I stalden - Cornelia

Sted: Staldene
Tid: Klokken 12.30
Omgivelser: Pegasusser!
Dag: Lørdag
Vejr: Klar himmel og frisk 'morgensol'
Årstid: Forår
Påklædning: Den sædvanlige blå og hvid stribede t-shirt, et par slidte cowboybukser og converse i farven rød.

Dallas kastede et blik på hesten. Eller Pegasussen som det jo var. Smuk hest med vinger. Han smilede for sig selv, stadig ikke helt tryg ved at skulle flyve, men han var vild med selve dyret. Pegasussen overfor ham puffede til ham med mulen, og han klukkede for sig selv, før han blidt kløede den imellem øjnene. Pegasussen prustede så det kildede ned af hans' arm. Han smilede igen, denne gang fordi han fornemmede hvor glad pegasussen blev. Det var en ting, Dallas var glad for. At kunne fornemme dyrenes følelser og tanker - ikke at de var specielt klare, ligesom almindelig talesprog, men han fornemmede meget klart hvad de ville. Nogen gange i form at billeder. Det var en mærkelig ting, men han var glad for det, for på den måde kunne han meget lettere hjælpe dyrene med at blive rolige, hvis de var ophidsede, eller sådan noget.
En prusten fik Dallas til at vende sig om, bare for at stå ansigt til ansigt med en anden pegasus. Han klukkede for sig selv, da han fornemmede den svage jalousi mellem de to smukke dyr. "Såså" Sagde han med rolig stemme, og betragtede deres ører vippe forsigtigt, for at opfange hvad han sagde. "Jeg skal nok ae jer begge to" Han puffede blidt til den ene pegasus, hvilket resulterede i endnu et prust - denne gang skulle det dog opfattes som et grin.
Dallas smilede tilfredst. "Du skal nok få din tur" Forklarede han, og prikkede den på det ene øre, der endnu engang vippede. Han grinede muntert, før han vendte sig mod den første pegasus.

Påklædning:Clickely Click!

Det lange, brune hår fløj omkring hende da hun kom løbende fra hendes hytte.
Der var helt tomt, når hun ikke var der. For hun var åbenbart det eneste barn af Helios, den oprindelige solgud.
Hendes gyldne øjne lyste som solen, da hun kiggede op på den skinnende stjerne... Hun kunne stadig ikke tro på at det var hendes far eller Apollon der kørte deroppe og var selve solen.
Hun rystede på hovedet og gik i et langsomt tempo ned mod staldene, hun elskede at være der.
Hun følte sig så sikker i selskab med dyr, noget hun aldrig var når hun var sammen med både dødelige og halvguder.
Hun lagde hånden på håndtaget der sad p døren ind til stalden, døren åbnede sig lidt knirkende.
Hun stak hovedet ind og så en dreng nok på hendes alder, stå ved en af hestene.
Hun spærrede øjnene op og lukkede døren igen.
Hun lænede sig op af det grønne træ og trak vejret dybt, hun sukkede og så med triste øjne op på solen.
Hun kunne ikke se nogen vogn, desværre. Hun havde ellers troet at hun som datter af Helios, kunne se den vogn han fløj i.
Hun gik lidt væk fra døren, han havde sikkert hørt hende og ville måske tjekke hvem det var.

