Endnu en hård dag ~Fideliana

Delia gik igennem gaderne i New York uden rigtigt at vide hvor hun skulle hen. Hun havde egentlig en aftale med to venner hun havde kendt inden hun kom til halvblodslejren. Hvad hun skulle sige til dem og hvordan hun skulle kunne forklarer at hun ikke længere boede hjemme vidste hun ikke helt, men hun var nødt til at se dem igen og snakke. Hendes lette kjole flagrede i vinden hun skabte, for hun gik hurtigt imellem folkene. Som altid havde hun ikke sko på, heller ikke i New York, hun kunne ikke lide det. Det gav hende nogle skæve blikke, hun var vant til det og tænkte ikke over det. Der gav lidt luft i folkemængden og hun satte farten op med et smil, følte sig sikker i sine skridt. Altså, lige indtil hun gik ind i nogen. Han dukkede op ud af ingenting, synes hun. Inden vinen i hendes starbucks kop nåede at ramme ham og hans meget hvide t-shirt, trak hun det tilbage og nåede det inden hun landede på jorden. Folk omkring dem gik videre og så irriteret på hende fordi hun nu skabte en mindre trafik prop, men det var jo ikke med vilje. Heldigvis så ingen ud til at have bemærket hendes lille trick med vinen, eller at det var vin i koppen, og ikke kaffe. Forhåbentligt gjaldt det også drengen. Hun så op på ham med et undskyldende blik. "Undskyld! Det er jeg virkelig ked af. Der skete ikke noget, vel?"

Jason havde set sig tilbage over skulderen da han mærkede at han stødte på noget, eller rettere stødte ind i nogen. Hans sanser satte ind, adrenalinen pumpede gennem ham. Alt så ud til at gå langsommere, fra hans synsvinkel. Han vendte hovedet frem så hans blik var mod hende, da han opdagede væsken på vej mod hans T-shirt, da han forsøgte at træde tilbage for at undgå at blive ramt, så han hvordan hun trak væsken tilbage i koppen, han stivnede da lugten af vin ramte ham, han lugtede hurtigt lunten, han var ikke i tvivl hun var en halvgud, Han fornemmede hendes gudeforælders essens gennem hende, han var ikke i tvivl om hvem hun var datter af, men det var ikke noget han ville snakke om, eller dele, der var ingen grund til det, selvom han kendte til hende nu, eller hendes afstamning, jo måske kunne hun hjælpe ham hvis der nu opstod flere problemer med den bande der var efter ham, et kort smile spillede over hans læber. Da han hørte hendes spørgsmål. Han rystede kort på hovedet ”nej der skete ingen ting” hans stemme var rolig og afslappet, stod slet ikke til det lettere urolige udtryk i hans ansigt. ”men kom du noget til?” spurgte han og beundrede hende ganske kort. han rakte hende sin hånd for at hjælpe hende op ”undskyld jeg skulle have set mig for, Beklager mig meget” sagde han venligt og smilede kort. ”Mit navn er for resten Jason Anthony Stark” hans stamme var stadig venlig

//undskyld tiden, og det noget korte og ikke så kreative svar//

Delia lagde først mærke til at drengen ikke havde kigget på hende da hun sad på fortovet og så op på ham. Men derfor følte hun stadig en hvis skyldfølelse, det var ligesom ikke første gang det her skete for hende. Det var nu ikke fordi hun følte sig specielt klodset, lidt uheldig måske. Drengens venlige stemme forvirrede hende. Han så bekymret ud. Okay, de stod midt i New York, alle havde vist noget at nå her. Måske havde hun lige ødelagt hele hans dagsplan? Den tanke kunne hun slet ikke lide. Helt fortørnet tog hun hans hånd og rejste sig op igen, med et forsigtigt smil inden hun knugede sin kop med vin ind til sig. "Jeg har det fint, den slags sker tit." Hun rettede sin kjole og håbede bare den ikke havde fået for meget skidt og snavs på sig. Hans navn var pænt, hun kunne godt lide det. "Fideliana Woods her. Jeg... forstyrrede dig ikke noget, vel? Holder dig hen? Altså, du skal ikke nå noget og jeg holder dig hen vel?" Det var alt for langt tid siden hun havde været i menneskenes verden, hvor folk skulle nå noget og ikke bare rendte rundt i skoven og kun skulle nå at træne hele dagen. Hvad lavede folk overhovedet? Måske gik han i skole? Jo mere hun tænkte over der, jo værre fik hun det. Og det var jo ikke fordi hun kunne forklarer for drengen hvorfor hun var så akavet. En oven i købet meget pæn og venlig dreng. Det var lidt for typisk det her. For at forhindre sig selv i at snakke som et vandfald i ren og skær nervøsitet drak hun af sin kop mens hendes øjne stadig var fastlåst på drengen.

