Welcome to camp halfblood ~Elliot

Tid: En halv time efter middagsmad
Sted: Skoven
Omgivelser: Natur
Vejr: Stille og roligt, en blid vind, ikke en sky på himlen, men stadig lidt køligt

Ashley havde ikke rigtig noget at lave da hun jo ikke måtte træne. Og der var to grunde til det. Den første var jo det store sår hun havde på venstre side af sin skulder og hals efter at en Kimære havde prøvet at bide hendes hals over, men ikke havde kunnet fået ordenlig fat da hun blev ved med at kæmpe videre. Den anden grund var påskyldt af det samme væsen. Den selv samme Kimære havde bidt hende med sin slangehale i armen og den gift flød stadig rundt i hendes årer, den ville ikke forsvinde så derfor healede hendes sår langsomt, det var flere uger siden at hun havde fået bidsåret, og hun havde drukket gudenektar tre gange om dagen i små portioner.
Nåh, men nu sad hun i hvert fald på en væltet træstamme med sin læderjakke, som stod åben og viste hendes hvide bluse og hun havde et par helt normale mørke jeans på og et par sorte converse. Hendes hår lå ned omkring hendes ansigt og skjulte hendes ansigt og de følelser det måtte vise. Et lille vedhæng kunne ses i hendes hænder, det var en medaljon og den var i et sort materiale, som ikke fandtes andre steder end i Hades og her i lejren. Hvad der fandtes i den medaljon kendte ingen andre end hende til, og sådan ville hun gerne have at det fortsatte. Et lille suk gled over hendes læber og hun lukkede medaljonen og lagde den tilbage ind under hendes bluse og hun strøg håret væk fra ansigtet og så rundt i den halvdunkle skov med sine klare, blå øjne.

Elliot havde begivet sig ud i skoven, faktisk var han faretvildt, og at råbe om hjælp, det nægtede han simplehed at søge efter hjælp. Skidt for skidt han gik knækkede han små grene. Et svagt suk undslap hans læber og bllikket gik rundt. Gad vide hvilken retning er bedste.. tænkte han og stod for en kort stund stille. Elliot stod og lyttede, hvor var der larm eller stemmer henne? Mod nord? Eller mod øst? Han så sig om og gik dog videre. Hænderne blev lagt i lommerne og hovedet blev forbøjede over.
Han havde helt normalt hverdags tøj på, han havde ikke prøvet en rustning endnu, eller noget våben. Han havde en mørkerød og mørkeblå stribet og nogle lyseblå bukser samt nogle brodorødeconsvers. Han stoppede op da han så en person. Det så ud til at være en pige bagfra. Han stirrede lidt og gik der efter hen mod hende, han sagde ikke noget.
Han stoppede lige bag hende og så ned på hende.

Ashley hørte godt at der var en person der nærmede sig, men hun tog sig ikke rigtig af det før vedkommende stoppede op bag hende. Da lagde hun hovedet bagover og så nysgerrigt op på drengen og smilede skævt til ham. "Jamen, halløjsa," sagde hun med et lille grin og så på ham med sine blå øjne. Hendes stemme havde en smuk, nærmest syngende accent, hvor der lå en anden accent under den.
Hun rejste roligt op og så op på ham, han var nok lidt over ti centimeter højere end ham. "Du ved godt at du larmer virkelig meget når du går, ikke?" Et drillende smil begyndte at forme hendes læber. Hun lagde hovedet lidt på skrå og så nysgerrigt på ham. "Er du faret vild?" spurgte hun blidt og så venligt på ham.

Et lille "Årh" kom ud fraa ham da hun lagde hovedet tilbage, han havde akkkuret stillede sit så tæt på, at hends hoved, somm hun lagde bagover lå ind mod hans mave. Han rettede hovedet ned og så medd store brune øjne på hende. "Halløj..." sagde han tøvende og tog hændernne op af lommerne. Han trak lidt på smilebåndet, men opgave da han ikke magtede det.
Han så underligt overrasket på hende. "Jeg... Det ved jeg? Jeg har ikke taget min fars flyve sko endnu... Har fået andre til at se huset for mig, men ellers ikke noget" sagde han og trådte lidt væk. Han plejede normalt ikke at sige sådan noget, men nu hvor hhun sagde han kunne høres, var det vel oplagt at give et indblik i hvad han var. Søn af Hermes, tyvene, budbringerne og handlsen guden. Og man måtte da sige, Elliot havde fået noget der fra, hans mor kaldte det en sølvtunge, at overtale folk til at sjæle, købe og sælge ting til og for og fra ham. Han havde dog nydt godt af det. Men ikke i den onde forstand. Han agtede dog at sjæle fra sin far.

