Wow, you can swing a sword, huh? ~ Annabeth ^^

Tid: 13.21
Sted: Arenaen
Omgivelser: Halvguder, der træner med sværd og tæsker stråmænd
Vejr: Solskin, blå himmel med nogle få hvide skyer og en lille vind
Påklædning: http:://data.whicdn.com/images/34178747/129370479_large.jpg (Slet det ene kolon) Hun bærer foruden det også den rustning Annabeth har på i filmen xD

Hvorfor hun havde sagt ja til at blive trænet i at svinge en forvokset tandstik, overgik hendes vildeste fantasier. Havde hun ikke, da hun ankom, sagt til sig selv at ligemeget hvad der skete ville hun ikke lære at svinge et sværd, som de så fantasifuldt selv havde navngivet den forvoksede tandstik? Men hvem gad også lytte til Kendall Forrest? Hun var jo bare en hel almindelig halvgudinde, der tilfældigvis var enebarn af Harmonia og derfor lejrens eneste harmonispreder, ikke nogen særlig.
Hun sukkede og gjorde et lille kast med det glattede, gyldne hår, da vinden blæste noget pandehår ned i hendes øjne. Hun lukkede kort øjnene og kiggede rundt på de mange halvguder, der bar rundt på våben og sukkede. Hvordan skulle hun nogensinde sprede rigtig harmoni, hvis alle var opsat på at pulverisere og kæmpe? Godt nok var det fordi at de ellers ville blive dræbt af uhyrer, man kunne brække over sig, men stadig.
Men i denne lejr var det vel også hendes mors andet område, fællesskab der talte. Og om denne lejr havde brug for et bedre fællesskab? Næppe, aldrig havde hun set gladere og harmoniske mennesker, eller halvguder, på det samme sted. Denne lejr havde et fantastisk fællesskab og hvis det ikke var fordi at Kendall havde en indre trang til at finde dårlige ting ved alt, hvilket hun hadede sig selv for, ville hun med garanti være faldet godt til.
Der var bare den der ting med at alle gik med våben, våben der kunne slå ihjel og så trænede man med dem! Havde lejren overhovedet fået tilladelse? Nej, selvfølgelig ikke. Hun havde bare en underlig tankegang og skulle prøve at se på den positive side. Hvor tit var det at der var obligatorisk lær-at-tæske-uhyrer på skemaet? Tit i den her lejr, men ret sjældent i den virkelige verden.
Jo tættere på arenaen hun kom, jo mere kunne hun mærke at hun ikke havde sovet godt i nat. Mon man kunne overtale denne Athene datter, der var hendes træner, til at udskyde træningen lidt? Næppe.
Da det første skridt var taget ind i arenaen, var der ingen vej tilbage. Kun et lyn fra Zeus kunne redde hende fra at gå derfra med meget, meget ømme muskler.

Hun lukkede øjnene kort og åbnede dem så, for at se rundt efter den brunhårede pige, hun skulle træne med. Eller blive trænet af... Det var forvirrende!
hun sukkede og kørte hånden igennem, mens hendes øjne stadig søgte efter den brunhårede pige, der langt om længe dukkede op for hendes udsyn. Hun kunne springe 2 meter op i luften og juble, men da de trænende nok ville kigge underligt på hende lod hun være. Men det kunne have været sjovt.
Hun smilte, som hun altid gjorde, til den brunhårede pige, Annabeth som Kendall desperat prøvede at huske hun hed, og prøvede at glemme den forestående træning. Selvom hun, aldrig ville hun sige det højt, indrømme at det ville være fedt at lære at kæmpe med sværd. Ninja!
Kendall tænkte kort på hendes liv før lejren, egentlig savnede hun det. Hendes veninder og hendes møgirriterende lillebror Miles, samt hendes bedsteven Daniel. Miles, Daniel og Kendall havde haft deres egen lille klub, men den gik ligesom i opløsning da Kendall kom til lejren. Hun savnede hendes lillebror, eller halvlillebror, som hun egentlig havde elsket påtrods af hans indre trang til at irritere hende.
