Lejrbålet ~Darren

Tid: Tusmørke
Sted: Lejrbålet og dets omgivelser
Omgivelser: Lejrbålet


Ashley sad på en træstamme tæt ved bålet med lukkede øjne. Hun havde den sædvanlige sorte tanktop på, men havde skiftet sine ynglings bukser ud med et par sorte short og skoene ud med flade sorte sandaler. Hun strækkede sine lange ben og åbnede sine øjne og stirrede ind i flammerne. Hun havde et trist blik og mundvigerne hang. Hun følte sig afvist af alle hun havde prøvet at snakke med i lejren, enten gad de hende ikke, frygtede hende, eller råbte af hende. Selv ikke lille Melanie kunne få hende i godt humør, så langt nede var hun.
Hun trak sine ben ind til sig og holdte om dem og hvilede sin hage mod knæene mens hun stirrede ind i ilden.

Darren kom ned fra det hytteområde med Undergudernes hytter, han havde ingen kendte søskende, hvilket gjorde ham trist på en måde. Han var ellers aldrig, virkelig aldrig, trist, så at han var det nu... Ville mange mene var ekstraordinært, overraskende
Bålets store, røde og orange flammer kom til syne foran ham, dette muntrede ham altid lidt op da han allerede kunne føledens varme fra det, det havde nok noget at gøre med hans mor. Varmens og Lydens gudinde, Anthea.
Han vidste ikke hvorfor hun var både Lyden og Varmens gudinde,- de to ting havde jo ingenting at gøre med hinanden -, han rodede hans hår op og satte sig ned med et suk på en sten.
Han så ind i bålet, hans ben var spredte lidt, hans hænder lå på hasn lår.
Han fulgte hver eneste af ildens langsomme og hvæsende bevægelser, men alt var sløret... græd han?

Ashley blinkede let da hun hørte et suk i nærheden og vendte derefter sit blik mod lyden og fik øje på drengen med det blondte hår. Hun tøvede et stykke tid inden hun slap sine ben og rejste sig, hvorefter hun gik over mod ham. "Er du okay?" spurgte hun med en blid og bekymret stemme, som havde en fin, nærmest syngende, accent. Hun så på ham med sine store, blå øjne der, som altid, havde et åbent og venligt blik, de var dog svagt vagtsomme lige nu, efter alle de gange hun var blevet afvist. Hendes brune, krøllede hår lyste let bronze i mørket på grund af ildens skær.

Og så var der jo også hans far... Hans far. Den mand han skulle have elsket og respekteret, der bare overlod ham til et børnehjem. Den mand der helt uden at have knyttet et bånd til sin søn døde af kræft. Den mand der bare sendte sin søn direkte på børnehjem, da han så ham. Den mand... der var hans far.
Han tørrede tårerne væk fra hans øjne med håndroden og vendte sig om i det en pigestemme ramte hans ører.
Han smilte svagt og nikkede svagt, hun ville nok ikke kunne forstå det. Der var så mange her i lejren der ikke ville kunne forstå det. Og så var der hans barndomsveninde der døde... Lille, uskyldige og søde Adela, der blev dræbt i en ildebrand. Hun var den eneste der døde. Det var ikke retfærdigt, hvorfor var det lige hende der døde under ildebranden på børnehjemmet? Og ikke en af mobberene?
Skæbnen var ond mod ham, men hvorfor ham? Hvorfor lige ham?
"Tænkte bare lidt... På livet før... Lejren." Pokkers til stemme! Så lige knække over, når han prøvede at overbevise pigen om at han var okay. Nu ville hun klart ikke tro på ham, tak stemme! Tusind tak...
Men egentlig, var det at han kunne få hjælp fra ukendt side så slemt? Havde han noget imod det? Havde han noget imod hende? Eller... Var han bare bange for at han skulle miste endnu mere?