//samme her, så det går ^^

Hans blik hvilede stadig på hende, som om han forsat studerede hende, egentlig var han fascineret af hende. Han indryk af hende var at hun var interessant. Han slappede af sammen med et andet menneske, eller i dette tilfælde en halvgud. Så hvorfor ventede han så med at afsløre sig selv, måske fordi han var bange for hvad hun havde hørt om ham. Han smilede kort over hendes spørgsmål, og grinte så ”du vil gerne til bunds i det mysterium" hans stemme var mild og forsat venlig, ikke noget spor af irritation, hvilket ikke var underligt, selvom han normalt ville have været irriteret over at andre forsøgte at blande sig, men hun kendte ham jo ikke, hun så ham som en normal dreng/mand. "Jeg kom i klammeri med 4 andre unge mænd, som troede de lige ejede det hele, og det fik mig op i det røde felt i et kort øjeblik, og nu har de jagtet mig rundt, indtil jeg kunne komme op af en brandtrappe" sagde han med et skuldertræk som om det var hans hverdag. Hvilket også næsten var sand med den fortid han havde. ”men jeg vil ikke rigtig slås med dem, selvom de vil" mumlede han og så ned. Da han hørte hendes latter smilede han, det var længe siden han havde hørt noget så smukt, men han ville ikke nævne det, upassende opførsel fra hans side hvis han gjorde. ”jo den væske du var ved at spilde ud over mig, du fik den tilbage i koppen, ligesom… Hvad er det han hedder… Jo Roman Atwood, han gjorde det bare med en tom kaffekop med en ske i hanken, og så lod han som om han spildte det ud over folk" hans stemme var stadig i det venlige toneleje "men hvordan gjorde du?" han var nysgerrig eller lod i hvert fald som om ”Hans kop var jo tom, men der er helt klart væske i din" sagde han forsat venlig, uden at det virkede overdrevent og skuespil. "”hvis du ikke ved hvor du er eller hvor du skal hen, så kan jeg muligvis være til hjælp og guide dig, hvis altså du vil have det" sagde han, for det ville give ham en undskyldning for at blive længere ved hende, og lære hende bedre at kende. "jeg bor på Long Island" sagde han venligt som svar på hendes spørgsmål "så vil nok sige jeg er lettere bekendt med området" mens han sagde dette smilede han over hende. "jeg vil med glæde vise dig rundt, frøken, så længe De ønsker det" den ændrede tone ændrede også hans holdning, og han bukkede for hende. Efter at have rettet sig op igen betragtede han hende mens han lyttede "det er ikke dumt, jeg elsker også at gå barfodet rundt, men i byen har jeg nu sko på, da man aldrig ved hvad man kan jokke i" hans stemme skjulte at der var mere i det end det. Han hadede sko, fordi de gjorde det sværere at mærke de vibrationer i jorden, men i byen med så mange mennesker var det forfærdeligt, umuligt at bedømme noget som helst.


//du må virkelig undskylde tiden, er først lige kommet hjem, fra skolen, en ven og træning//