Hun så på sværdene i de andres hænder, hun håbede at Annabeth havde et sværd til hende, for hun havde desværre ikke et.
Hun så med et løftet øjenbryn på dem der kæmpede mod stråmænd. Stråmænd? Helt ærligt. Hvilken modstand kunne de udøve? Den nye superskurk! Stråmanden! Nej, vel? En modstander, der ikke kunne bevæge sig? Sikke en udfordring...
Egentlig skulle Hermes-børnene ikke klage over at der var proppet i deres hytte, for havde de kigget ind i undergudernes hytte? der rodede, som havde der været et jordskælv. Hvilket der egentlig godt kunne have været... Var der ikke nogen af hendes room mates, der var uvenner med børn af Poseidon? Sikkert..
Hun vendte hovedet mod indgangen af arenaen, og sukkede længselsfuldt ved tanken om at i den retning lå hendes hytte. Hendes seng, dyne og hovedpude! Hendes tre mest dyrebare ejendele! Hun vendte hovedet ved lyden af en stemme og smilte til Annabeth, der ikke var langt fra hende.
Som svar på hendes venlige gestus replicerede Kendall med et,"Annabeth,"
Hun smilte, et ægte smil, selvom hun indeni prøvede at overbevise sig selv om at det ville være sjovt at træne dødhårdt og forlade stedet med ømme muskler. Det lød da som biografunderholdning ikke?
Lidt sarkasme havde man da tilbage..

//Præcis den :-)

Vejret var fantastisk i dag, og så skulle hun bruge dagen i en arena, hvor hun skulle kæmpe med sværd. Jubii...
Hun så på alle de kæmpende igen, og priste sig lykkelig for at det ikke var Kendall, der brugte al sin tid i denne... arena.
Nu hvor hun tænkte over det, ville hun hellere bruge sin tid sammen med Miles og Daniel, selvom de nok bare ville gøre hende sur eller irriteret. Eller begge dele. Faktisk opnåede de for det meste at gøre begge dele.
Hvorfor var det forøvrigt hun skulle lære at bruge våben? Var det ikke noget med at der var et særligt skjold, der gjorde at uhyrer ikke kunne trænge ind på lejrens område? Og noget med at alle halvguder skulle blive i lejren, medmindre man blev sendt ud på en mission, som man næsten aldrig gjorde? Hvis hun selv kunne bestemme lå hun lige nu under hendes dyne, og sov. Jaja, klokken var næsten halv to, og. hvad. så? Hun plejede at sove til klokken halv tre, hvis hun kunne få lov til det. Som hun typisk ikke gjorde, da hun også skulle passe sin skole. Det mindede hende om at hun havde en høne at plukke med sin far for at have sendt hende i skole i alle de år, når hun ikke kunne bruge den viden hun havde fået, til noget.
Skolen var en stor torturanstalt, bare forklædt som noget hvor børn blev klogere og en dag kunne bidrage til samfundet. Yeah, right, var der nogensinde nogen der gennemgik de lektier eleverne fik for? Det var jo t-o-r-t-u-r!
Hun rettede opmærksomheden mod Annabeth, der havde været så venlig at afbryde hendes tanker, og kiggede på våbnene. Hun måtte have lignet et spørgsmålstegn, da hun ikke kendte navnene på halvdelen af de der monstrumer.
"Du kan godt finde ud af at bruge den her, ikke?"hun holdte noget op der mistænkeligt meget lignede et kastespyd, men hun ville ikke lege ekspert.
Hun ville virkelig genre hjem til hytten og i seng, og sove. Hun savnede at sove, selvom hun havde sovet indtil klokken tolv. Hvilket mindede hende om at hun skulle klage til.... var der overhovedet noegn hun kunne klage til, over at der ikke var mad klokken tolv?
