When opposites attract - Darren

Faye forstod det ikke. Det var bare en skov, hvis man spurgte hende. Der var grene, tyk bark om træerne og mos ved foden af træerne. Grene slyngede sig sammen, som var de de tætteste venner, man ville kunne finde nogen som helst steder. Måske lå der monstre derude. Monstre havde sine måder altid at gemme sig på og komme i den perfekte timing, hvor man mindst ville forvente det. Faye var ikke bange, og hun nægtede at lade sig skræmme af de historier, der gik om skoven.
Den sene eftermiddag hang over og omkring Faye, da hun bevægede sig mod skoven. Grenene, der slyngede sig til siderne af vinden, bød Faye hjerteligt velkommen til skoven. Dette var, som Faye i hvert fald selv så det. Faye var af den tro, at hun var den bedste af alle, og dermed var velkommen overalt. Hun var den kolde, egoistiske og yderst stolte pige, ikke mange brød sig om at møde. Faye tog det aldrig tungt, for de kunne bare ikke klare hendes storhed kontra dem selv. Havde det mørkebrune hår ikke været sat op, havde hun nydt følelsen af det løse hår, der dansede omkring hende. Et lettere køligt smil spillede sig om de let fyldige læber, da hun krydsede grænsen mellem udenfor og indenform skoven.
Lyden af skovens jord under hendes støvler var skøn. Skoven var langt fra skræmmende endnu, men hun var jo heller ikke kommet langt nok ind. Snart ville grenene over hovedet på hendes være tætte nok til, at himlen over hende var som en tåge. Grene og himmel blandede sig sammen grundet det lys, solen kastede over skoven og området. Nogle ville kalde hende overmodig nu, men selv ville hun blot kalde det endnu en spontan ide. Skoven skulle udfordres. Hun kunne umuligt være nået langt ind, da hun fandt en stor sten, hun omgående satte sig på. Afslapning var altid godt.

En kold vind var i luften og gjorde det næsten alt for koldt at være udenfor, skodsommervejr.
Eller det var nærmest umuligt at være udenfor for dem, hvis gudeforælder ikke var varmens gudinde. Det var så rart altid at kunne have t-shirt og shorts på, døgnet rundt.
Han løftede blikket og lod det vandre hen over de grønne trækroner og op på himlen, han elskede himlen. Især bare at ligge ned og se på skyerne der svævede forbi, finde små figurer og tænke tilbage på livet før lejren.
Ikke på børnehjemmet og ikke på Adela, engang havde han været opslugt af minderne om hendes skrig og vågnet midt om natten med mareridt om det. Men det blev forandret da han mødte Annabeth på en af Floridas mange gader.
Hun var først temmelig irriterende, men som årerne gik blev han hendes bedste ven og eneste støtte. Det at hun næsten hver aften sneg sig ud, for at se ham, være sammen med ham. Præcis som Adela havde gjort.
Han smilte svagt og lagde sig ned på græsset under et stort træ, hvis grene rakte lidt udover græsplænen der var anlagt før skoven.
Han kiggede kun halvt på himlen, egentlig havd ehan bare blikket rettet mod himlen, men han kiggede ikke på den som sædvanlig. Han tænkte, tænkte sig tilbage på dengang for et år siden, hvor han havde haft den bedsteveninde i verden.
Bedsteveninde... Engang imellem havde han inderligt ønsket de ikke kun var det, mere end det. At... Hun gengældte hans følelser, at hun også elskede ham, som han elskede hende.

