Vibrations makes my world ~ Lucy

Tid: 14.23
Sted: Skoven
Omgivelser: Ingen, på nær hende og dyrene
Vejr: Solskin, lidt vind
Påklædning: Hvid top, sorte shorts, sandaler og solbriller. Hendes hår hænger løst.

At være halvgud havde muligvis fordele for nogen, men når man var blind var det ligegyldigt om man halvgud eller ej. Resultatet var det samme. Man kunne ikke se noget som helst. Amelia var blind, som den eneste i lejren. Derfor bar hun altid solbriller, så folk ikke så hendes øjne. De var ikke ligefrem verdens 8. vidunder. De var døde, bevægede sig ikke og så havde hun fået fortalt at deres oprindelige farve, grøn, var næsten helt væk og at der næsten kun var hvidt tilbage.
Og dog, fordele var der nok også for hende at være halvgud. For selvom hun ikke kunne se, kunne hun føle vibrationerne fra jorden. Alt havde vibrationer, og når hun gik fik hun en hel masse vibrationer op i sig og kunne derfor danne sig et billede af hvordan der så ud, hvor hun var. Eller hvad der var rundt om hende, så hun ikke stødte ind i noget.
Dette var en meget gavnlig evne, nu hvor at hun havde begivet sig ud i skoven. Ja, det var dumt, det vidste hun godt. Men, der var næsten aldrig nogen i skoven, så her kunne hun for det meste gå rundt uden solbriller. Og hun elskede at kunne gå rundt uden solbriller. Det føltes mere som hende.
Hun sukkede, og tog langsomt de sorte solbriller af. Selvom hun intet kunne se, var det som om solens stærke stråler lyste hendes sorte verden lidt op.

Påklædning ~ En limegrøn top, sort cardigan, sorte shorts og et par sorte ballerina'er.

Det var en dejlig dag. Noget nær fantastisk. Okay. Hvis man spurgte Lucy, ville hun måske nok sige at den var fantastisk. Men nu syntes hun jo ligesom også at de fleste ting her i livet var fantastiske. Men var det måske ikke også altid sådan med små børn? Jo. Det mente Lucy at det var. Men altså.. Der var da også nogle ting hun ikke kunne lide. Men det var mest ting der skræmte hende. Som f. eks. uhyrer, torden, flagermus og andre ting i den retning. Hun var ikke en af dem der var bange for det ukendte. Nej. Det omfavnede hun gerne. Hun elskede at opdage nye ting og steder, og gik tit på opdagelse forskellige steder. Som f. eks. her i skoven. Hvor hun var taget ud i dag. Hun elskede at være i skoven. Der var alt hvad en lille pige som hende kunne ønske sig. Træer man kunne klatre i, blomster man kunne beundre, plukke og dufte til. Og dyr! Dyr man kunne se på og lytte til. Med mindre man var blind. Så kunne man kun lytte til dyrene, og dufte til blomstrene. Lucy havde godt fået fortalt hvad det var at være blind. At man overhovedet ikke kunne se noget, og at ens verden virkede helt mørk. Det gav hende kuldegysninger. Hun havde aldrig mødt en blind person, men hun blev allerede en smule trist på de blinde personers vejne. Hvor var det dog synd for dem. Aldrig at skulle se lyset fra den store, blændende sol. Aldrig at kunne se alle de smukke ting her i livet. Hun løb gennem skoven og standsede da hun fik øje på en pige. Hun gik hen til hende. Pigen var meget ældre end Lucy og hun var smuk. "Hejsa." Hun smilte til hende. Så så hun hendes øjne og gjorde selv store øjne. "Hvad er der sket?" Hun var nysgerrig. Det var de fleste små børn vel. Men hun var dog også høflig..