Hun havde ikke set nogen og det var ikke ligefrem fordi hun tørstede efter at skændes med en af harpyerne. Noget sagde hende at hun bare ville blive ædt. Og at blive ædt var heller ikke noget hun ønskede sig. Særlig meget.
Igen sagde Annabeth noget, og afbrød igen Kendalls dybe og filosofiske tankegang, med et spørgsmål. Et spørgsmål Kendall måtte anstrenge sig for ikke at svare nej til.
"Hvis vi virkelig skal..."hun kunne godt anstrenge sig lidt mere for at få det til at lyde mere som, hun havde glædet sig.
Hvilket hun ikke ligefrem havde, men det skulle ikke gå ud over Annabeth.

I aften ville hun gerne have tacos, med noget kakao til og til dessert, is. Ja, det lød som en god idé. Og nu hvor hun tænkte over det, så var hun faktisk sulten. Og træt. Men mest sulten, da der åbenbart ikke var mad klokken tolv om morgenen. For det var da tidligt. Ikke?
Hun sukkede, hun havde ikke orket at lære at kæmpe allerede da hun var både mæt og ikke søvnig. Mne nu var hun virkelig sulten, og så var hun ikke god at komme i kontakt med, og hun var søvnig, hvilket gjorde hende meget let mere flabet og sarkastisk end hun plejede. Hvilket burde være umuligt, når hun var datter af Harmonia. Men det var lidt som om at Harmonia's evner for harmoni og fælleskab, ikke rigtig var smittet særligt meget af på Kendall. Hun var selvfølgelig gladest når alle var i harmoni med hinanden og havde et godt fælleskab, men hun kunne også godt klare sig udne alt harmonien og det gode fælleskab. Hvad folk gjorde med deres liv, var deres problem. Hun havde sine egne problemer lige her i arenaen. Hun skulle kæmpe. Hvor var nødudgangen? Hvor var fordelene ved at være halvgudinde? Alt det der med at blive usynlighed, løbe hurtigt og ting som det? Hvor. var. det? Hun havde ingen af de der superevner, ingen fordele. Kun sarkasme, flabethed og en lille, indre trang til at skabe harmoni og alle havde et godt fællesskab. Hun havde ikke opdaget nogen superseje evner, hun havde kun grimme, uhyggelige uhyrer i hælene. Hvor var hun dog bare heldig!
Hun så ned på det-der-lignede-mistænkeligt-meget-et-spyd, hvordan i alverden skulle hun, Kendall nogensinde lære at kæmpe med det? Man skulle jo være barn af Apollon eller Artemis, for bare at kunne ramme målet! Og, opdatering, hun var ikke datter af Apollon eller Artemis.
"Fantastisk,-for det kan jeg ikke,"svarede hun, med en undskyldende undertone.
Hun kunne ikke helt se, hvordan Annabeth ville lære hende at kæmpe med spyddet, men hun var jo datter af Athene, så sådan noget kunne hun vel. Super gave fra sin mor, forudbestemt til at være træner hele sit liv. Det var da noget der rykkede. Men på den anden side, det var bedre end Kendall der var halvgudinde og ikke havde en eneste, opdaget, evne.
Hun sukkede lydløst, træning, træning. Tanken fløj rundt i hendes hoved og gav genlyd, ekkoet gjorde hele tanken højere og værre. Så hold dog op! Hvis det havde været en flue, ville hun have klasket den. Men desværre var tanker, ikke sådan nogen man kunne klaske ihjel. De blev ved med at gentage sig selv igen og igen, indtil man fandt noget bedre at tænke på. Hvilket man for det meste gjorde.
"Så... Hvad starter vi med?"spurgte hun, til sin store overraskelse, entusiatisk.
At dømme efter hendes tonefald glædede hun sig faktisk til at komme igang. Wow, skjulte skuespillerevner der kom frem af sig selv! Wicked.

