Stay away! - Lynie

Tid - 17:25
Sted: hytterne
Omgivelser: Ingen
Vejr: Køligt udenfor, lunt indenfor
Påklædning: Stram tætsiddende T-shirt, jeans, kondisko samt de sædvanlige handsker.

Gabriel rejste sig op fra sofaen som døren til hytterne gled op og satte kursen mod sit værelse. Der havde været tomt over de sidste timer hvor de fleste var til træning, han var som altid fraværende, trænede alene og på egen hånd. Underviserne hadede hans metoder, og deres forsøg på at tvinge ham til at deltage havde været nytteløse hvor han havde bevist at han trænede bedre alene. I kamp var han manges ligemand, han tabte sjældent, men det skete da om end han sørgede for at vinde den næste kamp eller snyde sig til en sejr.
Han pillede ved sin handske som han gik ind på sit værelse efterladende døren åben idet han blot skulle have en jakke for derefter at smutte ud i skoven og derved være alene. Det var i hvert fald planen, en person standsede dog henne ved den åbne dør, en person vis sjæl han genkendte med det samme, endte med at sukke som han stod med ryggen til døren og rystede svagt på hovedet.

Lynie var lige kommet ind efter en omgang kedelig træning, hun satte sig direkte ind på sit værelse i sengen, dog overhørte hun noget inde ved siden af, hun smilte hun kendte denne person, denne fyr, hun havde ikke lige frem det bedste forhold til ham men hva pokker det skade da ikke at tage en lille snak som sidst, hun gik ud af sit værelse og stillede sig i dør åbningen, hun havde et par stramme jeans på og en sort trøje og det par gummisko hun altid bar, et par sorte gummisko, lidt slidte men hva så, hun kiggede på denne fyr, hendes halvbror, hun smilede svagt og kiggede op og ned af ham, han skulle vidst ud og gå, "hvor skal du hen" ja hvad vedkom det hende, men hun spurgte bare om så hun fik et svar var hun nu ikke så sikker på.

Han vidste spørgsmålet ville falde før eller siden, og ganske rigtigt brød hun tavsheden efter nogle sekunder hvortil han irriterede svarede "Et sted jeg ikke vil have dig med til" svarede han blot som han lukkede skabsdøren i og vendte sig om, jakken blev trukket roligt på, han sparkede en trøje fra gulvet og til side, samt nogle boksershorts der lå og flød. Hans blik gled hen over hende ganske kort "Hvad vil du?" spurgte han kort og klart.

Hun havde ikke regnet med et svar, men selvfølgelig svarede han på den måde, det var lige som sidst, irriterende og ubehøvlet, tydeligt at han var hades søn, hun kiggede rundt i hans værelse et par gange og lod så blikket være på ham igen, hun trak på skulderne, ja hvad ville hun, have noget at snakke med, at irritere, det var aldrig godt at vide, men han skulle ikke regne med hun gik foreløbig, hun havde ikke snakket med nogen hele dagen, det sædvanlige men hun var ved at blive ret træt af det.

Han vendte blikket mod hende igen, hun flyttede sig ikke, blikket sagde tydeligt at hun ikke havde i sinde at gå sin vej og han sukkede frustreret og opgivende. For pokker da også! Han lod lige så frustreret hånden glide gennem håret og bed hårdt tænderne sammen så kindbenene skød tydeligt frem inden han sukkede og rystede på hovedet for at trække jakken af igen og smide den ind i skabet "Kom ind!" sagde han lettere irriteret, hun kedede sig, havde sikkert ikke snakket med nogen og ville bare trippe på ham indtil han gav hende den opmærksomhed hun krævede, og for at undgå at slå hende ihjel, så måtte han høre hende snakke. Gabriel gled ned at ligge på sengen, lagde benene over kors og så afventende på hende "Hvad er der nu galt..? Nogen der stjal din honningkage?" vrængede hende irriteret.

Hun smilede triumferende da han inviterede hende inden for, hun gik roligt ind og kiggede lidt rundt, til hun stoppede op og rystede smilende på hovedet, der var da ikke noget galt, jo hun var ensom men det var ikke noget alvorligt "skal der være noget galt før man kan opsøge sin halvbror" hun smilede stadig og hendes blik var blevet spørgende, hun gik roligt hen til sengen han lå i satte sig ved enden som hun plejede at gøre inde på hendes eget værelse.

Han hæftede sig ved hendes triumferende smil og fnyste let. Det her gik bare ikke godt! Hun kom ind på hans værelse og satte sig snart, hendes svar fik ham til at hæve brynet "Vil du ikke hellere bruge noget tid med dine halvsøstre.. de er nok mere snakkesalig end jeg er det" svarede han mut. Han havde lagt armene bag hovedet og så nu roligt på hende med sit ligegyldige tomme blik. Det her skulle bestemt ikke gå hen og blive en vane.

