Meeting the fiancé - Julien

Det var en meget almindelig dag for Annabeth. Hun var vågnet omkring klokken 8, var stået op, havde børstet tænder osv. Hun havde iklædt sig sit træningstøj, og så var hun gået ned til spisestedet, hvor hun havde spist morgenmad. Derefter var hun gået hen til arenaen, hvor hun så befandt sig nu. Ikke ligefrem et sted man ville være overrasket over at se hende. Hun var trods alt datter af Athene. Og generelt var det ikke overraskende at se hverken børn af Athene eller børn af Ares i arenaen, eftersom de jo ligesom var børn af krigsguderne. Det gav kun mening. Og Annabeth kunne godt lide at træne, selv når det ikke var nødvendigt. Det var ikke fordi hun var nødt til at blive bedre til noget, det var simpelthen bare fordi hun yndede at være den bedste. Hun elskede følelsen af at være den bedste til ting, fordi det fik hende til at føle sig uovervindelig og uopnåelig til en hvis grad, og hvem ville ikke elske den følelse? Men dette betød nu altså ikke, at hun ikke kunne finde ud af ikke at være den bedste til ting. Hun havde ingen illusion om at hun var den bedste til alting. Langt fra, virkelig. Men det var også okay. Hun havde sine forcer, og hun havde sine svagheder. Så kunne hun kun prøve at forbedre sine svagheder så meget som overhovedet muligt, og perfektere sine forcer yderligere. Lige nu var hun igang med nummer to.


//Undskyld for ventetiden og den eventuelle dårlige kvalitet - min computer er lidt fucked, så gav halvt op til sidst :-O

Julien skævede kort mod himlen, da han var på vej mod arenaen. Hans humør var godt, men det havde det været de sidste mange dage, der var intet der kunne ødelægge det. Ikke engang når hans yngre søskende lavede åndssvage ting, eller når han skulle stå til ansvar for deres ballade. Julien var helt igennem lykkelig, en tilstand han aldrig havde været i før. Hverken snyd i træninskampe eller uretfærdige tæsk bed på ham. Han levede i sin egen verden af glæde og lykke, hans tanker kørte rundt og hans kinder gjorde næsten ondt af at smile sådan hele tiden. Det var efterfølgerne af at stå overfor at skulle starte en familie, og han elskede det. Hans glæde havde dog gjort han havde forsømt træningen en smule, og brugt for meget tid sammen med Elena. Det havde han besluttet sig for at rette op på, han havde trods alt stadig ansvar og forpligtigelser - hvis ikke blot flere af dem end før. 
Arenaen myldrede med folk som altid, at finde nogen at træne med ville ikke være et problem. Alligevel tøvede han lidt og så bare rundt, betragtede alle halvguderne. Han bakkede bagud for at få bedre overblik, men hans bakken gjorde han ramte direkte ind i en, og hans vendte sig hurtigt for at undskylde. Da hans blik faldt på personen - pigen - han var gået ind i, tøvede han kort. Han havde set hende før. Han kendte også hendes navn hvks han tænkte efter. Det var en af Elena søstre, men han havde aldeig gjort meget ud af at lære dem at kende. Det var jo kun Lena han var interesseret i anyways. Han bandede indvendigt over sin mindre elegante introduktion men satte så et smil op. "Undskyld. Jeg stod i mine egne tanker." 


