The world is going crazy - Julien

Tid: Omkring middagstid
Sted: Halvblodsbakken, Long Island
Vejr: Det er overskyet og en smule køligt, årstiden taget i betragtning
Omgivelser: En stejl bakke i en skov på Long Island
Påklædning: Sorte skinny-jeans, en hvid bluse, sort jake og sorte løbesko

*LØB, LØB, LØB!!!* skreg stemmen i Mashas hoved, som hendes ben bar hende afsted gennem skoven, der ledte op til det der blev kaldt Halvblodsbakken, i et tempo hun aldrig før havde løbet. Som eliteløber var hun vant til at løbe hurtigt - hvilket hun prisede sig lykkeligt over nu - men ikke over nær så lange afstande, som den hun havde løbet fra hovedvejen og ind i skoven.
Bag hende lød et øredøvende skrig fra den ting der havde jagtet hende hele vejen fra Brooklyn. Masha turde ikke se sig tilbage, end ikke for at måle afstanden mellem hende og den ting, som hun var hundrede procent sikker på engang at have set i et af sine mareridt, og fortsatte derfor blot med at sætte det ene ben foran det andet i håb om, at hun ville få rystet uhyret af sig.
Hendes hoved var rodet, det kunne hun mærke, men på en eller anden måde var det stadigvæk som om, at hun alligevel ikke kunne tænke på andet end bare at løbe. Hun var i det mode, hvor intet andet end hendes bens fortsatte bevægelse betød noget, og det kunne meget vel være det der afgjorde, om hun endnu var i live til solnedgang. Masha lagde aldrig rigtig mærke til at hun pludselig løb op ad den stejle Halvblodsbakke, da hun var så dybt koncentreret på bare at løbe, men fik derimod pludselig en underlig fornemmelse, som om hun var løbet igennem en eller anden form for usynlig barriere, og først da tillod hun sig at se tilbage.
Det bevingede mareridtsmonster som jagtede blev ganske rigtig holdt tilbage af nogetd der lignede et stort, usynligt skjold, og den Masha kunne i et kort øjeblik ikke gøre andet end bare at stirre måbende på scenariet foran sig. Det hun så var umuligt og burde ikke kunne lade sig gøre, men hun fik ikke længere tid til at tænke over hvor sindsygt det hele var, før der pludselig var en bagfra der greb fat om hendes arm ...

Julien var egentlig klar på en stille dag, ingen ballade, ingen kamp for overlevelse, ingen brækkede knogler. Det var også gået rigtig godt. Indtil middag. Et monster nærmede sig lejren, og der var formodning om et halvblodsbarn var med. Man vidste ikke hvilket, så for at sørger for personen fik den rigtige start, var Julien som vejleder af hytte 11 blevet sendt af sted for at hjælpe staklen. Et sværd i hånden og så i rask trav for at nå og redde personen inden der var en halvblods mindre i verden. 
Han nåede ikke frem til bakken før personen havde krydset Thalias barriere. Pigen havde en ret god fart på, hvilket imponerede ham, selv som søn af gudernes sendebud. De var vant til fart. Hun så ud til at blive stående, da Julien ellers lige havde satset på at hun ville dræbe monsteret heroisk. Han besluttede sig at træde til. Forsigtigt tog han fat i hendes arm, trak hende om bag sig og smilede kort til hende over skulderen. "Se og lær." Han hævede sværdet og brugte sin evne. Som guden for tyves søn, havde han den praktiske evne at kunne føre sig mere eller mindre usynlig. Alt han blev til, var bevægelser i ens øjenkrog. Det virkede på monsteret, han kunne uden ret meget besvær snige sig op på det, hæve sværdet og svinge det modt dets bryst. Til hans ærgelse skulle der tre-fire sving til, før monsteret forsvandt i en sky af støv og med et øredøvende skrig, men hovedsagen var det virkede, og ikke at det så sejt ud. 
Da monsteret var væk, lod han sin evne falde igen og han blev så klar som et hvert andet menneske. Han satte sit sværd i sit bælte og vendte sig mod den nye pige med et blændende smil. "Velkommen til! Og tillykke med at overleve turen." Han smilede til hende og gik hen imod hende. Han lagde en hånd på hendes skulder og førte hende med sig ind i lejren, ned mod hovedbygningen. "Så, hvem er du?" Han havde en oprigtig nysgerrighed i stemmen, og opførte sig helt urørt af at han lige havde dræbt et monster.