Søstre, hun var aldrig god til at snakke med søstre, hun havde ikke meget at sige til dem, hun gad ikke det tøse fnidder hun hade det, det der hvisken tiskend, snipperiet, hun gad ikke de finker til piger så hellere hænde ud med drengene og få et godt grin, "jeg er ikke den bedste til at snakke med søstre" hun smilede svagt og kiggede ned i gulvet inden hun kiggede på ham igen, hun synes ikke hun havde set ham til træning "hvor var du til træning" hun kiggede spørgende på ham.

Hun var en hunkøn, selvfølgelig kunne hun lide at snakke med piger? At bagtale andre, svine alle og enhver til, provokere, følge fyrene med blikkende, snakke om hvem der kyssede hvem, og hvem de skulle jagte. Ved hendes svar skød det ene bryn i vejret hvor han sukkede opgivende uden at sige noget dertil. Ved hendes spørgsmål så han på hende "Her..." svarede han blot uden at uddybede, kommentere, bemærke eller noget videre.

Hun smilede da han hævede øjenbrynes ved hendes svar, tænkte hun nok man skulle ikke tro hun havde problemer med at bagtale og svine andre til og sådan men sådan var hun slet ikke hun var ond på andre måder.
Hun kiggede undrende på ham, hvorfor var han her, skulle han ikke også træne som dem, "hvorfor var du ikke til træning" godt nok sagde han at han ikke var snaksalig men han snakkede da med hende.

Ved hendes efterfølgende spørgsmål - som han kun havde forventede og regnet med efter hans egne ord - hævede han atter brynet "Du spørger for meget kvinde!" svarede han bestemt og irriteret. "Fatter du dog ikke jeg ikke er som jer andre!" understregede han for Gud ved hvor mange gange. Han sukkede opgivende, måske skulle han hellere tage sig et bad, det kunne skræmme hende væk at se ham smide tøjet? For sart en sjæl trods alt, det var han næsten sikker på!

Hun tænkte nok at det nok ville komme op et tidspunkt, det med hun spurgte for meget, Ah det var bare så fucking lang tid siden hun havde talt med nogen, hun kiggede ned i gulvet hun ville ikke møde hans blik, hun sukkede og lagde sine hænder i hendes skød, jo hun forstod godt han var anderledes end andre, han kunne da bare svare normalt i stedet for nedgøre hende, hun havde ikke lyst til at møde hans blik ikke endnu og det kunne man nok selv tænke sig til hvorfor

Hendes reaktion fik ham til at presse læberne hårdt sammen, og han følte rent faktisk et stik i hjertet som var ham uvant, underlig og fremmed. Uden omtanke satte han sig op i sengen og rakte den behandskede hånd ud mod hende, strejfede hendes kind forsigtigt og åbnede munden for at undskylde da det gik op for ham hvad han var i færd med og trak hånden til sig brat. Hvad var der lige sket?! Hvad havde hun gjort ved ham?! Havde hun en eller anden evne eller hvad? Han fjernet blikket fra hende bed hårdt tænderne sammen. "Jeg træner på egen hånd... fra tid til anden prøver lærerne mine kræfter an med andre elever for at se om jeg lærer det jeg skal.." sagde han omsider.

Hun mærkede hans hånd strejfe hende kind hun kiggede på ham undrende da han tog hånden til sig, hvad gik det lige ud på, han havde været kold overfor hende og nu strejfede han hendes kind, hun smilede svagt til ham og lod blikket være på ham da han talte "Nåh okay" hun nikkede forstående, han trænede sig selv... Sejt det kunne hun egentlig også tænke sig men det gik nok ikke det var hendes første halve år og havde ikke lært nok til selv at kunne træne, hun kiggede tavst men smilende til ham

Hendes blik blev vendt undrende mod ham hvor han bevidst undgik at se på hende, han anede ikke hvor det var kommet fra. Christ han kendte ikke engang hendes navn! Ved hendes svar til hans egne ord sagde han intet sukkede opgivende og så kort ud i luften "Hvad hedder du endelig?" spurgte han langt om længe, nok mest fordi tavsheden føltes akavet, og han selv følte sig irriteret på sig selv over at gøre ting han ikke var van til.