//det er helt fint xD

Annabeth havde fået anskaffet sig en hel del venner med årene. Hun var formentlig heller ikke helt foruden et par fjender, men det var jo hvad det var. Det tog hun ikke så hårdt, eftersom det jo nok skulle gå. Hun kunne desuden sagtens tage vare på sig selv, hvis det skulle komme så vidt med nogle af disse fjender - eller rivaler, hvilket måske var et mere passende ord. Fjender var så ekstremt, specielt når man sådan set bare var nogle teenagere der tilfældigvis var børn af de græske guder og gudinder. Hendes tætteste veninder var Elena og Shadow, og de havde begge kærester. Desuden havde hun været uvenner med Elena i et stykke tid nu, fordi hun havde været en kæmpe nar overfor Annabeth, hvis hun selv skulle sige det. Efter Elena begyndte at date Julien, havde hun ligesom bare forsvundet hen til ham hele tiden. Hun havde flere gange aflyst deres aftaler sammen til fordel for ham, og nogle gange var hun simpelthen bare ikke dukket op, helt uden at aflyse fordi hun blev ‘opholdt’. Eller noget. De trænede heller ikke sammen mere, fordi Julien ligesom havde overtaget Annabeths plads som Elenas træningsmakker. Derfor var Annabeth til sidst bare blevet så vred, at hun helt havde droppet at prøve. Hvis Elena værdsatte sin kæreste mere end hun værdsatte sin bedsteveninde - og søster -, var der jo ikke så meget Annabeth kunne gøre ved dette, og derfor gad hun heller ikke prøve.
Da nogen stødte ind i hende, vendte hun sig om, med sine parader oppe. Bogstaveligt talt. Hun holdt et sværd i hånden, der var hævet i forsvar. Da hun så så at det bare var en eller anden ligegyldig fyr, der undskyldte for sin distræthed, sænkede hun sværdet igen. Hun syntes hun kunne genkende ham, men hun var ikke helt sikker på hvorfra. "Det er okay. Men arenaen er nok et dårligt sted at stå i sine egne tanker." Hun løftede sigende øjenbrynene. Og det var såmænd rigtigt nok. Man kunne komme galt afsted i en arena fuld af unge halvguder, hvis man ikke var forsigtig.

Juliens tanker kredsede rundt om pigens ansigt. Han vidste han burde kende hende, og ikke kun fordi hun var Elenas søster. Der var noget ved hendes udtryk, hendes måde at tale på. Han vidste han havde været i nærheden af hende før, før hendes stemme virkede ham også bekendt. Så slog det ham. Annabeth, vejlederen for Athenes hytte. Han havde set hende før til noget vejleder noget, det var derfor hun virkede bekendt. Og så havde Elena sikkert snakket om hende, men der gav han mere fortabt, for han kunne altså ikke huske dem alle, selvom han gerne ville. Hans egne søskende betød verden for ham. Andres søsekende... Ikke så meget. 
Han pegede på hende, som om han lige havde løst et mysterium. Hvilket han også havde i sit hoved. "Annabeth. Athenes datter." Det var nok ikke det mest charmerende, men i det mindste startede han ikke ud med at kalde hende Elenas søster. Hvad han vidste af var de ikke helt så tætte som de havde været, men han anede ikke hvorfor. Det var en konflikt han var en del af, han holdt sig pænt væk. Men derfor kunne han vel godt hilse pænt på og skabe et godt indtryk. I stedet for at pege, rakte han en hånd frem imod hende. Han overvejede kort om det var en god ide når hun stod klar med et sværd, men han levede livet farligt, så han overlevede sikkert også det her. 
"Julien Marks. Forlovet med Elena." Han smilede skævt og selvsikkert, han elskede at sige forlovet. Det gjorde alt lidt mere virkeligt. Som om han faktisk skulle giftes med den pige han elskede mere end noget andet. Som om hans liv faktisk havde en retning lige nu. Som om han var ved at blive et voksent, ansvarligt menneske der kunne tage vare på andres sikkerhed og velbefinden. Det var også tydeligt på ham, hvor stolt han var af at have været på knæ - i overført betydning. Alt ved ham strålede nærmest af glæde og forventninger.

