Give me a chance, please... ~ Theo <3

Tid: 21.55
Sted: Ved lejrbålet
Omgivelser: ingen halvguder eller ligende, endnu. Bålet, træer
Vejr: skyfri himmel, næsten fuldmåne, let vind
Årstid: forår
Påklædning:
http://www.menstrenchcoats.org/images/mens%20trench%20coat%20double%20breasted.jpg minus bæltet...

Vinden legede let med bladene på buskene og træerne. De sagde en knitrende lyd, som dannede de en melodi med lydene fra det tændte, men snart udbrændte, lejrbål. Disse lyde blandede sig med lydene fra skridt.
André marcherede frem og tilbage ved siden af lejrbålet. Hans ansigt bar en fustreret og tænkende maske. Hans tanker fór rundt i hovedet på ham, og han kunne ikke finde hverken hoved eller hale i dem. Først var de hos Elena, som han endelig havde fået det afklaret med, så var de hos Caitlin, der virkede glad efter sæt hvad der var sket, og så samlede de fleste sig hos Theodor. Han havde meget at sige til ham, men han vidste ikke hvordan han skulle sige det. Der var så meget der ikke var afklaret imellem dem. Og så meget der ikke gav mening for André.
André sukkede dybt og åbnede sin mund for at sige noget til sig selv. Men hvad skulle han sige til sig selv?
Han rystede på hovedet og forestillede sig at Theodor stod foran ham, han var holdt op med at vandre jorden tynd, og begyndte at øve sig på, hvordan han skulle forklare det hele. Hans tanker, hans følelser.
"Theodor... Jeg ved godt at det er underligt... Og havde nogen sagt til mig for bare to måneder siden at jeg ville forelske mig i en dreng, ville jeg sikkert havet sagt at personen var sindsyg... Men det jeg prøver at sige er at... Jeg ved godt at det er nyt for mig, og at vi ikke har kendt hinanden længe, men... Jeg har bare brug for at du skal vide hvordan jeg har det... Jeg kender ikke meget til kærligheden, for jeg har aldrig rigtigt oplevet den.. Men jeg ved at den kan komme uventet, være ukontrolleret, ubærlig, uudholdelig... Men også vidunderlig... Mit hjerte, det føles ikke som om det tilhører mig længere, men dig, og jeg ville give dig det, uden at få noget tilgengæld, udover den viden, at du også har det sådan med mig... Det jeg nok prøver at sige er..."
han kunne ikke finde på mere, han havde talt ud til hans vrangforestilling af Theodor, og det havde hjulpet, men han var stadig nødt til at sige det til den rigtige. Han skulle vide hvordan André havde det, ligemeget hvordan han så ville reagere...

Påklædning: Her - uden solbrillerne + strømper :-)

Theodor kom gående i et langsomt tempo. Han ville lige over og have en kop aften-te, inden han ville gå til køjs. Han hørte en stemme henne ved lejrbålet, men den var ikke høj nok til at han kunne genkende den. Han blev nysgerrig og begyndte at gå med lidt hurtigere skridt hen mod den ensomme stemme, der rungede svagt i aftenens mørke, og oplyst af månens spejlende stråler. Theodor gik hurtigt, men lydløst hen mod stemmen, og begyndte svagt at kunne genkende den sprøde stemme. Han smilede for sig selv, da han så det var hans kære André der stod og snakkede med sig selv. Hvorfor han gjorde det, vidste han ikke, men han besluttede sig for at lave et bag-angreb på ham. Han ville liste sig om bag ham, og give ham et sødt lille klem i hans velformede baller og kysse ham i nakken. Han smilede over tanken og listede sig tættere på, og da han var ca 4 meter fra ham, stoppede han op. Han havde været så optaget af at skulle angribe ham, at han slet ikke havde hørt hvad André havde sagt.
også vidunderlig... Mit hjerte, det føles ikke som om det tilhører mig længere, men dig, og jeg ville give dig det, uden at få noget til gengæld, udover den viden, at du også har det sådan med mig... Det jeg nok prøver at sige er... var det eneste han havde hørt André sige. Hvem snakkede han til? Vidste han at Theo havde sneget sig op på ham? Han lyttede efter den sidste del af sætningen; hvad var det han prøvede at sige?