Dallas skulle til at klappe farvel til pegasussen foran ham, da han hørte døren smække i, og for sammen. Han vendte sig hurtigt om, hvilket fik de to pegasusser tættest på ham til at blive urolige. De vrinskede og stampede i jorden, så han måtte springe ud til siden. "Så så" Gentog han, mens han prøvede at få sin stemme til at være så rolig som muligt. Pegasusserne blev bare mere og mere urolige, som resultat af, at de stod så tæt, og Dallas mærkede hurtigt Klaustrofobien hos de to dyr, og lukkede øjnene for bedre at kunne fokusere. "Det er okay" Hans stemme var næsten kun en hvisken. "Slap af begge to" Varmen i hans stemme skinnede igennem, og de to pegasusser, der stadig var omtumlede, vendte fokus mod Dallas. De vippede med ørerne. "Se, det gik jo nemt, ikke?" Han åbnede omsider øjnene, og trådte prøvende hen imod dem. Den ene kastede med hovedet, men den anden stod bare stille. Han tog det som et godt tegn, og fortsatte helt over til dem, hvor han lagde hænderne på siden af deres flanker. "Se, det gik jo fint." Gentog han, og pustede ud. Pegasusserne havde tydeligvist sparket hinanden, og Dallas knyttede hænderne for sig selv. "Det må i ikke." Hans stemme blev mere spids, for at lade dem forstå hvad han mente. "Ikke sparke hinanden. Ikke."
Han klappede dem en sidste gang, før han vendte sig mod døren. En person var tydeligvist blevet bange for ham - ikke at han begreb hvorfor. Han var dybest set harmløs uden sin bue. Dallas bed sig i læben, og sprang over døren til folden han havde befundet sig i. Let og elegant, tænkte han med et skævt smil, før han fortsatte mod døren, og åbnede den. Den knirkede ikke, men knagede kun en smule. Så stak han hovedet ud. Solen ramte ham i ansigtet, og varmen gennemstrømmede hans krop, imens han lod øjnene vende sig til det pludselige lys.
Han fik øje på en pige, og opfangede at hun nærmest hyperventilerede. Hvad havde skræmt hende? "Hey" Sagde han blidt, og tog et skridt hen imod hende, der var dog stadig afstand. "Er du okay?"

Solen gav hende energi og styrke, det gjorde den altid.
Hun lod det kraftige lys gennemstrømme sin krop, så den næsten lsyte selv.
Hun rystede på hovedet så det brune hår flagrede omkring hendes ansigt.
Cornelia trak vejret dybt ind og ud, hvorfor skulle hun være så pokkers genert? Og hvorfor skulle hun også lige være halvgud? Hvorfor skulle hendes liv forbandes med uhyrer?
Hun sank en klump og begyndte at gå videre, alt gik i sådan et hurtigt tempo omkring hende at hun knap kunne følge med.
Derfor foretrak hun dyrs selskab, de forventede intet af hende emd undtagelse af foder.
De troede ikke at hun kunne alle myterne, faktisk så troede de ikke andet om hende end at hun havde godbidder med.
Hun smilte for sig selv, et lille smil alle syntes var åh så sødt.
Et smil der stivnede da en stemme lød bag hende, en drengestemme.
Hvorfor kunne folk ikke holde deres nysgerrigehd i skak og lade hende i fred? Hun sukkede og vendte sig langsomt om.
Det eneste hun kunne sige var et meget, meget, meget lavt 'Ehm..'
Så så hun nærmere på ham, var det ikke ham der havde været inde i stalden? Damn it..
Hun strøg noget hår væk fra hendes øjne og prøvede at få et ord over hendes læber, det gik vist ikke så godt.
"Ja...", sagde hun og smilte igen, ikke pågrund af ham, men fordi hun endelig fik sagt noget.

Vreden forduftede heldigvis fra pigens øjne - han havde lige nået at opfange det irritable blik, før hun blev mere blid i det. Dallas lagde sit hoved let på skrå, imens han overvejede hvad, der havde skræmt pigen, eller jaget hende ud fra stalden. "Hør" .. Begyndte han, men vidste på en måde ikke hvordan han skulle få det sagt. Når det gjaldt seriøse samtaler, følte han sig ofte på dybt vand, og han havde svært ved at finde ordene. Det hjalp selvfølgelig ikke, at pigen tydeligvist ikke brød sig om hans selskab. Men så..