Hun kendte nærmest ingen i lejren, da hun ikke havde set noget grund til at starte venskaber for så at ødelægge dem ved at vise hendes øjne. Hun havde haft mange gode venner, hjemme i Stratford før ulykken, men da hun var nogenlunde over den og afslørede sin blindhed for sine venner var de væk. De havde så åbenbart ikke været ordentlige venner alligevel. Selv hendes kæreste, den person hun holdt allermest af i hele verden havde svigtet hende. Han havde forladt hende til fordel for hendes største konkurrent inden for ridningen, Veronica. Eller, hendes tidligere største konkurrent. Nu hvor hendes hest var død og hendes syn var borte, var hun ikke længere den talentfulde rytter, der havde så mange venner. Nu var hun en halvgudinde, med et smadret liv.
Hun sukkede og lukkede øjnene, hun var udmattet og det hadede hun sig selv for. Hun hadede at hun så hurtigt blev træt. Det var ikke hende.
Selvom hun ikke havde været i lejren i lang tid hadede hun den allerede. Ikke pågrund af dens beboere, de få personer hun havde snakket kort med var venlige nok. Men pågrund af at den mindede hende for meget om hendes far, om hans svigt, om hans ligegyldighed. Det var til at brække sig over. Og så det faktum at han havde vedkendt sig hende efter nogle dage i lejren, gjorde det endnu mere kvalmende. Han havde vedkendt sig hende, efter 18 år. Et år efter hendes ulykke havde han vedkendt sig hende og ikke engang da havde han sendt hende en besked. Han kunne da godt have sendt hende et brev med et 'God bedring -Far'. Altså, han var jo udødelig så, så lang tid ville det da heller ikke tage at skrive 3 ord, vel? Eller bare et 'hej', ville tilfredstille hende.
Hun lænede sig op af et af træerne og strøg sig over panden med håndryggen. Ikke fordi hun svedede.
Hun, dum som hun var, åbnede øjnene ved lyden af en stemme og kiggede i stemmens retning. Fuck, det var jo en person og hendes solbriller... hun strammede den ene hånd og opdagede til sin forskrækkelse at hendes solbriller hang i hånden. Åh nej. Hun håbede at pigen, den stemme kunne kun tilhøre en pige, ikke havde set dem.
"Hej," hun smilte venligt og flyttede lidt på foden, så hun kunne se pigens vibrationer. Nuurh, en lille pige på højst otte år.
Hun stivnede kort ved det pigen spurgte om og åbnede munden, men der kom ikke nogen lyd ud. Det var ikke længere smertefuldt at tænke på, men smertefuldt at tale om var det stadig. Alligevel bestemte hun sig for at ville fortælle pigen det. Bare i korte træk.
"Jeg styrtede fra en hest, da den gik i krampe midt i luften over et spring. Da jeg landede på ryggen, blev det meste af mine ben dækket af hesten, og en af stigebøjlerne landede hårdt mod mine øjne. Så jeg, som du kan se, blev blind," det kom ud på en uheldig måde. Det lød som om hun ikke tænkte over det mere, hvilket ikke var sandt. Hun brugte hvert eneste ledigt sekund til at opleve ulykken igen. Imod hendes vilje. En lille tåre trillede ned af hendes kind. Ikke to, eller tre, kun en tåre.

