sangen om et andet liv.. - Darren

Lejrbålet flammede lystigt op denne aften. Måske fordi at de fleste var i strålende humør, de fleste. Bålet var vel en meter, så der var nogen der ikke var i så strålende humør. På en god aften kunne det jo komme helt op på tre eller seks meter. Men når det blev så højt havde Darren det med at smutte. Båle der var så høje var mere skræmmende end hyggelige, efter Darrens mening.
Guitarspil og sang nåede hans ører, men det var vist ikke noget der skulle høres af alle, for det var lavt. Det kom vist ovre fra... han kiggede rundt på alle der sad ved bålet, en pige, eller en kvinde, sad med en guitar og spillede. Hendes mund bevægede sig, så han gik ud fra hun var den der sang.
Han lyttede til teksten, den var smuk og kom fra en sang han ikke kendte. Han vidste ikke hvorfor, men teksten fik ham uvilkårligt til at tænke på hans liv før lejren. På Annabeth. Og den ulidelige Faye, som han aldrig havde kunnet enes med. Han smilte skævt og smed endnu en pind ind i bålet. Ikke fordi det var ved at gå ud, for det var ligesom det meste andet i lejren fortryllet, så det gik aldrig ud. Fortryllet... han smilte ved tanken. Det bedste ved lejren var helt sikkert de mange fortryllede og magiske genstande. Og Rachel, oraklet, var en person han helt 100 respekterede. Især fordi hun var dødelig.

Hun spillede videre, mens hendes sang døde ud.
Minderne om hendes far flød ind over hende, og fik hurtigt hendes arme til at slippe guitaren. Hun lagde armene om sig selv, mens hun bed sammen for ikke at få den kolde fornemmelse i hele kroppen - for sent.
Kulden bredte sig ned gennem hende, og fik hendes hals til at snøre sig sammen. Hendes fars berøringer kunne igen føles, som om han stod lige bag ved hende, i færd med at åbne sine bukser.

Hun stivnede helt og så ned, mens hun prøvede at ryste minderne af sig. Hvad skulle hun gøre nu? Tage hjem til sin far?
Hun krøb sammen og stirrede igen ind i flammerne, mens tårerne gled ned af hendes kinder. Hun havde intet valg. Det var hjem til hendes far, og blive misbrugt igen. Eller, det var hvad hendes far ville prøve på. Denne gang ville han miste sit lem, inden han overhovedet havde rørt hende.

Hun lod guitaren ligge, og stirrede forsat ind i ilden mens hun rakte hånden frem mod den. Ilden virkede så fængende for hende, så fredfyldt, og alligevel vild.
Hun stak hånden ind i ilden, men hev den så til sig da hun mærkede den skærende fornemmelse af ilden. Hun klynkede lavt af smerte mens hun slukkede sin hånd, som en kat nærmest