Endnu engang ~ Connor

Sted: Hospitalfløjden
Tid: Klokken 14.00
Omgivelser: Et par stykker
Dag: Søndag
Vejr: Lunt og solskin.
Årstid: Forår
Påklædning: Hvid, løs skjorte, cowboyjeans og røde converse.

Så sad hun der igen. 3. gang på en uge. Pinligt. Aella sukkede for sig selv, og satte sig prøvende op i sengen. Hvad var der sket denne gang? Hun havde øvet med sine evner, prøvet at skabe et lyn, men havde opbrugt sit energilager og var besvimet - Eller sådan sagde kvinden foran hende i hvert fald. Hovedpinen havde lagt sig, men hun følte sig stadig afkræftet og svag, hvilket var grund til bekymring. Noget blev stukket helt op i ansigtet på hende, og hun hævede langsomt et øjenbryn. Et glas.
Aella stirrede forbavset på kvinden, der gav hende noget flydende stads. Automatisk rynkede hun på næsen, måske mest på grund af udseendet af væsken, men kvinden insisterede på at hun skulle drikke den, så det gjorde hun. Det smagte af ... Aella spærrede øjnene op. Hvor var det mærkeligt! Det smagte af jordbær, af pandekager og af chokolademousse på én gang! Chokolademousse.. Den smagte som hendes mors.
Tanken fik hende til at smile.

Påklædning: En hvid T-shirt uden print på. Et par sandfarvet jeans og sorte Converse sko med lettere gråfarvede snørebånd. Håret skubbet til side og pjusket.

Connor lå i en af sengene. Han havde et par mudderklatter på kinderne og på hans ellers hvide T-shirt og sine bukser. Han kunne ikke helt huske, hvad der var sket, men han var i hvert fald kommet op at slås. Det skete ellers aldrig, for han havde aldrig nogen grund til at slås med nogen. Slet ikke. Han var den smilende og glade dreng i lejren. Han plejede ikke at rode sig ud i noget.
Så var det, det slog ham; måske var problemerne bare kommet til ham uden grund? Der var jo nogen i lejren, der søgte ballade hele tiden og måske havde de personer lige været der, hvor han havde været, på samme tid. Den tanke gav ham kuldegysninger. Han slås ikke. Han kunne knap nok styre et sværd eller bue og pil. Gad vide, hvad der var sket?
Han kiggede ned af sig selv. Hans tøj var beskidt. Han vidste og kunne mærke, at han havde mudder i ansigtet. Han kiggede ned af sine arme. Der var et par hudafskrabninger ned af højre arm. Så var det, han så det; der var bandage om hans ene hånd. Han stirrede i et øjeblik, inden han kiggede rundt efter en sygeplejerske.

Verden vippede, men på en god, rar måde, der fik hele kroppen til at blive varm. Hun smilede for sig selv, mens smagen af jordbær og chokolade fortsatte. Pludselig tog sygeplejersken glasset væk fra Aellas mund, og hun stirrede bebrejdende på hende. "Hvad?" Spurgte hun en smule disorienteret, men sygeplejersken rystede blot på hovedet, og gik. Og gik. Aella rynkede øjenbrynene, og kiggede sig lettere forvirret omkring. Hun havde en god følelse i kroppen, den mærkelige drik havde kvikket hende op, og gjort hende glad og varm. Og mæt. Hun smilede for sig selv, da hun fik øje på en dreng, der lå overfor hende. Han havde mudder over det hele, endnu en ting, der fik hende til at smile, men også bandage omkring hans hånd og hudafskrabninger. Måske endnu en træningsskade? Af en eller anden grund tvivlede hun.
Hun vendte blikket væk fra drengen, der selv så en anelse forvirret ud, og kiggede ud mod solen. Solen. Hun smilede svagt. Bare det at kunne se himlen fik hende kvikket en smule mere op, og hun strakte sig, fornyet af en ny energi. Drengen overfor kiggede sig omkring, og bevægelsen fangede Aellas blik. Hun betragtede ham stumt, men med et skævt smil om munden. Måske kunne han heller ikke huske så meget af det, der var sket.