Masha kunne ikke lade være med at udstøde et forskrækket gisp, da personen - en ung fyr, der så ud til at være en del ældre end hendes selv - greb fat om hendes arm, og trak hende bag sig selv.
"Se og lær," sagde han, før han hævede det sværd han havde i hånden, og satte afsted efter uhyret, der stadig befandt sig på den anden side af barrieren. Han bevægede sig med sådan en hastighed, at det for de fleste ville have været svær at følge med, men Masha havde ingen problemer med at se ham, da han i 3-4 hug havde reduceret uhyret til en sky af støv, der forsvandt med et øredøvende skrig.
Fyren vendte sig atter mod hende og bød hende med et stort smil velkommen, og gratulerede hende med, at hun havde overlevet turen. Masha stod bare og stirrede på ham, med sin mund formet i et lille, måbende O.
Fyren. der slet ikke lod til at være rørt af lige at have slagtet et efter sigenede uvirkeligt uhyre, lagde en hånd på hendes skulder og begyndte at føre hende ned ad bakken til det, der lignede en gigantisk sommerlejr. Masha protesterede ikke, men lod blot fyren føre hende afsted, og følte sig for første gang i de sidste mange timer nogenlunde tryg.
"Så, hvem er du?" fyren hende mens de gik.
Det tog et par sekunder, før Masha opdagede, at han havde spurgt hende om noget, da hun stadig var ved at komme sig over chokket af de ting der var sket for hende siden i morges, og svarede derfor med et "Hvad?", før hun huskede hvad det var han egentlig havde spurgt om. "Uhm, mit navn er Marijana Jokanovic, men de fleste kalder mig Masha. Hvem er du, og hvor er det du fører mig hen?"
Hun havde så mange spørgsmål hun gerne ville have svar på, og denne mystiske fyr der var kommet til hendes undsætning lod til at kunne svare på et par af de mest nødvendige. Hvem var han? Hvad var det, der havde jagtet hende? Og hvad var det, der havde stoppet den fra at følge efter hende ind i sommerlejeren? Dette var blot nogle af dem, men jo længere ind de kom i denne mærkværdige lejr, jo flere spørgsmål lod der til at dukke op i hendes hoved. Hvorfor rendte alle rundt i noget der lignede antikke rustninger? Hvorfor var vejret nærmest sommeragtigt her, når det var så koldt og køligt på den anden side? Og var det en halv mand-halv ged derovre? The world was going crazy.

Julien så sig kort over skulderen da de var begyndt at gå, bare for at være sikker på der ikke var noget bagage hun havde haft med, som de havde glemt. Sådan så det ikke ud, så han førte hende glædeligt længere ind i lejren. De fleste fortsatte deres dagligdag, nye halvblodsunger var ikke rigtigt noget specielt. Ikke før man vidste hvor de hørte til. 
Hendes navn fik ham til at smile lidt og han forsøgte - uden ret meget held - at gentage det. "Jeg holder mig til Masha," konstaterede han så med et smil til hende. Med mindre hun på en eller anden mirakuløs måde vidste hvem hun var datter af, skulle hun bo i hytte 11 med ham og hans søskende, så han kunne lige så godt lære hendes navn og prøve at huske hendes ansigt med det samme. 
"Mit navn er Julien Marks. Søn af Hermes, vejleder af hytte 11 og din guide til den her nye verden. Som du nok har gættet på de funky halve geder der render rundt, er du ikke i det man ville kalde 'den normale verden' mere." Julien pegede kort over imod en satyr der sådan set bare passede sig selv, og han så ikke ud til at høre Julien og hans lettere fornærmende udtalelse om ham. 
Julien flyttede fokus tilbage til den nye pige for at sende hende endnu et stort smil. "Du er i halvblodslejren nu. Der er ret meget at fortælle, så jeg foreslår du stille de spørgsmål du har. Det korte af det lange er, at de gamle græsker guder stadig rumsterer, de render rundt og får en masse unger, og vi bor her og træner til at kunne overleve, for monstre som det der jagede dig, elsker at slå os til plukfisk." Han trak på skuldrene og opførte sig som om han ikke lige havde fortalt hende at bare det at være i live var nok til nogen ville dræbe hende. Eller at der fandtes en masse guder fra det gamle Grækenland. Eller at han selv og hende var halvt gud. Han havde været i lejren en del år efterhånden, det var hverdag for ham at kæmpe på liv og død så snart man trådte ud af lejren, og han brugte sværd de fleste dage, så for ham var der virkelig ikke noget stort. Han glemte lige at sætte sig i pigens sted, og huske hvordan det var at være ny. Men hun kunne vel altid spørger ham, han elskede at hjælpe nye, det var derfor han var vejleder for hytten der tog sig af de nye.