Theodor rømmede sig forsigtigt og smilede svagt til André da han vendte sig om. Han kløede sig små-nervøst i nakken, og vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Han følte at han havde taget André i et privat moment, som ikke skulle have været forstyrret.
Hvem havde André snakket til? Theodor kiggede rundt, men kunne ikke se andre end dem. Han kunne ikke rigtig forstå hvad det var for en situation han var havnet i, men han var glad for at se André trods omstændighederne.

André havde været så opslugt af sine tanker og følelser, at han ikke havde lagt mærke til at der kom nogen nærmere. Han stod lidt, og lukkede sine øjne, talte langsomt ned fra ti inde i sig selv, men nåede kun til seks, da han så blev afbrudt af en der rømmede sig.
André følte sig som et lille barn der var blevet taget med fingerne nede i kagedåsen, da han vendte sig om med store øjne og et hjerte der galoperede af sted. Der gik få sekunder før at det gik op for André at det var den rigtige Theodor der nu stod foran ham og smilede svagt. Men da André først forstod det, lyste han op.
Over hans læber bredte der sig et kærligt smil og hans øjne strålede. Han trådte et skridt frem imod ham, ivrig efter at mærke halvguden i hans arme, men så stoppede han op. Hvor meget havde Theodor hørt? Og vidste han, at det var til ham?
"Theodor, jeg er nødt til at fortælle dig noget..." sagde han så, og gik helt hen til halvguden. Hans øjne strålede igen, da han rakte frem for at tage halvgudens hænder i sine, holde om dem, måske plante et blidt kys på dem?
Han rømmede sig, og kiggede halvguden ind i øjnene da han begyndte at komme med det lange forklaring, som han havde øvet så mange nætter forinden.
"Theodor... Jeg ved godt at det er nyt for mig, og at vi ikke har kendt hinanden længe, men... Jeg har bare brug for at du skal vide hvordan jeg har det... Jeg kender ikke meget til kærligheden, for jeg har aldrig rigtigt oplevet den.. Men jeg ved at den kan komme uventet, være ukontrolleret, ubærlig, uudholdelig... Men også vidunderlig... Mit hjerte, det føles ikke som om det tilhører mig længere, men dig, og jeg ville give dig det, uden at få noget tilgengæld, udover den viden, at du også har det sådan med mig... Det jeg nok prøver at sige er at... Jeg tror jeg er helt fortabt og dybt forelsket, i dig..." André prøvede at sige det så forståeligt som muligt, men det gik ikke så godt. Hans stemme skælvede og han lød usikker med det han sagde, men også enormt sikker i, hvad det rent faktisk var han sagde. Han var afklaret, klar til at stå sammen med denne halvgud, men han var også klar til en hver form for afvisning.
*Bring it on...* hviskede hans tanker...

Theodor betragtede den smukke halvgud, og lagde mærke til hans skiftende ansigtsudtryk. Det virkede som om han havde noget på hjertet.. Noget vigtigt.. Noget betydningsfuldt. Theodor blev nødt til at holde sig selv tilbage for ikke at kaste sig i armene på halvguden der stod ikke langt fra ham. Men han ville ikke afbryde André, og valgte derfor at beherske sig, selvom han havde brug for at mærke André mod sig. Mærke hans læber og hans hænder. Han så Andrés strålende øjne, og han så den måde han kiggede på ham på. De udstrålede begær, lidenskab og kærlighed.