Så smilede hun. Dallas smilede tilbage, overrasket over den pludselige varme i hendes blik. Han blev kort opmærksom på at hun nærmest skinnede, men smed hurtigt tanken fra sig. Det var nok bare solen, der reflekterede i hendes hår, som fik det til at se skinnende ud - nærmest som om det opsamlede energi. Han betragtede betaget hendes brunlige hår, da det gik op for ham, at han stod og stirrede. Et kaotisk øjeblik glippede han med øjnene, rynkede med øjenbrynene og mumlede undskyld, uden at vide om hun kunne høre det.
"Hør" Sagde han igen, og fik øjenkontakt med pigen. "Jeg håber ikke du blev bange for noget lige før" Han bed sig i læben og smilede skævt, mens han kort skævede til stalden. "Og hvis du gerne vil være der lidt alene - det fortrækker jeg helt klart selv, så jeg forstår dig godt - vil jeg bare lige sige, at jeg er færdig for idag. Så der burde være tomt nu" Han smilede svagt, og dog en anelse forlegent. Hvorfor han blev forlegen, kunne han ikke lige sætte fingeren på.

Hun ville svare ham, men som altid gad hendes tunge ikke lystre. Ha! Han vil jo bare synes du lyder dum, men det gør du jo også, ikke? Den lille stemme i hendes indre talte til hende igen. Og jo mere den talte, jo mere nedladende blev den. Hun lukkede kort øjnene, og kiggede så væk fra drengen, hendes øjne søgte mod solen, der altid gav hende en form for styrke. En styrke til at lukke stemmen, der talte til hende ude. Og derved også gav hende styrken til at tale.
Hans ord lød beroligende i hendes ører, og jo mere han talte, jo lavere blev stemmen i hendes hoved. Og så tav han. Stemmen blev højere og højere, og fik nærmest hendes hoved til at eksplodere.
Du ved jo godt, at det jeg siger er sandt, hånede den og lo ondt.Hvert evige eneste ord jeg siger, er den rene og skære sandhed. Du er svag og grim, ingen kan lide dig og du ved det.
Hun bed sig i underlæben, før hun lukkede øjnene igen. For udenfor stående så hun sikkert underlig ud, men dem der kendte hende, vidste at hun prøvede at flygte. Flygte fra sig selv.
Lad nu være, søde Cornelia, du ved, at jeg siger sandheden. Prøv ikke at lukke mig ude, jeg er en del af dig og jeg vil altid være det, lo den igen. Alle ved det, de vil bare ikke sige det. Men det gør jeg. Du er så uduelig, at du ingen venner har.
"Jeg har masser af venner...", mumlede hun lavt, som svar.
Ha! Du ved ligeså godt som jeg, at det er en løgn. Vi har ingen venner. Og ved du hvis skyld det er? Din!
Hun havde nær glemt at drengen var der, da hun lagde hænderne på ørerne og prøvede at lukke stemmen ude.
Det der virker ikke, Cornelia. Jeg er her ligemeget hvad, søde. Ligemeget hvad du gør, vil jeg altid være en del af dig. Jeg vil altid være her, for at fortælle sandheden.
Hvorfor var den så ond? Hvorfor skulle den absolut gå i mobberne fra hendes skole's sted? Før havde den jo opbakket hende, fået hende til at holde op med at græde, få hende til at føle sig perfekt. Hun havde lyst til at græde, skrige og råbe på samme tid. Hvorfor skulle stemmen absolut være en del af hende? Hvorfor skulle den altid få hende til at føle sig underlegen?
Har du set hvor han stirre? Han undrer sig sikkert hvorfor nogen kan være så grim og tyk som dig.
Var hun tyk? Hvorfor blev hun ikke tyndere? Hun havde sultet sig selv, nærmest ikke spist noget i flere år, men stemmen blev ved med at sige at hun var tyk. Men stemmen havde ret, hun var grim, tyk og venneløs.