Hans blik hvilede stadig på hende medet smil. Jason var meget interesseret i hende, for at finde ud af mere om hende, komme tættere på hende, tættere end han havde været på nogen i lang tid. Han smilede kort over at hun stadig ikke havde nogen idé om hvad han var, de var så ens og alligevel forskellige, men de hørte til det samme sted nemlig i halvblodslejren, men han foretrak nu storbyen, selvom hans evner og sanser blev gjort svagere på grund af de mange forskellige lugte, og personer, hvilket gjorde det at føle via luften og jorden sværere. Da han så hun lyttede til hans ord, og forklaring, smilede han kort, tænk at hun lyttede til ham, til hans ord, og ikke bare stirrede på hans krop, hvilket gjorde han kunne slappe mere af. Det kunne også ses, at hans muskler ikke længere spændte, som de havde gjort ind til videre. Han løsnede kort op i dem med diskrete bevægelser. ” tja det er vel fornuftigt, men jeg giver dig ret i at fyre kan være barnlige, og tåbelige, ja mine ord ikke dine.. Så jeg tager det ikke så tungt” hans stemme var en kort latter ”jeg er måske flink, men som så mange andre, har jeg også en mørk side, hvis du træder på mig, mine venner eller familie” hans stemme var stadig rolig og venlig, selvom den truende og alvorlige tone lurede under, ikke at han truede hende, men det var for at vise at han mente det. Han ville normalt ikke sige nej, men han havde lovet hans far ikke at komme i flere problemer med andre unge mænd, bare fordi at de irriterede ham, grueligt, og indtil han var stødt på hende, havde han været i et meget mørkt humør. Hans første valg var at tage de kampe der ikke kunne undgås, hvilket ville sige de kampe der ikke kunne endes med diplomati, eller som den han lige var rendt fra, hvis forfølgerne ikke ville give op. Da hun bed sig i læben smilede han kort, hun skjulte noget, det var synd for hende, at han drillede hende på den måde. Pinte hende, men han ville først dele sit sande jeg med hende, når han kunne se det var ved at være for meget ”Fideliana du skal ikke lide længere okay, men kan du vente lidt, så skal jeg dele noget med dig” han så skyldig ud, ”jeg undskylder på forhånd” sagde han så langsomt og så ned. ”mine øjne lyver ikke, men jeg piner dig det kan jeg se, det må du undskylde” han vendte blikket mod hende igen. ”jeg skal nok vise dig vej, men Hard Rock Cafe er kun 22 minutter væk herfra, så vi kan tage det stille og roligt, eller hvis det er vigtigt, kan vi gøre det lidt hurtigere” sagde han så venligt og smilede kort til hende igen. Da han hørte hun grinede over hans buk, smilede han kort igen. Han så hun nejede og betragtede hende indgående igen. ”så lidt frøken” da hendes øjne næsten lyste op betragtede han dem dybt og i længere tid end før, virkelig smukke øjne, han skulle til at åbne munden for at komplimentere det, men stoppede sig selv. ”det siger du ikke, du ligner heller ikke en, du er for køn til det” Det røg ud af ham, inden han nåede at tænke, og han bed sig selv i tungen.


//sandt, har et liv, men lige i tiden er det et svært liv, der ikke er værd at leve, jeg må ikke træne i samme mængde mere, er nede på kun at må træne op til 2 timer dagligt, i stedet for 6 //

Han var blevet fascineret af hende for det var han. Der var noget ved hende der gjorde at han slappede af, ikke bare en smule, men som om der ikke var noget der var bekymringer værdige. Han følte at han havde et sted at høre til, et sted hvor han ikke skulle fokusere på andre end hende. Han lukkede nærmest af for hans sanser, så lyde, lugte, vibrationer, ikke generede ham. Han havde fundet noget han havde manglet længe, intet negativt fra hans fortid, eller fremtid, ville kunne retfærdig gøre dette møde, den afslappende følelse hun gav ham. Langsomt kom han mere og mere til sig selv igen, selvom han mest fokuserede på hende. Han hadede at blive sammenlignet med andre, for han følte sig unik, hans måde at tænke på, fornemme verdenen på. Jason så verdenen fra flere perspektiver, satte sig ind i naturens gang, observerede mennesker og dyr, alt sammen på grund af hans gener for jagt. Hans mor skulle have den tak for de gaver og evner hun havde givet ham. ”Du vil hurtigt opdage jeg ikke er som så mange andre” han grinte kort over hendes forklaring inden han svarede ”Ja jeg ved hvad du mener og giver dig ret, den slags mennesker er for meget, heldigt at jeg er sluppet af med den del af mig” han havde intet i mod at indrømme den del af ham var fortid, selvom den en gang i mellem kom frem og lurede forsøgte han at glemme den, finde andre måde at bevise sit værd, ved diplomati, samt tålmodighed. ”jeg vil gerne undskylde fordi jeg føler jeg trækker noget ud der bør overstås hurtigt muligt” sagde han så og så ind i hendes øjne. ”jeg er glad for du er interesseret, for det er en vigtig og væsentlig del af det at lære mig at kende” sagde han med et smil, og et let udfordrende blik. Da han så og hørte hendes reaktion på hans forslag på at nå det hurtigere så han overrasket på hende, ikke ligefrem den reaktion han havde forventet fra hende, han troede hun gerne ville nå hendes aftale i ordentlig tid, selvom hun var forsinket. Da han så hendes rosa farvede kinder smilede han, det gjorde hende kun smukkere med hendes rødmede kulør. Langt fra syntes han det fik hende til at lyde sær eller desperat. Jason opfangede bare at det virkede som om hun var glad for hans selskab ligesom han var glad for hendes. Da hun rødmede endnu mere smilede han varmt og venligt ”Jeg taler sandfærdigt og med omtanke, og dette var en eksempel på hvordan det lyder uden filter, og direkte fra hjertet” hans stemme var rolig og behersket, sandheden lyste gennem ordende. Da hun satte i gang, fulgte han roligt med hende. ”Vi skal mod syd ned til Apple store, på 5th Avenue så er det nemmere at finde vej, men som du kan se er Apple store ikke svær at overse herfra hvor vi står” han udpegede butikken et pr, meter længere nede af den gade de gik hen ad.