Ashley så på drengen med et blidt og lettere bekymret blik. Hun bemærkede godt at han tørrede tårer væk. Hun smilede svagt til ham og kunne mærke hvordan en let aura af død var der omkring ham. "Hård tid?" spurgte hun bare blidt og satte sig ned ved siden af ham. Hun lagde lidt tøvende en hånd mod hans skulder og prøvede at skabe øjenkontakt, selvom det hun så i andres øjne skræmte hende. Hun hadede at kunne se deres mulige døds dato. Hun smilede blidt til ham. Hun ville kunne forstå det, hvis han fortalte hende hvad der var sket før han var kommet i lejren. Ashley havde skullet leve med den viden, at hendes moster kunne få et hjertestop hvert øjeblik det skulle være, og så var der det, at hun var blevet betragtet som en freak, da hun til tider kunne finde på at snakke ud til luften. Den eneste veninde hun nogensinde havde haft, var en pige på hendes egen alder ved navn Melanie. Men hun blev voldtaget og druknet i en alder af fem, men det forhindrede hende nu ikke i at komme i tide og utide og drille Ashley. Ashley brød sig ikke om at snakke om det, da hun var den der fandt Melanies lig.
"Hvis det er, så er jeg villig til at lytte," sagde hun blidt og med den syngende accent der kom når hun sagde en længere sætning. Hun vidste godt, at de færreste ville tro at hun var datter af Hades, når hun var så blid som hun var. "Jeg ved godt du ikke kender mig, så ..." Hun kom med en lille forlegen latter, og rakte ham sin hånd. "Jeg er Ashley," præsenterede hun sig med et sødt og venligt smil.

Han kiggede på hende, hun havde brunt hår og blå øjne. Lige så blå som hans egne. Han nikkede langsomt... Og brød så sammen, hvorfor skulle han være så følsom? Så pokkers følsom? Pigen måtte jo tro at han var en virkelig stor tudedreng, hvilket han også var når han tænkte på sin fortid."Ja.." Sagd ehan hæst.
Ville hun virkelig lytte til ham? Til kun brok om det ene og det andet? Til en rigtig tudehistorie? Åbenbart...
Han trak på skuldrene og sagde stille:"Er du?" Det lød mere koldt end det var ment, skønt, nu blev han nok stemplet som kold og kynisk."Der er ikke så meget at fortælle, udover at min far lod mig komme på børnehje, istedet for at passe på mig. Nå ja, og så at min eneste veninde døde i en ildebrand, hvor jeg derefter blev mobbet så meget at jeg stak af."
Han prøvede at lade være med at bryde sammen, men alligevel knækkede hans stemme over da han kom til at snakke om Adela. Den eneste der havde 'elsket' ham for den han var, for den han er, for ham. Hans eneste støtte, hans eneste lys i mørket, hans eneste ven.
"Men det kan jeg jo komme til?" Sagde han smilende, eller han prøvede at smile, og tog hendes fremstrakte hånd. En Hades datter, interessant... Mon han kunne.. Nej, det var dumt. Selvfølgelig kunne det ikke lade sig gøre.
"Darren." Præsenterede han sig og smilte nu ægte, han ville gerne lære hende at kende og måske, med tiden, ville han kunne lægge sin barndom bag sig... Aldrig.

Ashley så bare blidt og bekymret på drengen ved siden af hende. Da han nikkede, skulle hun til at sige, at hun kendte til det og gerne ville snakke, hvis han havde mod på det, men nåede ikke at sige et ord, inden han brød sammen. Hun lagde sin arm om ham og krammede ham lidt ind til sig mens hun nussede hans arm. Hun tænkte virkelig ikke over hvad hun gjorde, det var bare en refleks. Og som hendes moster altid sagde; Behandl andre, som du selv vil behandles.
Hun så på ham med sit blide og venlige blik og nussede ham stadig trøstende på armen. Hun så ham ikke så en tudedreng eller noget lignende, hun havde haft den mærkelige holdning, at en rigtig mand skulle kunne græde. Og det at græde, var jo bare et tegn på, at man var menneskelig. Hun nikkede bare med et lille, venligt smil da han brugte den kølige tone overfor hende, hun tog det ikke personligt, han havde tydeligvis haft en hård tid før lejren. Hun lyttede opmærksomt til hvad han sagde. "Det er jeg ked af," sagde hun medfølende. Lige det med hans veninde, kendte hun kun selv alt for godt. Hun gav ham et blidt klem da hans stemme knækkede over.
Hun smilede en anelse større da han smilede til hende, hun kunne ikke lade være, selvom det kun var et lille smil og at han stadig havde tårer ned ad kinderne.
"Hyggeligt at møde Dem, Darren," sagde hun blidt og med sin syngende accent og et varmt og venligt smil på læben. "Og hvis der er noget du vil snakke om, så bare sig til, okay?" Hun smilede til ham og havde et blidt blik. "Jeg er altid villig til at lytte." Hun klukkede lidt og gav ham et kort klem inden hun tog sin arm til sig.