Hun havde intet imod folks selskab, faktisk elskede hun det, dybt indeni. Men stemmen fik hende altid til at føle sig underlegen, føle at det den sagde virkelig var sandheden, føle at det den sagde var det den hun snakkede med tænkte om hende. Hun ville ønske at folk kunne høre stemmen, så ville de kunne forstå hvorfor hun var som hun var. Men folk kunne ikke høre stemmen, den var kun tilgængelig for Cornelia selv.
Du får som fortjent, Cornelia.
Hun kunne knække sammen med det samme, hvis det ikke fordi hun ikke ville gøre sig mere til grin. Drengen, hun lige havde husket stod der endnu, måtte tro hun var skør.
Ikke bare skør. Sindssyg i hovedet, ikke en man vil være ven med.
Hvorfor ville ingen hjælpe hende? Hvorfor var det hende mod stemmen og resten af verden?
Små, sorte prikker dansede for hendes øjne, da hun opdagede at hun hyperventilerede. Hun prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol, i mens hun prøvede at ignorere stemmen i hendes hoved.
Bliv ved med at hyperventilere, Cornelia, så besvimer du, og så bliver verden i det mindste fri for dig i noget tid...,hviskede stemmen i hendes øre.

Dallas betragtede undrende det næsten tomme blik i pigens øjne. Hun var tydeligvist i sin egen verden, men hvem kunne også bebrejde hende det, det var han selv rimelig ofte. Hendes verden så dog ikke yderligere behagelig ud, måtte han erkende, mens han betragtede hende med rynkede øjenbryn og et fokuseret blik i øjnene.
"Unds-" Han skulle til at spørge om hun havde det godt, da hun sagde noget. Dallas knyttede hænderne, og hævede et øjenbryn. Han måtte fokusere på at huske hvad hun lige havde sagt til ham, siden det havde været lavt og en smule mumlende. Jeg har masser af venner. Masser af venner? Dallas hævede endnu engang sine øjenbryn, mens han overvejede sit næste træk.
"Ja, det tvivler jeg heller ikke på" Sagde han så, en smule forlegent, og mærkede forvirringen svirre i hans hoved. Dallas var ikke så god til at være forvirret. Det gjorde ham ofte irritabel og ubehagelig at være sammen med, for han var vant til at vide hvad folk snakkede om. Ingen af de ting følte han dog lige nu, for nu var han forvirret, men ikke af samme grunde som han ofte blev. Han kunne ikke helt regne ud hvad der var med pigen, men et eller andet i hans baghoved syntes at genkende noget af det. Havde han set hende før? Havde han set det før?
Endnu engang betragtede han hendes smukke hår, der dog ikke lyste så meget som det havde gjort. Underligt. Vejret var det samme som for to minutter siden.
"Hør, du gerne vil være der lidt alene - det fortrækker jeg helt klart selv, så jeg forstår dig godt - vil jeg bare lige sige, at jeg er færdig for idag. Så der burde være tomt nu" Gentog han langsomt, og prøvede at opfange en smule genkendelse i pigens øjne. Pludselig tog hun sig dog til hovedet og lukkede øjnene kraftigt i som om der var noget det gjorde ondt. Dallas blev så forskrækket, det gav et sæt i ham, og han kiggede sig hurtigt omkring, for at se om andre havde lagt mærke til denne besynderlige adfærd.
Pigen begyndte at hyrperventilere, og Dallas blev hurtig enig med sig selv om at gøre noget. Hun kunne ikke bare stå der og have det skidt. Da hun begyndte at vakle, blev han bange for at hun ville besvime, og i en hurtig bevægelse, støttede han hendes skuldre, og aede hende blidt over skulderen.
Han fløjtede en svag melodi - en melodi han havde lært af en af Apollos sønner. Den havde altid givet ham energi når han havde været ked af det, og han håbede at det ville fange pigens opmærksomhed, og at hun ville åbne øjnene og forsvinde ud af det lille univers hun tydeligvist var inde i. Han havde kun set sådan noget én gang, og det var kun noget han havde betragtet på afstand. Men hende pigen han havde set - datter af Zeus - hørte vidst stemmer, og havde reageret på nogenlunde samme måde.
