der indledte samtalen... Det gad han bare ikke... Det var mindst lige så irritabelt for ham at gøre det som når andre snakkede til ham når han ikke gad...

Han forstod ikke folk der kæmpede mod hinanden for sjov...Det var tåbeligt, arrogant og respektløst overfor deres egne kroppe... Kamp var til for enten at redde sit eget liv eller fordi man ville redde en anden persons liv... Mange ville sikkert synes han var underlig og sær men det var han vel egentligt også? Eller det troede han ihvertfald selv lidt...

På trods af at Darren ikke følte den mindste medfølelse eller forståelse for den forslåede dreng længere væk, gik han alligevel tættere på ham.
Da han var tættere tøvede han dog, der var noget ved denne forslåede dreng der ikke virkede.. venligt og heller ikke fjendtligt.
Han rynkede panden og gik så tættere på, da han var næsten derhenne glattede han panden ud og fik hans lille skæve smil frem på hans læber.
Han satte sig ned lidt fra drengen og sagde:"Yo, okay?"
Der var ikke nogen speciel varme i spørgsmålet, og langt fra nysgerrighed.
Han var egentlig ikke særlig nysgerrighed, han gjorde det fordi han nærmest han følte han skulle. Pokker tage hans skæbnesvangrefejl.

''Ja ja gammel skade...''

Han kunne fornemme at der var noget ligegyldigt over hans stemme... Noget der fik ham til at virke arrogant og nedsættende på en eller anden måde og det kunne han absolut ikke lide at høre fra folk...

''Hvorfor taler du når du ikke gider?''

Han så bare på ham... Det var respektløs oven i det hele...

Darren så ned på sårene, de så altså lidt drabelige ud, og så at hans tøj var helt ituflået.
Men det var gamle skader sagde drengen, gamle skader... Det lugnede langtfra gamle skader, men hvad vidste Darren om det? Absolut ingenting.
Darren bandede lidt over sig selv, han plejede aldrig at lyde så fraværende når han talte med folk, aldrig. Men noget ved denne dreng... han vidste ikke helt, der var noget anderledes ved ham, han ikke helt kunne placere.
Darren funderede lidt over drenges retfærdige spørgsmål, det var jo Darren der havde begyndt samtalen og virket arrogant, nedladende og totalt fraværende.
Han bed sig i underlæben, hvordan skulle han forklare det?'Ja, ser du... Det er fordi der er noget ved dig, der får mig til at virke så arrogant, nedladende og fraværende', nej, det duede bestemt ikke.
"Jeg ved ikke...", han kunne ikke fuldføre sætningen, for han havde ikke nogen fortsættelse på den.
Noget ved drengen havde fået Darren til at tale med ham, men noget andet ved drengen havde fået ham til at tøve og virke uinteresseret.
Det mindede lidt om hans skæbnesvangrefejl, der på en eller anden måde -hvilken vidste han ikke- hed Nemesis, selvom der også var noget ved den der absolut ikke virkede som retfærdighed. Nemesis... selvfølgelig var hun drengens guddommelige mor.

''Så lade da være med det? Er det ikke smartere? Så du ikke ved et uheld pisser nogen af?''

Han smilede halvt til ham... Mens han stillede grinede men hans øjne blev derefter hårde for lige at påpege at han faktisk var seriøs om det og at knægten faktisk skulle passe på... Også fordi han ligefrem ikke var den mest tilgivende person man kunne møde...

Han kiggede så bare ud over vandet mens han lige så langtsom lyttede rundt for at fornemme om den han beskyttede mon var i fare... Da han så ville blive nød til at smutte lidt tid...

"Som dig?" Sagde han med et smkævt smil og et løftet øjenbryn, noget ved denne dreng, ja der var det der var anderledes, men selve hans væremåde... Det var som om at han forekom som en stor joke for Darren, lidt ondt sagt, men drengen morede ham. Virkelig, med al sin 'Lad være med dit og lad være med dat', han lød lidt som en gammel hønemor. Ikke noget kompliment.
Hans øjne glimtede af useriøshed, som om han ikke kunne tage drengens hårde udtryk alvorligt, hvilket han jo heller ikke kunne. Det forekom ham bare så sjovt, hvilket meget gjorde.
Drengen kiggede ud over vandet og Darren fulgte hans eksempel, vandet var meget smukt...

''Ja... For det meste vil folk hellere lades i fred... End blive talt til af nogend er virker uinteresserede og ligeglade... Det giver en følelses af nedeladenhed...''

Han sukkede... Han havde nogle stærker meninger og han tænkte også meget over hvordan folk blev påvirket enten direkte eller indirekte af kropssprog og toneleje... Selvfølgelig var det forskelligt fra person til person men nogle gange kunne man da bruge det til noget...

''Det er få der kan lide at blive set ned på...''

Han sukkede, måske skulle han have handlet på en anderledes måde, ja det havde jo nok været klogere end det her.
Han satte sig helt ned i sandet, og foldede benene i skrædderstilling.
"Skal vi så ikke starte forfra?" Han rakte hånden frem mod ham og sagde:"Hej, jeg er Darren, og du er?"
Han ventede på at drengen tog hånden, enten tog han den eller så gjorde han ikke. Folk måtte da egentlig selv bestemme det, om de tog hånden eller ej. Om de ville være høflige eller uhflige. Og hvis han var uhøflig, ude af stand til at lægge ting bag sig, ville Darren da ikke bruge mere tid på ham og så det ligesom det.
Han ville gerne kæmpe for at komme til at snakke med folk, men hvis folk egentlig var ligeglade om der blev kæmpet for dem eller ej og bare ikke gad snakke generelt, kunne han godt blive sur og i disse tilfælde ville han nok bare gå sin vej.
Han hadede virkelig hvis han blev sur og lod det gå ud over andre, selv om de det var deres egen skyld var der vel ingen grund til at råbe dem ind i hovedet.