Lucy betragtede hende lidt. Imens smilte hun venligt. Hun vidste godt at pigen ikke kunne se hende, men det lå bare til hendes natur at smile. Hun var altid meget venlig og glad. Men sådan var det måske bare altid med små piger? Det kunne godt være. Nu var der jo ligesom kun en anden lille pige end hende selv, her i lejren, og derfor kendte hun ikke så meget til små piger. I hvert fald ikke andet end det hun selv havde oplevet med sig selv. Hun havde boet her i lejren siden for en uge eller to siden. Og hun havde stadig ikke helt fået set alle stederne. Men hun havde hurtigt lært at finde frem til de steder hun var mest. Som f. eks. søen, stranden og skoven. Hun smilte stadig til hende da hun sagde hej. "Jeg hedder Lucy." Hun satte sig ned på en træstamme. "Vil du ikke sidde ned her ved siden af mig?" Hun smilte igen venligt og stort. Pigen kunne jo ikke se hvor hun havde sat sig, så hun klappede let på en plads på træstammen ved siden af sig selv. Hun var lige ved at græde ved synet af denne pige. Ikke fordi hun var uhyggelig eller noget.. Egentlig var hun rent faktisk meget smuk. Og hun virkede også vildt sød. Nej. Grunden til at hun var ved at græde, var at hun havde medlidenhed med pigen. Hun syntes at det var virkelig synd for hende. Og det var jo netop det hun lige havde gået og tænkt over inden hun havde mødt hende. Hvor synd det var for alle de folk - almindelige mennesker som Halvguder - der var blinde. Tænk ikke at kunne se alle de smukke ting livet havde at byde på. Aldrig at kunne se på de folk man elskede. Hun blev helt trist bare ved tanken. Og hvordan mon så ikke denne pige havde det? Det var jo ganske enkelt helt forfærdeligt. Lucy havde fået at vide at der var rimelig mange ældre mennesker der blev blinde med årene, men det var da stadig bedre end at sådan en ung pige havde mistet sit syn! Da pigen havde fortalt hvordan hun var blevet blind mærkede Lucy en tåre trille ned af kinden. Præcis som der også trillede en enkelt tåre ned af pigens kind. "Det var dog forfærdeligt.. Øhm.. Er der ingenting man kan gøre?" Hun havde jo overhovedet ikke særlig meget forstand på lægekunst og den slags, men hun vidste da at der var et par stykker her i lejren der kunne hele stort set alt. Måske kunne de endda hjælpe pigen?

Hun havde jo haft et liv, som ingen anden i lejren, hun havde ikke været plaget af særlig mange uhyrer, så hvorfor skulle hun absolut lige blive blind? Hun lukkede øjnene og prøvede at fokusere på de lyde pigens bevægelser afgav, men hendes tanker fik alt til at sno rundt i hendes hoved og hun blev overvældet af mindet om hendes styrt. Følelsen af at kunne flyve, i et øjeblik lege supermand og så følelsen af at møde savsmuldet. Stødet der gik op igennem hende, sammenstødet mellem hendes nakke og savsmuldet, lettelsen da der ikke lød et knæk, smerten da hesten faldt ned over hende, frygten da stigbøjlen faldt ned mod hende, det pludselige mørke.
Mørket.. hun gemte ansigtet i hænderne, mørket der aldrig forlod hende. Mørket der tyngede hende ned. Mørket der omfavnede hende. Mørket der skræmte hende. Selv med åbne øjne, forlod det hende ikke.
Hun forestillede sig hendes søstres smilende ansigt, hendes mor latter, hendes stedfars måde at trøste hende på.

Minderne fyldte hende med nostalgi, håbet om at se endnu en dag. Se endnu en dag. Se solens stråler, se den måde den fik bladene til at skinne, se hendes familie, se lejren, se Felicia og alle andre. Nostalgi om at få hendes drøm opfyldt. Drømmen om at få synet tilbage.
Hun så den retning pigens stemme kom fra og sagde:"Mit navn er Amelia, datter af Apollon."
Hun måtte virkelig modstå trangen til ikke at skulle sige navnet 'Apollon' i had. Egentlig, hvis man tænkte efter, havde hun ingen grund til at hade ham... Jo, hun havde. Han havde ignoreret hende, han elskede hende ikke, gjorde han vel? Hun blev et kort øjeblik usikker på det, men valgte så hadet igen.
Hun hørte hvad pigen sagde, men ikke engang ved hjælp af det klap pigen lavede på træstammen kunne hun fornemme hvor det var pigen, Lucy, sad.
Hun holdte en hånd ud for sig og sagde stille:"Kunne du lede mig hen til dig?"
Hvor ynkeligt, men nødvendigt. Desværre.
Hun førte hovedet nedaf og løftede det først da Lucy sagde noget igen, som et svar til hendes fortælling.
Hun rystede kort på hovedet på hovedet og hviskede så, håbede hun, at kun hun kunne høre det:"Kun hvis min far, gav mig det igen.." og tilføjede så syrligt, men stadig lavt og hviskende:"Idiot..."