Cold by the Fire ~ Lynie

Sikken uge det havde været! Hannibal vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv i denne lejr. Alt var så underligt, og alligevel så spændende og interessant. Der var ikke meget der mindede om det 21'ende århundrede, for det var alt sammen med sværd og skjold og kamp og træning. Han havde deltaget en smule i træning, men det var selvfølgelig ikke gået godt. Nok havde han instinkterne for kamp, og var jo trods alt en søn af de tre ældste guder. Men han havde bare ikke interesse for den slags, ingen lyst til at svinge et skarpt sværd imod en anden. Så derfor, selvfølgelig, var han blevet gjort lidt til grin, ved hele tiden at blive slået til blods. En uge, og han havde allerede brækket næsen. Men det kunne dog ikke ses, og var helt healet igen.
Det var Fredag, og efter Capture The Flag turneringen. Den første han havde været med til. Han havde forsøgt at holde sig i baggrunden. Hvorfor også træne hele tiden? Han ville hellere sidde ved Søen, eller svømme ved stranden. I stedet ville Chiron have at han lærte at slås. Hans søskende havde sagt at han burde komme forbi det store lejrbål efter turneringen, og hygge sig. Så det gjorde han. Nu hvor der var så mange omkring ham, så kunne han jo ikke bare være for sig selv hele tiden, vel?
Men med det samme han trådte frem til menneskemængden, fik han pludselig lyst til bare at skride derfra, og følge åen til havet. Men nu var han kommet! Han gik med hænderne i lommerne og skuldrene godt trukket op om ørerne på sig selv. De fleste vidste godt han var den nye søn af Poseidon, så der blev sendt en masse blikke i hans retning. Det var lidt akavet og stressende, så Hannibal fortsatte forbi og imellem halvguderne, og forsøgte at finde sine søskende. Han snuppede et lille glas nektar. Godt nok var det hele lidt underligt og fremmed, men nektaren smagte fantastisk! Hannibal kunne ikke rigtig finde sine søskende, og han kendte ikke rigtig nogen alligevel. Så han satte sig bare på en træstub lidt fra bålet.

Påklædning: http://25.media.tumblr.com/tumblr_ltwt7hBZAG1r5gyxbo1_500.jpg


Som normalt havde Lynie været ude og træne med Gabriel i skoven, det var dejligt ikk at skulle træne med andre, bare to og to, som Gabriel og Lynie havde fået lov til. Det var faktisk mega fedt, og hun fik lært meget mere end hun troede.
Men nu var Gabriel også en virkelig god træner, så der var ike noget at side til at hun lærte meget.
Nu sad Lynie og var lidt sammen med andre, eller hun talte ikke med dem, hun sad bare ved bålet, og kiggede på de andre havde det sjovt.
Lynie var ik den store sociale type, det var Gabriel heller ik, så han var bare taaget hjem igen, men Lynie havde blevet ude i det frie bare for at nyde luften.
Men Lynie var langsomt begyndt at overveje at tage hjem igen, Så hun kunne få sovet, eller fået talt med Gabriel. Eller noget andet hyggeligt. i stedet for det her. For det var da død kedeligt.
Hun sukkede tungt.
Kiggede lidt rundt omkring og kiggede på de andre som sad og snakkede eller stod og pjattede. Hun fik øje på en som hende, ogs sad alene. Han måtte vel være ny, eller bare ik god til at skabe venner. Hun smilede lidt for sig selv og koncentrerede sig om bålet og flammerne