André begyndte at forklare.. fortælle om hans inderste følelser. Følelser han nærede for Theodor. Theodor var meget overvældet af at det var André der stod og sagde det til ham. Drengen som kun havde set piger og aldrig skænket drenge en tænke, indtil de havde mødtes. Han kunne knap nok forstå at den dreng stod og erklærede sin kærlighed til ham.. Nu, i dette øjeblik. Han lyttede intenst, og mærkede hvordan hans hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Theodor havde aldrig været direkte kæreste med en dreng før. Han havde kun haft nogle flirts - nogle mere seriøse end andre - men han havde aldrig gået så følelsesmæssigt langt før. Selvom Theodor havde været klar over sin seksualitet i et par år nu, var det stadig meget overvældende for ham at en dreng erklærede sin kærlighed for ham.

Theodor lukkede alle andre tanker ude, end tanken om ham om André sammen. Han smilede og bed sig svagt i læben, "jeg har oplevet kærligheden én gang før.. jeg vil vise dig vejen til kærligheden, så vi kan finde den sammen..", sagde han og kiggede André dybt i øjnene. ".. jeg kan være ubærlig, uudholdelig og ukontrolleret.. Men jeg vil være det sammen med dig", sagde han, og gik uanet tættere ind mod André. Han klemte forsigtigt hans hånd, men slap ikke hans blik på noget tidspunkt.

André havde været ret bekymret og bange for, Theodor ikke ville forstå ham. At han ikke ville kunne forstå meningen med Andrés ord. Men ud fra hans kropssprog, opfattede André det sådan, at han forstod ham.
Dette fik bare André til at smile. Han havde været så bekymret og bange, til ingen verdens nytte!
André havde ikke mere at sige, og alligevel var han fyldt med følelser og tanker han gerne ville fortælle halvguden foran sig. Det virkede så bizart og anderledes for André, at det var en halvgud og ikke en halvgudinde, men på en eller sneen nåde, føltes det også mere rigtigt at det var Theodor, han åbnede sig op for, og ikke en eller anden pige.

Da André var færdig med at snakke, stod han spændt og ventede på sin dom, og han kunne ikke skjule glæden i hans blik, da han hørte det første halvguden fortalte ham. Theodor ville vise ham vej, han ville gøre det. Theodor ville faktisk gerne være sammen med ham.
Bare dét, fik Andrés hjerte til at føles lettere, som om en stor sten var forsvundet derfra.
André kiggede Theodor dybt ind i øjnene, som stadig strålede af glæde, og lyttede til hvad halvguden havde at sige. Han brugte de samme ord, som André havde brugt om kærligheden, om sig selv. Hvilket bare fik Andrés læber til at brede sig ud i et skævt smil. Han mærkede et blidt og forsigtigt klem om sin hånd, og han klemte blidt igen, inden han lod deres fingre flettes sammen.
"Men jeg vil være det sammen med dig" bare de ord gjorde underværker. André følte sig så glad, han var forstået og accepteret, af den han hoste mest af, som verden så ud nu. Han kunne ikke lade være.
"Sammen.. Dig og mig.. Mhm.." sagde han lavt, ja nærmest hviskende, i et glad og kærligt tonefald. Han lænede sit ansigt frem imod halvgudens og lukkede sine øjne. Han vidste ikke om halvguden ville være med på det, men han havde bare brug for at gøre det. Mærke de læber mod sine igen.
Han tilbage lagde den lille afstand der var imellem deres læber, ret hurtigt, og plantede et blidt kys, på halvgudens læber.

Kønnet på et menneske havde aldrig holdt Theodor tilbage for at elske det. Lige siden starten af puberteten havde Theodor tænkt på hans eget køn på en lidt anden måde end hans midaldrende drengevenner. Mærkelige følelser havde strømmet igennem hans hoved, da han som 13-årig havde svømning i skolen. Da han i omklædningsrummet stod omringet af nøgne svømmere. Han havde været forvirret, frustreret og til tider meget trist over disse forunderlige tanker som han ikke kunne snakke med nogen om. En dag havde en af hans venner - en nær ven - indrømmet til ham at han var homoseksuel og Theodor var blevet meget overrasket og havde valgt at forlade vennen uden så meget som et eneste forklarende ord på hvorfor. Theodor havde siddet i timevis derhjemme med låst dør og tænkt det hele igennem. Overvejet hver evig eneste tanke, og ekstra blikke til drengene i omklædningsrummet. Han havde derefter ringet til vennen med et håb om tilgivelse, som han - til hans store glæde - fik meget hurtigt, og de aftalte at mødes. Dette var første gang han blev præsenteret for bøsse-miljøet som vennen havde bragt ham ind i.

