This place... it feels different... ~ Michael

Sted: Skoven
Tid: 14.55
Omgivelser: Ingen, såvidt Tania ved
Vejr: Solskin og skyfrit
Dato: Søndag
Årstid: Forår
Påklædning: Converse, jakke, jeans

Selv fra udkanten af skoven, virkede det ikke som et særlig rart sted. Hun vidste godt, at det ikke var en god idé at opholde sig her, men hun følte sig draget til stedet på en mærkelig måde. Træerne var i flotte, rødlige farver, som var en fryd for øjnene. Men dette var blot en illusion om, hvad skoven her gemte på. Der var folk der havde fortalt om nogle, som fór vild i flere dage, før de endelig blev fundet. Hun gøs kort og lovede sig selv, at hun ikke ville længere ind i skoven, end hun stadig kunne se hytterne. Hun havde aldrig været et natur-menneske eller kamp-menneske, så hun følte sig virkelig malplaceret her. Hun kendte ingen, men det var jo ikke nogen forskel fra sit gamle liv. Men dengang havde hun trods alt sin mor som støttepæl.
Hun følte sig dog på en måde draget mod skoven og før hun vidste af det, forsvandt hytterne bag hende.
Hun kiggede rundt med hendes øjne, mange foretrak ikke at kigge på. Det var som om der var flammer i dem, ikke vrede flammer, mere varme og hyggelige... ligesom en lejrbåls ild.
Ingen panik... Ingen panik, tænkte hun igen og igen.
Hun fugtede hendes læber med tungen og trak hendes sværd, da en gren knækkede og blade raslede.
Hun så sig omkring, en sort fugl fløj op over skoven med baskende vinger. Lige nu var hun vist alt for paranoid, hun strøg lidt hår væk fra ansigtet og rettede sig op.

Påklædning; Lyseblå jeans, en sort-hvid t-shirt og Nike CTR360 grusbanestøvler i lilla.

Michael sad på en træstamme inde i skoven. Han elskede det sted. Det var enormt hyggeligt at sidde derinde om dagen, specielt lige på den her tid af dagen. Han kunne høre musenes puslen, fuglenes sang og ikke mindst lejrdeltagerne uden for skoven. De råbte og skreg, men pludselig kom der en anderledes lyd. Det lød som et eller andet der trådte på bladene. Michael kiggede sig omkring, men han kunne ingenting se, bortset fra nogle halvguder der løb rundt i udkanten af skoven. Det havde nok bare været dem.

Michael trak sin daggert og fandt en pind, han kunne godt lide at snitte, og han fik som regel lavet nogle flotte ting. Han havde f.eks. en gang snittet en utrolig spids kniv, den kunne sagtens dræbe dødelige. Da Michael sad lidt i sine egne tanker og snittede hørte han pludselig en blid pigestemme bag ham som sagde noget i retning af "hej".

Endelig dukkede skovens udkant op igen, en lettet halvgudinde trådte nærmere solens lys og ud fra træerne.
Noget fik hende til at stoppe, hun satte langsomt sværdet i skeden og gik nærmere på det der tiltrak hendes opmærksomhed.
En dreng, ca. på hendes alder måske et år yngre dukkede frem bag et par buske.
Han så... bekendt ud, og så ikke. Men hvorfor var han bekendt? Hvorfor var det at hun ikke bare var gået ud af skoven, da hun kunne, men pludselig stod tæt på ham og kun havde to muligheder? Typisk hende at træffe de dårlige valg, det gjorde hun evig og altid.
Og dog, det var nok ikke så svært at tale emd ham, som at fatte at hendes mor, Hestia, havde form som en pige på 9. Altså en der var 10 år yngre end Tania selv, det var så svært af fatte og godtage det.
Hun trådte på nogle blade, som muligvis ville tiltrække hans opmærksomhed. Hurtig som lynet gemte hun sig bag nogle buske, han sagde ikke noget, så hun tog det som om han ikke havde set hende.
Det brune hår var faldet ned i øjnene og hun strøg det irriteret væk, for at se imellem bladene på busken.
Godt, han havde vendt sig om. Hun rejste sig stille og gik hen bag ham og med hendes pokkers blide stemme sagde hun:"Yo"
Genialt sagt, virkelig...

Michael vendte sig om og kiggede på pigen. Hun havde flot langt brun-sort hår, små nuttede øjne, og et rigtig sødt ansigt. Hun var sådan, ret lækker. Han følte sig godt tilpas i hendes nærvær, han blev dejlig varm, også indeni. Han troede i starten at hun var datter af Afrodite, men så gik det op for ham, at hun slet ikke var i nærheden af at have ligeså meget mascara eller andet makeup på. Hun var måske datter af Demeter?

Michael kunne godt lide hendes stemme. Det lød som en syngende fugl der havde fundet vej til hans øre for hver stavelse hun udtalte. Han havde ikke lyst til at svare mere end "Hej, jeg hedder Michael Madron, også kaldet MM, søn af Iris. Du er?"