Hvor havde det været rart hvis bare man havde mødt nogle mennesker, hvis bare man havde nogle egentlige venner eller veninder. Men Hannibal var jo netop ankommet, og havde holdt sig lidt for sig selv siden han var kommet til lejren. Han holdte sig som regel for sig selv, selv før han kom hertil. Der var en ro over naturen, en ro man ikke fandt iblandt mennesker eller halvguder. Naturen var blot, naturen. Havet var som havet var. Men vidste man altid hvor man havde andre? Overalt omkring ham, især i denne lejr, kunne man høre klinger hamres imod hinanden og en frembrusende stønnen fra anstrengende halvguder der gjorde sit bedste for at træne og slås og kæmpe. Hvis bare kan kunne lytte til havets brusen, hvalernes sang, så var han glad. Men han vidste godt at han spenderede for meget tid blot for sig selv. Og han nød skam også andres selvskab! Selvom han sad lidt fra bålet og selve snakken, så var det skam meget hyggeligt, sådan at betragte og lytte til samtalerne. Men ikke alle i denne lejr var hyggelige. Det handlede åbenbart altid om hvilken gud man havde som forælder. Det var jo også klart, siden han/hun var grunden til at man befandt sig i lejren i første omgang. Men overalt var der hadefulde blikke fra børnene af Athene og hånende blikke fra børnene af Ares. Men en stemning som denne var altid rar. Med folk omkring et stort bål der varmede sig i kulden.
Hannibal fik dog lyst til at forlade stedet, men rejste sig i stedet op, for derefter at nærme sig bålet. En pige havde tidligere kigget på ham, men han havde blot ladet som om at han ikke havde lagt mærke til det. Der var en fri plads ved siden af pigen med det sjove hår. Måske kunne han få lov til at sidde der? Selvom han var fra Sverige, og sikkert var mere vandt til kulde end resten her, så kunne det dog godt være lidt koldt at sidde så langt væk fra bålet. Med hænderne i lommerne på hans jeans, gik Hannibal over til Lynie, og lænede sig en smule imod hende. "Sidder der nogen her?" Spurgte han lidt lavmælt og med et forsigtigt lille smil på sine læber. Måske var det på tide at lære nogle nye folk at kende? Han kunne jo ikke blive ved med at underholde sig selv hele tiden... også selvom det egentlig var meget nemt. Høfligt blev han stående og ventede på hendes svar, med et ansigtsudtryk der var en smule undskyldende. Som om at han havde forstyrret hendes fred, og bare maste sig på hende.

Hun kunne se ud af øjenkrogen at fyren begyndte at røre på sig, ikke fordi hun rigtig villet havde kigget efter ham, det var ik derfor. Nej, nej,. Hun kendte ham jo knap nok. Men der var ikke noget hun ellers holde øje med, så hvorfor ik bare tage en tilfældig at holde øje med. Bare for sjov. Se hvad der skete med ham.
Til hendes overraskelse og stor forbløffelse, gik han hen mod hende, hun rykkede lidt på sig, lidt nervøst på sig faktisk. *Act normal act normal* tænkte hun til sig selv.
Hun kiggede med et hurtigt ryk på fyren som nu stod og kiggede på hende. Hun gav ham et venligt smil, hun måtte anstrenge sig lidt.
Hun kiggede lidt på ham , kiggede på hvordan han egentlig så ud, slet ik dårlig, men hvem så oss dårlig ud i lejren, alle var så flotte og elegante. ´gude´smukke.
Hun rystede roligt på hovedet. "Nej, bare sæt dig?"sagde hun roligt.
Hun betragtede ham roligt, og kiggede så ind i flammerne igen.
"Er du så ny her?" spurgte hun, hvis nu hun kunne få gang i en samtale, det ville jo være... Fedt...! Hun kiggede stadig ind i flammerne selvom hun havet talt til ham.

