what the hell did jut happen? ~Cornelia~

Sted: Hospitalet

Vejre: lidt støv regn

Tid: 17:54

Omgivelser: folk ligger lidt rundt på sengene og har det lidt dårligt, mens andre sidder og snakker med dem, for at sikre sig de er okay, mens nogle bare går rundt for tidsfordriv.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Anubis kiggederundt i lokalet, mens han lå i sengen, ved siden af ham var den sorte bog, som han kunne huske han havde før han besvimet, hvor efter han kiggede i den og læste vidre, hvor han smilede lidt, mens alle folk undrene kiggede lidt på ham kort, og der efter fokuserede på de andre sårede, dog kunne anubis ikke helt huske hvad der skete, men han følte at det var noget godt som havde sket.

Hun trådte ind i den travle hospitalsfløjd, hun havde egentlig intet at gøre dér, da hendes guddommelige afstamning ingen relation havde til lægekunstskab.
Men da hun ofte passede små sårede dyr, havde hun megen kendskab til det at pleje skader og sår.
Hun så sig rundt, der lå flere bevidstløse og så var der dem der var ved at få forbundet brækekde lemme rog dem der bare lige hjalp til hvor de nu kunne.
De fleste genkendte hun som Apollons børn, og det gav da også en god mening da deres far var medicinens og lægekunstskabens gud. Meget praktisk med sådanne børn i en lejr som denne.
Hun begyndte at gå ned mod en af nymferne der var ved at passe en dreng med et sår i panden, der græd... han så ikke ud som om han var mere en 7 år, højst.
"Er der noget jeg kan hjælpe med?", sagde hun lavt, så hun vidste kun nymfen med sin ekstra gode hørelse kunne høre hende.
Nymfen rystede sagte på hovedet, men ombestemte sig så og pegede på en lille pige ved siden af en mand med en stor bog.
Cornelia smilte og satte sig på pigens sengekant og aede hende på kinden.
"What's wrong, sweetheart?", sagde hun mildt.

Anubis kiggede ved siden af sig, hvor der var en lille pige og en anden, han kunne ikke lade vær med at smile, hvor efter at han kiggede lidt ned i bogen, også tilbage på dem og lagde bogen *hmm venlig, sød og rare, muligvis fra afroditte, eller helios, deres gud er jo 2 omsorgs fulde nogle, så det kan være det er smittet af på deres dødtre* han kiggede lidt på hendes går for at vudere om hun skulle være fra helios men kunne ikke helt bestemme sig, og lod lægen komme over til ham ''så hvordan har du det anubis? går alt som det skal?'' anubis kiggede kort på lægen og smilede venligt ''jeg klare mig, der er intet i skal være bekymret for, min far tillader nok ikke at jeg kommer til at sparke hans røv når jeg er hos ham, så jeg dør ikke forløbig, bare rolig'' han smilede venligt til lægen og kiggede så tilbage på de to andre igen

Pigen kiggede på hende med store tårefyldte øjne.
Hun gav sig til at græde, og sagde med en lav stemme:"I'm scared... Am I going to die?"
Hun så igen op på Cornelia der smilede og gav hende et lille knus, før hun sagde:"You're not going to die, it's propably nothing..."
Hun elskede at passe små børn, især fordi de heller ikke forventede noget af hende, ligesom alle andre.
Dyr og små børn forlangte ikke af hende at hun kunne gøre alt muligt, vide alt muligt hun ikke havde en chance for at vide.
Pigen fik et lille smil frem og begyndte at grine. Cornelia så facineret på pigen, sådan var små børn.
Det ene øjeblik kunne de frygte for deres liv, det andet kunne de grine af absolut ingenting.
Hun så på pigen og spurgte:"Does it hurt anywhere?"

anubis smilede lidt over det og lod blikket ned i bogen med tanken i hovedet om hun selv ønskede at være mor en dag, det kunne være underholdene, dog kunne han ikke helt lade sig læse i bogen, der var noget sændene ved deres samtale, som fik en del af hans ellers kolde og livløse hjerte til at røre sig, ''dear child, if you wounder about death you will never use the time with your friends and the people who love you, besides that, i will not allow my father to collect your soul, cues your too young to be taken'' sagde anubis og smilede venligt til hende'' han lod blikket kort vende mod pigen og der efter sin store bog.

Hun opdagede først manden på sengen ved siden af hende og den lille pige, da han begyndte at tale.
Pigen så på ham med store øjne og begyndte så at grine, nej, ikke bare grine. Hun var nærmest ved at trille ned af sengen af ren og skær latter.
Hun elskede når børn lom de havde ingen sorger i livet der kunne tynge deres latter ned. Når de først lo, så lo de.
Pigen havde en klar latter, og havde tilsyneladende glemt at hun rent faktisk havde ondt, endnu en ting der kunne få Cornelia til at smile hvis hun altså ikke gjorde det i forvejen.
I et barns hoved kunne verden det ene øjeblik være fuld af monstre og være ond, det andet var alt i et lyserødt skær og være fuld af bamser.
Hun vendte sig om mod manden for at se om han havde brug for hjælp.
Åbenbart ikke, han lå bare og kiggede i en bog, en sort underlig bog.
"You need help with something?", det lød nok som en konklusion, men det var mere ment som et spørgsmål.

*børn. . * hans tanker lod kort angående barnet hvor efter han kiggede på tøzen som snakkede til ham ''tja.. jeg tror ikke at de kan hjælpe med noget, i hvert fald ikke uden selv at komme tilskade, og begrundelsen af at jeg siger dette er grundet. . . tja.. lad os sige det ikke er behageligt for hverken dig og mig selv, for den sidste person som fandt ud af dette blev nød til at få sin hjælper af naturen til at bide mig i min højre arm'' hvor efter han kiggede på sin højre arm, som var forbundet *hvorfor skulle det også være mig som endte i denne suppedas* et lidt iriterrende blik kom i hans ansigt mens han kiggede på forbindingen.