Lige siden da havde Theodor aldrig ladet kønnet kommet i mellem hans følelser. Kvinder som mænd. Denne gang var ikke en undtagelse. Theodor nærede allerede store følelser for denne smukke - forglem ej at nævne lækre- halvgud der stod foran ham. Han lyttede til Andrés intense hvisken og inden Theodor nåede at svare, mødtes deres læber i et kys. Theodor havde manglet smagen af disse vidunderlige, fyldige læber i lang tid nu. Det var to dage siden sidst de havde været sammen - de havde kun sendt blikke til hinanden under de mange aktiviteter der havde været på lejren og de mange måltider. "Mhm" lød der fra Theodors mund, da han slap kysset. Han bed sig selv i læben. Han ville have mere. Mere af André. Men han beherskede sig selv og kiggede ind i hans dybe, nøddebrune øjne og smilede et kærligt smil.

Andrés læber var trukket ud i et stort smil, da deres læber ikke længere mødtes. Han hørte halvgudens lyd, og hans krop reagerede ved, at han mærkede et sug i maven. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde kun forberedt sig på at fortælle hans følelser til Theodor, og han havde forberedt sig på at blive afvist. Men ikke dette. Det var overvældende for ham, alle disse følelser. Han havde ikke prøvet det før, hverken med en pige eller dreng. Det var alt sammen helt nyt.
André kunne ikke samle tankerne. Han stod bare der som en anden idiot og kiggede forelsket ind i halvgudens smukke øjne. Han ville sige noget, men han kunne ikke få et ord ud af sin mund. Han ville gøre noget, men alle hans bevægelser blev ikke til noget.

Og så var det, at André begyndte at le. Lavt og lettet. Hans øjne strålede af glæde og han kunne ikke holde sig tilbage. Han lagde armene om halvguden og kyssede ham igen. Han kunne ikke lade være, det føltes forkert ikke at gøre det.
Selvom han havde planlagt at det bare skulle være et ganske normalt og blidt kys, ja hvornår blev det overhovedet til det imellem dem? Hans læber bevægede sig ivrigt, selvom han prøvede at beherske sig, mod halvgudens læber.
Hans mave trak sig sammen, som stod der en bag ham og trak i nogle tråde, men dette fik ham bare til at træde endnu tættere på halvguden for an sig. Han ville ikke virke omklamrende, nærgående, for klæbrig, men hans liv havde ændret sig på så kort tid, og han kunne ikke vente med at udforske de nye ting der var kommet ind i hans liv. Han kunne ikke hjælpe sig selv, Theodor gjorde noget ved ham, som han ikke kunne forklare, eller måske ikke ville forklare? I hvert fald, kunne han ikke få nok af halvguden, der stod foran ham.

Theodor kiggede små-undrende på hans kære André, da han begyndte at le. Han kunne ikke selv lade være med at grine af det skønne, klokkende grin. Han havde lyst til at kysse de dejlige læber, hvor den skønne lyd af Andrés grin kom ud af. Men på den anden side havde han heller ikke lyst til at stoppe lyden. Han havde lidt på fornemmelsen at André ikke havde grinet så meget i sit liv i helvede. Men i så fald, ville Theodor helt klart forsøge at ændre den del af hans liv til det bedre. Theodor mærkede Andrés arme omkring sig, og i det samme lod han også hans egne hænder finde vej til Andrés ryg - eller nærmere hans læn. Han nussede ham forsigtigt på lænden. Theodor og André holdte stadig en dyb øjenkontakt, indtil André valgte at bryde den med et kys. Først virkede det til at hans intention havde været et blidt kys, men den kære halvgud kunne vidst ikke styre sine lyster efter et vildere kys. Theodor havde absolut intet imod hverken et blidt kys eller et vildt kys. Han nød bare at mærke Andrés læber og krop mod sin egen. Han mærkede Andrés krop rykke tættere ind mod Theodors, og han kunne ikke lade være med at smile ind i det vilde kys. Theodor holdte sig heller ikke selv tilbage i kysset, og kunne ikke dy sig for at lade hans hænder glide længere ned. Han berørte blidt Andrés velformede baller, men kunne ikke lade være med at klemme lidt engang imellem under kysset.