Det gik langsomt op for Annabeth, at fyren overfor hende var vejleder for Hermes-hytten. Det måtte være derfor han så bekendt ud. For hun kendte ham ikke rigtig, hun havde bare set ham en hel del gange før, og kendte lidt til ham. Og dette gav jo god mening, når de nu begge to var vejledere. Annabeth havde være vejleder for Athene-hytten i noget tid nu, og det var egentlig meget hyggeligt. Underligt ord at bruge til at beskrive det, men altså. Hun kunne godt lide følelsen af at være i kontrol, og som vejleder var hun jo ofte netop dette.
Da han pegede på hende, løftede hun et øjenbryn. Så nikkede hun. "Det er mig." Han så ud som om han var super tilfreds med sig selv over, at have husket på hendes navn. Det var nu altså meget sødt. Han virkede rar nok, og derfor skiftede hun også sværdhånd, så hun kunne række højre hånd frem og tage imod hans udstrakte hånd. Hun havde netop strammet grebet om hans hånd, da ordene forlod hans mund. Hun kneb øjnene sammen, ligeså snart hun havde registreret dem. Så strammede hun grebet om hans hånd yderligere, på grund af hendes aggressioner. Det første hun hørte var hans navn, og dermed vidste hun at det var Elenas kæreste. Dette var grund nok til ikke at kunne lide ham, fordi han havde tyvstjålet Annabeths bedsteveninde. Men da han så sagde 'forlovet med Elena' var det som om noget slog klik. Som om det ikke var nok, at hendes førhenværende bedsteveninde totalt havde droppet hende til fordel for en eller anden dreng, så var hun også gået hen og blevet forlovet uden overhovedet at fortælle Annabeth det mindste om dette?! At være nødt til at høre dette fra en tilsyneladende uvidende Julien, hvilket desuden ville sige, at Elena ikke engang havde haft anstændighed til at forklare om deres skænderi til hendes kæreste - nej, hendes forlovede -, var simpelthen bare det sidste strå.
Hun så hans glæde, og den pissede hende af. Under normale omstændigheder ville hun være glad på hans vegne - på deres begges vegne - men ikke nu, ikke idag. Ikke efter alt hvad Elena havde budt hende. Hun prøvede dog alligevel at slå koldt vand i blodet. Det var ikke hendes plan, at slå Elenas forlovede ihjel, ligegyldigt hvor vred hun end var på den pige. "Forlovet, huh? Det må da være nyt." Hun løsnede langsomt, nærmest modvilligt sit greb om hans hånd. Der var nok ingen brækkede fingre, så han overlevede nok.

Juliens smil falmede lidt som pigens greb blev strammere. Selvfølgelig kunne han godt klare et håndtryk, men selv ikke engang han var naiv nok til at tro at det var et uheld hun strammede det så hårdt. Han var ikke sikker på hvorfor hun gjorde det. Han havde aldrig gjort noget imod hende, det var han helt sikker på. Som regel huskede han navnene på dem han lavede narrestreger med, og han vidste hvem der havde et problem med ham. Athenes børn burde ikke være dem, han holdt sig fra at lave problemer med Elenas familie. Hendes familie var hans, snart i hvert fald. Derfor gav det heller ingen mening for ham hvorfor han skulle have det håndtryk. 
Han rystede sin hånd og bøjede fingrene et par gange da hun endelig gav slip. Alt sad fast og intet var i stykker, til hans lettelse. Så så han op på hende igen og rynkede panden en smule i forundring. Nyt? Jovist var det ikke gammelt, men det var snart to måneder siden. 
"Nyt? Har Elena slet ikke nævnt det for dig? Jeg mener, det virker ret naturligt, taget situationen i betragtning." Han var altså ikke helt uansvarlig, og nu havde han gjort hende gravid, så kunne han også godt gifte sig med hende. Ikke at han havde vidst hun var gravid da han friede. Han havde bare haft lyst til at gifte sig med hende, og det var så heldigt at de stod over for at starte en familie. 
"Nu ved jeg ikke rigtigt hvor meget Elena sådan siger, men du må da vide hun er gravid. Jeg håbede lidt hendes søskende anså mig for at være en my ansvarlig." Han lo lidt og trak på skuldrene. Var det virkelig det ry han havde? At han bollede sin kæreste tyk men ikke ville gøre noget fast ud af det? Han skulle vist til at genoverveje hvordan andre så ham, og tænker over at ændre sin udstråling. 