Kendall havde altid undret sig over de få drenge der var her i lejren, og de mange, mange piger der var her, alle med et udseende som modeller. Helt seriøst, alle pigerne i lejren var høje, tynde og smukke. Havde langt hår, de fleste havde bølget og de fleste så ud til ingen problemer have med det. Bare køre en børste igennem det silkebløde hår om morgenen et par gange, og så sad det perfekt. Sådan var Kendalls hår ikke. Det var krøllet og derfor et helvede at få til at se nogenlunde pænt ud, og når det endelig gjorde blev det let uglet.- Hvilket også var grunden til at hun for det meste havde hestehale, det gjorde at håret ikke så let blev uglet.
Hun undrede sig også stærkt over hvorfor hun i det hele taget var begyndt at komme i snak med Annabeth, de fleste piger gik i en stor bue uden om hende og gav hende ikke så meget som et blik. Da hun boede i New York var hun gode venner med Daniel og Miles, og en pige ved navn Calla, men hun var lidt ligesom Kendall så det gav bedre mening. Annabeth var ligesom mere... pigeagtig end Kendall nogensinde kunne gøre sig håb om at blive. Og det at være pigeagtig var ikke nogen fornærmelse, nærmere et kompliment, for det sikrede ihvertfald Annabeth en del flere veninder. Og så var der også alle de olivenhadere i lejren, de forstod ikke Kendall hvis hun spiste oliven. Og Kendall forstod ikke dem når de ikke kunne spise oliven. Alle kunne spise oliven.
Hun smilte ved tanken om oliven, der fik hende til at tænke på hende og Hades-sønnen, André' planer om at overtage verden. Så ville alle spise oliven, eller blive lukket nede i en sort kælder. Enten det ene eller det andet.
Hun så skeptisk fra spyddet til Annabeth, man kunne uden at lyve sige, at Kendall ikke troede på at hun kunne lære at bruge den pind. Som om hun nogensinde ville ende i kamp. Hun var en ægte pirat af alt andet end virke, derfor holdt hun den ældgamle tradition; Man må kæmpe for at stikke af. Og at stikke af var Kendall forfærdeligt god til.- Påtrods af hendes uendelige klagesang, når hun skulle løbe.
"Lyder godt,"sagde hun lavmælt, og sendte Annabeth et smil.
Hun prøvede, det bedste hun kunne, at lyde glad. Glad for at skulle i gang, men helt ærligt, var hun det ikke. Hun var sådan set godt på vej til at sige farvel til Annabeth og lægge sig i sin hytte, vente på at der blev ringet til forsinket frokost.
Hun vejede spyddet i sin hånd, og kiggede på Annabeth. Det hun sagde fik det til at lyde som om at det ville være svært at lære at sigte. Helt ærligt håbede Kendall ikke at det ikke var sådan. Tog ting for lang tid var de besværlige, og var der noget hun hadede, var det besværlige ting. Undtagen hvis det var et besværligt skænderi, når det kom til skænderier var Kendall på hjemmebane. Ihvertfald hvis de ville kigge hende i øjnene. Hun havde sådan nogle enten underlige eller fantastiske øjne, der fik de personer der så ind i dem til at ville danne fred med alle dem de var uvenner med. Ihvertfald så længe de så hende ind i øjnene.
Hun løftede spørgende et øjenbryn, hun elskede at hun kunne gøre det,"Er det da svært?"
Indre fingerkrydsning for at det ikke var.

Hun fattede ikke hvorfor folk syntes at det var så sjovt at kæmpe med sværd. Man gjorde jo ikke andet end at tæske hinanden. Ifølge Ares- og Athenebørnene var det det bedste i verden, men ifølge fornuftige mennesker som Kendall, så var det det mest åndssvage i verden. Det var ikke fordi hun ikke kunne lide at slås med svær,d hun fandt det bare meningsløst. Faktisk temmelig meget meningsløst.