//Jo regner med jeg kan komme tilbage i fuld træning igen, da jeg kun har tid til let træning, som for mig er skudpræcision i 2 timer hvor jeg stor og sparker en bold genne 5 forskellige ringe, eller genoptræning på en motions cykel, som resultere i en tur på maksimum 60 km. //

Jason var beundre af hendes måde at være på, afslappet, han nød ligefrem hendes selskab, hvad var det for noget, var han ved at blive blød, plejede man ikke at bliver mere kold og mørk med tiden, når man var så meget alene som han var, måske var det en af hendes evner. Nej, det var nok mere hendes afslappende og dejlige personlighed, eller måske bare hele hende som person, der gjorde ham afslappet og rolig, noget han nød til fulde.
Han havde selv mødt en masse specielle mennesker, men intet som hende, hvilket han syntes var tiltrækkende. Han nød sin nok nye afslappede holdning sammen med hende, hvor hans sanser stadig var sat ud af spil. Altså jo han kunne stadig lugte andre mennesker, og se dem, høre dem, og fornemme dem. Det var mere bare som om det nærmest var hende og de andre bare var skikkelser i den verden de begge tilhørte. Han følte sig mere som sig selv, end han havde gjort længe. Han ville takke hende, det var sikkert, men det var ikke endnu, nu ville han se tiden an, og foretage sine videre træk efter mere planlægning og forarbejde.
Han så hvordan hun reagerede på hans respons til hende, klukkede kort da han hørte hendes forklaring. ”Jeg ved godt hvad du mente, og ville bare give dig ret, ved det lød hårdt fra min mund, men du er heller ikke som de piger jeg har omgået mig med de sidste pr år” hans stemme var rolig og overvejet, som om han havde tænkt ekstra over hvordan han ville formulere sig denne gang, for at der ikke skulle være en misforståelse. Han havde forstået hende hele vejen igennem.
Da han så hvor forvirret han gjorde hende, lo han venligt og kort, mens han betragtede hendes kjole, og hvordan den sad på hende, noget der kom bag på ham, at han lagde mærke til det, så tidligt, så kort efter at have mødt hende. ”det ved jeg godt, og lige nu er det en pine, men vil ikke sige det, før det rette tidspunkt” sagde han venligt med et skævt og venligt smil. ”Jeg føler også du er en person der er mere værd at kende, end så mange andre jeg har mødt” tilføjede han roligt og venligt med et smil. Den form for venlighed havde været sjælden for ham, normalt var han mere tilbage trukket, men hun havde fået det frem i ham. Hun var en attraktiv person, en han kunne med, hvilket han satte meget pris på, der var stadig noget dragende ved hendes udseende, men der var også så meget mere end det, hendes stemme, samt hendes latter, øjnene ikke mindst. ” glad for du syntes jeg er speciel, men det samme er du jo også” hans stemme var blevet mere beundrende end den havde været før, han så hvordan den rosa farve blev ved hendes kinder, han smilede, overvejede at række ud for at lægge en hånd mod hendes kind for at mærke den varme der måtte strømme fra dem, dog beherskede han sig, upassende opførsel, var hans tanker til sig selv. ”jeg har boet her i et pr år nu, hvor jeg har vandret, og løbet rundt i byens by dele, og foretrækker storbyen frem for der hvor jeg bor, hvilket ikke burde give mening” sagde han venligt med et smil ”Og så er det den eneste Hard Rock Cafe jeg kender til i New York” sagde han opmuntrende ”når du har gået rundt på Manhattan, eller tager metroen lære man at kende gadenavnene og derved de forskellige ting ligger” han lød stadig opmuntrende og venlig, med et smil om sine læber, han fornemmede hendes blik igen, og vendte sig eget mod hendes og smilede skævt og kort.