Connor bed sig i sin underlæbe. Han prøvede at komme op at sidde, men med uden held. Han havde ingen kræfter til det. Han havde før lagt i en af sengene, men da han kiggede, stod der intet på det lille bord ved sengen. Intet. Der ville normalt stå et glas eller sådan noget, som en af sygeplejerskerne var kommet med.
Han kaldte en sygeplejerske hen til sig, der satte sig på sengekanten. Han krøb lidt sammen. Det havde han aldrig prøvet før. Han kiggede på hende med sammenknebne øjne. Han spurgte, om hun vidste hvad, der var sket, men det så det ikke ud til. Hun svarede bare, at han var blevet slæbt ind på fløjden af et par andre halvguder, besvimet og mudret til. Så rejste hun sig op og sagde, at hun kom tilbage om lidt, inden hun gik fra ham.
Han kiggede efter hende med rynket pande. Besvimet? Det var nok derfor, han ikke kunne huske noget som helst. Han bed sig lidt i sin underlæbe. Nå, det måtte han finde sig i. Problemerne var åbenbart kommet til ham, uden han havde en finger med i spillet. Han kiggede ned på sin hånd igen. Det gjorde lidt ondt i den, men han tænkte ikke videre over det, da han endnu en gang prøvede at komme op at sidde, trods de ømme muskler i hans krop.

Aella lagde sig tilbage i sengen, da hun mærkede den berusende følelse aftage en smule, så hovedpinen igen kom. Hun lukkede øjnene for sig selv, mens hun blot lyttede til lydene omkring sig. Må jeg få mere at drikke? En lys pigestemme, der bad om mere af den fortryllende drik, men som blev afslået. Hun smilede. Ved du hvad der er sket med mig? Stemmen lød bedende, men også forvirret. Aella sukkede for sig selv, mens hun begyndte at udtænke en plan. Hun skulle bare overbevise sygeplejerskerne om, at hun havde det fint, og så kunne hun tage hjem og lægge sig i sin seng. Og sove. Langt og længe, bare sove. Problemet var, at hun stadig ikke havde nået at snakke med nogle andre i hendes hytte, og hun var en smule bange for at skulle konfronteres med dem. Specielt i en sådan tilstand. Det ville jo blot blive pinligt, ikke sandt?
Aella åbnede endnu engang øjnene, og puffede sig selv op at sidde med albuerne som støtte. Hun betragtede rummet, lyst, og undrede sig kort over hvor få sygeplejersker, der var på arbejde sådan en søndag. Måske regnede de ikke med så mange tilfælde, når der nu var fridag. Drengen overfor hende spurgte sig omkring om noget, som Aella ikke kunne opfange, og så blev han ellers ladt alene. Hun betragtede hans kamp for at komme op at sidde, og mærkede medlidenheden stige. Hun tøvede. "Vil du have hjælp?" Spurgte hun, og blev overrasket over hvor lys hendes stemme lød.

Connor kæmpede og kæmpede, men hvad nyttede det? Hans ømme muskler havde for længst givet op. Han kunne bare ikke komme op at sidde. Han følte sig utrolig ynkelig. Han havde aldrig prøvet før, hvor han ikke havde haft nok kræfter til bare, at sætte sig op. Det burde alle da kunne.
Han sukkede og kiggede op i loftet. Han havde givet op. Han kunne simpelthen ikke komme op at sidde. Pokkers også. Så skulle han ligge og glo op på det loft, der i forvejen ikke var hans smag.
Han hørte en stemme overfor ham. Han kneb øjnene i og løftede hovedet, så godt han kunne. Han bemærkede en pige, der sad og kiggede over på ham. Han blev misundelig over, at hun sad op.
Han kunne dog alligevel ikke tage sig i, at afslå hendes hjælp. Han ville jo gerne op at sidde, så han måtte vil takke pænt ja. "Ja, gerne." sagde han. Han mente det. Hans stemme var venlig og imødekommende, hvilket den altid var.

Aella smilede varmt til fyren, og kiggede sig omkring. Af en eller anden grund ville hun helst ikke have at sygeplejerskerne skulle se hende rejse sig af sin seng, for det ville hun sikkert ikke få lov til. På grund af den sjove drik, der smagte af chokolademousse, følte hun dog, at hun havde energi nok til at kunne hjælpe drengen overfor sig, der tydeligvist havde flere problemer end hende. Det eneste der var galt med hende på nuværende tidspunkt var, at hun var træt, både i musklerne og i hovedet. Da begge sygeplejersker pludselig blev optaget af en ny patient, vippede Aella stille sig selv ud af sengen. En dreadlock faldt ned i hendes ansigt, og hun satte den fraværende op i sin knold, før hun tog et par stavrende skridt hele tiden støttet af sengen hun sad i. Da hun nåede enden tog hun en indånding og gik tre skridt, før hun greb fat i enden af drengens seng. Hun kunne ikke lade være med at smile triumferende, før hun rakte ham hånden, så hun kunne hive ham op at sidde. Hun smilede venligt til ham, venlig som hun altid var på trods af hendes lynhurtige humørskift.

//Whooa! Undskyld jeg ikke har svaret i SÅ mega lang tid. jeg har simpelthen ikke været på.. SORRY!