Theodor vidste egentlig ikke rigtig hvordan det stod mellem ham og André. Godt nok havde André lige udfoldet sine inderste følelser for Theo, og han virkede ikke til at holde sig tilbage i kysset heller. Men hvad var de for hinanden? Var de kærester? Eller Partnere? som man sagde om folk der var kærester med en af samme køn. Det kunne godt være at André nærede store følelser for Theodor, men var han klar til et forhold? Var han klar til at gøre det officielt imellem dem? At vise det til alle og enhver på lejren? Theo havde hørt at André havde et ry om at have gang i mange damer.. Var han virkelig klar til at 'settle down' men én person? Og så endda en af samme køn som ham selv?

Et let suk gled over Andrés læber, under det vilde kys, men han stoppede det ikke. Langt fra. Han kunne jo mærke at Theodor intet havde imod det, den blide nussen mod hans lænd sendte en svag sitren igennem ham, så hvorfor stoppe noget så vidunderligt?
André havde aldrig prøvet noget ligende. Den følelse Theodor vakte i ham. Den var slet ikke til at beskrive med ord, for ingen ord, ville være præcise nok, til at bare give et indtryk af, hvordan følelsen var.
André lagde kun svagt mærke til, halvgudens hænder bevægede sig ned af. Så det kom som et chok, da han mærkede hans hænder klemme om hans baller, men så var det heller ikke mere chokerende. Andrés hænder søgte ind under halvgudens jakke og tog fat om hans bluses stof indenunder. Han knugede det i sine hænder og holdte halvguden ind til sig, stadig uden at stoppe det vilde, men stadig vidunderlige, kys.

Dog vidste André godt, at det måtte stoppe på et tidspunkt, de skulle jo snakke de her ting igennem. Hvad var det imellem dem, og hvordan skulle det udvikle sig? André anede det ikke selv, han vidste kun, at ligemeget hvad de ville komme frem til, ville disse følelser for den smukke halvgud han stod med armene omkring, ikke ville forsvinde sådan lige med det samme.
Den tvivl der var skabt af tanker, fik André til at, modvilligt, at stoppe kysset. Dog holdte han sit ansigt tæt på halvgudens og et smil bredte sig ud over hans læber. Trods hans tvivl på hvad der var imellem dem, vidste han godt hvad han ville. Han ville ikke gemme Theo, hvis de endte op sammen. Nej, tvært imod, han ville vise ham stolt frem, ingen skam. Overhovedet.
At alt dette var noget han havde været nødt til at vænne sig til på så kort tid, havde været besværligt, men at han har haft Theodor til at hjælpe han igennem det, selvom de ikke var sammen, havde gjort så mange ting klart for ham.
"Theodor...?" hans stemme var blid og lav da han sagde halvgudens navn. Ligemeget hvor meget han prøvede, kunne han ikke skjule de følelser han havde for halvguden, men det gjorde ikke noget, han havde jo næsten lige stået og sagt det så godt han nu kunne. Spørgsmålet var bare, ville halvguden det samme som ham?
"Hvad nu...? Med os?" han lagde bevidst tryk på ordet os, for at understrege hvad han mente, desuden vidste halvguden jo mere eller mindre hvad han følte for ham, nu ventede André bare, på at få sin dom, så at sige...