Dallas stoppede med at fløjte, men aede hende stadig.
"Hey" Sagde han blødt og lod en usandsynlig stor varme gennemtrænge sin stemme.
"Vågn op"

Hvor er du dog uhøflig, Cornelia, sådan at ignorere den stakkels dreng, der tvunget til at se på dig..sukkede stemmen, nærmest forarget.
"Han kan bare gå..."hviskede hun på randen til gråd. Og den kunne han jo, hvis hun virkelig var så forfærdelig at se på. Hvorfor hjalp hendes far hende aldrig? Han kunne få stemmen til at forsvinde, få den til at tie stille, hjælpe hende med at snakke med folk igen eller i det mindste bare sige, hej. Men han gjorde ikke noget. Måske ville han godt, men havde bare ikke lov til det? Der var jo den regel, at guderne ikke måtte blande sig i deres dødelige børns liv. Eller så kan han bare ikke holde dig ud, har du tænkt over det? Nej, det havde hun ikke. Men det var jo nok sandheden. Meget sandsynligt at det var sandheden. Alt hvad stemmen sagde var jo alligevel sandhed. Hendes verden blev bygget på det stemmen sagde. Hun troede den på dens ord. Nu hvor hun ikke havde andre, der kunne fortælle hende noget andet.
Hun pressede øjnene mere sammen, da stemmen talte igen;Grim, tyk, venneløs... Det er tre ord, der beskriver dig meget godt, kære Cornelia. Og ved du hvad? Du kan aldrig lave om på det. Ingen kan lide dig. Så hvorfor undrer det dig at din far ikke gider tale med dig?
Hun havde virkelig lyst til at græde nu, eller bare løbe væk. Ind i skoven og stirre op på grenene i evigheder. Eller rulle sig sammen og bare ligge og kigge. Og tænke. Prøve at finde ud af hvordan hun kunne lave om på sig, så stemmen ikke behøvede at fortælle hende flere sandheder.Tyk, så tyk.. Jeg gad godt se hvordan du ender. Enten selvmord eller alene resten af dit liv. Ingen, udover jeg, gider tale med dig. Indse det, pigebarn.lo stemmen hånligt, ingen vil være din ven, ingen vil overhovedet tale med dig. Alene, grim og tyk.
Selvmord... ordet lød så skræmmende, men tanken om døden var til tider fristende. Mørke, en evig tur i tankeboksen, men dog uden stemmen. Uden den evige hånende og onde stemme, der prøvede at ødelægge hende. Ødelægge hende mere end hun allerede var.
Ikke engang døden kan skille os ad, det ved du godt, ikke? Jeg vil altid være her, og fortælle dig sandheden. Altid.
Det første hulk slap ud igennem hendes sammenpressede læber, og hun havde lyst til at synke ned på knæ, rulle sig sammen, græde ud og så bare blive liggende. Og tænke. Glemme alt og så bare stirre mod et bestemt punkt uden at kigge på det.
En nynnen. Var der nogen der nynnede? Drengen? Var han her stadig? Hun svajede frem og tilbage, lod hans stemme fylde hende med nostalgi, håbet om en dag hvor hun ikke kunne høre stemmen. Hendes øjenlåg var ikke længere hårdt presset sammen, dog stadig lukket.
Ha, han...stemmen tav, men startede så igen:Han vil sikkert bare have dig til at tro han er din ven, for så at såre dig.
Hun bed sig i læben, pressede hænderne hårdere ind mod ørerne. Prøvede at fokusere på hans nynne, nok en hymne til Apollon for det lød som den samme musik som en Apollonsøn havde spillet, og prøvede at lukke stemmen ude.
Hans stemme stoppede dens nynnen og en lang række hånlige kommentarer fulgte fra stemmen. En tåre gled ned af hendes kind, og hun begydnte at ryste. Ikke forid hun skulle græde, men fordi hun følte at det var koldt. Stemmens hånlige latter lød inde i hendes hoved, højt og klart. Hun pressede øjne sammen, og hviskede for sog selv, selvom det egentlig var ment for andres ører;"Få den til at holde op, få den til at holde op.."

