Decoration time - Arya

Tid: Omkring middag.
Sted: Ved lejrbålspladsen.
Vejr: Solen skinner, så på trods af efterårskulden er der dejligt udenfor.
Omgivelser: Folk hist og her.
Påklædning: Link!


Dallas havde placeret sig i et lille hjørne af lejrbålspladsen, så han havde god udsigt over hele arealet. Han lænede sig en smule skødesløst op af en træstamme med armene over kors og en fod støttende op ad stammen. Det var ved at være et godt stykke tid siden han sidst havde befundet sig i lejren, men han var nået hjem lige i tide til den årlige Halloweenfest, hvilket ikke var et helt dårligt tidspunkt at komme på.
Lejren var i Dallas' øjne aller mest smuk om efteråret. Han havde en svaghed for naturen, når den begyndte at skifte farver. Imens han funderede over skønheden omkring sig, betragtede han træerne, der var begyndte at blive røde og gule i bladene, og jorden, der allerede nu var dækket af et let lag af nedfaldne blade. Han smilede skævt for sig selv, og blev nødt til at skifte stilling for at vække lidt op i sig selv. Det var ikke naturen han var kommet for at betragte i dag - Han havde som vejleder fået at vide, at han skulle hjælpe til med oppyntning og dekorering til festen, der blev holdt i weekenden.
Selvom der var godt 4 dage til, følte Dallas sig allerede stresset, og han havde derfor sendt bud efter Arya, der altid formåede at berolige ham. Også selvom det betød at han skulle hive hende med ud og lave græskarlygter.

Påklædning ~ Lige her!

Nu var det snart halloween, og som altid betød det en halloween fest i Halvblodslejren. Denne fest var ikke rigtig ulig de andre fester i lejren, selvfølgelig med den undtagelse, at man kom i fuld udklædning. Det gjorde de fleste lejrdeltagere en hel del ud af at sørge for. Dette gjaldt også Arya selv, som godt kunne lide halloween. Det var en flot tid, årstidsmæssigt, hvor efteråret netop var begyndt at vise sig fuldt ud; bladende skiftede farve og faldt fra træerne. Det blev køligt, men ikke til en ekstrem grad - i hvert fald ikke når man befandt sig i en magisk lejr, hvor alt vejr kunne styres til en vis grad. Bare nok til at lejrdeltagerne ikke frøs, eller blev drivvåde under træning, f.eks. Der var nærmest et beskyttende skjold over lejren, som beskyttede hele området imod nedbør og andet dårligt vejr.
Dallas havde igen forladt lejren i en længere periode, og Arya kunne let blive vanvittig over det. Han var en af hendes tætteste venner, og hun hadede når han forlod lejren - forlod hende - på den måde. Men det gik jo alt sammen, så længe han kom tilbage igen. Hvis han forlod lejren og så fik sig selv dræbt, ville hun blive godt gal på ham. Hun var måske lille, men hun kunne stadig indeholde en hel del vrede. Det var ikke tit hun blev vred, for hun prøvede som regel at forholde sig optimistisk, men det kunne jo hænde.
Hun så Dallas sidde ved lejrbålet, og bevægede sig derfor hurtigt over til ham. Hun kom bagfra, og gav ham et meget inderligt kram. "Hej Dallipus. Det er længe siden. Igen." Hun rullede med øjnene, og gav så slip på ham, for at sætte sig ned ved siden af ham.

Dallas nåede at høre personen bag sig, før et par arme lagde sig om ham bagfra, men alligevel spjættede han forskrækket ved den pludselige nærkontakt. En overrasket latter undslap hans mund, før han rakte bagud, og bidrog til den omvendte krammer. Et kort øjeblik overvældede Aryas duft ham, og følelsen af endelig at være hjemme, gav ham en varm fornemmelse i maven. Han smilede bredt til hende, da hun satte sig, og stødte drilsk sin skulder over i hende, i et blidt puf.
"Kan jeg fornemme en bitter undertone?" Drillede han, men kunne ikke lade være med at smile blidt til hende. Det var jo ikke fordi det var bevidst at han pludselig havde været så meget væk på én gang. Undskyldende tog han hendes hånd, og placerede et hurtigt kys på den. "Godt at se dig igen, prinsesse." Han bukkede let hovedet, som om han mimede en eventyrprins. Han rodede sit hår til siden, og lagde en arm om Aryas skulder, så han kunne hive hende ind i endnu et kram. Han havde virkelig savnet hende.
Det var ikke ofte i hans liv, at han havde haft svært ved at forlade steder, fordi der aldrig havde været særlig meget at forlade, men siden han for 7 år siden havde sat fødderne i Halvblodslejren for første gang, havde han haft svært ved at tage på nye eventyr, fordi han konstant savnede 'hjem'. Rya var én af hovedgrundende til at det var svært at tage afsted. Han rodede ubarmhjertigt op i hendes hår, før han slap grebet i hende, og grinede muntert.
Dallas lænede hovedet op af træstammen bag sig, og kiggede over på sin gode veninde.
"Så... Hvis jeg nu siger pænt undskyld for at være dårlig til at skrive imens jeg har været væk, har du så lyst til at hjælpe mig med at lave kiksede græskarlanterner?" Spurgte han med et varmt smil, og sendte hende et hævet øjenbryn.