Dette var ikke en sædvanlig gestus fra Hannibal. Han var som regel ikke særlig god til at gøre kontakt med andre, til at tage initiativet og få snakket med nogen. Han regnede dog ikke med at snakke særligt meget med denne pige, eller nogen anden for den sags skyld. Hvad ville de dog have at snakke om? Bare det at være i nærheden af andre ville være nok, nok til at få ham til at føle at han var en lille del af noget. Aldrig i hans liv havde han været omringet af så mange mennesker. De havde bare levet et meget stille og roligt liv tilbage i Sverige, uden for mange mennesker. Han smilte bare en smule bredere da hun sagde at der ikke sad nogen, og han satte sig derefter roligt ned. Der var ikke meget plads, men plads nok til at han ikke skulle sidde for tæt på hende. Hun skulle jo nødigt tro han var en alt for nærgående fyr eller noget i den retning. Inden han fik sat sig til rette, vendte han lige et hurtigt blik imod hende. Hun så nu meget venlig ud, og flot... Han kiggede hurtigt væk igen og ind i flammerne af bålet. Hænderne røg op af hans lommer, og han smilte lidt for sig selv da han kunne mærke hvordan hænderne med det samme blev lidt varmere. Så han vendte håndfladerne i vejret, og lod dem bade lidt i flammernes varme.
Af ren refleks kiggede han på hende da hun stillede ham et spørgsmål, men kiggede hurtigt væk igen. Han gned sine hænder mod hinanden og smilte lidt for sig selv. "Er det så tydeligt?" svarede han og hævede et lidt mere muntert øjenbryn imod hende. Dog også selvom han ikke var helt munter, endnu. Det var jo altid akavet at være den nye i en hvilken som helst gruppe af mennesker. Men der var dog også en masse muligheder for at lære nye mennesker, eller halvguder, at kende.

Hun var noget så overrasket over at han faktisk var kommet hen til hende, det var der ik mange der gjorde, hvilket var et andet bevis på at han var ny her i lejren. Hun smilede og lo lidt, hun nikkede roligt og kiggede venligt på ham, med et venligt smil som matchede.
"Yup, du holder dig lidt væk fra de andre, søger hen til en som mig…" hun smilede og lagde hovedet på skrå. En som hende mente hun, med hendes far. Hun var hades datter, og alle hade børne af hades. Mest fordi at det var guden som var den onde af dem. Men det var jo ikke alle børnene som var onde.

Hun folede sine hænder i sit skød, kiggede lidt ind i ilden igen, vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige, eller spørge om. Hun sad lidt og tænkte. Og kom så i tanke om noget, der måske kunne sætte skub i lidt af det hele. "Jeg hedder forresten Lynie, datter af hades" sagde hun og smilede venligt, og lidt usikkert. Da hun ikke vidste hvad hans reaktion ville være på det.

Hannibal vidste hvad man skulle vide om guderne. Hank havde fortalt ham alt hvad han behøvede at vide. Men Hannibal havde dog ikke været i lejren i lang tid nok, til at kunne skelne imellem de mange forskellige grupper af halvguder. Der var jo de åbenlyse... vandhunde såsom ham selv, var jo typisk børn af Poseidon. Og hvis man så én lege med planter, var der nok tale om Demeter. Men ligesom almindelige mennesker, så var alle disse halvguder omkring ham, forskellige som nat var fra dag. Hvis andre havde lyst til at dømme en halvgud ud fra hvilken forælder man havde, så fint. Men Hannibal var ikke af en sådan støbning. Et æble kunne lige så vel falde langt fra stammen, som det kunne falde tæt på stammen.
Han burde egentlig introducere sig selv. Det var jo kun høfligt? Men hvad så hvis hun ikke kunne lide børn af Poseidon? Ville hun så bare gå, eller ville de begge sidde i en akavet stilhed? Og så skete det igen... han tænkte over det alt for længe, til at nå at kunne gøre det, inden hun igen talte. Hans blik røg fra flammerne og tilbage på hende. Først forstod han ikke rigtig hvad hun mente... En som hende... Hannibal endte bare med at smile en smule overbærende og vende blikket lidt mod jorden. "Du virker nu meget flink." Lød det så venligt fra ham, og han kiggede på hende endnu en gang, stadig imens han lidt nervøst gned sine hænder imod hinanden.
Da en kølig sensation løb op ad hans lår, kørte han lidt sine hænder mod sine lår, både for at varme dem lidt, og bare for at have noget hænderne kunne give sig til. Af og til kunne flammerne egentlig godt minde lidt om havets bølger. De formede sig om hinanden, bølgede opad, som forsøgte de at kravle mod nye højder.. Tankerne blev afbrudt idet han sad lidt og kiggede ned i sit skød. Han var virkelig ikke særlig god til alt det her med at snakke med nye mennesker. Hades bragte altid en lettere grum tanke op i hovedet som det aller første. Og at høre at hun var datter af Hades, gjorde jo automatisk at man tænkte at hun måske var ligesom ham.. Men med det samme gik det igen op for ham, at hun virkede meget flink og venlig.. "Hannibal... søn af Poseidon." Ja, han var meget sikker på at hun ikke var som alle sagde Hades var. Det kunne også gøre ligemeget. Han svar kom rimelig hurtigt, som en venlig præsentation af sig selv, og selvfølgelig fulgt af et lille smil. Han havde lyst til at følge op med noget at sige til hende. Måske spørge hende om noget lidt random, bare for at få samtalen til at køre lidt længere... Men han kunne ikke komme på noget at sige. Indtil en lidt sjov strøtanke fløj igennem hans hoved. Hannibal kørte hurtigt en hånd over sine læber og mund, lidt for at skjule et lidt fjollet og kortvarigt grin og et sikkert fjollet smil. Han kiggede på hende. "Så er du jo faktisk... min halv-kusine?" Sagde han lidt muntert og smilte lidt bredere. Poseidon og Hades var brødre, ikke sandt?