I løbet af sine 16 år var Masha tit løbet ind i problemer angående hendes navn. Folk havde svært ved at udtale det, fordi det ikke på nogen måde lød engelsk, og hun havde derfor i en meget ung alder besluttet sig for at bruge den forkortede, kælenavns-udgave af sit navn, for ligesom at gøre det nemmere for sig selv og alle andre.
Hun sagde ikke noget til fyrens - hvis navn hun endnu ikke kendte - kommentar til navnet, men stirrede måbende på alt og alle de gik forbi på deres vej, og det var først da fyren begyndte at forklare hvad der forgik, at hun rettede opmærksomheden mod ham.
Han præsenterede sig selv som Julien Marks, søn af Hermes og vejleder i hytte 11.
Han fortalte hende, at de græske guder var virkelige og at alle der boede i denne mærkelige sommerlejr var deres halvt-gudelige/halvt-menneskelige børn. Det hang sammen med navnet, Halvblodslejren, tænkte Masha, men hun havde alligevel meget svært ved at vikle sit hoved omkring det hele. Generelt vidste hun ikke særlig meget om de græske guder, ud over de få historier hendes mor havde fortalt hende som barn, og det som hun var blevet tvunget til at lære i skolen. Dengang havde hun fundet det underligt, at en af de græske guder havde det samme navn som den far hun aldrig havde mødt, men hun havde ikke lagt mere i det end dét. Det var meget normalt, at folk blev opkaldt efter historiske personer, og hendes far havde vidst også haft noget græsk blod i årene, havde hendes mor fortalt.
Et gys løb gennem Mashas spinkle, løbetrænede krop, da Julien nævnte uhyrene der blot levede for at slå halvgudebørnene ihjel.
"Så der er altså flere uhyre end bare det ene?" spurgte hun uroligt.
Hun var stadig ikke kommet sig helt over den oplevelse, eller følelsen af bogstaveligt talt at løbe for sit liv, og kom lige pludselig i tanke om et af de spørgsmål der havde rumsteret inde i hendes hoved.
"Hvad var det egentlig for et der jagtede mig?" For hende havde det lignet en klam, forvokset, hudfarvet flagermus, men måske havde det et navn?

Julien hilste kort på et par venner, før han igen koncentrerede sig fuldt og fast på Masha. Han nikkede lidt til det med monstrene. "Der findes et utal af dem. Og de kommer altid tilbage. De er ikke ret muntre bekendtskaber, men du skal nok lære at kæmpe imod dem en dag. Der er nogle af dem der er værre end andre, men de fleste går efter at dræbe." Julien lavede en kort beklagende grimasse, og trak så på skuldrene. Han havde kurs imod hytterne, siden det virkede som en ret god base for pigen at starte ud. Et sted at kalde hjem, i hvert fald i den første tid i lejren. 
Han trak lidt på skuldrene over hendes spørgsmål. "En furie. Utroligt trælse og stædige. Men imponerende at du løb fra hende. De er djævle er de. Helt bogstaveligt, de holder gerne til i Hades." Julien lagde ikke meget i det. Han havde bekæmpet større væsner end furier i sin tid i lejren. Nok havde han aldrig været på mission, men han smuglede ting ind i lejren nu og da, specielt i sin første tid i lejren, og det havde ikke været ufarligt, så han havde formået at dræbe et par monstre her og der. Eller, få dem til at forstøve. 
"Se her! Jeg går ud fra vi ikke aner hvem din guddommelige forælder er, hvilket betyder du får lov til at bo hos os det første stykke tid, i hytte 11. Hermes' børn. Alle der ikke er blevet claimet af deres forælder, bor hos os." Julien tog hende glad med ind i hytten til Hermes' børn. Der var ikke ret mange på det tidspunkt. De fleste spiste frokost, eller var ude for at passe deres træning. Et par enkelte her og der, men der var godt fyldt op af senge, siden de fleste havde været en tur forbi hytten. Han så stolt rundt i hytten. Der var alverdens ting, siden de fleste herinde var gode til at stjæle eller til at handle. Mange pæne ting, men også meget der virkede ubrugeligt. Derudover var der våben, tøj, udrustninger og en masse andre helte ting der flød. De var ikke den mest renlige hytte, men de boede mange under et tag. "Se det her som din base. Din familie. Vi er alle i familie på den ene eller anden måde alligevel. Vi passer på hinanden, og din hytte er der altid for dig. Fællesskabsfølelser er vigtige." Han klappede hende glad på skuldrene og lod hende se rundt. De få i hytten der var der, smilede kort til den nye person, og fortsatte deres samtale.