Da Dallas kom med et forskrækket spjæt, lod Arya et underholdt grin forlade sine læber, netop som en overrasket latter forlod Dallas' egne. Da hun så satte sig ved siden af ham, og han stødte sin skulder blidt og drillende imod hendes, gengældte hun også denne gestus. De havde altid været gode til - og glade for - at drille hinanden. Deres forhold kunne godt være ret drilsk til tider. Men det gjorde ikke Arya det mindste, for det var sådan hun foretrak det. Det bedste selskab var, efter hendes mening, nogen man kunne slappe af, have det sjov og være sig selv med. Og dette kunne hun helt klart sagtens med Dallas.
Hun rynkede lidt på panden og hævede det ene øjenbryn. "Muligvis, og med god grund!" Han var nok hendes bedste ven i lejren, og derfor hadede hun at være foruden ham. Det var som om der bare hele tiden manglede noget i hendes hverdag. Hvilket jo sådan set også var fuldstændigt korrekt. Dallas manglede. Og han var vel sådan set lidt blevet en del af hende efterhånden, så det var svært at undvære ham på længere sigt. Hun smilede et skævt smil, da han tog hendes hånd og kyssede den, som var de med i en meget gammel film, eller noget i den retning. Det var super galant. "Gør det så dig til min prins?" Hun blinkede drillende til ham. Hun lænede sig ind imod ham, da han lagde sin arm om hendes skulder, og hev hende ind til ham. Hun placerede den arm der var hen imod ham, om livet/hoften på ham.
Da han kom med et forslag, løftede hun begge øjenbryn, mens han løftede det ene. Hun sendte ham et charmerende og drilagtigt smil. "Så du kommer tilbage kun for at sætte mig til det kiksede slavearbejde? Det har bare at være en god undskyldning." Hun blinkede endnu en gang til ham. Hun havde såmænd ikke rigtig noget imod at skulle hjælpe ham med de dumme pligter, for hun vidste at hun også sagtens kunne få ham til at hjælpe hende med disse, hvis situationen var omvendt.

Dallas betragtede sin bedste veninde med et varmt blik. Nok havde de kun kendt hinanden i omkring 3 år, og han havde været væk flere gange end han brød sig om, men alligevel følte han, at de havde været venner lige så langt tilbage som han kunne huske - til punktet hvor han nogen gange bare var gået ud fra at Arya havde kendskab til ting, der var sket før de nogensinde havde mødt hinanden. Måske fordi han hele tiden tænkte tilbage på den uge han havde kendt hende i Grækenland da de var mindre.
Han nikkede tavst, og bukkede hovedet i en undskyldende gestus til hendes svar. Så absolut med god grund, tænkte han. "Der har været meget at lave," mumlede han, og kiggede kort op i den blå himmel, før han igen vendte blikket mod den smukke pige ved sin side. Han havde dårlig samvittighed, for han havde kun én gang de sidste par måneder haft tid  til at sende hende en Iris Message - og Iris var trods alt hendes mor. Han havde godt nok heller ikke været omkring særlig mange ting, der ville kunne skabe en regnbue, og han havde virkelig ikke haft mange drachmer at handle med. Dallas var en meget flyvsk person, der hurtigt blev distraheret. Derfor var det tit at han, når han var på missioner eller quests, simpelthen kun havde rettet fokus mod dét han lavede, og helt glemte alt andet, som f.eks. Arya.
Han klukkede for sig selv, og vippede sit hoved sidelæns oven på hendes, så hendes hoved støttede hans. "Din prins på den hvide hest!" Sagde han med dyb, dramatisk stemme, og rettede sig op igen, for at lægge en hånd på brystet og se meget nobel og prinseagtig ud - en prins med alt for meget selvtillid i hvert fald. Han bed sid i læben mens hun snakkede, og kiggede skeptisk på hende igennem næsten sammenklemte øjne. Han skød underlæben frem, og mistede prompte al lyst til at lave græskar. Alt i alt var det en luset idé, tænkte han, at hive hende med til det, men han havde virkelig savnet hende, og ville hurtigst muligt gerne se hende igen.
"Så... Nu hvor vi har slået fast at vi er Royale - med stort R - så burde vi da ikke lave bøndernes arbejde," sagde han med et drilsk glimt i øjnene, og rejste sig op. Han rakte hende en hånd mens han bukkede. "Så måske vil prinsessen med på eventyr i stedet?"