Hvad folk så i kunsten at kæmpe med sværd, at de overhovedet kunne kalde det en kunst, overgik Kendalls vildeste fantasier. Og så kunne man jo så spørge sig selv, hvor vilde de fantasier var. Men tro det eller ej, hun ville nok anbefale at folk troede på hende da ligemeget hvor vanvittigt det lød, så var det sandt. Og ja, det lød utroligt usandsynligt. Eller nej, at hun havde vilde fantasier var ikke svært at tro på... eller så var det. Hun var forvirret. Af sine egne tanker. Underligt.
På den anden side, hun var underlig, så det var ikke så underligt igen. Eller jo, man burde ikke blive forvirret af sine egne tanker. Man styrede jo ligesom selv sine tanker, eller de fleste mennesker styrede selv deres tanker. Kendall gjorde ikke, hun kunne ligesom kun lytte til hendes egne tanker. Det lød underligt, men det var virkelig som om hendes tanker havde deres eget liv. Som om de mageligt sad inde i hendes hjerne og diskuterede med hinanden, og fordi de var inde i Kendalls hoved var hun tvunget til at skulle høre på dem. Deres diskutioner gav hende nogle interessanter synspunkter på livet og alting. Livet og alting... det lød så stort, så mægtigt, så.. hun kunne ikke lige finde på mere, hvilket var yderst uheldigt.
Kendall huskede et par piger, hun havde set den foregående dag, der med sure miner, kom gående igennem lejren. De gik så synkront, at Kendall var fristet af at stå ret og gøre honnør. Men da pigerne sikkert bare ville kigge hånligt på hende, som var hun sindssyg, lod hun være. Men det kunne have været sjovt alligevel.
Hun undrede sig over, hvorfor piger der gik i grupper så ud som om de var i harmoni, og så når man talte med dem hver for sig, var de bange for at kritisere 'lederen'. Den 'leder' var højst sandsynligt den største bitch i verdenshistorien, eller en af dem, så på en måde forstod Kendall godt hvorfor de var bange for at kritisere hende og på en måde ikke. 'Ledere' som dem der var i kliker plejede at sprede de ondeste rygter om personer, der irriterede dem, så på den måde forstod Kendall godt hvorfor piger normalt ikke forlod deres klike. Men hvorfor at pigerne i første omgang var begyndt at hænge ud med deres klike, stod som et stort mysterium for Kendall. Hvilket ikke var noget usædvanligt, der var mange ting der stod som et mysterium for Kendall.
Hun så igen ned på spyddet i hendes hånd. Det her tegnede til at blive en spændende, og især lærerig, dag. Hun skulle lære at kaste med spyd. Hvilket lød ufatteligt tåbeligt, når man sagde det alene. Men med alt det, at hun ville dø, hvis hun ikke lærte at kæmpe, så lød det pludselig meget bedre. Utroligt hvad ord og nogle få sætninger kunne gøre.
Hun sukkede dramatisk. Kendall havde aldrig haft heldet med i sit liv. Hun havde altid fået de værste evner - med undtagelse af hendes øjne, de var awesome.
"Jamen, så tror jeg det vil være svært for mig," smilte hun skævt, og vejede spyddet i hånde. Bare for at se proffesionel ud. Hun holdt om det med sin hånd, før hun sukkede indenvendigt.
Spørgsmålet lød ufatteligt tåbeligt og dumt, men det var ærligt. Hun kendte ikke svaret.
"Hvordan holder man på den her ting?"