Mashas urolighed voksede, da Julien fortalte at der helt klart fandtes flere uhyre, og at man aldrig rigtig kunne dræbe dem, men at de altid vendte tilbage på et eller andet tidspunkt. Betød det så, et flagermus-damen ville vende tilbage for at dræbe hende? Tanken skræmte den unge pige fra vid og sans, men gav slip på sin frygt i en dyb udånding. Hun var sikker for nu her i Halvblodslejren.
Hun havde dog ét pressende spørgsmål. Noget hun havde undret sig over, siden Julien begyndte at fortælle hende om lejeren og dens beboere.
Masha kastede et blik på den ældre fyr. Han så ikke ud til at være synderligt mærket af hverken uhyret eller resten af tingende i denne fantastiske verden, sikkert fordi han var så vant til det, men det fik alligevel Masha til at trække øjenbrynene sammen i en blanding af frustartion og forvirring. Hvordan kunne han tage det hele så roligt, når nu hun stod der som en hjælpeløs abekat i et cirkus?
"I Hades?" spurgte hun, stadig med øjenbrynene trukket sammen, da Julien fortalte om det uhyre - en furie, åbenbart - som havde jagtet hende.
"Jeg troede Hades var en gud og ikke et sted?"
Igen fik hun følelsen af, at jo længere ind i denne mærkelige verden hun kom, og jo mere hendes såkaldte 'guide' fortalte hende, jo flere spørgsmål ville der dukke op, og hun undrede sig over hvornår de mon ville få en ende?
Julien havde ledt hende i retning af en gruppe hytter.
De var alle meget imponerende designet, og lignede i virkeligheden mere små templer i græsk design end hytter. Han ledte hende hen til en af hytterne, og begyndte at forklare lidt om deres hyttesystem.
Det viste sig, at alle børn af Hermes, plus alle de de børn der ikke vidste hvis gudebarn de var tilhørte denne hytte.
Han ledte hende indenfor. Der var ikke mange mennesker derinde, men man kunne tydeligt se, at det var et sted der var ment til at huse mange personer. Der var nogle værelser med køjesenge hist og her, samt nogle enkelte rullemadresser på gulvet. Nysgerrigt kiggede Masha sig omkring, mens Julien fortalte om, hvor vigtigt fællesskab var sådan et sted som dette.
Hun vendte sig mod ham og nikkede forstående.
Det gav lidt sig selv at man havde brug for en form for fællesskab, når nu man havde flere millioner af monstre til at jagte sig.
"Jeg har et spørgsmål," sagde Masha til den ældre fyr. "Nej, to, faktisk," rettede hun, før hun begyndte at tale igen. "For det første: hvad var det der stoppede uhyret i at kommer ind i lejeren? Og for det andet: hvorfor er du så sikker på, at jeg er en halvgud, og ikke bare en ganske normal pige der har mistet sin vej?" Hun lagde armene over kors, ikke fordi hun var vred eller noget, men fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre med sig selv. Det hele var så meget at tage ind, og selvom hun gerne så sig selv som hurtig både i ben og hoved, så havde hun problemer med at følge med Juliens tempo.

Julien vippede lidt med hovedet og forstod godt hendes undren om Hades. Heldigvis havde han aldrig selv været der, men han havde hørt historier, og han havde bestemt ikke lyst til at besøge dødsrigets gud, eller hans herredømme. Den tid skulle nok komme en dag, og han havde ingen intentioner om at rende rundt i det mørke, klamme sted, før han var død og borte fra den levende verden. "Hades er.. Han er gud for stedet Hades. De hedder det samme. Praktisk nok, hvis du spørger mig. Han er ikke en hyggefætter, og du har ikke lyst til at besøge ham, så meget kan jeg afslører." Han rystede kort skuldrene, som om han rystede en ubehagelig følelse af. En søn af Hermes, gudernes sendebud, hørte ikke til nede i Hades, heller ikke engang med en besked. 
Inde i hytten satte han sig ned. Der var meget de skulle snakke om og have på plads. Han burde få hende op til Hr. D, men hvad den gnavne gud ikke vidste, havde han ikke ondt af. Masha skulle tidsnok komme hen til det store hus og meldes officielt ind. Lige nu var hun hans ansvar, og under hans varetægt, hun kunne næppe være mere tryg. Bildte han sig selv ind. 
"Spørg løs," kommenterede han kort da hun nævnte flere spørgsmål. Han var her for at svare, og han gjorde det gerne. Måske ikke super objektivt, men han gjorde det. Nye halvguder var de bedste, som en helt ny tavle eller lærred der skulle fyldes en masse på. Og hvis han kunne have lidt indflydelse, ville han gerne det. 
"Mh," mumlede han kort, inden han rettede sig op for at svare, stadig smilende. "En magisk barierer. Store Z satte den om hele lejren da hans datter døde i kamp mod et monster, så andre halvblodsunger ikke skulle lide samme skæbne. Den holder alt ude der ikke er halvblods, hvilket vil sige alle monstre. Og det svarer også på dit andet spørgsmål. Hvis du var menneske, kunne du slet ikke komme ind, og du ville slet ikke kunne se lejren i dens fulde potentiale. Derfor." Han lænede sig tilbage og smed fødderne op på et bord der stod foran ham. Han elskede at være god til ting, og at vide noget om lejren var i hvert fald en ting han var virkelig god til. 
"Min tur. Ved du hvem du er datter af? Og her tænker jeg guder. Du er ikke blevet claimet endnu, er du?" Han lod blikket glide over hende, som om han ville kunne se det på hende hvis hun var blevet krævet af en gudeforælder. Måske skulle han have startet med det spørgsmål, men det var sjældent det vigtigste lige i starten.