Dallas var absolut klart en af Arya's bedste venner. Måske endda hendes allerbedste ven. Hun kunne altid komme til ham med sine tanker og problemer, og forvente at få nogle gode - eller knap så gode, men altså - råd i retur. Det samme gjaldt den anden vej rundt. Hun var altid villig til at lytte og hjælpe til hvor end hun kunne, når det kom til Dallas. Hun holdt utroligt meget af ham. Problemet med dette var bare lidt, at hun muligvis holdt en smule for meget af ham. Generelt var deres venskab fantastisk, og Arya satte stor pris på det, men en gang imellem havde hun øjeblikke hvor hun begyndte at tvivle på om hun egentlig var tilfreds med blot at være hans ven. Deres forhold var heller ikke altid lige let at finde ud af. Der var flirten, nogle gange venskabeligt, nogle gange en smule mere end det. I hvert fald, holdt Arya umådeligt meget af ham, og hun ville ikke undvære ham i sit liv for noget i verden.
Hun rynkede lidt på panden ved hans kommentar om at der havde været meget at lave, men undlod at komme nærmere ind på dette. Det var ikke yderst vigtigt, i hvert fald ikke lige nu. Hun vidste godt at han var en ufattelig flyvsk person, og at han havde svært ved at holde fokus uden at blive distraheret. Han glemte ting og sager hele tiden, og desværre glemte han også personer. I hvert fald for en tid. Men hun kunne overleve det, så længe han kom tilbage igen. Det sværeste var uvidenheden, fordi han ikke kontaktede hende og fortalte hende om han var uskadt. Men det var en sædvanlig ulempe ved at være halvgud.
"Min prins på den hvide hest? Øv, så er du vidst ikke ham jeg ventede på alligevel, Dallipus. Jeg er bange for, at jeg er nødt til at skifte dig ud, prinsen på den hvide pegasus er mere min stil!" Hun blinkede og trak lidt på skuldrene som, 'bare ærgerligt, Sonnyboy' eller noget i den stil. Hun elskede at drille ham, og især hvis det kunne suge noget af luften ud af hans, sommetider alt for, oppustede ego samtidig.
Hun lo blidt. Så tog hun hans udstrakte hånd, imens hun sagde, "Så lad gå. Prinsessen kan jo ligeså godt have det lidt sjovt, indtil hendes prins på den hvide pegasus ankommer!" Dette blev sagt med et drilagtigt glimt i øjet, der afspejlede Dallas' eget sædvanlige blik.

Dallas hævede et øjenbryn, og sendte hende kort et opgivende blik. Selvfølgelig, tænkte han, og kiggede kort op i himlen som om det var gudernes skyld at han pludselig blev 'outwitted' af Arya. En hvid pegasus. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile over hendes friske, drillende attitude og hele tonefaldet hun sagde det i. Det fik ham til at ville rulle med øjnene, men i stedet puffede han blidt til hende, og fnøs overdrevent. "Så bliver jeg næsten nødt til at finde en hvid pegasus, mh?" Påpegede han, og vippede med hænderne i en flyvende bevægelse, som for at efterligne pegasussernes vinger. Han havde desværre aldrig brudt sig super meget om pegasusser. Der var noget ved dét ikke at have begge ben på jorden, der gjorde ham nervøs og urolig. Han kunne godt lide dem, så længe de ikke bar rundt på ham, for det var søde dyr.
Han klukkede for sig selv, og hev hende op at stå. På trods af hendes forsøg på at punktere hans ego, fleksede han sine muskler, og blinkede til hende. "Sjov er mit mellemnavn!" Svarede han kækt, og gestikulerede mod skoven. "Hvortil, prinsesse?" Skoven var altid dejlig om aftenen, men af en eller anden grund - måske fordi han havde været lang tid væk fra lejren - havde han lyst til at gå ned til vandet. Der var en hel speciel, rolig følelse ved at sidde og betragte en rolig overflade af vand. "En lille ekskursion mod stranden, måske?" Han sendte hende et bredt smil. I det dæmpede lys så hun endnu smukkere ud end han huskede hende, og en behagelig varme gik igennem hans krop, og han fik lyst til at lægge armen om hende.