//Det blev lidt kort, I am sorry!

Naturligvis bemærkede Annabeth godt Juliens falmende smil, men hun var ikke rigtig i et humør til at lægge noget i dette. Dog kunne hun godt fornemme, at han ikke anede hvad han havde gjort galt, eller hvorfor hun havde strammet grebet om hans hånd sådan. Da hun så endelig gav slip på hans hånd, og han rystede den for derefter at bøje fingrene et par gange, rynkede hun en smule på panden. Hun havde ikke lyst til at have skyldfølelse eller have medfølelse med Julien, men hun kunne dog ikke være helt kold overfor ham. Det var trods alt langt mere Elena der havde givet Annabeth grund til at være vred, end det var Julien. Dette betød dog ikke at hun ikke havde nogen som helst grund til at være vred på Julien, og hun var helt bestemt heller ikke særlig tilfreds med ham. Han havde trods alt stadig startet hele processen der resulterede i den såkaldte forsvinden af hendes bedsteveninde. Måske ikke intentionelt, men det var ikke pointen.
"Nej, det har hun ikke. Det må hun have glemt." Hun bed tænderne sammen, så det spændte i hendes kæbe. Hun blev mere og mere irriteret, for hvert øjeblik der gik. Utroligt, at Elena ikke havde fortalt hende dette. Godt nok var de blevet uvenner, og var derfor langt fra på talefod, men så kunne hun da alligevel godt lige have prøvet at informere Annabeth om en så kæmpe stor nyhed. Eller eventuelt have taget sig sammen og rent faktisk undskyld for hendes egoistiske handlinger. Det var vidst også klart på høje tid.
Ved de næste ord, blev hendes øjne sikkert umådeligt opspærrede. Hun skulle lige høre den sætning for sig endnu en gang, og derfor var det heller intet mindre end, "Hvad?!" der kom ud af hendes mund. Det blev værre og værre. Og hun havde intet anet om noget af dette. Det virkede jo fuldkommen surrealistisk. Hun var for målløs til at flippe ud, men det skulle skam nok nå at komme.

//Det er helt i orden, mit er heller ikke super langt!

Julien løftede et øjenbryn lidt. Han forstod intet af det, hvorfor havde Elena ikke fortalt sin søster om det? Hun havde forlovelsesringen på, det var ikke fordi hun gik og skjulte det, syntes han. Men måske var hun flov over det? Måske havde han taget fejl af hende, måske var hun slet ikke så glad for det. Selvfølgelig havde han overvejet det flere gange, for han var trods alt 22, hun var kun 18. Det var måske for tidligt for hende? Han var ikke sikker, men usikkerheden var i hvert fald vågnet i ham. 
Ved Annabeths udbrud dukkede han sig af refleks, bare hvis hun nu skulle få lyst til at slå ud med det sværd hun havde. Han kunne godt tænke sig at overleve endnu en dag, og beholde alle lemmer. Til hans held slog hun ham hverken, eller så ud til at ville gøre det. Ikke endnu i hvert fald. Julien var ikke bange for hende, men han kunne godt mistænke at Annabeths humør kunne gå ud over ham - også selvom det ikke var hans skyld at Elena ikke havde sagt noget. Der kunne vær en grund, men hun måtte alligevel have planlagt at sige det snart, for hun ville ikke kunne skjule det ret meget længere. 
"Der er tydeligvis noget I skal have snakket om, det kommer ikke mig ved, jeg.. Jeg troede hun havde fortalt det. Undskyld." Julien så på Annabeth, og var faktisk oprigtigt ked af at have sagt noget, for det var ikke lige sådan Elenas søskende burde få det at vide, tænkte han. Han prøvede også lidt at komme ud af situationen, for den var stadig lidt farlig, og han ville helst ikke ende midt i endnu en skænderi imellem to piger. Det havde han brugt rigeligt af sit liv på, syntes han selv.