Masha nikkede genkende til Juliens pointe omkring dødsrigets gud. Han havde ret i, at det var praktisk at galdet dødsriget samt dets herre det samme navn - det gjorde ligesom alting meget nemmere.
Hun betragtede Julien som han satte sig ned, og roligt begyndte at besvare hvert af de spørgsmål hun havde stillet. Uroen i hendes krop var langsomt forduftet, og selvom hun stadig var meget forvirret, så var hun endelig begyndt at slappe lidt mere af.
Juliens umiddelbare rolige natur hjalp også en hel del på dette.
Han fortalte om barrieren som Zeus havde sat op omkring lejeren, efter hans datter var blevet dræbt, og Masha kunne alt for nemt se sig selv have havnet i den samme situation, hvis ikke hun havde været så god til at løbe som hun var. Hun var heldig med at have overlevet, det begyndte at gå op for hende nu.
Det ene spørgsmål besvarede ligesom det andet, som Julien rigtig nok pegede ud, for det viste sig at det kun var halvguder der kunne krydse barrieren som Zeus havde sat op dengang. Hun var altså bevist værende hundrede procent halvgud, blot fordi hun kunne komme igennem barrieren. Det var sindsygt ...
Nu var det Juliens tur til at spørge, og på en eller anden måde overraskede hans spørgsmål hende ikke, for det virkede til at være det største mysterium omkring hende lige nu. Hvem tilhørte hun?
"Altså, min mor er menneske," begyndte Masha stille at forklare.
"Og jeg har aldrig mødt min far, men jeg går ud fra, at det er ham mine gudegener kommer fra." Hun forsvandt i et kort øjeblik ind i sine egne tanker, hvor hun så det eneste billede hun nogensinde havde set af sine forældre sammen.
Det var blevet taget til en cross-country marathon i Californien omkring halvandet år før Masha blev født, og det var det eneste hun havde af sin far. Det og så et navn. "Min fars navn var Hermes Preston," sagde hun stille, og som havde det været et magisk ord dukkede der pludselig et lille, grønt symbol op over hendes hoved.

Julien lyttede tålmodig til hende da hun fortalte. Siden det var faderen hun ikke kendte, var det helt sikkert den der var gud. Han var selv vokset op med sin mor og uden at kende sin rigtige far, de fleste havde den baggrund her, og der var en god grund til det. Guderne havde travlt med vigtigere ting end at skifte bleer og lave lektier med deres små dødelige unger. 
Julien nærmest røg op da han så det grønne mærke over hendes hoved. Han kendte det mærke, det var tegnet for deres far. Han havde selv haft det hængende over hovedet, hans søskende havde alle haft det hængende over hovedet. Hun var en lillesøster, hun var hans familie, og deres far havde lige gjort krav på hende som sin datter. "Ved Platons skæg..." Han smilede skævt, lignede en der havde været vidne til den bedste joke nogensinde. De få der var i hytten opdagede det også, og hviskede spændt sammen da de så det. 
"Du er datter af Hermes. Hvilket gør dig til min lillesøster, og betyder at reglerne ændre sig fuldstændigt! Jeg vil vide alt om dig nu, lillesøster. Alder, oprindelse, yndlingsdyr, kærester. Du er mit ansvar nu." Han smilede opmuntrende til hende og så op på symbolet igen. Det var ikke til at tage fejl af. Hun var en datter af Hermes. Hendes hurtighed gav mere mening for ham nu, og han analyserede hende kort og konstaterede at hun ville blive en god lillesøster. Det havde han besluttet. 
"Kom, sæt dig ned, Masha. Vi har en del at tale om. Hvor meget ved du om vores far?" Han satte sig igen, gjorde tegn til hun skulle gøre det samme, og var klar til at lytte til hende, lære sit nye familiemedlem at kende. At få hende indmeldt ved hr. D stod stadig ikke ret højt på hans liste af nødvendige ting.

