Hvorfor meldte jeg mig til det her? -Kiara

Tid: Aften, de fleste sidder i amfiteatret og venter på at alle der vil optræde har optrådt
Sted: Amfiteatret
Omgivelser: Halvguder og lærerne og satyrer
Vejr: Koldt og skyfrit

Amethyst så op på den optrædende dreng der spillede på lut og fortrød lige med det samme at hun sagde hun ville optræde denne aften, hun havde jo ikke lyst!
Da drengen var færdig klappede alle, især hans søskende fra... Hermes hytten? Oplagt bud da det var en virkelig, virkelig stor, i forhold til de ændre og især hendes egen, Artemis hytten.
Faktisk var der kun to halvguder. En pige fra Apollon hytten, med langt, langt lyst hår og med en lys og venlig stemme publicerede hun det næste nummer, Amethyst.
Der blev klappet og piftet ude blandt lejrdeltagerne. Hun smilte og gik op iført en skinnende hvid kjole og en halskæde med amethyster og to øreringe også med amethyster.
Amethyst smilte lidt forsigtigt og begyndte at præsentere sig selv.
Efter det begyndte hun at synge, først lidt svagt, men efter lidt begyndte der at komme mere lyd i hendes stemme og hendes selvtillid voksede tone for tone.
Hun smilte større og hendes smukke øjne strålede.

Udseende: En hvid hættetrøje med print af en lyserød Muffin på front. Et par hullede, lyse cowboy slimjeans. Et par sorte, slidte Converse sko. Håret er som på avataret. Samt en masse farverige, gummi armbånd om venstre håndled, og en halskæde, der hænger udover hættetrøjen, en farverig slikkepind.

Kiara bed sig lidt i underlæben. Hun sad sammen med de adre fra Hermes-hytten. Hun anede ikke, om hendes far var Hermes, men siden hun intet signal havde fået, så anede hun heller ikke, hvem der var hendes far. Hun lænede sig tilbage i stolen og hvilede sine fødder på ryglænet på tilskuerstolen foran hende, hvor ingen sad. Hun lagde armene om sig selv, idet hun kiggede rundt.
Hun vendte sit blik op imod scenen, da en pige trådte op og lidt efter begyndte, at synge. Det lød meget usikkert i starten, men derefter blev stemmen mere kraftig og mere selvsikker. Hun kunne godt lide pigens stemme. Hun sad helt stille og betragtede hende, mens hun sang.

Amethyst sluttede sin sang, som blev mindre og mindre højlydt.
Da hun var helt færdig lød der en kæmpe klapsalve og nogle piftede.
Amethyst smilede og mærkede hvordan tårerne pressede på, hun havde aldrig sunget for hele lejren før, faktisk kun for Nico. Og nu.. nu klappede alle og de kunne virkelig lide det.
Ud af øjenkrogen henne ved Poseidons børn, kunne hun se Nico se meget selvglad ud med et udtryk der sagde: hvad-sagde-jeg?
Hun ville virkelig gerne vrænge ansigt af ham, men ikke nu. ikke foran hele lejren.
Hun så hen mod der hvor heras børn ville sidde, vhis der var nogen. Hen på Zeus´s børn, hen på Artemis´s børn og hen på Hermes´s børn og de ukategoriserede.
Hun havde set de fleste før i løbet af sine 6 år i lejren. Undtagen en, en pige med lyst hår dre også sad og klappede.
Amethyst skrev sig bag øret at hun ville sige hej til den nye pige efter de sidste havde optrådt og de havde fået nogle beskeder, hvis der var nogen...

Kiara kiggede rundt på lejrdeltagerne, da de begyndte at klappe. Hun brød sig ikke om bare, at begynde at klappe, sæt nu man slet ikke skulle klappe og hun så sad der og klappede som den eneste. Men nu klappede alle, så klappede hun selvfølgelig med. Hun rettede sig lidt op på stolen. Pigen havde gjort det virkelig godt. Hun kunne virkelig godt lide hendes sangstemme, den var speciel.
Hun hvilede sine hænder i sit skød, da folk stoppede med at klappe. Hun lænede sig tilbage igen og gled lidt ned. Hun sad behageligt sådan der. Gad vide, hvor mange flere, der skulle op og optræde? Hun havde altid haft en drøm om, at stå på en scene, men hun duede ikke til, at synge eller spille på noget instrument, som sådan. Hun var dog i gang med, at lære, at spille guitar, og kunne da lidt klaver, men det var ikke til, at prale af.