Florida havde længe været hendes hjem, men efter den store opdagelse, havde intet rigtigt virket som det samme nogensinde igen. Hun var en halvgud. Faye kunne sagtens indrømme nu, at dette var steget hende til hovedet, men de var ikke noget, hun ville nævne højt for nogen. Hvad var meningen med at være en halvgud, hvis man ikke havde opdaget sin evne endnu? Hvad var hele den store fordel, når man alligevel ikke var så magtfuld som ens gudeforælder? Da hendes far fik hende med på at flytte til London, havde hun prøvet at undersøge det. Prøvet at finde en måde, der kunne vække hendes evner. Intet havde lykkedes.
Lyden af skridt afbrød hendes tanker, hvilket hun indvendigt var ovenud lykkelig for. Faye var ikke ligefrem den store tilhænger af fordybelse i egne tanker eller al det sentimentale, der fulgte. Med en kortvarig rynken på næsen, rejste Faye sig fra den store sten. Det var først i dette øjeblik, hun mærkede, hvor kold den egentlig havde været. Blikket søgte imellem skovens træer. Hvis skoven var så farlig, som mange ytrede sig om, kunne dette kun blive spændende. Et skævt smil fandt sin vej om hendes læber, da hun mærkede adrenalinen suse igennem hele hendes krop.
"Hvem der?" Faye hørte sin kølige stemme blive slynget ud i afstanden mellen hende selv og skikkelsen længe før, hun end havde overvejet at sige noget som helst. Dumdristigt bevægede hun sig tættere på, mens hun trak jakken tættere omkring sig. Lignede det ikke et helt almindeligt menneske, der gik længere fremme? Hvis det var tilfældet, var det formentlig en fordybet i egne tanker..

Darren kiggede ind gennem skovens træer og grinte lavt, der var da ikke noget farligt over den.. Ihvertfald ikke her om dagen.
Han rodede lidt op i hans lyse hår og satte sig op ved lyden af en stemme. En kold stemme han havde hørt før, på et eller andet tidspunkt i lejren.
Han rejste sig og svarede:"Ihvertfald ikke julemanden."
Han fik øje på en anden skikkelse, en pige, en skikkelse han havde set før. Hun lignede en han havde set før, var hun ikke... datter af Hecate?
Sikkert, han brugte ikke så meget tid på at lære alle mulige at kende. Lærte han dem at kende, lærte han dem at kende. Hvis ikke... Lærte han ikke at kende. Som hans far altid havde fortalt ham:'Ting er som de er og bliver, som de bliver.'
Han sukkede og lagde hovedet let på skrå og spurgte højt pigen, der lignede en på hans egen alder:"Hvem er du så?"
Hun ville nok ikke svare, især ikke når Darren ikke engang havde sagt hvem han var. Det lignede ihvertfald ikke Hecate-børn at være de glade og venlige typer. Den sidste datter af Hecate der var i lejren, før hun rejste, havde været den mest kolde og nedladende type ever. Hendes navn var vist Anna og havde været virkelig eftertragtet hos drengene, inden hun frøs dem ned.

Faye hørte lyden af drengen, der rejste sig op. Hun bevægede sig blot endnu tættere på ham, til afstanden imellem dem ikke kunne være mere end de godt 10 meter. Let lagde hun hovedet på skrå med antydningen af en grimasse, da han begyndte at tale til hende.
"I så fald havde jeg nu også forventet at se kanen, Rudolf og få en gave" Svarede Faye køligt i et ironisk tonefald og himlede uvilkårligt med sine brune øjne. Hun var sikker på, hun havde set ham før. Ikke at hun havde talt med ham, men hans stemme lød også, som havde hun hørt den før et sted i lejren. Hvem var det nu, hans gudeforælder var? Faye kunne ikke prale med, at hun skulle have den bedste hukommelse af alle, der befandt sig i lejren. Tværtimod. Med en let hovedrysten skubbede hun dette til side, da det var underordnet på nuværende tidspunkt.
"Har dine forældre ikke lært dig, at man svarer på det spørgsmål, man er blevet stilt?" Gav Faye igen. Stemmen var belagt med et solidt lag is, der ikke på nogen måder virkede, som kunne det brydes eller knækkes. Hun fnøs af ham. Der var noget over denne dreng, Faye allerede ikke brød sig synderligt om. En hurtig bedømmelse af andre sorterede oftest udskudene væk. Disse 'udskud' havde Faye den holdning om, at hun ikke gad at bruge sin tid på. De var som insekter, hvis det skulle siges ligeud. Ved at give denne dreng et elevatorblik, skabte hun sig det altsigende førstehåndsindtryk, som hun altid gjorde. Ja, denne dreng skulle ikke være nogen undtagelse.