Dallas begyndte at blive panisk. Pigen så ikke ud til at kunne høre ham ordenligt, men fuerne mellem hendes øjenbryn forsvandt da han fløjtede. De så dog ud til at komme tilbage da han stoppede melodien, og hans varme stemme havde tydeligvist ikke trængt igennem hvad end pigen kunne høre. Han fik ondt af hende, men følelsen irriterede ham lidt. Det var ikke sådan det skulle være. Han var dog overbevist om at han på en eller anden måde kunne fange hendes opmærksomhed - spørgsmålet var bare hvordan.
Dallas fik dog ikke tid til at tænke længe, før han lagde mærke til en tåre der gled ned af pigens kind. Han fik en klump i halsen ved tanken om det forfærdentlige sted hendes tanker måtte være, og tørrede blidt tåren væk. Idet han rørte hendes kind, begyndte hun at ryste. Dallas spærrede forblyffet øjnene op. Hele scenariet var yderst mærkværdigt. Han greb fat i hendes hånd, blot for at slippe den med et forskrækket udbrud. Pigen var iskold! Han greb igen fat i hendes hånd, og prøvede at varme den ved at gnide på den. Solen stod højt på himlen for pokker, hun burde slet ikke være så kold!
Pigen begyndte at mumle, og Dallas rynkede koncentreret øjenbrynene. "Få den til at holde op"-hviskede hun. Han bed sig i læben og nikkede.
"Jeg prøver" Hviskede han.
Dallas bed sig i læben, mens han prøvede på at tænke på en mulig løsning. Tøvende vendte han hende - med et par blide puf - om, så hendes ansigt var mod solen. Måske ville den kunne varme hende eller give ham tid nok til at overveje sit næste træk. Pigen blev ved med at hviske, og i ren og skær mangel på gode idéer - og dårlig handlekræft under præs - begyndte han at nynne en ny melodi. Han kendte ikke så mange sange fra Apollon, men brugte i stedet noget så simpelt som en melodi som hans far havde nynnet ham i søvn med, da han var lille. Da han var lille og uvidende om den verden han levede i. Han nynnede videre, og blev ved med at ae pigens hænder i håb om at give lidt af sin egen kropsvarme videre. Måske burde han hente en voksen?
Han skubbede tanken væk lige så hurtigt som den var kommet. Hvis han selv havde problemer var 'voksne' nok noget af det sidste han ville have hjælp af. Venner. Venner var noget af det første han ville opsøge. Men han kendte ikke pigen, og vidste ikke hvad hendes problem var andet end at hun sandsynligvist kunne høre stemmer. Det i sig selv var på sin vis også nok at vide, tænkte han en smule tørt, og betragtede pigens blide ansigt, der tydeligvist var i opgør med sig selv. I et sidste desperat forsøg, prøvede han at tale til pigen igen, og håbede så bare på at hun kunne høre ham.
"Du skal ikke lytte til stemmen" sagde han varmt. Han smilede forsigtigt til hende. "Stemmen har ikke ret. Stemmen har ikke ret. Lyt til mig i stedet for, ikke? Skal vi gå ind til pegasusserne? Give dem noget mad, måske?" Desperat efter løsninger, prøvede han at spørge til pegasusserne. Måske kunne hun godt lide de vingede heste, og han havde tydeligvist ødelagt noget for hende ved at være i stalden. "Skub stemmen væk" Gentog han "Den kan ikke gøre dig noget."