Amethyst gik smilende og med tårer løbende ned af kinderne, ned af trapperne og over til hendes halvbror ved Artemis's pladser.
Eter et lyrenummer og endnu en sang, blev det tid til nogle beskeder.
Der var ikke mange, kun to faktisk.
Men de var så også lange og meget uddybende, men alt i alt var det at man skulle huske at ofre til sin forælder og at der IKKE måtte blive nogen skumfiduskampe.
Ved den sidste besked var der mange der buhede, alle elskede at kaste med skumfiduser og kæmpe mod hinanden med skumfiduser.
Amethyst kiggede over på den nye pige og skrev sig bag øret for anden gang at hun skulle huske at hilse på den nye pige.
Da Chiron var gået ned og Hr. D havde givet sin besked på ca fire til fem stavelser, hvilket mange af lejrdeltagerne fandt vældig tilfredsstillende, da de ikke gad vente på at de lange beskeder blev færdige.
Da alle beskeder var givet, gik de fleste tilbage til deres hytter.
Amethyst begyndte at løbe hen mod Hermes hyttens pladser for at indhente pigen med det lyse hår. Hun så hen over hovederne på de mange Hermes børn og de ukategoriserede, indtil hun fik øje på den nye pige.
Da hun var tæt nok på hende, greb Amethyst fat i pigens skulder og standsede hende ´flugt´.
"Hej, er du ny?", spurgte hun venligt og med et smil på sine læber.

Kiara rynkede på næsen. Hun betragtede pigen, da hun trådte ned af trapperne. Hun kunne se, hvor glad pigen var. Hun smilede, samtidig med, der løb tårer ned af hendes kinder. Hun blinkede lidt med øjnene, idet hun kiggede op imod scenen igen. Chiron, aktivitetschefen, begyndte at tale. Hun kneb øjnene lidt i.
Hun kiggede rundt. Hun kiggede rundt på de mange lejrdeltagere. Hun kunne huske, Chiron havde fortalt, at nogen kun var der i ferierne, mens andre var der hele året. Hun kiggede ned imod sine hænder. Hvad skulle hun selv vælge? Hun ville jo gerne være sammen med sin mor også.
Kiara rejste sig op, da Chiron og hr. D blev færdige med deres beskeder. Hun havde nu ikke lyttet så meget efter, ville hun gerne indrømme. Hun bed sig lidt i underlæben, idet hun fulgte med de andre, uendelig mange lejrdeltager fra Hermes-hytten. Hun begravede hænderne i den store lomme på hættetrøjen og vendte blikket nedad.
Hun stoppede forskrækket op, da en hånd på hendes skulder, fik hende til at stoppe op. Hun vendte sig om og stod ansigt til ansigt med en pige. En pige, der lignede en, på hendes egen alder. "Øh, ja, det kan man godt sige, jeg er."

"Hvornår kom du?", spurgte hun smilte venligt.
Hun så sig lidt om efter en bænk hvor de kunne sidde og tale i fred.
*Dér!*, tænkte hun og vinkede til pigen for at signalere at de skulle derhen.
Hun førte an gennem mængden der langsomt begyndte at tynde ud.
*Herligt.*, tænkte hun da de endelig kunne sidde ned.
"Er der komfortabelt i Hytte 11? Du er vel ukategoriseret, ikke?", spurgte hun da pigen også var kommet hen til bænken.

//Sorry, min krea løb sin vej, jeg skal ud og indfange den igen ^^

// Helt i orden. ^^
Anyway, ved der står, jeg er sat som Zeus' datter, men lige i dette emne, aner jeg ikke, hvem der er min gudeforælder. ^^

Kiara kiggede på hende. Hun kneb øjnene lidt sammen og kiggede rundt. Hun så på pigen igen, der gav hende et signal om, at følge med. Hun fulgte med hende. Hun havde ikke svaret på pigens spørgsmål endnu, men nu hvor hun kunne se, de var på vej hen til en bænk, kunne da bare tale videre der.
Hun satte sig ned, da de nåede frem til bænken. Hun trak sine ben op under sig og lod sine arme omfavne dem. Hun kiggede på pigen, der sad ved hende side. Hun smilede venligt og imødekommende. Pigen var den første, hun havde talt med. "Jeg ankom for et par dage siden," sagde hun endelig og nikkede så kort. Hun tænkte lidt over det sidste spørgsmål, inden hun rystede på hovedet. "Der er mange. Propfyldt nærmest."