Hun lagde hovedet på skrå med er mildt smil, det var virkelig tydeligt at han var, hvis nogen havde hørt ham, villet de helt klart have grinet, for der var ingen som troede på at hades børn kunne være søde. Hun lo kort og smilede skævt til mig ham. "Det er ik det. Men tak. Det er mest fordi jeg er hades barn. Dem der ligger nederst i fødekæden hvis man kan sige det. Zeus børn" hun pegede hen hvor der stod et par smarte unge. "Er helt klart dem alle vil være, eller med alle mener jeg dem som faktisk vil være her og har det dårligt med sin gudforældre. Så kommer din far, lige efter Zeus. Da de begge to er meget mægtige gude.
Man har rigtig mange fordomme og Gud og hver mand" hun smilede blidt og venligt. Hun fortalte egentlig dette til ham, fordi der var ingen som havde advaret hende om den skæbne hun stod overfor.
Hun nikkede roligt, "jamen hyggeligt at møde dig Hannibal, søn af Poseidon" sagde hun med en majestætisk accent og et drillende smil.
Hun kiggede lidt ind i ilden og fik flammerne til at danse rundt om hinanden. En evne alle hades børn havde. Og som de kunne gøre stor skade med.
Hun kiggede hurtigt på ham. Et venligt smil var formede på hendes læber. "Ja det er vi vel, og velkommen til lejren, jeg er sikker på du får det godt hvis du holder dig til de rigtige typer" hun nikkede. Hun strøg hånden gennem sit hår hurtigt og ruskede lidt i det så det ik sad helt klinet til hendes ansigt og skuldre.

Man skulle lige vænne sig til at man helst skulle introducere hvilken gudeforælder man havde oveni. Det var som om at det var typisk at man skulle dømmes ud fra hvilken gud man var søn eller datter af. Lidt underligt, men sikkert meget fornuftigt, da det jo egentlig var meget vigtigt. Det var jo trods alt grunden til at man var der. Men det var også lidt underligt. Siden han var kommet til, havde han også lidt fået den samme breefing som Lynie begyndte at give ham. Hannibal lyttede interesseret og fulgte hendes blik og hendes hentydninger. Her fik man en masse at vide. At Hades Børn var åhh så mystiske og farlige, og at børn af Ares var ihh så brutale og onde. Men Hannibal var blevet opfostret af en søn af Ares, hans stedfar. Og han havde altid været flink mod Hannibal, så det var måske ikke altid rigtigt? Og med det førstehåndsindtryk han havde fået af Lynie, så troede han nu heller ikke det passede i hendes tilfælde.
Indtil videre forblev han bare stille og smilte til hende som hun smilte til ham. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hendes introduktion af hvad der åbenbart var lejrens hierarki. Det var vel bare sådan det var i de flestes øjne? Dog, efter at have betragtet flammerne lidt... dansede de? Han vidste ikke helt. Men dette var jo også et lidt underligt sted, så måske var det altid sådan? Han rystede lidt på hovedet og lænede sig lidt imod Lynie. "Så... fordi jeg er søn af Poseidon... synes du så jeg er sej?" Lød det blot en smule drilsk fra ham. Men han var dog en smule forsigtig, og det var også sagt i en lidt mere munter og lavmælt tone. Det var lidt for at gøre en smule grin med denne forståelse for et hierarki. Han smilte lidt for sig selv, og lænede sig tilbage med blikket lidt mod jorden, og hænderne igen gnidende mod hinanden. "Nej.. jeg vælger selv hvem jeg bruger tid med. Ingen underlige ideer og regler skal bestemme det for mig." Igen blev det sagt lidt forsigtigt. Det var jo ikke fordi han ville sige at alt hvad hun lige havde sagt var vrøvl. Men der var altid undtagelser. Noget sagde ham også at hun lidt undervurderede sig selv, blot fordi hun var datter af Hades?