Hendes hånd forlod hendes sværdskæfte og fortsatte ned, til den bare hang lidt slapt.
Hendes blik søgte efter noget at sidde på, og endelig faldt det på en stor, grå sten ikke langt fra ham. Højst en meter.
Hun gik hen og satte sig, slap ham ikke med blikket... hun stirrede ikke på ham, så kun på ham med en lille interesse.
Så han var altså Iris's søn? Søn af Regnbuens gudinde? Interessant, vældig interessant..
Hun bed sig i læben da han spurgte om hendes navn, hun var meget nidkjær omkring det. Hun kunne smage blod i munden og opdagede at hun havde bidt hul i læben. Genialt...
Hun besluttede sig for at hun kunne stole på ham her, han var trods alt inden for lejrens mure, så han kunne da ikke være et uhyre vel?
"Tania Silena Hunter Leach, datter af Hestia.", svarede hun og kiggede op på den blå himmel, sky efter sky strøg forbi de grønne trækroner.
Solen fik bladene til at lyse nærmest, hun elskede det.
Så rettede hun opmærksomheden mod ham igen, og så for første gang ham lige ind i øjnene. Desværre var det, når hun så folk ind i øjnene så kunne de se flammerne i hendes øjne... det var for det meste ikke noget der gjorde hende glad, de gjorde folk bange... skræmte.

Datter af Hestia. Interresant, virkelig interresant. Det blev ikke koldt i hendes nærvær, selvom vinden var ved at tage til, og det begyndte at blive rimelig køligt. Han havde det utrolig varmt.

Han sad i to minutter og udvekslede ord med hende. De fortalte lidt om deres venner og veninder, indtil Michael spurgte "Øhm, er du egentlig i et forhold?" Han synes der var ved at blive ret hedt, ikke kun fordi hun var datter af Hestia men også en slags følelse gjorde det. En følelse Michael aldrig rigtig havde følt før. Det kunne vel ikke være? Nej det kunne et nok ikke være.

At man havde det varmt i hendes nærvær var ikke ualmindeligt, alle havde det varmt og hyggeligt i hendes nærvær, noget hun kunne takke sin mor for.
Hestia... den første gudinde hun nogensinde havde mødt. Da hun ankom til lejren uden nogen form for viden om hvad dette sted var, havde hendes mor siddet ved et bål for sig selv.
Hestia havde skikkelse som en lille pige på 9-10 år og virkede venlig, indtil helvede brød løs. Sandheden så dagens lys og Hestia afslørede hendes sande identitet, rørte Tania i øjnene og overførte hendes ild til hende.
Det gjorde hverken ondt eller var behageligt... det var hyggeligt?! Det var Hestia's kræfter, hun kunne få alt til at virke hyggeligt, undtagen det der virkelig var dårligt... ulykker, mord osv.
Hun så hen på Michael og så videre ned på sin hånd, hun havde holdt strakt ud foran sig med armen hvilende på knæet.
Hun lukkede øjnene i et kort sekund og åbnede dem så for at se nogle flammer danne sig på hendes håndflade, skæret gav et dejligt lys og fik hende til at smile.
Hun smilte altid når hun udøvede hendes evner, det gjorde hende så rolig.
Samtalen drejede sig mest om venner og andre relationer, et emne hun vogtede meget nidkjært. Ingen måtte vide noget om hendes... uheldige fortid, og da slet ikke én hun kun lige havde mødt.
Spørgsmåket han stillede var et underligt et, endnu en gang bed hun sig i læben. Hvad skulle hun sige? Det havde hun jo ikke, men hvad var det lige for et spørgsmål at stille efter kun et par minutter?
Hun rystede sagte på hovedet og svarede med den damn blide stemme:"Nej... Hvorfor?"
Hun ville virkelig gerne vide, hvorfor dette var blevet bragt på banen.. han kunne da ikke... han kunne da ikke være forelsket i hende? Allerede?
Hvis det passede, måtte hun desværre skuffe ham med at hun ikke delte samme følelser.. ikke endnu, hvis de da nogensinde dukkede op.
Han kendte ikke hende og hun kendte ikke ham, ihvertfald ikke så godt så noget som kærlighed og flirts kunne tages op. Langt fra!
Men alle de følelser der kæmpede om pladsen inde i hende, holdt hun for sig selv. Fortiden, relationer, evner... og følelser, bevogtede hun som en glubsk ulv.
Nu håbede hun virkelig han ikke var tankelæser...

Fuck hvor var han dum! Hvad tænkte han dog på! De havde jo ikke engang mødt hinanden, og alligevel kunne han ikke hole sine følelser tilbage. Han havdemest lyst til at stikke af, men han vidste ikke om hun var hurtigere end ham. Men hun ville nok ikke ligefrem forsøge at indhente ham. Det var der ingen der ville. Kun nogle af hans venner. Og ikke engang alle.

Han kunne også svare ærligt? Men hvad skulle det nytte. Hun ville sikkert afskye ham alligevel. Han valgte dog ærlighed. Selvom det kan være pinligt at være ærlig, så kan det måske godt betale sig at være ærlig, på længere sigt.

"Øhm, altså, det.." Det kiksede for Michael. Han fremstillede lynhurtigt en regnbue af hænderne, hoppede ind i den og mumlede "Det sted i skoven længst væk herfra!" Med et forsvandt han, og dumpede ned på den hårde jord i Long Islands største skov.