Amethyst smilte til hende.
"Jeg ankom for 6 år siden", sagde hun med et stille smil på læberne.
Måske kunne denne pige godt blive en veninde.
De var jo nogenlunde jævnaldrende, hvis man kun dømte med øjnene.
"Ja, der kommer jo altid flere og flere til og de der kommer skal jo ha' et sted at være.", hun smilte til pigen ved hendes side."Men ihvertfald skal du glæde dig til at flytte hen i den hytte du hører til."

Kiara kiggede smilende på pigen ved sin side. "Wauw. Seks år siden?" spurgte hun og lavede i et øjeblik store øjne. Pigen måtte jo kende alt til stedet. Måske kunne hun hjælpe hende? Som en slags mentor? Måske en veninde?
Hun smilede til hende. "Jeg glæder mig virkelig til, at komme ud af Hermes-hytten, det er forfærdeligt!" Hun lo lidt, "jeg glæder mig i det hele taget til, at finde ud af, hvem der er min forælder. Jeg ved bare, det er en Gud og ikke en Gudinde." Hun kiggede lidt rundt med et lille smil over sine læber.

Amethyst smilte tilbage og sagde:"Seks år siden, jeg kender nærmest alt."
Måske hun kunne hjælpe pigen, med at finde sig til rette her?
Men den mistænksomhed der havde groet sig fast i de år hun var på flugt, nagede hende stadig.
Her sad hun og håbede på at blive veninder med en hun ikke engang kendte navnet på!
"Hermes hytten er fin, i de første dage. Men på den 3. dag er den ret... irreterende"
Hun smilte venligt og fingererede lidt ved sine keramikperler. Nr.2 havde en måne og nogle stjerner på. Det var det år Artemis bød hende velkommen som hendes datter, det bedste år indtil videre.
" Det skal du også... det er fantastisk. Et minde, der hvis du er heldig, bliver valgt til symbolet på årets perle."
Hun tog hendes egen halskæde af for at demonstrere.
Hun pegede på perle nr.2 og fortalte:"Dette er perlen der viser det år min mor, Artemis vedkendte sig sit moderskab. Mit bedste år indtil videre."
Hun så op på pigen og afventede reaktion.

Kiara kiggede smilende på hende. Hun skar dog en lille grimasse. "Jeg finder dem i hytten rimelig irriterende," mumlede hun og trak på skuldrene, "jeg har godt nok også et stort temperament. Jeg bliver ret hurtigt irriteret." Hun tilføjede det sidste. Hun kunne lige så godt vide det, så derfor, så kom hun med det. Hun? Kendte hun overhovedet pigens navn?
Hun kneb øjnene lidt sammen, da pigen begyndte at tale. Hun holdte noget fremme, noget, der lignede en halskæde med et par perler på. Hun studerede perlerne, mens pigen fortalte. "Sejt! Tror du også, jeg får sådan en?" spurgte hun nysgerrigt. Hun elskede smykker, accessories. Hun elskede det bare, hun kunne aldrig få nok! Og det, som pigen fortalte, betød noget. Hun elskede især smykker, der havde sin betydning.

Amethyst lagde hovedet lidt på skrå, så de brune lokker faldt ned til den ene side.
Hun smilte lidt til pigens grimasse.
"Sådan er det for alle, men jo længere tid man befinder sig i alt rodet.", hun holdt en lille pause og så lidt op på himlen."Ja, så vænner man sig efterhånden til det."
Hun grinte lidt og sagde så:"Men mon ikke at du inden for de næste fem år får lov til at flytte til en anden hytte?"
da pigen ved hendes side havde snakket igen, så hun undrende på hende."ja, selvfølgelig får du en. Så snart du har gennemført et års træning får du en perle."
Hun havde stadig det undrende glimt i øjet og spurgte så:"Har dine hyttebofæller ikke fortalt dig det?"
Alle vidste jo det med perlerne, men vhorfor vidste pigen det ikke?
"Hvad hedder du forresten?", spurgte hun efter at ha´ mindet sig selv om at hun skulle huske at spørge om navnet på pigen.

