lidt afslapning skal der også være ~ Cheyenne

T: 12:10
S: Stranden
V: solrigt og varmt 39 grader og det kan blive varmere,
O: en masse halvguder der nyder solen
P: bomulds shorts

Jason sad for sig selv på stranden, han havde kun et pr bomulds shorts på og hans muskulatur var tydelig under den brune hud. Hans øjne var rettet mod vandet. Hans kropsbygning var atletisk, og muskuløs, han havde brede skuldre og smalle hofter, selv hans lår var muskulaturen tydelig ligesom den var ved hans skuldre bryst og ved læggen hans ryg var også muskuløs. Hans hænder var begravet i sandet, selvom han ikke havde en skjorte eller en t-shirt på sad hans høg på hans skulder uden at han tog notits af det, han stirrede bare en gang i mellem drejede han hovedet efter nogle lyde han opfangede men de kom alle sammen fra de andre halvguder de var på stranden. Jason nød at sidde stille og nyde solen, men han nød endnu mere at være i skoven på jagt efter dyr der ikke ville have en chance for at overleve når, først han havde fundet et bytte. Jason vendte så blikket mod Hunter. ”Så flyv da med dig, ud og se på det hele, som om du ikke har set det der er at se, men ja jeg ved du hader at sidde stille, ligeledes gør jeg Hunter” han snakkede til høgen der bed ham i øret mens hun svarede, kort rystede han på hovedet, inden hun spredte sine vinger og satte af fra hans skulder. Jason rejste sig så op, og begyndte at gå ud i vandet, han kunne vel ligeså godt også få noget ud af det, når han nu alligevel var her.

Påklædning her!

Solen gjorde automatisk Cheyennes hud varmere og brunere og hun følte sig dårligt tilpas i solen. Hendes hænder svedte og hendes hjerte kunne kun tænke en tanke af gangen. Hun kendte ikke rigtig nogen. Eller jo, hun kendte sig selv. Hun gik rundt i lejren, men besluttede sig for at gå en lille tur, og den tur skulle foregå på sand. Nemlig på stranden. Der var varmt, og varmen drabte hende næsten. Sveden grinte af hende imens hun gik med sandalerne i venstre hånd og med en bikini på. Cheyenne er normalt ikke typen som går i sådan noget beklædning, men da det var så varmt, kunne hun ikke tåle andet. Hun gik fortvivlet rundt og bebrejdede sig selv for at have havnet her i denne lejr. Hun hadede den ikke, men den var underlig og menneskerne her var underlige. Eller i hvert fald mærkværdige. Hun gik og gned sine hænder og der blev pludselig varmere. Hun stoppede med det samme, men blev ved inde i hovedet. Hun havde en smule hovedpine og hun hun gik nu med hænderne på hovedet. En tung dunken ramte hendes indre hoved og pinslerne kunne pludselig ses på hendes ansigt. Alt omkring hende var varmt, og det gjorde det også tåget for hende at se. en stor sand bunke var på vejen. Hun gik. Med de varme hænder på hoved og havde ikke kontrol over noget. Hun var kun halvt til stede. En anden tog over. Ikke hende igen. Det var Cher. Hun tog over.

I det andet øjeblik faldt Cheyenne og Cher i sandet og vred sig af smerte. Men inde i Cheyenne, vidste hun godt, at det kun var hende, som vred sig i smerte.

Jason forsatte ud mod havet, sprang så ud i vandet og begyndte at svømme langs kanten, han svømmede bare, nød vandet der var køligt mod hans allerede varme hud, han kunne ikke lade være med at smile ved sig selv, han nød at være aktiv, om det så var med hovedet, eller kroppen, bare han var beskæftiget, og ikke sad roligt ret længe af gangen, det havde han aldrig kunnet, altid på farten, sådan var livet, og han nød det, og når han endelig satte farten ned, stod den på afslapning som nu. Selv den smule kunne også blive for meget for ham. Han kunne hører og føle alt omkring ham, han mærkede vibrationerne i vandet, og i luften og jorden, hans øre opfangede hvert ord, han ignorerede det, der var intet spændende at følge, de samme samtaler, de same ord, alt sammen bare kedeligt. Jason kom op på land igen, og satte sig i sandet, og så rundt. Pludselig opfangede han noget, så rundt og opdagede en pige der faldt, han sprang op, og løb hen mod hende, gled ned i sandet, og satte sig på knæ ved hende ”Hey… Hey… Kan du hører mig… Tag det roligt, Træk vejret roligt og slap af, du er ikke alene” hans stemme var rolig, og bekymret. På samme tid. Han betragtede hende og vidste ikke hvad han skulle gøre, som regel når nogen lå og vred sig i smerte, gjorde han en ende på deres lidelser, med en lille jægerkniv, det var så også dyr, han havde sat en pil i, eller et spyd, han så ned af hende og lukkede så hans øjne, han rystede på hovedet, nej ikke flere mennesker skulle dø for hans hånd, ikke i lejren, udenfor var en anden sag, hans sag, han vidste han ville være jaget ligeså snart han kom ud i verdenen igen.