//Det er altså helt i orden, der er jo også et liv ved siden af, har et sæt dårlige knæ fra jeg var 15 efter nogle uheldige fald, i både fodbold og håndbold, samt en lettere ødelagt skulder, og en til dels ryg der giver problemer alt sammen sports relateret. Så hver gang jeg føler jeg er ved at være tilbage, kommer det tilbage. Så ja det er okay at spørge//

Han var forvirret over sig selv, hvordan kunne en person som hende have så meget magt over ham, ikke i en negativ forstand, men positiv. De tanker og følelser der løb gennem ham, bare ved at være sammen med hende allerede nu, de ville plage ham når de en gang tog afsked, noget han ikke så frem til. Så lige nu ville han forsøge at trække deres afsked ud. Det var så længe siden han havde mødt en han var så afslappet omkring, og nærmest ikke ønskede nogen ende. Han var begyndt at fundere over hvad hendes evne var, hvilket var en svaghed i hans egen efter hans mening, han kunne lugte ens gudeforældre, men når det kom til evnerne var det et mysterium, hvor han måtte gætte sig frem.
Han vidste han havde en falsk tryghedsfornemmelse ved hende, han kendte de mennesker der var efter ham nok til at de ikke ville stoppe ved ham, de ville tage hende også, noget han ikke kunne lade ske. Hvor kom den nye side fra, hvad gjorde hun dog ved ham. Han nød det, selvom han bragte hende i fare ved at være hos hende. Dummere kunne han ikke være, han var blevet lullet i en tryghed der kunne bringe hende i fare, men han vidste hvad hun var, hun kunne ikke være forsvarsløs som et normalt menneske.
Hvor kom al den venlighed fra, al den måde at opføre sig på, han vidste det ikke, men han vidste hvorfor han gjorde det, eller hvorfor det blev ved, for hendes skyld, hun holdt hans dæmoner væk. Hun var på en måde blevet det lys der førte ham ud af det mørke han var vandret frem i, alle de negative oplevelser, følelser han havde, var forsvundet fra det øjeblik han først hørte hendes stemme, hun påvirkede ham på en fantastisk måde. Hendes stemme, hendes øjne, hendes læber, alt ved hende var fascinerende og tiltrækkende. Han var sikker på han var blevet fortryllet af hende. ”Det var da så lidt” sagde han og smilede kort og varmt til hende, med et skævt smil. ”du behøver ikke gøre noget, dit selskab er en glæde og en gave nok., mere behøver jeg ikke” Han smilede inden han var færdig med at tale. ”Jeg nyder også dit selskab, det er en glæde og en gave at tilbringe min dag sammen med dig, og jeg vil gerne have, eller nok nærmere et ønske om at det kunne forsætte” han så væk for ikke at afsløre sig selv for hvor meget han egentlig nød hendes selskab.
Jo længere de gik, jo mere vidste han at han var ved at løbe tør for tid for at fortælle det inden de nåede cafeen. Langsomt satte han farten ned. Stivnede og stoppede kort op da han mærkede hendes hånd mod sin arm. Han havde intet i mod det, overhovedet, han var bare blevet overrasket, ”så kom med, så finder jeg lige et sted uden så mange mennesker” Hans stemme var stadig rolig, men for første gang var der et spor af nervøsitet, og gik et par meter ind i af en side gade hvor der ikke var andre end ham nu, folk gik lige forbi uden at sanse ham. Han stod stille og ventede på at hun ville komme med ham, grunden til at han ville fortælle hende det inden de kom Til Cafeen var at han ville give hende en chance for at tage afstand til ham, ligesom han var blevet van til folk gjorde, når de fandt ud af mere om ham. ”jeg skal nok fortælle dig det, det er blevet trukket ud alt for længe nu” sagde han med et venligt smil til hende. Dan så ned på det sted hun havde rørt ham, ” Det gør ikke noget at du holdt fast i mig” sagde han med et forsigtigt smil, ”Det overraskede mig bare” hans stemme var mild venlig og indbød egentlig til at hun godt måtte gøre det endnu en gang.
”jeg burde ikke blande mig, men ved du hvornår du hat chancen for at se dem igen?” han følte han havde holdt for længe på hende, og at det var hans skyld at hun var gået glip af hendes aftale. Selvom han var glad for at han så kunne være mere sammen med hende, også uden at tænke på nogen form for afbrydelse, hvis så bare han kunne undgå den bande han lige var sluppet fra inden han stødte ind i hende.
Han grinte over hende, en mild og blid latter ”Jeg skal nok blive sammen med dig, og sørge for du kommer sikkert frem til Hard Rock cafe det lovede jeg dig jo” sagde han så med et venligt og varmt smil. Uden der lå noget i det der ikke burde være. Han gjorde noget der normalt ikke ville falde ham ind. Han rakte ud efter hende, og lagde prøvende armen om hende, selvom det ikke var den mest behagelige måde at gå på, så håbede han at det ville få hende til at komme lidt tættere på sig. Da hun så ned, og han igen bemærkede den rosa farve i hendes kinder smilede han lidt ”Er du okay?” Han spurgte lidt bekymret for hende. Han vidste ikke hvordan han skulle forklare sig selv hvad det var der påvirkede ham så meget fra hendes side, men han ville gerne kunne forsvinde ind i hendes øjne, hvilket var sket hver gang han så ind i dem, han svømmede væk i hendes stemme, og nød alt ved hendes påvirkning af ham.