Der var selvfølgelig undtagelser som hende hos alle gudbørn. Man skulle bare grave godt ind for at finde dem. Fordi de mest gemmer sig bag en facade for at være som deres gudsøskende. Lynie havde dog ik mødt nogen endnu. Udover Hannibal selvfølgelig. Men han havde heller ik været her så længe så ham har de ik kunnet få ind i alt det endnu.
Hun lo lidt af hans spørgsmål. Lidt drillende spørgsmål nok. Hun kiggede på ham. "Umm... Jaaa sej er du vel, men om det er pågrund af din far, ved jeg ik" hun smilede mildt og blinkede med det ene øje før hun rettede sig op.
Hun lagde benene over kors og kiggede igen ind i ilden. Imens hun oss holde øje med andre, der var nogen overrasket øjne på hende, mest fordi der var en der snakkede til hende og hun snakkede med. Det var ligesom om folk holde folk væk fra hende, men det gjorde de jo oss på en måde... Ve at fortælle. Uuuhhh! Så skrækkelige historier om hendes søskende og hende. Hun knyttede sine næver til knoerne var helt hvide. Det irriterede hende grænseløst at de kiggede.
Hun kiggede pludselig på Hannibal med et lidt fjern blik. Men et blidt smil kom frem.
"Jaja helt klart du bestemmer selv... Jeg prøver bare at hjælpe"
Det sidste sagde hun lidt lavmælt. Hun kiggede ned i jorden for at undgå andres blikke. De kiggede hende bare direkte ind i hendes øjne. Hvilket ik var særlig heldigt hvis hun blev irriteret.

Hannibal lagde godt mærke til at nogle kiggede lidt nysgerrigt imod de to. For nogle var det vel også meget usædvanligt at se en datter af Hades, føre en sådan fredelig samtale. Men Hannibal var ligeglad, og forsøgte derfor at ignorere de mange blikke og nysgerrige mennesker omkring dem. Det var egentlig en sådan opmærksomhed han hadede. Men det betød ikke at han havde lyst til at stoppe denne samtale, blot for at slippe for opmærksomheden. Desuden... var det nu alligevel meget hyggeligt at sidde der ved ilden. Og så kunne det for hades være lige meget hvem det var han snakkede med. Han var sikkert heller ikke særlig populær - Sønnen af Poseidon der hverken kunne eller ville slås - nogle måtte syntes det var ynkeligt. Så måske var de to et godt samtale-makkerpar? 
Hannibal så vel ikke rigtig sig selv som en 'sej' person. Men det var nu meget sjovt, hendes svar. Så han smilte lidt bredere og skævt inden han kiggede væk fra hende. Vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det. Så hvorfor ikke bare betragte flammerne lidt? Igen vendte han sine håndflader imod bålet, og kiggede lidt rundt. Men det gjorde han dog ikke længe inden han lænede sig imod Lynie med et lille smil. "Tak for hjælpen, Lynie." Hun hjalp skam også. Nu vidste han i det mindste hvordan de fleste så på hinanden i dette åbenbare hierarki i lejren. Så nu vidste han jo også hvem det måske skulle være han skulle undgå i fremtiden? Lynie var dog ikke en af dem. Han vidste dog ikke så meget om hende, endnu. Men det kunne jo være at han ville finde ud af noget mere hen ad vejen? Lidt akavet, vidste han ikke rigtig hvad han skulle sige mere. Og endte igen med bare at gnide sine hænder imod hinanden og kigge både på sine hænder og på bålet.

