I won't give up ~ Arya

Camille sad foran bålet, det flakkede op mod himlen og varmen fra det, spredte sig hen mod hende. Hun elskede varmen fra bålet og af en eller anden grund kunne hun godt lide stilheden, den gav hende lov til at tænke alt igennem. Hun legede med sit hår, snoede det på sin finger. En latter undslap hende og hun smilede. Hendes brune øjne strålede en smule i aftenens mørke. Hun lå hen over en af de lange flade træstammer af egetræ. Hun elskede duften af natten, den friske duft der lagde sig over lejeren når alle var gået i seng. Hun smilede for sig selv og satte sig op. Hun rodede med sit hår og et suk undslap hende. Hun var ensom, selvom hun havde så mange søskende. Der var selvfølgelig ikke noget i vejen med dem, de var skønne halvguder hele bundtet, der var bare ikke en af dem hun klingede rigtigt sammen med. Hun kunne selvfølgelig godt snakke med dem, men helt venner kunne hun ikke blive med nogen hun ikke klingede sammen med.

//Kort, I know... -.-

Camille så ind i flammerne, de orange, varme flammer der fortærrede alle brændeknuderne så let som ingenting. Ilden var symbol på to ting. Krig og ødelæggelse. Og håbet og varme. Især varme.
Hun havde været i lejren i flere måneder nu, men hun havde ikke taget mod til sig og fået snakket med nogen. Pokkers til generthed.
Hvorfor kunne hun ikke være en af de personer, der fik venner på rekordtid? Dem, der var smukke og populære. Dem alle kunne lide.
Men der var jo en mening med alt, sagde præsterne. Det var stadig utrolig svært for Camille lige pludselig at omvende sig fra en blanding af ateist og kristen, til at tro på de græske guder og hendes egen mor. Måske havde andre det ligesådan, måske ikke. Hun vidste det ikke, og på en måde var hun lidt ligeglad. For det var vel ikke hendes sag om folk havde svært ved at indfinde sig i deres nye verden, vel? Bare fordi hun selv havde...
Og god, hvor lød hun som en bitch. Hun havde hængt for meget ud med Aella hjemme i Frankrig. Aella var hende alle kunne lide, og man var heldig bare at komme til at tale med hende. Som hendes ven, havde Camille fået meget opmærksomhed og mange -falske- veninder. Flere havde syntes det var underligt, at en som Aella var venner med en som Camille. Og det var det sikkert også. Og noget sagde hende, at Aella kun var venner med hende, pågrund af at de havde været venner i de mindre klasser. Bedsteveninder faktisk. Camille havde tit taget sig selv i at stirre på Aella, og spørge sig selv hvor den rigtige og gamle Aella var blevet af.