Endnu et smil formede sig svagt over Theodors læber, så han under kysset klemte Andrés baller og at André fik et lille chok. Han klappede dem forsigtigt, for at hentyde til at André ikke skulle tænke på det. Han lod derefter sine hænder føres op til lænden igen, og nussede den forsigtigt. Theodor kunne mærke at André også førte sine hænder ind under Theos jakke og rev lidt i skjorten. Et sug gik igennem Theo. Et dejligt sug.

Theodor blev skuffet da André pludselig stoppede kysset. Det gjorde han tit, og selvom Theo hellere end gerne ville snakke med André, så ville han altså også gerne kysse med den smukke halvgud der stod i hans arme. Han kiggede sultent på Andrés læber, men droppede det, for André havde tilsyneladende noget han gerne ville sige. Deres ansigter var meget tætte, og han kunne mærke Andrés åndedræt. André sagde Theos navn lavt og blidt. Det sendte en varm følelse igennem ham, og han kunne ikke lade være med at smile. "Mhm?", sagde han og kiggede spørgende, dog forelsket på André. Theodor lyttede til det André sagde, og blev med ét mere seriøs. Det var præcis de ting Theodor selv havde stået og tænkt igennem. Var André virkelig parat til at starte et forhold? Han havde allerede virket lidt utilpas da Theo havde rørt ved hans baller. Han rynkede panden, "Jeg ved det ikke.. jeg vil ikke presse dig ud i det, hvis du ikke føler dig klar til et forhold.." han holdte en lille pause, og tjekkede Andrés reaktion, "... med en dreng" Theodor synes hans formulering var plat, men han håbede at André forstod hvad han mente. André skulle ikke indvie i et forhold med Theo bare fordi han var vild med ham, det skulle være ægte. Hverken Theo eller André kunne vide om det her bare var en fase for André. Mange teenagere har en periode i deres liv, hvor de har lyst til at afprøve deres seksualitet. Og selvom Theo holdte meget af André, havde han ikke lyst til at være forsøgskanin. Ikke igen.

André så skuffelsen i Theodors øjne da han slap kysset, og selvom han selv havde lyst til at forsætte, kunne han ikke lade være med at nyde det faktum, at han ikke var den eneste af dem der var sulten efter endnu mere af den anden.
Det blik André så i Theodors øjne, da han sagde hans navn, var ikke til at tage fejl af. Theodors blik rummede blandt andet forelskelse. At se det blik, fik en dejlig og varm følelse til at brede sig i Andrés krop.

Da Theodor rynkede panden og begyndte at snakke, begyndte tvivlen at sætte sig svagt i André. De ord, der kom ud af Theodors mund, virkede så skræmmende. klar til et forhold... Med en dreng.
Et eller andet sted var svaret vel nej, men det var det kun fordi, André ikke så Theodor som en dreng, men som... Theodor. Det var da noget mærkeligt noget at spørge om, han var jo ikke klar til et forhold med en hvilken som helst dreng, men han var klar til et med Theodor. Og som André så på det, så var han hverken til piger eller drenge, han var til Theodor, og ingen anden.

Et forvirret og fortvivlet udtryk bredte sig i hans ansigt, og hans øjne strålede af samme. Han knugede sine hænder sammen om Theodors skjortes stof, med skæl ende hænder.
"Hørte du slet ikke efter før? Theodor... Jeg har flirtet med så mange piger, i håb om at det en dag ville føles helt rigtigt, fordi jeg havde fundet den rette, men det skete aldrig... Men... Nu her, med dig, Theodor... For en gangs skyld føles det rigtigt..!" hans stemme var oprørsk, men også bedende, og da han bøjede hovedet ned, kg hviskede nogle sidste ord, som stadig ville kunnet høres af halvguden, i et bedende tonefald; "Du må ikke tvivle på mig... Så tvivler jeg også... Giv mig en chance, Theodor... Giv mig en chance..."