Det hele var hendes skyld. Men hun kunne ikke gøre for det - sådan var hun, på trods af at hun prøvede at ændre sig. Men det lod sig ikke gøre, og det var ikke til at holde ud. Hvorfor kunne hun ikke ændre sig? Være som alle andre? Bedre end det her? Perfekt mener du?, stemmen lød fuldstændig uinteresseret, hvilket den nok også var, men hvis det bare var det den havde sagt. Hvis den bare var stoppet der. Det havde udholdeligt, men nej, det gjorde den ikke, du ved, så vel som jeg, at det er umuligt. For sådan en som dig er det i hvert fald. Og jeg har ondt af dig, Cornelia. Du er en forfærdeligt person, Cornelia. FORFÆRDELIG, siger jeg dig.
Hun nikkede. Den havde ret, igen. Hun var forfærdelig, og hun var grim, og hun var tyk. Alt, hvad stemmen sagde, var hun. Selvfølgelig var hun det.
Ved du, hvad drengen tænker lige nu? Hun rystede på hovedet, som svar på stemmens kolde spørgsmål. Den lo hånligt. Vil du høre det? Hun nikkede. Hun ville gerne have at andre fortalte hende, hvad stemmen igennem halvdelen af hendes liv havde fortalt hende. Jamen, det er så let. Han tænker; 'Grim og tyk pige. Hvorfor kan hun ikke bare opføre sig normalt? Opmærksomhedskrævende tøs.', smiskede stemmen med overdrevent medlidenhed, hvilket var et dårligt tegn. Helvede ville snart bryde ud. Hun stod som forstenet, og prøvede at mindes, hvad det var stemmen sagde. Hvad det var han tænkte. Opmærksomhedskrævende tøs. Opfører sig ikke almindeligt. Grim pige. Tyk pige. Hun skulle til at lægge armene rundt om sig, da en meget varm hånd ramte hendes kind. Uf, sikke modig drengen er. Tænk, at han tør røre dig. Hun prøvede at ignorere den, men ikke engang, hvis hun mistedet hørelsen ville hun alligevel ikke slippe for den. Nej, den ville bare være værre. Hånden forsvandt fra hendes kind, og den tryghed hånden havde formået at give hende - mærkværdigt nok - forsvandt som ved et trylleslag. Kort efter mærkede hun den ved sin hånd, men også denne gang forsvandt den hurtigt. Denne gang hurtigere end før. Hendes krop, hun havde kæmpet for skulle se tynd ud, rystede som espeløv. Hun mærkede nogle puf vende hende om, og for hver gang et puf ramte hende krympede hun sig. Det er blot begyndelsen. Snart vil han slå hårdere, og hårdere, og hårdere. Du vil tigge om nåde, men ingen vil svare dig. Cornelia, dog. Nu kommer du snart til at betale for at du eksisterer. Har jeg ikke sagt det til dig før? Ingen kan lide dig. stemmen var virkelig i sit es. Og hvert ord ramte hende som et knivstik, hvilket fik hende til at krympe sig. det gjorde ondt.
Solen ramte hendes ansigt og varmede hende op. Hendes krop begyndte at slappe af. Men stemmen talte videre, skønt solen hjalp med at få hende til at slappe af. Det havde den altid gjort.
Kan du huske sidste gang? Slagene gjorde ondt, gjorde de ikke? Cornelia, indrøm det. Du kan stadig huske det. Du husker hvert slag. Hvor de landede, og præcist hvor ondt de gjorde. Du husker det., stemmen var hård som piskeslag, og ikke engang solen skærmede mod dem. Det vil ske igen. Denne gang hårdere. Slagene vil gøre mere ondt, og du vil komme til at lide. Ligesom før. Ønsker du det? Tjah, egentlig er det ligemeget. Uduelighed, fedme og afskyelige ting skal straffes. Du besidder alle tre egenskaber.