//ej det gør ikke noget at der gik den mængde af tid som der gjorde ^^ //

Alle de følelser og tanker der løb gennem hans hoved var forvirrende. Han nød hendes selskab, jo mere han var sammen med hende, desto mere var han ivrig efter at være sammen med hende. Han forsøgte at ryste tankerne fra sig. Dette var åndsvagt, hvordan kunne hun have så meget magt over ham. Langsomt kom han til sig selv igen, Vendte blikket mod hende, Jo der var noget fortryllende over hende, noget han søgte, dog kunne han ikke sætte ord på det, noget ved hende gjorde hende speciel attraktiv. Det gav ingen mening. Den sidste person der kom så tæt på ham blev såret dybt. Det ville han ikke byde hende, han skulle være klar i hovedet sammen med Delia. Han rystede på hovedet igen, knyttede næverne, han ville finde ud af hvad hun kunne, for han var begyndt at holde af hende, og havde en lettere beskyttende trang at beskytte hende, gøre hende tryg. Igen rystede han på hovedet og sukkede kort, lod en hånd køre gennem sit hår.

”Godt vi er enig” sagde han langsomt med et smil. Langsomt blev hans smil større da hun viste at hun var enig. Det betød noget for ham, det betød at han ikke var den eneste der kunne ende med et opføre sig fjollet. Noget der ikke egentlig ikke gik ham på mere, at han kunne opføre sig fjollet. Han vidste det var mærkeligt at han ville have hende med ind på en side gade, men han blev nød til at fortælle hende det, han følte det var forkert at han vidste hvad hun var, men ikke omvendt. Han stod helt stille ventede egentlig bare, da hun stod foran ham, smilede han kort. ”Det kommer måske som en overraskelse men det er vigtigt du får at vide at jeg er en halvgud søn af Artemis” hans stemme var nervøs. Han ventede på hendes reaktion, han ville gribe hende hvis hun faldt. Egentlig ville han også gerne have taget hendes hænder. Men han beherskede sig og stodstille og ventede egentlig bare på hendes udbrud, selvom han ikke vidste hvad han skulle forvente fra hendes side. Langsomt slappede han af. ”Jeg er ikke utilpas, det er bare ikke hvad jeg er van til, men det var en behagelig følelse” hans stemme var lettere påvirket af hendes berøring, noget han ikke havde følt længe, en anden persons nærværd. Men da hun rørte ham var det som at vågne fra en drøm.