Cheyenne opdagede hurtigt at nogen sad ved siden af hende. At åbne sine øjne va håbløst, og CHeyenne var selv ude af håb. Et tåget syn kunne hun bemærke og hendes evne til at kunne høre forsvandt lige så stille. Cher hviskede noget til hende, som hun ikke gad høre på. Cheyenne lukkede øjnene, og en stor smerte bredte sig i mavesække området. Hun kunne høre Chers latter gentagende gange, og det hele var med vilje. Cheyenne kiggede fortvivlsomt bag sine øjenlåg, og prøvede at få smerten til at forsvinde. Hun var fuldstændig ude af kontrol. Dog vidste hun en ting. Hendes hjerte bankede stadig. Og det vidste Cher også. Cheyenne vred sig endnu engang. Cher grinede. Det gjorde ikke ondt på hende. Hvad havde Cheyenne gjort hende? De var gode venner i går, og Cher gav hende endda ros for hende tøjvalg.
"Hvorfor Cher, hvorfor?"

Pludselig stoppede smerten, og Cheyenne lå stille. Hun var følelsesløs helt ud til fingerspidserne, og hun var kold. Den varme luft fik hende koget op, men hun svedte ikke. Hun var dækket af sand, og tågen foran hendes øjne forsvandt. Den barske døvhed forsvandt også, og de larmende halvguder kunne igen høres helt ind til hjernen. Hun kiggede rundt og omrkring, og rejste sig hurtigt op. Det første hun så, var en dreng, som sad rigtig tæt på. Han må forvirret ud, men også bekymret. Cheyenne blev hurtigt pinlig, og følte pludselig at hun var svag. Cher havde gjort hende svag. En irriterende følelse steg hende til hovedet, og hun gik. Uden at sige et ord. Hendes hoved smed alle de underlige tanker om hvorfor han sad der, væk og om hvorfor han overhoved var interesseret. En stemme overtog hendes hoved.
"Rolig nu Cheyenne. Det bare mig."

Cher kiggede rundt. Der var rigtig mange mennesker, og hun var irriteret over, at Cheyenne var gået væk fra den fortvivlede dreng. Hun smilede, og tog noget sand op i hænderne. Sandet gled langsomt ud af hænderne på hende, og en elegance tog over hende. Hun gik videre, og selvtilliden strålede ud af hende. Hun kiggede ud mod vandet, og besluttede sig for at gå derud. Hun lagde ikke mærke til drengen. Vandet var varmt. Mindst 20 grader. Hun gik derud, og var i sit ES.
Cher kiggede ud mod havet, og solen var stærk. Hun havde ingen solcreme på, men mon ikke hun kunne klare det. Cher lukkede sine øjne, så Cheyenne. "Du bliver nød til at tage dig mere sammen Cheyenne. Du er uduelig. Se på mig, med et glimt i øjet, og en selvtillid der ikke fejler noget, kan feje benene væk under mig." Cher åbnede øjnene igen, og kunne høre Cheyenne sukke. Det betød bare at hun forstod det, og det vigtigste, vidste at Cher havde ret. For Cher har altid ret.