Hun sad lidt og kiggede ind i flammerne med et tomt og sort blik. Hun skævede nogle gange til de andre som var rundt omkring, om de kiggede. Og det gjorde de selvfølgelig. Hvad skulle forhindre dem. Hun sukkede dybt og slog armene om sig selv. Nærmest for at gemme sig.
Hun kiggede roligt på Hannibal, han var lænet hen imod hende med et smil. Hun smilede blidt, men anstrengt tilbage til ham. "Det var så lidt, jeg håber du kan bruge det til noget" sagde hun smilende.
Hun sad lidt igen, kiggede på de andre. Kiggede på ilden. Inden hun kom i tanke om noget.
"Så... Hvordan fik du at vide at du var en halvgud?" Spurgte hun og kiggede på ham igen, bare for at undgå øjenkontakt med nogle andre, men oss fordi hun ville være høflig.

Hun havde det tydeligvis som ham. Det var i hvert fald tydeligt for Hannibal at se, at hun ikke brød sig om de blikke der blev vendt i deres retning. Hannibal havde intet at skjule, ingen dårlig selvtillid at skinne igennem med. Han var bare ikke vandt til opmærksomhed, og slet ikke vandt til at have så mange andre omkring ham. Efter at være kommet fra et lille samfund i Sverige, til Halvblodslejren - kunne det godt være svært at vende sig til mangfoldigheden.
Hannibal kiggede opmærksomt og lyttede nysgerrigt til hendes spørgsmål. Et lille smil viste sig på hans læber idet han kiggede væk. Ikke lang tid tænkte han over hvad han skulle svare, inden hans læber blev adskilte. "Jeg tror... at jeg altid har vidst det." Lød det først fra ham og han rynkede sine bryn imens han huskede tilbage. Det var lidt svært at adskille, det eksakte tidspunkt hvor han fik det at vide. Han kiggede lidt rundt, men fandt det nu meget rarere at kigge på Lynie. "Jeg tror ikke Poseidon vidste at jeg var født, indtil for et par uger siden, hvor han sagde at jeg skulle komme her." Lød det først fra ham, efterfulgt af et lille smil. Det var lidt sjovt. Han var en Gud... men ikke engang Poseidon vidste alt. "Min mor... min mor mødte en mand ved navn Hank, en Amerikaner. Hank var søn af Ares.. så han lærte mig hvad det ville sige at være Halvgud." Forklarede han videre, dog med en pause da han nævnte hans mor. Hans mor... Hank... begge var døde nu.

Hun kiggede rundt, ligesom for at se hvor mange der egentlig kiggede på hende, på dem. Men det skulle hun ik rigtig havde gjort. Hun fik det bare endnu dårligere af det. Der var virkelig mange. Mange der kiggede på dem. Mange der bare stod og hviskede. Ikke noget hun kunne rigtig høre, men hun vidste at det var om dem der sad og snakked.e
Hun tog en dyb indånding og valgte at vende alt sin opmærksomhed mod Hannibal, bare lukke alt andet ude. Hun smilede anstrengt og lyttede til ham.
At han altid havde vidst det var ret underligt, men det måtte ogs være dejligt, altid at vide hvad der var galt med en, før man fik det at vide på en måde som ik var særlig sjov.
Hun turde ikke at kigge andre steder hen, hun ville bare se alle de dømmende mennesker.
Og så at han havde en stedfar som faktisk ogs var halvgud, det gjorde det hele meget lettere jo. Man følte sig mere velkommen, ville hun tro. End hun nogensinde havde følt sig.
Hendes første venskab startede med et tilbud om død… Dette var et meget usædvanlig møde hun havde her. Med en hun talte nogenlunde godt med.
"Jamen… Det lyder jo nærmest… Dejligt, at du har haft Hank til at fortælle dig om det her." sagde hun og smilede roligt.