Hvorfor var det lige at han som førstehåndsindtrykket på denne pige, der lignede en på hans alder. Enten havde hun medfølelse med ham, eller også havde hun bare stemplet ham som gal, hvilket var lige så værst. Han sukkede og kiggede ind i ilden, flammerne afspejlede sig i hans blå øjne. Han kiggede hen på hende igen og smilte så. Måske skulle han lade være med at tænke så meget på hvad hun tænkte om ham og mere tænke på hvad han egentlig syntes om hende...
Egentlig virkede hun som en sød pige og det var et fantastisk godt førstehåndsindtryk hun havde gjort på ham, nemlig ved at lytte. Og han virkelig haft brug for det, altså, for at have nogen der bare ville lytte til ham.
Han lod hende bare kramme sig, hun kunne virkelig godt blive en god ven. Og hvis der var noget Darren havde brug for, var det venner.
Og nu hvor han tænkte over det, havde han jo haft en ven til. Annabeth. Men hende og hans minder havde han prøvet at fortrænge efter hun forsvandt, løb bort. Og det eneste hun fortalte ham var at han ikke skulle lede efter hende. Hvilket han jo selvfølgelig gjorde.
Annnabeth.. Åh nej, nu skulle han ikke bryde sammen mere. Så ville pigen jo helt klart tro han var gal.
Han kiggede på hende og lagde hovedet let på skrå. Han nikkede taknemmeligt og lyttede så igen, hvad hun havde at sige.
Hun havde en accent, det var nærmest som om hun sang. Helt klart spansk. Spansk var ikke noget han var mester til, så hvis han bare lod være med at lege Hr. Klogeåge inden for det område skulle det nok gå. Faktisk det eneste han kunne sige var 'Uno' og 'Si'. Et og Ja, det var altid godt at kunne sige.
Han smilte og kiggede ind i flammerne igen

Ashley betragtede ham ganske roligt og smilede til ham da han så på hende. Hun havde selv ikke så mange venner i lejren. Hun kendte kun en af sine søskende hun brød sig om indtil nu, og det var hendes storebror André, og så var der hendes kæreste Jason, en fantastisk søn af Artemis, som hun var faldet fuldstændig for på ingen tid. Og så var der hendes ven Aydan, han havde hjulpet hende med at hævne sig på én, og hun synes selv, at han var blevet en ret god ven efter hvad de havde været igennem sammen. Og så havde hun ikke andre veninder end Melanie, som jo var fastfrosset i en alder af fem, og man kunne ikke lige snakke drengeproblemer med hende, hun synes stadig at drenge havde drengelus. Men her var det kun Jason som kendte nogle få af de hemmeligheder hun holdte så tæt ind til sig.
En lille, blid klukken forlod hendes læber og hun smilede derefter til ham. "Hvem er din gudeforældre, hvis jeg må spørge?" Hun så nysgerrigt på ham og smilede samtidig. Hvis der var noget hun aldrig havde kontrol over, var det hvad det hendes nysgerrighed, hun kunne ikke rigtig gøre for det, hvis der var noget hun undrede sig over, så spurgte hun bare. Sådan var hun.

Han rystede på hovedet, mest fordi han burde have tænkt på det. Det var jo noget, man startede med at sige i en samtale. 'Goddag, mit navn er... og jeg er søn af..'. Medmindre man altså ikke vidste det, så kunne man kun gætte. Men efter Percys gang i lejren, var der næsten aldrig nogen, der ikke blev godkendt af deres gudeforældre. Det skete hver eneste dag.
"Anthea," sagde han, før han tilføjede: "Hun er varmens gudinde - dog ikke så kendt."
Han smilte lidt skævt, mens han tørrede sine kinder. Tårer var ikke noget, man så på særlig mange drenges kinder, og i de fleste tilfælde, var Darren ingen undtagelse. I aften var dog en undtagelse. Dem skulle der jo også være plads til. Åbenbart.
Han så lidt ind i ilden, der nu havde bidt sig ordentlig fast i træet og steget højere. Flammerne åd grådigt af træet, der lå inde for stencirklen. Han elskede ilden, den bragte varme med sig. Og han havde altid haft et svat punkt for varme, grundet hans mor, selvfølgelig. Det var lidt svært ikke at kunne lide varme, når det både var livsvigtigt og ens evne. Og ens mors domæne.
"Og du er datter af?" huskede han pludselig at spørge hende, for så høflig var han jo.

//Ikke fordi at jeg ikke vil emne videre her, men der er sket så meget siden sidst jeg svarede, så er du ikke frist på et nyt emne? ^^'

//Lige over, så jo, det lyder som en god idé xD

//Ja, ikke? xD Men så, hvem laver og hvorhenne? ^^

//Altså, nu hvor det er jo egentlig er din tur i emnet, skal vi så ikke sige, du skal oprette?
Og stedet er jeg egentlig ligeglad med, medmindre du har et bestemt sted, det skal være?

Helt okay med mig xD
Og her er emnet: https://halvblodslejren.danskforum.net/t735-long-time-no-see-darren#9968