Afstanden imellem dem var blevet minde, i takt med at de begge gik tættere på hinanden. Han kunne høre sarkasmen meget tydeligt i hendes stemme og smilte skævt. Endleig var der en i lejren, der rent faktisk forstod at bruge sarkasme. Det havde han savnet.
"Ja, men kun søde børn får gaver. Altså, kan du ikke få nogen," Faktisk var der ikke nogen halvguder, der kunne få en julegave. For det at slagte virkelig mange uhyrer, lå vel ikke øverst på julemandens ønskeliste over såkaldte gode gerninger. Og at Darren elskede at irritere andre var vel ikke lige det, der hjalp allermest på at være artig.
Han vidste ikke hvorfor, men han kunne allerede ikke lide denne pige. Om det var hendes nedladende og nærmest afskyende blik på ham, eller om det bare var selve hende, kunne han ikke finde ud af. Men på den anden side, var det vel egentlig ligegyldigt. Hvad han vidste var bare at han ikke kunne lide denne pige og andet, behøvede han vel ikke vide.
Han bed sig i underlæbe, da hun nævne hans forældre. Han hadede når folk bragte det emne op, også selvom denne pige blot nævnte dem.
Han kiggede på hende og sagde:"Næh, eftersom min mor aldrig har set til min side og min far er en idiot, uden lige."
Hans far hadede ham, præcis som Darren havde lært at hade ham. Og når han nu var igang med at nævne ting han hadede kunne han da ligeså godt nævne at han faktisk også hadede når folk gav ham elevatorblikket. Præcis som denne pige gjorde.
Det lod faktisk til at hun gjorde alle de ting han hadede, pudsigt. Eller så var det bare fordi hun havde fornærmet en hel del mennesker og vidste præcis hvordan hun skulle gøre.
Selv kunne han ikke udstå folk, som hende, der bedømmede med det samme, hvordan folk var. Ved at give elevatorblikket og fryse andre ned med det samme, sådanne folk fandt han ikke særlig værdige at spilde hans tid på.
Og hun var faktisk en af dem han normalvis aldrig ville bruge mere end et par minutter sammen med, faktisk ville han kun være i nærheden af dem hvis han blev tvunget til det.

Et skævt, nogle ville kalde det nedladende, smil trak i den ene mundvige, da han svarede hende. Med hovedet let lagt på skrå lignede Faye i få trak løven, der så sit offer an inden det endelige, voldsomme angreb. Faye havde bare ikke planer om et angreb, men der var nu også andre måder at bære sig ad på.
"Jeg havde nu heller ikke lovet, at jeg ville være 'det gode barn'" funderede Faye, idet hun lagde sine arme over kors. En lavmælt latter undslap hendes læber, der til dels mindede om en masse små sølvklokker. "Så må jeg jo modtage et stykke kul igen.." fortsatte hun i en påtaget trist mine, der ikke bare dryppede af sarkasme, men også falskhed. Faye vidste, at hvis julemanden havde eksisteret, havde der været flere end én begrundelser for, hvorfor hun skulle have et stykke kul. At 'slagte' monstre og bruge evner til egen vindings skyld var ikke førsteprioritet til den store, skinnende gave. Udover dette var hun heller ikke sine medmenneskers hjælp i farlige situationer. Tænk på dig selv og skid på alle andre, som hendes far altid havde mindet Faye om, da hun blot havde været et lille barn.
"Jeg bad nu ikke om, du skulle blive sentimental." Afbrød Faye ham, og tydeligvis mente hun det. Kulden sang i tonen af stemmen, da hvert af ordene blev udtalt. Den sang sammen med det let britiske accent, der altid lå som en skygge over hendes stemme. Da hun ikke kendte denne dreng overhovedet, gik hun blot ud fra, at da han bed sig i læben, ønskede end heller ikke han snakke om noget så sentimentalt.
"Ingen numre nu. Hvem er du? Navn?" Tydeligvis var tålmodigheden langsomt blevet opbrugt. Meget kunne der siges om denne unge kvinde, men hun var ikke den lykkelige ejer af en stor bunke tålmodighed. Til trods for det pludselige utålmodige udbrud, gik Faye tættere på denne dreng med et lille fornøjet smil om sine læber. Var det afsky, hun kunne fornemme fra ham?