Arya kunne ikke holde en mild latter tilbage, da hun så det opgivende blik Dallas sendte hende. Da han smilte, smilte hun også som per automatik. Hans gode humør smittede bare altid af på hende. Helt bestemt én af de bedste kvaliteter han havde. Da han puffede til hende, puffede hun ligeså blidt tilbage igen. Hun nikkede med sine øjenbryn løftet i et sigende udtryk, ved hans kommentar om den hvide pegasus. Hun rystede derefter på hovedet, mens hun lo af hans underlige pegasus-gestus. Nu vidste hun tilfældigvis godt, at Dallas ikke var super begejstret for tanken om at skulle op på en pegasus. Hun kendte ham trods alt efterhånden ret så godt.
Da han hev hende op at stå, tog hun let fat om livet på ham, med den ene arm. Hun smilte skævt af både hans blinken og måden han fleksede sine muskler på, som om han lige skulle booste sit ego lidt, efter hendes forsøg på at pille ham lidt ned. "Og jeg som troede, at dit mellemnavn var Christopher!" Og så blev det hendes tur til at blinke til ham. Han gestikulerede mod skoven og spurgte hvortil. Og for hans skyld, var hun egentlig villig til at gå en tur i skoven, selvom hun klart havde andre steder i lejren hun foretrak frem for den. Ved strand-forslaget, lyste hun dog lige en smule mere op. Stranden var netop et af disse foretrukne steder. "Stranden lyder som en strålende idé!" Hendes stemme var begejstret, som hun blidt lænede hovedet op ad hans side, stadig med armen om ham. Hun nød virkelig at være i hans selskab igen. Han havde bestemt været savnet.

Noget af det Dallas savnede mest når han var væk hjemmefra - væk fra lejren, der så absolut var dét sted han følte sig mest hjemme i hele verden - var den fysiske kontakt med andre folk. Han kom altid tilbage og følte sig småakavet eller socialt ude af form, fordi missioner eller rejser væk fra lejren ikke gav tid til særlig mange intime samtaler eller små, uskyldige berøringer, som da Arya greb fat om livet på ham. Han måtte bruge en pæn portion af sin viljestyrke for ikke at stivne ved den fysiske berøring, og i stedet trække vejret normalt og kontrolleret som han plejede. Han blødte hurtigt op, og sendte hende et varm smil, og himlede overdramatisk med øjnene, som om det var en helt tosset kommentar hun lige var kommet med. "Nogle af os har to mellemnavne, pus," svarede han og tsk'ede højlydt.
Dallas kunne ikke lade være med at smile over hvordan hendes øjne lyste op ved strand-forslaget. Han brød sig ikke synderligt meget om at bade og befinde sig i vand, men han elskede alligevel at sidde ved stranden og betragte det. Specielt med en solnedgang eller en fuldmåne til at få vandet til at glitre. Han gav blidt Arya et klem, og puffede hende så blidt fremad, uden at give slip på hendes hånd. "Standen it is, then! Alt for prinsessen," svarede han, og klukkede dæmpet.

//Aghhhh min krea er død, undskyld for et kort og ligegyldigt svar ))):

Halvblodslejren var Aryas hjem. Det var det eneste hjem hun havde. Og dette havde det efterhånden været i nogle år. Da hun var yngre, havde hendes hjem været i Aegina i Grækenland. Men det var blevet drastisk ændret, da hendes far var blevet dræbt. Hun havde været 15 år, og havde ikke vidst meget om at klare sig på egen hånd. Hendes far havde sørget for at opdrage hende som en halvgud, ved at oplære hende til at kunne kæmpe på en række forskellige måder. Dog var hun ikke super begejstret for dette. At kæmpe, altså. Hun havde altid været en mere passiv-aggressiv person, der sjældent tyede til faktisk vold. Dette var noget hun kun gjorde i meget desperate situationer, eller som en sidste udvej. Hun var ikke ligesom mange af de andre halvguder i lejren - især Ares’ og Athenes børn - som nød enhver undskyldning for at kæmpe mod alt og alle.
Ved hans himmelvendte øjne, varme smil, kommentar og tsk’en, hævede hun bare begge øjenbryn med et smil på læben. "Mig selv inkluderet, så det burde jeg selvfølgelig vide." Hun nikkede, mens hun kneb munden sammen så hendes ansigtsudtryk så indrømmende eller overgivende ud. Nogle gange skulle man bare lade Dallas få det sidste ord. Eller måske rettere sagt, den sidste smarte bemærkning.
"Mange tak, min prins," sagde hun med en stemme der var fyldt med lykke og varme. Og kærlighed. Hun havde ikke andet end kærlighed for Dallas, venskabeligt såvel som lidt mere end det til tider. Derfor fulgte hun ham også glædeligt mod stranden.