Gud ja det gik helt op for hende at de ikke vidste hinandens navne for pokker hvor pinligt og her sad de og snakkede som de bare var nogenlunde venner og ikke vidste hinandens navne "Undskyld... Jeg hedder Carolyn men kald mig Lynie" hun smilede venligt til ham "hvad hedder du" spurgte hun og kiggede på ham og rettede sig op i stedet for at side med bøjet ryg, det gav ikke den bedste holdning

Nej de kendte ikke hinandens navne, derfor han havde brugt søs op til flere gange, for søskende det var de jo. Han vendte blikket mod hende ved hendes svar, nikkede blot og rømmede sig inden han gav hende sit eget navn "Gabriel.." så ironisk et valg af navn, ærkeenglen Gabriel der i den kristne, jødiske og islamiske tro være Guds sendebud til sine profeter Jesus, David og Muhammed. Så ironisk at han bliver navngivet efter lige netop den engel, hvorfor ikke Azriel? Han skød det ud af hovedet da den tanke havde strejfede ham for mange gange.

Hun kiggede undrende på ham da han sagde hans navn, hed han virkelig det, Gabriel, var det ikke en engel af en art, hun smilede skævt, opkaldt efter en engel og man er hades søn nok ikke lige det fedeste men navnet var nu ret fedt, selvom det ikke lige passede ham som person ikke at hun vidste særlig meget om ham for det gjorde hun jo tydelig vis ikke, hun tænkte på det med han havde strejfes hendes kind, hun smilede til ham og når nu han lige havde startet en samtale som lige var blevet færdig startede hun hurtigt en igen får at få gang i talen "hvor gammel er du" hun kiggede spørgende på ham

Han strakte sig svagt og dovent i sengen og bemærkede overraskelsen som hun hørte hans navn, han var van til den reaktion og himlede let med øjnene over det, hun var dog flink nok til ikke at kommentere det. Snart spurgte hun til hans alder "Tyve.." svarede "Og du..?" spørgsmålet var endelig ikke gennemtænkt, det var bare det samme stillede igen, noget man gjorde per automatik.

Hun kiggede på ham som han strakte sig i sengen, dovent, hun rystedet på hovedet, hun holdte op kort tid efter og kiggede på ham, tyve der var ikke den store forskel mellem dem og dog der var fire år imellem dem "17" hun sagde det hurtigt efter han spurgte og smilede venligt til ham, hun vidste ikke rigtig hvad det var mere at tale om, hun var jo ikke van til at tale med andre hun vidste da ikke hvad man sådan talte om sammen med en dreng og hun måtte indrømme hun var lidt nærvøs for at sige noget forkert

De tre år der var mellem dem var en del, men han var ligeglad, hendes alder betød ikke noget trods alt så hvorfor skulle han tage sig om der var tre eller ti år imellem dem? Endnu engang en frygtelig omgang tavshed, og han besluttet at dette var for meget. At se hende nervøs fik ham til at himle let med øjnene "Nåh, vi er vidst færdige med at snakke.. smut så med dig" blidt blev det i hvert fald ikke sagt, nærmere kommanderende og hårdt som han bad hende smutte, men det var da pænere end at sige at hun skulle skride?

Hun kiggede mod døren da han sagde lidt hårdt at hun skulle smutte, åh... kunne det være så svært at få en samtale i gang, hun ville jo gerne havde noget selvskab så hvorfor var det så svært når hun fik det, hun sukkede og nikkede, hun rejste sig op og kiggede på ham men uden at sige en lyd hun overvejede at spørge ham om noget, men han havde bedt hende om at gå, så det gjorde hun så, hun vendte sig mod udgangen til hans værelse og gik mod den hun stoppede op i døråbningen og vendte sig så endnu engang mod ham og smilede svagt til ham inden hun gik lidt videre.

Hvorfor hun overhoved havde et ønske om at blive forstod han virkelig ikke, han var jo kold i røven, afvisende og på ingen måde behagelig at snakke med, andre var sikkert flere end han var så hvorfor ikke opsøge dem og snakke ørerne af dem end med ham? Trods det formåede hun på mirakuløs vis at få ham til at snakke om sig selv, og det irriteret ham at hun kunne det. Som hun rejste sig og gik lå han blot roligt og så ligegyldigt efter hende, da hun standsede og kastede et blik tilbage mod ham hævede han blot det ene bryn inden han rejste sig, lod døren glide i bag hende og smed tøjet for a tage sig det bad han før havde overvejede.

///out

Hun hørte døren smække bag i sig og sukkede, hun gik med tunge skridt ind på sit værelse, hun satte sig i sin seng og lænede sig mod vægen, hvad var det hun lavede, hun kunne aldrig få noget ud af ham, han gad hende jo ikke, hun følte sig som en lillesøster som irriterede hendes bror og det var sikkert også sådan det var, hun sukkede lagde hoved mod vægen og lukkede øjne afslappede i

//out