Langt borte hørte hun endnu en fløjten. Ikke de samme toner som før, faktisk var de helt anderledes, men alligevel fik de hende til at slappe af. Hun huskede, hvordan hendes mor havde fløjtet sange for hende, da hun skulle sove. Men det var før hendes mor blev taget fra hende. Kørt ned af en lastbil, da hun var på vej efter Cornelias fødselsdagsgave. Og det var sammen med tabet af hendes mor, at Helvede startede. Det levende helvede. Stemmens helvede. Hun havde lyst til at søge hen mod lyden, få den til at vare evigt. Hun ville høre på den hele tiden. For altid. Den beroligede hende på en mærkværdig måde. Det havde musik, solen og dyr altid gjort.
Hvordan har dine sår det forresten? Er de holdt op med at bløde? Eller skal du, når du har gjort dig godt og grundigt til grin her, hjem og pille sårskorperne af? Skal du til at lave et nyt sår med dine negle? Du har godt af smerten. Du fortjener den, Cornelia. Du fortjener den.
Hun mærkede en prikken ved underarmene, der heldigvis var skjult af cardiganens ærmer, hvor de små sår, hun havde lavet med sine negle, stadig var synlige som røde streger. Hun var ikke stolt af dem, men smerten skulle ud. Ellers ville stemmen aldrig holde op, og hvis stemmen aldrig holdte op ville smerten heller ikke.
Hun mærkede, hvordan hendes ben begyndte at ryste mere end normalt, og i et kort sekund åbnede hun øjnene for at holde sig på benene. I det sekund så hun direkte på solen, og den fyldte hende med dens sjældne, varme kraft, der altid havde fået hende til føle sig god nok. Eller så tæt på god nok, hun nu kunne være, når hun var som hun var. Hvilket ikke er specielt meget, tilføjede stemmen tørt.
En varm stemme trængte igennem hænderne, der stadig lå mod ørerne. 'Du skal ikke lytte til stemmen', sagde den. Hun stivnede kort ved ordene, og skulle til at tage hænderne væk for at høre mere, da stemmen begyndte at tale. Det siger han bare, for at vinde din tillid. Cornelia. Hvem kan høre hans tanker, du eller jeg?
'Stemmen har ikke ret', fortsatte den varmt og roligt. Endnu en tåre gled ned af hendes kind ved ordene. Stemmen havde altid ret. Hvordan kunne han sige andet? Mente han noget andet..? Syntes han, at hun var god nok? Selvfølgelig ikke, Cornelia. Du har altid været dum, men så dum, troede jeg alligevel ikke du var. Han hader dig. Han afskyr dig. Ligesom alle andre. Ligesom dig selv., vrissede stemmen irriteret, og hendes mod sank. Den havde ret. Alle hadede hende, selv hende selv.
Men alligevel, alligevel kunne hun ikke lade være med at lette hændernes pres på øret lidt, så hun kunne høre det sidste af den varme stemmes påstande. 'Skub stemmen væk, den kan ikke gøre dig noget.' Jeg kan ødelægge dit liv, Cornelia. Med ord. Jeg behøver ikke at kunne røre dig. Ord er nok.
Hun nikkede og hviskede til den varme stemme, lavt så hun var sikker på at han ikke kunne høre hende. Måske hvis han havde super hørelse kunne han høre hende, men hvor sandsynligt var det?
"Den kan ødelægge mig. Den ødelægger mig!"
Hun hævede sin stemme, så han helt sikkert kunne høre hende, til sidst. Hun måtte have det ud - på trods af sandsynligheden for at stemmen nu ville straffe hende. Ved tanken om stemmen, fik hun lyst til at løbe skrigende væk. Hun havde afsløret en af hendes hemmeligheder for en person, hvis navn hun ikke engang kendte. Og denne tanke fik sat en anden i gang - hvorfor var han her stadig? Hvis han ville ydmygde hende, hvorfor gjorde han det så ikke bare? Hun forstod det ikke. Ville han få hendes tillid, og så ydmygde hende?
Du har rigtig regnet den ud, hvad? sagde stemmen ondskabsfuldt. Eller vil du høre sandheden? Han afskyr dog - han vil slå dig, ligesom... Den sagde ikke mere, men hun vidste, hvem den talte om. Om den person, Cornelia elskede højest.