Jason lød stadig bekymret han virkede bekymret, han vidste ikke hvad han skulle gøre, han vidste ikke hvad der var galt, det virkede ikke som om hun havde nogle større skader, ikke noget fysisk i hver fald. Men hvad der foregik i hendes sind, kunne han ikke vide, han kunne ikke fornemme hendes følelser, han kunne intet fornemme omkring hende. En underlig følelse bredte sig i ham, det var frygt, hvordan kunne det være, han frygtede intet, intet andet end at miste Ashley, så hvordan kunne han frygte denne pige. Han var blind omkring hende, han kunne intet gøre, han var hjælpeløs, han følte sig fanget, hans vejrtrækning blev svagere han mærkede luften presse sig mod ham, hvisket ikke gav mening, han var jo udendørs, han kunne fornemme ting omkring sig. Han var paralyseret, af nysgerrighed over hvorfor det var sådan, hvordan kunne han føle dette, når han var udendørs, det var intet lukket, kun at han var blind omkring hende, noget der ikke gav nogen mening for ham.
Jason prøvede at bakke væk, men nysgerrigheden ville ikke tillade det, han blev aldrig frosset fast i frygt, han kunne ikke se hvad han havde at frygte, han kendte ikke noget til frygt, men han vidste hvornår det var tid til at trække og sådan, han gik meget op i kamp og sådan, han brugte sine instinkter til fulde, det blev han nød til.


Jason kunne se smerte forsvinde fra hende, han sad stadig på hug foran hende og rørte hende ikke, hans var stadig frosset i nysgerrighed, og viljen til bare at komme i sikkerhed hvor han kunne fornemme alt omkring sig, mærke de andres vibrationer, som en ekkosoner vibrationerne i luften og sandet hvor end han var, kunne han fornemme bevægelserne. Jason kunne se hun blev pinlig over at han sad så tæt på hende, han bakkede lidt væk, han ville ikke have hun skulle udvikle en frygt for ham, han var ikke farlig som sådan, han vidste hvordan man skulle kæmpe ja og han havde da også taget en del liv, men derfor gjorde det ham ikke mindre venlig, han reagerede meget dyrisk på ting, sådan var han bare, meget dyrisk i hans opførsel, hans opvækst var godt nok foregået i byen, men alligevel efter som han er opvokset på gaden og ser byerne som en jungle blev han nød til at overleve, dette gjorde ham meget dyrisk. Jason så da hun begyndte at gå, og rejste sig op han så efter hende, han beherskede sig, så der ikke skete noget dumt ”Det er uhøfligt ikke at snakke nå man kan se der er nogen der er bekymret for en” sagde han bare og så ikke længere på pigen, han havde vendt blikket mod vandet igen, hvor han kunne fornemme hun var på vej hen, han vidste hvor hun stod i horhold til ham, han smilede lidt over sig selv, lavede kort en lille bøn til sin mor og gik så ud i mod vandet igen.


Efter lange overvejelser sprang han i vandet igen, hans vilje til ikke at tage sig af andre havde dog vundet, han ville ikke spilde sin tid på andre end venner og veninder, og selvfølgelig Ashley. Hans blik gled mod stranden hvor han vidste pigen var, der var noget sært ved den pige, noget underligt, hvorfor var han blind, måske fordi han ikke vidste hvad han skulle have gjort, og det slørede hans sanser, det måtte være det, det kunne kun være det. Han fejlede jo ikke noget, og det var første gang det var sket, det var bare et tilfælde. Ja det måtte det være *Hunter kom til mig, jeg har brug for din støtte* Jason så mod himlen da hun gav et kald fra sig, og han kunne se hun kom i mod ham, han smilede og rakte en hånd ud efter hende, hun landede på hans finger, og satte sig så på hans skulder *Tak min ven, det var lige hvad jeg trængte til, han kunne mærke hvordan han blev varm af hendes energi, han smilede og lukkede øjnene, og lod bare hendes energi blive sin egen, han smilede *Du er så fuld af liv og energi min ven, flyv du bare igen, men jeg vil se med, lad vores sind blive et igen* han hviskede det i sindet og smilede til Hunter, der kærligt nappede ham i øret og lettede igen, han smilede da han begyndte at se hvad Hunter så, han kunne ikke lade være med at føle han kunne flyve *Ja du har ret Hunter, dette er fantastisk at flyve, så føler man sig fri* han smilede, hans krop stod stille lidt inden han gik ind mod stranden, nok var hans sind hos Hunter, men hans sanser var stadig intakte, han satte sig i sandet mens han så på sin krop der vandrede fra Hunters vinkel, han grinte lidt, det var virkelig komisk at se sig selv gå, når man kunne se det.