Annabeth hævede også et øjenbryn, da Julien gjorde dette, som per refleks. Han så ikke blot halvt, men helt forvirret ud. Og det kunne hun da sådan set godt forstå, hvis Elena ikke havde fortalt ham om noget som helst af det der foregik. Hvilket ikke ville komme bag på Annabeth. Ikke den mindste smule, faktisk. Det var trods alt præcis samme situation hun selv stod i på nuværende tidspunkt, når det kom til Elena. Hun havde holdt en hel del, ret så store, hemmeligheder fra Annabeth. Og måske havde hun også undladt at fortælle Julien en masse ting - en masse ting vedrørende Annabeth. Forhåbentlig skammede hun sig, og dette var grunden til hemmelighederne omkring Annabeth. Dette ville ikke være grund nok til bare at tilgive og glemme alt, fra Annabeths side, men det ville da i hvert fald være en start.
Da han dukkede sig på grund af hendes udbrud, løftede hun begge øjenbryn. Hun havde lyst til at fnyse af ham, men egentlig var det nok et meget smart træk. Han kunne tydeligvis fornemme hendes lunefulde og utroligt dårlige humør, at dømme ud fra hans refleks/reaktion.
Hvad havde Elena dog også forventet? At hun bare kunne gå hen og blive kæmpestor og fed, for derefter at spytte et barn ud, uden at nogen - og mere specifikt, Annabeth - ville bemærke noget som helst? Så led hun da tydeligvis af vrangforestillinger, i hvert fald. Hun bed endnu en gang tænderne stramt sammen, og nikkede så meget stift. Hendes ene hånd knugede hårdt om sværdet, og hendes anden hånd havde neglene boret dybt ned i håndfladen. Dette ville tydeligt kunne ses når hun engang løsnede en smule op igen. Hun tog sig sammen og anstrengte sig så meget hun kunne, for at sige, "Det er Elena der har noget at undskylde for. Og der er skam rigeligt at tage af på det punkt." Det kom ud som en vrissende snerren.

Julien var ikke sikker på hvad Annabeth snakkede om, man han forstod godt der var et problem imellem de to piger, så langt var han med. Elena havde ikke nævnt problemer med sine søstre, det var han ret sikker på, han plejede at høre ret godt efter når hun fortalte, specielt om hendes familie. Derfor trak han også undrende sine øjenbryn sammen. 
"Jeg er slet ikke med. Elena har ikke nævnt noget problem med sin familie eller hytten. Altså godt nok er det ikke meget jeg ved om jer, men jeg troede bare I havde et sådan okay forhold i hvert fald." Han trak lidt på skuldrene, stadig meget overrasket at Annabeth virkede så sur. Julien havde virkelig prøvet alt han kunne for at være en godt kæreste for hende, og han havde håbet det var nok til at hendes søskende også kunne lide ham, men det virkede ikke helt til den plan var lykkes. Så meget for at prøve og charme sig ind. Han skulle vist starte helt fra bunden. 
"Hør, jeg er ked af at Elena ikke har nævnt noget, det troede jeg hun havde. Men jeg vil altså gerne lære hendes søskende at kende. Jeg kender ingen af jer, og... Jeg ved ikke, det virker bare forkert at gifte mig med hende uden at kende hendes søskende, du ved?" Julien satte en hånd i siden, og slog ud med den anden, lidt opgivende, for han havde ikke lige regnet med den her situation. Alligevel fattede han mod, for han plejede at være ret godt med nye folk. Det lå lidt til ham, helt naturligt. Men han var heller ikke vant til at folk havde en negativ indstilling til ham fra starten af, så det var lidt en udfordring han ikke havde set komme.