You're gonna go far kid - Elena (Fortid)

Tid: 13.30
Sted: Halvblodsbakken
Omgivelser: Bakken, og nogle uhyrer
Vejr: Overskyet og drypregn
Påklædning: Rød t-shirt og sorte bukser, en daggert hænger ved hans side.

Så det var altså her? Dette her? Det lignede jo bare en faldefærdig gård midt i absolut ingenting, hvordan kunne han være i sikkerhed her?
Det var jo fuldstændig galt! Han stirrede som en eller på bakken og den faldefærdige gård, først på gården så bakken, så gården, så bakken..
Han kunne umligt forstå det, bag ham hørtes et hyl... et uhyre. Han begyndte at løbe, men ligemeget hvad han gjorde, lød hylene højere. Regnen var faldet tungt ne dog det dryppede stadig kraftigt, bakken var våd og glat og hvis han ikke passede på ville han komme til at ligne en chokolade-kagemand på nul komma fem.
Benjamin kom op på bakken, han spejdede ud over markerne og fik øje på enkelte gårde og små huse. Han vidste ikke helt hvorfor, han havde bare en følelse af at han havde været her før? Eller at det var noget fra en drøm, måske? Det virkede bare... så underligt bekendt.
Hvad var det? Han undrede sig og bakkede lidt, hvorfor vidste han heller ikke, instinkt?
I det samme sprang en helvedeshund op og gjorde sig parat til at angribe, men midt i luften var det som om der var en mur, den bonkede dirkete ind i den og faldt mod jorden.
Okay, det overgik alt hvad han havde set på vej til den her faldefærdige gård. Han formede ordet Wicked med læberne og rystede på hovedet, hvorefter han begyndte at gå ned af bakken.

På denne side af bakken så det helt anderledes ud, istedet for en faldefærdig gård med et par jordbærmarker, lå der nu hytter, rundt imellem dem gik der andre mennesker, der var et stort blåt hus og de mest bizare aktiviteter han kunne komme på, en klatrevæg med... var det lava der kom ud af den? underigt...
Der var noget der lignede målskiver for bueskydning, spydkastning, nogle der sejlede i kajak ude i Long Island- bugten, der var nogen der soppede i en sø, folk der kæmpede mod hinanden i noget der lignede en arena fra det gamle Rom eller Grækenland.
Bag ham hørtes en lyd, en pusten fra et menneske. Han vendte sig for at se hvem eller hvad det var.
En pige med langt brunt, bølget hår kom ind af den port Benjamin lige havde trådt igennem.
Hun så også bekendt ud, hvad var der lige med det her sted? På en måde troede hans hjerne at han havde været her før, men så.. alt her var så underligt bekendt, men alligevel så fremmedt.
Han rystede på hovedet og prøvede at ignorere pigen, den så bekendte pige...
Han mærkede noget inde i sig, noget han ikke havde mærket i lang tid. Og han tænkte på personer han havde tænkt på hele sit liv, siden den skibsulykke.
Hans søstre, hans trillingesøstre... og hans far og mor, der var døde. Sikkert også hans søstre var døde, sikkert hele hans familie, undtagen ham.
Hvorfor var verden så ond? Hvordan kunne den tillade sig at rive alt af betydning fra ham? Hvordan kunne den tillade sig at rive hele hans liv fra ham? Og derefter sende uhyrer, han kun havde hørt om i myter, efter ham?

Pigen kom tættere og tættere på, det så ikke ud som hun ahvde set ham.
Han ville da ikke være den pressede sig på, så han gik videre, det kunne være denne pige var noget helt særligt og da hun også så ud til at være bange for de uhyrer Benjamin havde taget med hertil, skulle han ikke nyde noget af at være den folk bebrejdede hvis der skete en ulykke med hensyn til uhyrerne og menneskene nede i den lejr han nu var kommet til.
Han trak vejret dybt og besluttede sig for at prøve at falde i med omgivelserne, ganske diskret så han sig om efter f.eks. en kæmpe gren han kunne gemme sig bag ved, men forsent. Pigen havde set ham, det kunne man jo ikke undgå.
Og ganske rigtigt lidt efter mærkede han et prik på hans skulder, han skar ansigt og lukkede øjnene. Hvorfor kunne hun ikke bare have ladt i fred? Eller overset ham? Han samlede sig og vendte sig om, et sug gik igennem ham. Denne pige... hun lignede en... Nej, det kunne ikke være hende, eller en af dem.
Denne pige, Elena? Eller Christel? Han hældte til Elena, da det havde været den ældste af de tre der havde krøllet hår.
Hun lignede ikke én der var ved sit bedste helbred og da hun så ud til at falde, prøvede han at gribe hende, hun havde dog allerede gjort krav på hans skulder.
Han smilte stille og prøvede at blive taget tilbage til den gang for så mange år siden..
Virkeligheden vendte tilbage og han følte sig virkelig forlegen da pigen trak sig ud fra ham. Sikkke en måde at møde hinanden for første gang, for det var da første gang ikke?
Han lagde hånden bag hovedet og kløede sig lidt i nakken, han sagde stille, vist på samme tid med hende:"Undskyld..."

Hun var behagelig at snakke med, ihvertfald de få vokaler de sagde til hinanden.
der opstod en både akavet og pinlig tavshed imellem dem og vhis Benjamin havde haft lettere til at vise følelser ville han have rødmet svagt, men det var han ikke og det gjorde han ikke.
Benjamin rodede lidt rundt i hans brune hår og smilte til pigen, hvem hun var ville han forfærdelig gerne vide, så kunne han have sat hende på plads i sin indenvendige personkender-maskine.
Han vidste ikke hvad han skulle sige, det var en af grundene til tavsheden, den anden grund var at han ikke ville sige noget. Han kunne komme til at afsløre noget han ikke skulle have afsløret, det ahvde han været ude for tit, desværre...
Nåh ja, han skulle nok også lige præsentere sig. Pigen kom ham i forkøbet og spurgte ind til hans navn.
Hvorfor skulle folk også have den oplysning afvide? Var det ikke... rimeligt at folk ville være anonyme? Åbenbart ikke.
"Benjamin... Benjamin Cale.", svarede han lidt fraværende, hans opmærksomhed var rettet mod den væg der åbenbart var ved fyrretræet.
Han stirrede lidt på den, måske lidt for længe. Sådan var det med dem der havde ADHD-hjerner, nogle gange begyndte de at stirre på noget uden at opfatte det... En lille ulempe
"Hvem er du så?", spurgte han endelig, med opmærksomheden rettet mod den brunhårede pige.