Ashley smilede undskyldende til ham et kort øjeblik inden hun så på ham med sit velkendte nysgerrige blik og betragtede ham. "Bare rolig, jeg er godt nok en pige, men jeg bider altså ikke," sagde hun blidt og med et drilsk glimt i hendes blå øjne inden hun klukkede blidt. De færreste ville gætte sig til at hun var datter af Hades.
"Aah, en søn af Hermes," sagde hun blidt og så på ham med et skævt smil. Hun havde aldrig rigtig snakket med nogle børn født af Hermes, hun havde ikke rigtig tænkt over det, men hun var bare aldrig rigtig kommet særlig godt ud af det med nogle af dem, så hun havde halvt om halvt opgivet det. "Hades er min far," sagde hun så med et lille grin og trak stille på skuldrene, eller egentlig kun på den højre skulder da den venstre var dækket af et stort sår. "Men i hvert fald, jeg er Ashley," præsenterede hun sig selv og rakte ham hånden med et blidt og imødekommende smil. Hånden og fingrene var slanke og mærket efter mange år i kamp. Det var tydeligt at se, at hun havde været i lejren i lang tid.

Han fulgte hende nøje. Hun bed ikke, godt nok, men havde arhed nu ikke af den grund, skulle han sige hvorfor? Eller bare lade det gå videre. Han havde aldrig været ude for fare, for han havde altid gået sine veje og de folk der var i mod det, havde han blot bedordret dem til at sjæle og så blive taget på stedet. Han talte sig altid fra sine slogs kampe, ufordringer, trulser og det.
"Ja, det da noget du ikke bider mig... Måske kunne du jo blive forgiftet.." sagde han med et lille smil og så til siden.
Det var underligt, at møde en, som var så venlig, han fandt det ikke normalt, hun havde han aldrig rigtig følt sig normal.
"Jeg er Elliot... Og du ved allerede søn af Hermes. Datter af Hades, det må være stort.." sagde han så og gik endnu en gang hen i mod hende. Han så hun kun trak på den ene skuldre og derfor gik ud fra det var en skade. Han anede ikke meget om kamp, men de græskeguder havde han da læst om, bare aldrig troet han var efterkommer af en af dem...

Ashley lo blidt over ham og trak bare på skuldrene. "Jeg har allerede gift i mit system, så mere gør vel ikke noget," sagde hun drilsk og så på ham med et skævt smil. Hun fjernede sin jakke fra sin venstre skulder og trak lidt ned i sin bluse så han kunne se hendes skulder og det store sår hun havde. "Kimærer er nogle værre nogle," sagde hun med et lille grin inden hun rettede sit tøj så det sad som det skulle igen. Ashley havde altid været venlig, for hun vidste hvordan det var når andre var alt andet end venlige overfor én, så hun havde lært af det, så hun var venlig imod andre medmindre de gav hende en grund til det modsatte. De andre af hendes ar var sjældent kampskader, de var dog heller ikke selvpåførte. Hun var blevet mobbet meget i sin menneskeskole og var ofte kommet hjem med slemme sår og mange blå mærker. "Men hvad hedder du så?" spurgte hun blidt og venligt og så på ham med et venligt og sødt smil. Hendes stemme havde en syngende, spansk accent.

Elliot fik et mindre chok over hendes fremvisnigen. Han sagde dog ikke noget, med kiggede kort på det og så væk. Han var ikke så glad for at se sådan noget, men sådan var det jo.
Hans stoppede kort med at trække vejret for at lytte til vinden mod hans øre, en svag sussen ind i øregangen og han tog atter vejret igen.
Han sank en klump da han så på hende, hans navn. Ak ja, hans uamindelige navn, det var udlansk og ikke særligt amerikansk. "Elliot Litthle...." sagde han og så ned på hendes hånd. Han rynkede en anelse på brynene og tog kort tid efter i mod hånden og slap hurtigt igen. Han lukkede munden helt sammen og nikkede svagt. "Er det normalt at have sølvtunge af min slags, altså når man er søn af Hermes?" spurgte han så. Mmåske anede hun hans avr, måske tænkte hun, hvad f*ck snakker han om? Det måtte tiden jo vise.
Han tog en hånd bag øret og kløede sig svagt der, som af tvivelse. Men var der noget at være i tvivl om, han havde jo kun brugt sin evne til at beskytte sig selv mod tyve og andre former for mennesker der ville sjæle fra ham, ved blot at få dem til at være tyve for ham og blive taget af politet, han følte sig dog ikke som en helt, for haan havde skam brugt sin evne til at få ting han selv ønskede, at bruge deres penge eller gøre dem til lokale tyve. Et suk kom ud igennem hans læber, ved blot at tænke på det.