Masha vedblev at stirre op på symbolet der hang frit svævende over hendes hoved, kun kort afbrudt af Julien der udbrød noget med en Platon - hvad end det var - et et skæg. "Hvad er det?!" udbrød hun næsten hysterisk. Hun brød sig ikke om ting der lige pludselig dukkede op, ikke siden den sidste ting havde endt med at jagte hende hele vejen til Long Island. Da Julien begyndte at forklare hende, hvordan dette var guden Hermes - hans fars - symbol, og hvad det betød, faldt hun dog betragtelig meget til ro. "Så guden Hermes er min far?" spurgte Masha, og så fra det langsomt falmende symbol, til Julien og tilbage til symbolet igen. Det var for vildt!
Julien begyndte at fable om, hvordan hun var hans lillesøster, og dermed hans ansvar nu, og at han ville høre alt om hende, men Masha hørte ikke rigtig noget af det. Fanget af sine egne blandede følelser, samt chokket over hændelserne begyndte at blive for meget for hende, og hun kunne mærke hvordan svimelheden pludselig begyndte at vælte ind over hende. Hun greb hårdt fat i en tilfældig stoleryg for at holde sig selv oprejst, lukkede øjnene og trak vejret dybt et par gange, før hun igen så op over hendes hoved, hvor symbolet nu var forsvundet.
Julien satte sig ned igen, og bad hende gøre det samme. Masha adlød uden protest, og satte sig ned ved siden af den unge fyr, der åbenbart var hendes halvbror. Han spurgte Masha hvad hun vidste om Hermes, og hun trak på skuldrene.
"Min mor fortalte mig ikke meget om ham, kun hvordan de mødte hinanden til et cross-country løb i Californien omkring halvandet år før jeg blev født," fortalte hun, og betragtede Juliens stadigt smilende ansigt. "Han efterlod os omkring tre måneder efter jeg var blevet født, og vi så ham aldrig igen. Min mor var knust, men hun gjorde sit bedste for at opdrage mig alene. Jeg ved ikke, om hun kendte noget til hans gudestatus, men det var hende der sagde at jeg skulle søge herhen, da uhyret dukkede op i vores lejlighed i formiddags, så noget måtte hun have vidst."
Masha huskede alt for tydeligt hendes mors panikslagne udtryk, da uhyret - furien - var dukket op, og det at hun stadig ikke vidste om hendes mor var i live eller ej, fik hendes mave til at trække sig smertefuldt sammen. "Hey, har du egentlig en telefon jeg må låne?" spurgte hun Julien. "Jeg har brug for at finde ud af, om min mor er okay."
Hendes udtryk var nok noget af det mest ynkelige nogensinde, men tanken om hendes mors tragiske skæbne gjorde altså det ved hende.

Julien lo lidt over hendes reaktion på tegnet over hendes hoved. Han forstod hende udemærket, magi og guder havde også været nyt for ham engang. Han tog det hele roligt, det var hvad hans erfaring sagde var bedst, og desuden var det en god ting. Nu vidste de at hun helt 100 hørte til i hytte 11. Det var rart, så var det på plads for alle og hun kunne begynde og få et forhold til deres søskende. 
"Yes, du er en af os. Klart de sejeste i hele lejren." Det ville alle sikkert sige, men han var fuldt ud overbevist om at hytte 11 var den bedste. De havde så mange forskellige ting de kunne, de var åbne og udadvendte, og de var børn af en gud der var knap så snobbet som mange af de andre. Han var stolt af at være søn af Hermes. 
Han lænede sig tilbage og lyttede interesseret til hvad hun havde at sige. Deres far havde åbenbart brugt ret lang tid med hendes mor, hvilket var utroligt heldigt for dem, mne han misundte dem ikke. Han vidste guder ikke havde tid til alt for meget flirteri, slet ikke deres far, og nogle var bare mere heldige end andre når det kom til opmærksomhed fra deres far. "De fleste finder ud af det på et tidspunkt. Vi er i fare konstant, monstre kan lugte os, så mange menneskelige forældre kommer i kontakt med nogen fra lejren. Jeg blev også sendt hertil af min mor på et tidspunkt, men det var mest på grund af mine dødelige halvbrødre." Han trak ligegyldigt på skuldrene. Han havde ikke et ret tæt forhold til sine menneskesøskende, det passede ham fint at være i lejren. 
Han rynkede brynene let du hun spurgte til en telefon. "Vi bruger dem ikke. Det er let at spore dem, og hvis der er en ting halvguder ikke vil, er det at blive sporet. Desuden er jeg sikker på de er forbudte i lejren, ligesom stort set alt slik og sodavand fra menneskenes verden." Han trak en iPhone op af lommen og kastede den til hende med et gavtyvsagtigt smil. "Men du er blandt tyve og ballademagere nu. Alt det der er forbudt, har vi. Bare ik nævn det for nogen. Brug den så tosset du vil, vi skal nok få skaffet dig din egen på et tidspunkt." Hun var hans søster, og han kunne lige så godt starte deres forhold med at stole på hende og lade hende bruge hans telefon. Han brugte den ikke til meget, mest fordi han ikke havde noget at bruge den til. Det var først her på det seneste at den var blevet fyldt af billeder af Elena stille og roligt, men han så det som ret naturligt. Desuden var der ingen der udgjorde en fare, som kunne komme ind i lejren, så sporingen var ikke så farlig i lejren, som den var hvis man var på mission. Det gik nok. 
Han smed benene op på bordet igen, og ventede tålmodigt på hun ringede og fik klaret tingene med sin mor.