Han vidste jo han kunne følges med hende til lejren hvis hun stadig ville have noget med ham at gøre efter den bombe han smed. Nok ikke lige det man ville regne med at få at vide så kort tid efter man havde mødt en anden person. Men han ville bare gøre de var på lige fod, han vidste jo hvad hun var. Han forventede ikke hun ville dele det på samme måde med ham på samme måde som han havde gjort med hende. For det ville overraske ham, hans grund var jo at han ikke ville skjule hvad han var, nu hvor han vidste hvad hun var. Det var det mest uudholdelig ved hans forstærkede lugtesans, han rystede på hovedet, ganske kort lukkede øjnene, inden han åbnede dem igen og vendte blikket mod hende med et smil. Han var glad for at hun ikke tog det så tungt med hendes veninde. Han mærkede hun kom nærmere, smilede så og trykkede hende lidt tættere sig, inden han lyttede til hendes ord ”Jeg håber bare jeg ikke jeg gør dig utilpas” sagde han så langsomt og så ind i hendes øjne.



//Det gør ikke noget, men undskyld mit svar var så kort og fantasiløst/

Hun så spændt på ham, håbede at høre noget der betød de ikke skulle være adskilt. Hvorfor var hun stadig ikke klar over, han var bare en fremmed dreng hun havde mødt, han var jo hverken en prins eller helt. Ikke en helt endnu, i hvert fald. Det kunne han jo blive, hvis hendes håb fik ret. Måske den slags helt alle hendes venner og søskende håbede at blive. Han lignede i hvert fald en. Nu gik hun sjældent op i udseende på andre, men det betød jo ikke hun var blind for hvor pæn han var. 
Da hun hørte ordene lyste hun helt op. Det var præcis hvad hun havde håbet på. Okay, måske ikke lige en søn af Artemis, de krigeriske guders børn havde hun aldrig rigtig været så interesseret i at blive involveret med, men han var jo ikke bare en træningssyg idiot som mange af dem hun havde mødt. Så måske var det slet ikke en skidt ting. Søn af Artemis, jo det kunne hun altså sagtens acceptere. Så gik det op for hende hvad det betød. Han havde vidst det hele tiden. At hun var halvgud, at hendes trick med vinen i kaffekoppen var hendes evner. Han havde bevidst drillet hende med det og ladt hende stå tilbage i uvidenhed og nervøsitet. Hun kom til at le lidt og puffede drillende til ham.
"Så vidste du det! Du vidste jeg var halvgud helt fra starten!" Hun så på ham med et smil, hun var ikke sur, hun syntes faktisk det var lidt sjovt at han havde drillet hende på den måde. Hun ville jo nok have gjort det samme, så hun kunne ikke bebrejde ham. Så vendte hun tilbage til at være spændt. "Det betyder vi kan følges tilbage til lejren! Det her er perfekt. Jeg har aldrig været venner med en søn af Artemis, eller datter for den sags skyld. Hvordan er det? Hvilke evner har du?" Hendes talestrøm ville nok ikke ende lige med det samme. Når hun blev begejstret snakkede hun. Faktisk snakkede hun altid, når hun var nervøs, spændt, begejstret, vred. Altid. Så gik det op for hende hun ikke havde præsenteret sig selv. Efter det med vinen havde han jo nok gættet det, men hun kunne vel stadig præsenterer sig selv ordenligt for ham. Hun var vel bare en smule velopdraget. "Ehm, datter af Dionysos her. Selvom du jo nok har gættet det. Jaer, jeg kan ikke så meget, vi er ikke så cool som resten af jer." Hun trak lidt på skuldrene med et smil inden hun kort krammede sig tæt ind til ham. Hun følte sig endnu mere tryg nu, som om det at de havde samme baggrund og skæbne, endda hverdag, gjorde at de forstod hinanden bedre og han derfor ikke dømte hende. Desuden vidste hun nu at hvis noget skulle ske kunne han beskytte hende. Hvis han altså gad. 
Hun lyste op igen ved at rette sig op og se på ham. "Du kan fortælle mig alt over en drink eller noget, kom! Vi behøver da ikke stå her i en side gade og være helt afskåret fra menneskene. Lad os gøre det lidt hyggeligt. Jeg mener... mere hyggeligt. Kom!" Hun lo lidt og kyssede ham på kinden af begejstring inden hun gav slip og tog hans hånd for at trække ham med sig ud af side gaden for at komme hen og sidde et sted med ham så de kunne snakke. Der var så meget hun gerne ville vide om ham, så meget hun måtte spørher om. 

//wooh, endelig tilbage. Undskyld tiden væk, stress med skolen ^^