Det var bestemt ikke meningsløst, at kunne svinge et sværd ordentligt, selvom nogle folk tydeligvis mente noget andet - hvilket Annabeth da også godt kunne fornemme på Kendall, at hun gjorde. Men sandheden var skam en helt anden. For hvad nu hvis man som halvgud blev angrebet af et uhyre, og kun havde et sværd til rådighed? Eller hvis man havde andre våben til rådighed, for et sværd var som regel det letteste våben at bruge. Selvom det for mange virkede svært og uoverskueligt, gjaldt det såmænd bare lige om at få taget på det. Det var en kunst at kunne kæmpe med sværd, for man skulle trods alt lige have taget på det, før det gik som det skulle. Man skulle derudover også gerne finde et sværd der passede lige til en selv. Nogle foretrak at kæmpe med korte sværd, andre foretrak at kæmpe med lange sværd. Nogle foretrak at kæmpe med sværd der lå tungt i hånden, andre foretrak at kæmpe med sværd der lå let i hånden, og som ikke var ligeså svært at svinge rundt. Til gengæld betød det dog også bare, at det godt kunne være for let nogle gange, og det skulle det meget gerne heller ikke være. Så var det ikke lige nemt at styre. Det skulle hverken være for tungt eller for let, for begge dele var lige så nytteløst. Man kunne bare ikke bruge et sværd, hvis det ikke lå godt i hånden på én. Derfor havde man også tit sit eget personlige sværd, som passede perfekt til en selv. Både længde- og vægtmæssigt. For det skulle gerne kunne sørge for at man ikke fik sig selv slået ihjel, ikke sandt? Og det var virkelig umådelig svært at kæmpe med at sværd der ikke passede til en. Det var et faktum. Det vidste alle der kæmpede i lejren, og nok også udenfor lejren, for det var trods alt ikke kun Halvguder der dyrkede sværdkampe. Det sås bare ikke frygtelig tit ude i omverdenen, ikke længere.. Og det samme gjaldt brug af andre gammeldags våben, såsom spyd, bue og pil, kasteknive osv. Nu brugte man som regel bare skydevåben, hvis man brugte noget. Højt moderne, meget veludviklede skydevåben. Der var virkelig ikke mange der stadig brugte - eller producerede - gammeldags våben. F. eks. våben til nærkamp. De blev stort set kun lavet af mytiske væsner, til brug af Halvguder og Guderne selv. Og med mystiske væsner, mente hun naturligvis magiske væsner. Væsner der levede af deres arbejde og som boede i smedje i form af vulkaner, der lå og slumrede - varme og klar til brug, men alligevel ikke på randen til at gå i udbrud. De måtte have det hårdt, men selvfølgelig kendte de ikke til livet andetsteds, så de fandt sig vel bare til rette med det de nu engang havde, og det liv de nu engang levede.
At lære Kendall kunsten at kæmpe med spyd, ville nok blive en udfordring. Ikke fordi Annabeth ikke kunne lide Kendall, eller noget i den retning, men hun vidste altså også godt at hun ikke ligefrem var den mest engagerede indenfor det at kæmpe. Man så hende sjældent i arenaen, så derfor kunne det hurtigt tage noget tid at lære hende kamptræning og kampteknikker - når hun nu skulle lære det helt fra begyndelsen/bunden af. Men det måtte man jo bare tage med, og nogle lærte hurtigere end andre, så det kunne jo være at Kendall var yderst lærenem. Og hvis ikke, så var det bare en del af det Annabeth havde sagt ja til, ved at acceptere at træne hende i kamp. Og det kunne hun sådan set også godt leve med. Hun tog udfordringen op, og gik hen til Kendall, for at rette på hvordan hun holdt spydet.
"Når nu vi skal til at kaste det, skal det holdes sådan her," sagde hun, mens hun demonstrerede, ved at lægge begge hænder på Kendall’s arm og spydet, og så køre begge dele lidt tilbage, så hun holdt spydet med en hånd, der var trukket tilbage til omkring hendes skulder. Så gik hun hurtigt hen og tog endnu en spyd magen til, så hun også selv kunne være med, og på den måde også havde lettere ved at demonstrere de forskellige ting, hun nu skulle til at lære fra sig.

//UNDSKYLD! Jeg ved godt at det har taget en evighed, men min kreativitet var taget på ferie, længe før mig. Så nu har jeg prøvet så godt jeg kunne, håber det går..