Masha lyttede opmærksomt, da Julien fortalte hvordan uhyrerne kunne lugte et halvgudebarn, og at de fleste dødelige forældre derfor fik kontakt til lejeren i løbet af deres barns første få år. Han fortalte også grunden til, hvorfor han selv i sin tid var blevet sendt til lejren, og Masha kunne ikke lade være med at få en lille smule ondt af ham. Tænk at en mor kunne vælge nogle af sine børn over et andet, men på den anden side kunne hun også godt se pointen, hvis nu der var dukket monstre og uhyre op hos dem i tide og utide. Det var ikke ligefrem det sikreste miljø for børn at vokse op i. Selv virkede Julien ikke til at være påvirket så slemt af det, faktisk virkede det som om han følte sig meget mere tilpas her i lejren, og Masha håbede på, at hun selv kunne få den følelse af afslappethed engang.
Hele sit liv havde hun altid følt sig anderledes fra de andre børn, også selvom hun ikke nødvendigvis så anderledes ud. Hun var opvokset med ADHD og dysleksi (ordblindhed), hvilket ikke ligefrem var noget der var nemt at få venner på, men hun havde dog fundet lidt tilfredshed i sin hverdag ved at løbe hele Brooklyn rundt, og hun havde da også et par venner hist og her, men ikke nogen hun på den måde var tætte med. I hvert fald ikke på den måde hun allerede følte sig tæt med Julien. Måske var det fordi de var søskende, men der var altså et eller andet over ham der gav hende lysten til at fortælle om sig selv, sit liv og hvad hun ellers gik rundt og lavede før hendes liv blev et kaos. Det var rart at kunne dele sine tanker med en, som rent faktisk lod til at forstå bare en lille brøkdel af, hvad hun gik igennem.
Masha blinkede chokeret med øjnene, da Julien fortalte at mobiltelefoner var forbudt i lejren, fordi de tiltrak monstre, men kunne heller ikke lade være med at smile da han rakte hende hans iPhone med en kommentar om, at hun nu var blandt ballademagere og tyveknægte, så selvfølgelig havde de fleste i Hermes-hytten en telefon.
Hun tog taknemmeligt imod den og tastede hurtigt sin mors nummer ind, før hun satte mobilen mod øret. Der gik nogle sekunder, hvor knuden af ængstelse voksede uhæmmet i Mashas mave, men den forsvandt hurtigt, da hun hørte sin mors stemme i den anden ende af røret.
"Majka!" (mor!) kaldte Masha gennem telefonen.
"Marijana?!" spurgte hendes mor lettet, og begyndte straks at udspørge hende - på sit modersmål, serbisk - om hun var okay, hvor hun var og om hun var i sikkerhed. Masha lo kort og lettet over sin mors tydelige bekymring, og svarede tilbage på alle spørgsmålene - også på serbisk. Ja, hun var okay. Forvirret, men okay. Hun var i noget kaldet i Halvblodslejren, der var et sikkert sted, og hun havde lært sandheden om sin fars gudestatus. Hendes mor undskyldte mange gang, for ikke at have fortalt hende om Hermes før, men hun havde ikke kunne få sig selv til det, da hun gerne ville have bevaret sit barns uskyld så lang tid som muligt. Masha sagde at hun forstod, og lovede at ringe tilbage så snart hun fik fat i en telefon.
De sagde farvel og Masha rakte telefonen tilbage til Julien.
"Hun er okay," fortalte hun lettet.
"Hun havde ledt efter mig over hele Brooklyn, efter jeg var stukket af med uhyret i hælene, men var glad for at jeg var i god behold."
Lykkelig over at hendes mor havde det godt kunne Masha nu for alvor slappe af i sin krop, og hun begyndte nu at mærke effekten af sin lange flugt, som hun ikke havde kunne mærke før grunde adrenalinen, der havde holdt hende i gang.
Hele hendes krop var øm, specielt hendes ben, og hun måtte have flere små blå mærker og hudafskrapninger fra små grene og kviste, men ellers var hun okay.