André så helt fortvivlet ud, og da han begyndte at snakke, formede der sig et slags bedrøvet udtryk i Theodors ansigt. Et slags lykkeligt, bedrøvet ansigtsudtryk. Bedrøvet fordi André så så fortvivlet ud, for selvfølgelig havde Theodor hørt hvad han havde sagt. Men lykkelig fordi at drengen kun var fortvivlet fordi han holdte af Theodor. Han mærkede Andrés hånd knuge hårdere fat om Theodors skjorte. Han kiggede ind i de nøddebrune øjne, mens André snakkede. Han havde flirtet med rigtig mange piger tidligere. Han havde godt hørt at André havde haft ry for at være en damernes ven, så folk ville nok sætte spørgsmålstegn ved at han nu var gået over til drenge. Eller, i hvert fald gået over til Theodor. Og selvom André havde været sammen med så mange piger, så stod han her og sagde at det her føltes rigtigt. De to, André og Theodor... Føltes rigtigt. Det gjorde de også i Theodors øjne. Mere end rigtigt. Det føltes.. Perfekt!

Da Theodor hørte de sidste André sagde, rakte blidt armen bag på hans egen ryg, og tog fat i de skælvende hænder, der holdte fast i hans skjorte. Han tog Andrés hænder hen i mellem dem, og holdte ham i hånden. Derefter førte han hans ene hånd op til Andrés bedende ansigt, og kærtegnede blidt hans kind. Han smilede og sukkede svagt. Den kære dreng var så forelsket at han blev helt bedrøvet. Theodor kunne næsten ikke holde ud af André følte at Theodor tvivlede på ham. Selvom Theodor selvfølgelig var bange for at det bare var en fase for André, så ændrede det ikke på hvordan de havde det med hinanden lige i dette øjeblik. "André.. Kæreste, du ved ikke hvor rigtigt det her også føles for mig." hans smil blev større, "jeg har aldrig haft så store følelser for en dreng før." Theodor havde aldrig haft noget videre seriøst med en dreng, det var kun med piger. Bøsserne var bare ikke særlig gode til at holde sig til én fyr. "og bare rolig.. Jeg tvivler ikke på dig" sagde han, og klemte Andrés hånd, mens den anden hånd stadig kærtegnede hans kind.

Andrés ansigt var stadig vendt mod jorden, da han mærkede nogle hænder tage fat om hans egne. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, så han slap modvilligt sit greb om skjorten, og lod halvguden holde dem, imellem dem.
Han løftede sit hoved og kiggede først på deres hænder. Han sank nervøst, han vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige. Hans blik flakkede hen over deres hænder, indtil at han mærkede en hånd der kærtegnede hans kind. Han så op på halvgudens ansigt, stadig med et fortvivlet blik. Hvorfor skete alt dette for lige ham? Han kunne ikke, ville ikke, indse at det kunne være, at han havde fundet den rigtige at være sammen med. Men han vidste bedre end nogen anden, at intet varede evigt. Dog ønskede han, at dette gjorde...

André lænede sit hoved mod Theodors hånd, og begyndte at slappe af, i takt med at han lyttede til hvad halvguden sagde til ham. Det første han sagde, fik et lille smil til St brede sig over Andrés læber. Okay, så han var ikke den eneste af dem der havde det sådan. Det var vel godt. Det næste Theodor sagde, fik André til St føle sig speciel. At Theodor ikke havde haft så store følelser for en anden dreng end André, var vel et godt tegn. Dog vidste han også at der stadig var pigerne han skulle konkurrere imod.. Og de kunne til hver en tid være bedre end André, hvis de altså bare ville.
Det sidste Theodor sagde til André, fik hans øjne til at tænde som små julelys. Halvguden tvivlede ikke på ham, og hvis han ikke gjorde, burde André heller ikke gøre det. De skulle være sammen om det, de to...
André mærkede et klem om hans hånd, og han klemte blidt og kærligt igen, imens han kiggede på halvguden, der stod foran ham, med et forelsket blik.
"Vil det sige... At du vil give det en chance? Mig? Os to, sammen?" hans stemme var fuld af forhåbninger og hans øjne strålede. Det eneste han hver brug for at høre lige nu, var et enkelt ja. Han skulle bare høre halvguden sige det ene ord, og han ville kunne kalde ham for hans. Det var det eneste André ønskede i det øjeblik. At kunne tage Theodor i hånden og vise ham stolt frem og sige til alle andre, at Theodor var hans. Et latterligt ønske, måske, men nu hvor det var det eneste som André virkelig ønskede, kunne det vel ikke være helt så dumt og langt ude?