//Du må meget undskylde at det tog - hvad der føles som - 100 år! Håber det endte med at blive nogenlunde på trods af dette! <3

Dallas betragtede de gyldne blade, der lå på jorden omkring dem. Han smilede spagt ved den svage brise, og nød duften af græs og natur – dufte, lyde og syn han ikke havde haft mulighed for at opleve i et pænt stykke tid. Selvom han var opvokset i Vegas, var det absolut ikke hans yndlingssted – for det første var det midt i en ørken og derfor i forvejen isoleret fra en frodig og sund natur, og for det andet var der så mange høje huse, proppet med folk og monstre i massevis. Altså havde han ikke følt sig sikker og rolig i lang tid, og følelsen boblede nu i hans mave, og gjorde ham godt tilpas. Følelsen af at være hjemme. Som så mange af de andre halvguder, var lejren med årene blevet det eneste sted, han kunne kalde hjem. Så mange ting at savne og glæde sig til, men mest af alt var der noget specielt ved at have en social omgangskreds, man kunne stole 110% på, fordi alle havde været igennem meget af det samme – ting man ikke ligefrem kunne snakke med ’normale’ mennesker om.
Han klukkede let over hendes muntre svar, og nikkede sigende. ”Det kan der være noget om, Frøken Rozalia,” svarede han, og smilede varmt. Han bukkede hovedet fremover i stedet for at bruge hele kroppen til at bukke. ”Alt for min prinsesse!” Med et smil, løftede han hendes hånd, og snurrede hende forsigtigt rundt én gang, før han fortsatte igennem skoven.

//Tror vidst jeg slår den! Undskyld mange gange, dear! x

Hvis man som halvgud ville drøfte sit privatliv og sin historie, var det yderst udfordrende så længe det ikke var med en anden halvgud. Almindelige mennesker ville jo ikke forstå halvdelen af de ting halvguder skulle igennem helt fra barnsben af. Livet fyldt med monstre og en medfødt evne til at se igennem den magiske tåge der var over almindelige menneskers sind og syn, var ikke noget alle og enhver ville forstå. Dette var også blot endnu en grund til, at Halvblodslejren var sådan et trygt sted for lejrdeltagerne. Man var sikker på altid at have nogen at snakke med, selvom man selvfølgelig nok kunne føle sig alene eller ensom en gang imellem. Personligt kendte Arya da også godt til følelsen af, at være alene og ikke have nogen at snakke med. Men hun havde altid opdaget, at der alligevel var nogen at snakke med, når hun bare ledte de rigtige steder. Det hjalp selvfølgelig også på det, når hendes tætteste venner i lejren, som f.eks. Dallas, ikke var ude på missioner eller generelt bare var væk fra lejren. Hun tænkte stille over, om der mon var noget vigtigt hun manglede at fortælle ham. Eller mindre vigtige ting, som hun måske alligevel gerne ville have ham til at vide. Men i øjeblikket, var der ikke rigtig noget der faldt hende ind.
Hun gengældte hans varme smil. Da han snurrede hende rundt, var hun glædeligt med på den, mens hun lod en kort og blid latter slippe ud. Skoven var ellers langtfra det sted i lejren hvor hun følte sig mest tryg, men med Dallas ved sin side gjorde det hende ingenting at være der. Om nogen, stolede hun nok på Dallas til at kunne beskytte hende. Ikke at det nødvendigvis ville blive tilfældet, for hun kunne nu altså også godt beskytte sig selv, men skoven var bare mere Dallas’ domæne end det var hendes.

//Ja, det gør du nok, men vi er vidst sådan cirka kvit nu, tror jeg ;-) Håber du kan bruge mit svar til noget, det er lidt ligegyldigt. Så undskyld selv, dear x