Julien så roligt til mens hun ringede sin mor op. Han lavede en mental note til sig selv om at Masha skulle have sin egen telefon. Han skulle huske at hugge en med til hende, næste gang han havde en af sine små ture ud af lejren. Enten det eller betro sin lillebror, Orion, opgaven. Knægten var god nok, og hurtig til at lære. Han kunne let skaffe en telefon til deres nye søster, det var han sikker på. 
Han lyttede lidt til sproget Masha talte, og blev enig med sig selv om at det nok var øst europæisk. Det var i hvert fald sådan det lød i hans øre, men han var vokset op i Amerika, og var måske ikke helt skarpt til europæiske sprog eller hvad end det nu var hun snakkede. I hvert fald forstod han det ikke, så han fangede ikke andet end hendes tone og smil, og tog det som et godt tegn. 
Han tog sin telefon og lod den glide ned i hans lomme igen. Med et nik viste han at han hørte hvad hun sagde, og sendte hende et roligt smil. "Dejligt. Hun skal nok være ok, nu du er her. Det din duft monstrene er vilde med, hun er ligegyldig for dem nu." Han håbede det ville gøre hende lidt mere rolig, og gøre hun kunne fokuserer bedre på at falde til i lejren med alle de andre. Han lagde mærke til hendes mere udmattede udtryk. Han rejste sig op, gik over til en kommode af en art, og vendte hurtigt tilbage med chokolade og en sodavand. 
"Dit blodsukker er lavt fra anstrengelserne, du skal have det op. Spis og drik noget, og hvil der herinde i en stund. Turen rundt i lejren kan vi altid tage senere. Og så er der selvfølgelig lige indmeldelsen ved hr. D. Han flår mig for ikke at have bragt dig til ham med det samme, men han kan rende mig." Julien smilede varmt, også selvom han snakkede ret grimt om lejrens leder. Hans familie, og specielt hans søskende, var meget vigtigere for ham end regler og normer. Han brød gerne formerne for at tage sig af sine søskende, nye eller ældre. Han skulle trods alt være det gode eksempel, og det var han på sin helt egen måde.

Smilende tog Masha imod det kaloriefyldte spise og drikke. Trætheden var helt overvældende, nu hvor hun endelig havde chancen for at slappe en smule af, og hun havde brug for det lille energiboost som slikket tilbød, hvis hun skulle holde sig vågen resten af dagen.
"Hvem er Hr. D?" spurgte hun nysgerrigt, og tog en bid af chokoladebaren. Nu hvor hun vidste, at der ikke ville ske mere lige foreløbigt, ville hun gerne vide mere om denne mystiske lejr hun var kommet til. Det var alt sammen så ufattelig sindsygt, at hun ville være overbevist om at det hele var en drøm, hvis ikke lige var på grund af ømheden i hendes krop. Langsomt strakte Masha sig, stadig med kaloriebomberne i hænderne, og satte sig bedre til rette i stolen. Der var så mange ting hun gerne ville vide omkring deres far, lejren og alt muligt andet i denne nye verden hun var blevet introduceret til.
"Hvad laver man egentlig i sådan en lejr her? Mine instinkter siger mig, at det ikke bare er en hel almindelig sommerlejr for halvguder." Bare at bruge ord som 'almindelig' og 'halvguder' i samme sætning var sært for hende, men hun var langsomt begyndt at vænne sig til det.

Julien smilede da hans lillesøster så ud til at slappe mere af. Det blev også lidt mere afslappet for ham så. Så kunne han koncentrerer sig mindre om frygten for hun dejsede om, og mere for at få hende sat ordenligt ind i tingene. Spørgsmålet om hr. D var ret væsentligt, og han nikkede lidt. 
"Hr. D er lejrens leder. Han hader de fleste af os, og så os hellere døde end levende, men han er god nok på bunden, tror jeg. Sådan, helt nede." Julien smilede lidt for sig selv. Deres selviske, ironiske lejrleder var ikke lige hans kop te, men han tog det i strakt arm og lod bare Hr. D kører sin egen ting. "Når ja, værd at nævne, han er en af de 12 store. En af guderne. Dionysos. Hans unger bor i hytte 12, et larmende og vildt bundt, men vildt sjove at feste med. Dem skal du nok lærer at kende. Det plejer at gå hurtigt med dem. De er også som regel dem der skal have mest alkohol smuglet ind." Julien havde smuglet varer ind for dem et par gange, også selvom de fleste af dem kunne lave deres eget alkohol. Der var stadig noget ved at få ting udefra. De betalte også tit ret godt for det, så han var helt okay med hytte 12. 
Han gled lidt ned i stolen og blev selv mere afslappet i sin holdning og positur. Han drejede hovedet imod hende og lo lidt. Man kunne nok ikke kalde lejren normal, nej. 
"Vi træner til at blive helte. Halvguder er fødte helte. Du ville være overrasket over hvor mange kendte der har brugt et par somre i den her lejr. Sværdkamp, pegasusridning, taktik. Vi lærer lidt af det hele. Jeg starter som lærer til sommer, i handel og retorik, hvordan man får et budskab ordenligt ud og får solgt det godt. Jeg er bygget mere til et liv her i lejren, end et liv ude i den virkelige verden." Han trak lidt på skuldrene. 
"Nogle af os bliver sendt på missioner hvis det er nødvendigt. Men de fleste af os nøjes med træningskampe og konkurrencer her i lejren. Jeg lover dig, du kommer aldrig til at kede dig." Julien smilede til hende, og vidste den verden hun skulle lærer at kende nu, var helt fantastisk. Han vidste også den var meget sejere end den hun kom fra, og ti gange mere farlig. Men de var halvguder, det var det liv de var født til.