Han lod sin frie hånd hæve sig op, og lagde den blidt og forsigtigt på halvgudens kind, og gjorde, ligesom halvguden selv. Kærtegnede den andens kind. En så enkel bevægelse, som kunne betyde så meget, for både den der gjorde det, og den det blev gjort imod, men som også kunne sige så mange ting, som man ikke kunne sætte ord på. Det var så betydnings fuldt, og alligevel, var det jo bare en sølle lille bevægelse.
Det var, som så ofte før, at ordsproget ramte Andrés tanker: *Det er de små ting, der betyder mest*

Theodor så hvordan Andrés forvirrede og bedrøvede ansigtsudtryk ændrede sig til det bedre. Andrés mundviger bevægede sig opad i det smukkeste smil, og Theodor lod let sin tommelfinger strejfe læberne. Han mærkede André læne sit ansigt mod sin hånd, og kunne derefter føle varmen fra Andrés hånd på hans egen kind, suse rundt i hele kroppen. Det var en vidunderlig følelse! Theodor kunne simpelthen ikke flytte blikket fra den smukke dreng der stod overfor ham. Den dreng der lige havde erklæret sin kærlighed til ham. Den dreng der var så eftertragtet her på lejren. Den dreng der ikke var til drenge. Den dreng der alligevel stod og spurgte Theo om han ville være hans.

Theodors smil blev kun varmere og varmere, og hans hjerte ligeså. Han flyttede stille og roligt sin anden hånd op til Andrés anden kind, og holdte nu hans ansigt i sine hænder. Han kiggede dybt ind i de smukke, nøddebrune øjne og sagde, "Selvfølgelig vil jeg give det en chance!" hans stemme var ivrig, men samtidig meget seriøs. Han mente det fuldt ud, og vidste med sikkerhed at han ikke ville fortryde. Theodor kunne ikke helt glemme hans tvivl omkring hvorvidt André ville fortryde eller ej, men det kunne på ingen måde ses eller mærkes på Theodor. Han ville ikke gå og bekymre sig om det, når det var nuet han levede i. Og nuet ville han nyde i fulde drag. Så længe det nu varede, ville han nyde hver evig eneste time med ham. Minut. Sekund. Hjerteslag.

Tid var deres mindste problem. Selvom kærlighed mellem to mænd var meget velset i oldtidens Grækenland, så var det ikke sikkert at alle på lejren ville syntes lige godt om at se to drenge, gå hånd i hånd eller kysse. Han frygtede det lidt. Ikke for sig selv. Nej, han var ligeglad med sig selv. Det eneste han tænkte på var André. Og hvis André fandt det ubehageligt, eller blev såret af det, så ville Theo hade sig selv. Det var jo ligesom Theodor der havde bragt André i den her lorte situation. Det var typisk. Man kan simpelthen heller ikke lade være med at se alt det dårlige i ting. Også selvom det var lige var sket noget godt. Bedre end godt. Fantastisk, vidunderligt.. Ord kunne ikke beskrive hvor godt alt det der lige var sket var. Theodor var lykkelig. Selvom André ikke decideret havde sagt ordet kæreste, vidste Theo med sikkerhed at det var det de var; Kærester. Han havde den mest ulidelige trang til at kysse læberne af den smukke halvgud, men han holdte trangen tilbage. André skulle jo nødigt tro at det kun var det fysiske Theodor gik efter.. Og siden Theo førhen havde været meget - måske lidt for meget - ivrig efter at kysse André, kunne drengen jo nok få det indblik af ham. Og det var det slet ikke. Theodor var bare ikke særlig god til at udtrykke sig med ord. Han udtrykte sig på andre måder, som André nok ville få at se med tiden.