I'm on top of the world - Adri

Adrianna listede af sted, mens hun kiggede sig omkring. Det var ikke det bedste tidspunkt at møde en af sine med-lejrdeltagere på. Hun havde lagt den indsmuglede mobil i lommen, men hun kunne alligevel ikke lade være med at tage den op, mærke den i håndfladen og se på den hele tiden. Det var hendes chance til at kunne snakke med lige den, hun ville! Hun kunne ringe til Carmen hjemme i Frankrig, hvis hun havde lyst!
 Hun hoppede omkring af spænding og forhåbninger, da hun så at nogen kravlede op af klatrevæggen.
 Hun dukkede sig og lod sig falde ind i det nærmeste buskads automatisk. Adrianna kiggede nervøst frem fra bladene som en anden jæger soldat.
 Hun fik øje på noget blondt hår og genkendte en af sine bedste veninder. Hun overvejede lidt bare at liste videre, men hun kendte Autumn. Hun var datter af Artemis og yderst opmærksom på alt omkring sig. Adrianna var ikke tvivl om, at hun ville blive afsløret med det samme, hvis hun prøvede at gemme sig. Og på den anden side så gjorde det vel heller ikke noget, hvis Au så hendes lille nye ting.
Hun lod sig blive synlig igen og råbte så op til sin veninde: "Autumn! Hey! Hvad laver du deroppe?"

De blå øjne granskede himmelen for skyer, men den var næsten fuldkommen skyfri. Der var kun små disede klatter hist og her, så hun ville end ikke påstå at det var skyer. Et svagt smil formede sig om hendes læber, i det hun fik hevet sig op fra jorden og børstede det værste snavs væk fra sine ben. En lyd fra buskadset, ikke så langt derfra, fik den unge halvguds øjenbryn til at skyde i vejret.  Autumn lagde hovedet let på sned, og stillede sig på tæer for at få et bedre udsyn. Desværre kunne hun ikke se noget, bortset fra at det næsten så ud som om at busken bevægede sig. Et dybt suk forlod hendes læber, og hun trak let på skuldrene, før hun gik mod busken. Personen der havde gemt sig havde ikke brugt nok tid på at holde sig stille, så busken ikke ville bevæge sig. I hendes hoved gennemgik hun forskellige teorier for hvordan man kunne sørge for at forblive uset i en busk. Da hun var nået halvvejs kom personen ud af busken, og hun stoppede op af ren og skær forbløffelse.

Autumn skulle lige til at springe på hende, fordi hun ikke havde forudset at Adri ville hoppe frem fra busken.  Hun tog dog sig selv i det, og rettede sig op, mens hun rømmede på sig. Hun hævede endnu engang øjenbrynet og satte en hånd i siden, mens hun kiggede på veninden. De havde kendt hinanden længe, så hun vidste at der var noget på færde. ”Jeg trænede.” svarede hun kort for hovedet, og kastede et blik på busken, før hun igen så på Adri. ”Hvad med dig selv?” Et smil formede sig om den unge halvguds læber, hvorefter hun pegede på veninden. ”Du har nogle blade i håret..”

Adrianna krympede sig under sin venindes blik. Hun var ikke vant til at lave unoder, for hun brød sig bestemt ikke om det, og så var det så også pokkers svært at lave noget som helst, med de veninder hun havde. De kunne se lige gennem hende og kunne altid formå at få det der: "Jeg-ved-ikke-hvad-du-laver-men-jeg-har-en-klar-idé-om-det-og-jeg-er-meget-skuffet-over-dig-blik".
 Autumn havde åbenbart nået at se, at Adrianna havde gemt sig for hende, og hun ville sikkert høre, hvad Hades hun var ude på.
Adrianna skævede lidt til klatre væggen og forestillede sig selv deroppe. Hun var meget højdeskræk og havde altid lige frygtet den klatrevæg - det havde nok noget at gøre med lavaen.
Adriannas blik for rundt, og hun stammede nogle lidt uforståelige ord, da Autumn spurgte, hvad hun selv havde lavet. Hun tog sig til lommerne af ren releks for at sikre sig, at mobilen stadig lå der.
"Mhh, jeg var... Jeg var bare ude at gå en tur! Dejligt vejr ikke?" Adriannas stemme blev lysere, end den var i forvejen, når hun løj, og hun var en virkelig dårlig løgner.
Hun overvejede lidt bare at fortælle sandheden, men selvom at Autumn var en af hendes ældste venner, kunne hun ikke regne ud, hvordan Autumn ville reagere, og den risiko ville hun ikke løbe.
Hun kunne lige se sig selv blive meldt til Dionysos for at rende rundt med en mobil. Hun ville sikkert få karantæne for missioner, pegasus-ridning og det at være hytteleder af Poseidon-hytten. Hun gyste bare ved tanken.
Hun fnisede lidt nervøst og flovt.
Hun rodede hurtigt sit store hår igennem for at finde de uvelkomne blade og få dem ud. Hun var ikke sikker på, at hun fik alt ud, men mere kunne hun ikke gøre. Hun gjorde alt for ikke at møde sin venindes blik, og hun knækkede fingre - et tegn på nervøsitet. Nøj, hvor var hun let at gennemskue!