Kiara kiggede på pigen ved sin side. Betragtede hende. Hun bed sig lidt i underlæben. "Men nu tænker jeg; hvad nu hvis, min far rent faktisk er Hermes? Så skal jeg forblive inde i hytten foraltid!" Hun lød helt sørgmodig og bedrøvet tilsidst.
Hun lod et suk undslippe hendes læber, idet hun kiggede på hende. Hun rystede på hovedet. "Nej, det har de ikke. Jeg snakker ikke med nogen af dem, hvis jeg skal være ærlig. De virker så.. underlige alle sammen," forklarede hun, "ved du endda hvad? En af dem var faktisk ved, at stjæle mine Converse sko her i går!" jamrede hun og slog ud med armene. Hun havde det forfærdeligt i hytten. Hun gad ikke være der mere snart.
"Kiara," præsenterede hun sig selv og droppede mellemnavnene og efternavnet, det kunne komme senere, "og du?"

Hun så medlidende på pigen.
"Bare rolig, hvis din far virkelig var Hermes, ville du finde på noget. Du virker som en smart pige."
Hun studerede pigen lidtm næh der var inegn af Hermes-børnenes træ i hendes ansigt.
"Men jeg tvivler, du ligner ikke en af Hermes´s børn.", sagde hun og smilte beroligende til hende.
Hvad mon hendes navn var?
"Nogle her, mellem os sagt, er ikke alt for smarte. De gør ting de ikke burde, men de mener det ikke ondt. De ved bare ikke bedre.", sagde hun og grinte lidt."På mit første år her, blev alle mine turkise trøjer taget. ikke min grønne, ikke min røde. Mine to turkise."
Hun så på pigen og hørte godt efter hvad pigens navn var, hun ville helst ikke sidde som en tåbe og spørge:"Øh, hvad var dit navn nu?"
Kiara... smukt navn. Smukkere end hendes eget navn, Amethyst. Hvad havde hendes mor lige tænkt på? At opkalde sin datter efter en sten, helt ærligt!
"Amethyst Cassandra Antonia Nellie.", hun smilte og tænkte lidt."Men bare kald mig... Cassandra eller Nellie. bare alt andet end Amethyst."

Kiara kiggede på hende. Hun tog sine hænder op og rørte lidt ved sit ansigt. Nårh ja, træk. Hvis hun, som pigen sagde, ikke havde trækkene, så var der måske stadig en chance for, hun rent faktisk tilhørte en anden Gud end Hermes. Tanken fik hende til at smile bredt.
Hun lo lidt. "Kun dine turkise?" spurgte hun og løftede begge øjenbryn. "Det lyder altså godt nok lidt sært, men ja, okay. Jeg kan godt se, hvad du mener." sagde hun og kiggede smilende på pigen. Det lød underligt, at det lige præcis kun var pigens to turkise bluser og ikke de andre farvet.
Hun slog sine arme omkring sine ben. "Det var et langt navn," sagde hun, efter pigen havde talt færdig, "men jeg skal nok kalde dig for.. Nell, så?" foreslog hun og kiggede smilende på pigen. Hun kunne ellers godt lide hendes fornavn.

Amethyst smilte til Kiara, som så både lettet og virkelig glad ud med tanken om at hun ikke var datter af Hermes og kunne komme til at flytte ind i en anden hytte om lidt tid.
"Kun mine turkise, som sagt er nogle af dem i Hytte 11 lidt... underlige.", hun kiggede sig omkring for at tjekke at alle fra Hytte 11 var væk, undtagen Kiara selvfølgelig.
Det var rart at kunne tale med en der forstod det, en der ikke bare lod som om personen forstod. Men en der virkelig forstod.
"Ja, men der er ikke rigtig noget jeg kan gøre ved det.", smilte hun og tænkte lidt på navnet Kiara havde foreslået... Nell?
"Nell lyder fint i mine ører, bare det ikke er Amethyst.", sagde hun og grinte lidt.

Kiara nikkede lidt. Hun kiggede lidt rundt, inden hendes blik landede på Amethyst igen. Hun smilede lidt. "Det lyder sært," sagde hun og nikkede endnu en gang. Det gjorde det altså. Kun de turkise. Hvad var der lige med folk og turkise bluser?
Hun nikkede så lidt til hendes svar. "Ja, det er de i hvert fald," sagde hun, idet hun tog hænderne op foran sig, "ikke for, at nedgøre nogen vel? Men det er de faktisk." Hun nikkede lidt, som sad hun i sin egen verden og ikke tænkte over, hvad hun lavede i den virkelig verden.
Hun kiggede så på sin nye veninde igen med et smil. Hun kunne godt lide Amethyst, eller Nell, som hun nu skulle begynde at kalde hende. "Det lyder fedt!"