Theo?! Er det virkelig dig?! - Theo <3

Påklædning: - uden solbrillerne.

Theodor var på vej ned mod hytterne, men gik en lille omvej forbi amfiteatret. Han havde ingen intentioner om at gå "derind", men han kunne ikke dy sig for at kigge derned, da han hørte nogen spille på flygelet. Da han kom tættere på, kunne han så småt begynde at høre nogen synge. Han rynkede panden. Der var et eller andet bekendt over den sangstemme. En stemme han ofte havde hørt, da han var yngre.

Der var koldere end Theodor havde regnet med, så han trak jakken lidt tættere om sig, for bedre at holde varmen. Det hjalp dog ikke specielt meget. Han gik - med tunge skridt - ned ad trappen mod den åbne scene. Han kunne se at det var en pige der spillede, men han kunne knap ane hendes ansigt. Dog kunne han se hendes smukke hår. Mørkebrunt - næsten sort - langt og krøllet. Theodor bevægede sig længere ned mod scenen, og det virkede ikke just som om pigen der spillede, havde set ham endnu.

Jo tættere han kom på, jo mere kunne han genkende stemmen. Og personen så også utrolig bekendt ud. Men hvor kendte han hende fra? Pludselig kom en masse billeder frem fra de allerbagerste dele af hans minder. En masse billeder fra gode tider, glade tider og uforpligtende tider. Det gik pludselig op for ham, hvem denne knap så fremmede person var, "Arya?" spurgte han forundret, da han var kommet helt ned til foden af scenen, og betragtede den spillende pige.

Et kæmpe smil bredte sig på Theodors læber. Han åbnede armene, da hun kom løbende ned mod ham, og omfavnede hende. Han kunne ikke dy sig for at løfte hende og svinge hende rundt. Han satte hende ned på jorden og de studerede hinanden. Han rystede svagt på hovedet. Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne. "Arya.." næsten hviskede han, og studerede hendes smukke udseende. På den ene side lignede hun sig selv, men på den anden side så hun helt anderledes ud. Der var jo også gået to år, siden sidst de havde set hinanden.

Brevet. Theodor tænkte tilbage på det brev han havde fået, efter Arya bare sådan uden videre forsvandt. Arya havde skrevet at hun var nødt til at flytte med det samme, fordi hendes ukendte mor havde kontaktet hende, og at hun ikke vidste hvor hun skulle hen. Theodor havde selvfølgelig været glad for at hun havde fundet sin mor, og ønskede kun det bedste for hans kæreste. Men han havde dog regnet med at høre fra hende. Han regnede da med at hun ville skrive til ham, så snart hun var kommet på plads. Eller at hun da ville komme og besøge ham? De var jo trods alt kærester. Men måneder gik, og der kom ingen breve. Ingen opkald. Ingen besøgende. Slet ingen Arya. Efterhånden var det gået op for ham, at hun nok ikke gad ham længere. At hun nok var kommet videre og havde valgt at lægge alt andet bag sig.

Selvom han var rigtig såret over den måde Arya bare sådan havde efterladt ham, var det nu gået op for ham hvorfor. Selvfølgelig kunne hun jo ikke fortælle ham noget, når hun tilsyneladende var halvgud. I det han tænkte disse tanker, gik det rent faktisk op for ham at hun var halvgud, "Du er halvgud!", udbrød han overrasket, spørgende og forvirret.

Theodor havde godt nok været henne ved Aryas hus op til flere gange, for at spørge hendes far om han kunne give ham en adresse, så han kunne skrive til Arya. Men der var aldrig nogen der åbnede døren eller svarede på hans opkald, så til sidst tænkte Theo at Aryas far nok var taget med hende. Det var i hvert fald sådan rygterne gik i byen. Et eller andet sted havde han vel aldrig helt tilgivet Arya for at have efterladt ham sådan out of nowhere. Han havde været rigtig ked af det, og havde også haft svært ved at komme sig over hende. De havde været bedste venner så længe han kunne huske, og det var først nu, med André at han sådan rigtig var kommet videre. Han havde selvfølgelig haft nogle flirts siden hende. Mange af dem faktisk. Men ingen af dem havde føltes rigtigt. Ikke lige så rigtigt som det havde føltes med Arya eller som det føles nu med André. Det slog ham lige. Gad vide hvad hun ville sige til at han nu være kæreste med en dreng? Han havde nok ikke røbet sin seksualitet for Arya dengang de var yngre. Det havde han ikke for nogen. Men da hun så forsvandt tænkte han at nu måtte det være at han skulle ud med alle hans tanker.

Theodor nikkede, "Jeg forstår godt nu.. Selvfølgelig kunne du ikke fortælle noget om det her... Hvor længe har du vidst det?" spurgte han nysgerrigt. Han ville gerne vide hvor lang tid det drejede sig om. Theodor kunne ikke lade være med at smile, "Tjo.. hvordan bliver man halvgud?" spurgte han drillende, men rynkede på panden. Han havde egentlig ikke rigtig lyst til at diskutere hvordan de var kommet til.

Athene? Nej.. Afrodite? Nej.. Theodor anede ikke hvem Arya var datter af, men han håbede sørme ikke at det var Afrodite, fordi så var hun hans faster og det passede ikke rigtig ind i hans og Aryas fortid sammen. Han blev næsten helt febrilsk. Hvem var hendes mor dog? Han kunne ikke vente til hun selv sagde det eller at han selv regnede den ud. Han blev nødt til at spørge; "Hvem er din mor?" Spurgte han. Og idet han spurgte gik det op for ham at det jo var lejren Arya var rejst til, dengang. Theodor sukkede svagt. Der var så uendeligt mange ting Theo havde brug for svar på, men samtidig var der også mange ting der gik op for ham.