Ashley så godt at han ikke ligefrem var vant til at se sådan nogle sår, og hun var kort bange for at hun havde skræmt ham væk eller noget. Hun smilede dog bredere da han præsenterede sig selv og efter lidt tøven, tog hendes hånd. Hun gav hans et lille klem inden han slap hendes, og hun klukkede blidt og tænkte på, om det mon var fordi at hun var så kold, for, ja, hendes hjerte slog kun omkring tredive gange i minuttet, dét og så den uhyggelige udstråling hun gik rundt med, som nærmest råbte og skreg at hun ikke var helt normal. Den udstrålede kulde, død og nogle gange også smerte, men ja, hvad kunne hun gøre?
"Det er da hyggeligt at møde dig, Elliot," sagde hun blidt og så på ham med varme, blå øjne. "Hvor er du fra? Hvis du altså ikke har noget imod at jeg spørger, jeg er bare nysgerrig, ikke ude på at snage." Hun smilede fjollet til ham et kort øjeblik.
Hun nikkede og smilede mere blidt til ham. "Det ville ikke undre mig hvis det er lige så normalt som når et barn af Hades kan se spøgelser," sagde hun blidt og med et skævt smil om læben. Hun så på den væltede stamme igen inden hun så på ham. "Vil du sidde?" spurgte hun blidt og smilede skævt til ham imens det venlige glimt var tilbage i hendes øjne, efterfulgt af det nysgerrige. Hun var jo en nysgerrig lille satan.

Han bed sig selv i tungen, efter det klem hun gav hans hånd, men alligevel var det rart at møde en pige med kraft i hånde. Hvis han var hetro ville han da helt klart falde for hendes udseende, for hun var køn. Men næh nej, han faldt oftes for pigers personlighed, og hos drengene der var det ligeså meget udseende som personligheden der gal der. Han stod lidt i sin egen verden, da nun sagde han navn, han rettet blikket mod hende. "Jov tak, i lige måde, Ashley" sagde han og smilte skævt. Hendes spørgsmål om hvor han oprigtigt kom fra, det var et spørgsmål han ikke rigtig selv vidste. "Umm... Altså... Jeg ved det ikke rigtigt.. Jeg ved kun at mit navn kommer nær fra noget med Abrabisk i sig.. Men min mor hedder Bonnie så jeg tror jeg kommer oprigtigt fra Norden.. Altså det i Europa.. Men ellers har jeg som barn og baby levet i USA..." sagde han og så til siden. Han anede faktisk ikke om han var en 'renblod' amerikaner. Men hvis han skulle være ærlig, var han okay ligelgad, hen var født og det var det vigtigste, han havde sin tur, men ikke på en gud.
"Se de dø..?" sagde han uden at forføre sin egen sætning. Han blinkede en del, han havde ikke lige regnet med det svar, men sådan måtte det jo være.
Han så på hende da hun spurgte om han vil side, han nikkede svagt med hovedet og satte sig hen ved siden af hende, han lagde hænderne men lårene, som om han var ensom, men ensom, det kunne godt være, han havde aldrig haft en rigtig ven, måske kunne han have haft det, hvis han ikke havde flyttet det meste af sit liv. Ak ja. Alle de steder han havde boet. "Hvor er du da fra?" spurgte han så og så ned i jorden.

Ashley var bestemt ikke en svag pige, næh nej, hun var en pige med en skjult styrke, som hun ikke var bange for at vise. Og det med at falde for folk, der havde de nok den samme holdning, for selvom udseende havde lidt at sige, så var det personligheden der galt, uanset kønnet, for ja, Ashley var jo selv til begge køn. Hun nikkede lidt til ham og grinede lidt inden hun smilede varmt til ham. "Så lidt da," sagde hun med et blidt smil.
Hun lyttede til hans ord og nikkede lidt imens smilede da han var færdig. "Ja, okay, men nationelitet betyder jo intet, det er personligheden der tæller, ikke?" sagde hun blidt og grinede lidt til ham og trak lidt på skuldrene.
Hun smilede undskyldende til ham. "Min far, Hades, er hersker i dødsriget, det følger lidt med," sagde hun med et lille grin og trak på skuldrene. "Man vænner sig til det." Hun så blidt og venligt på ham.
Hun satte sig selv da han nikkede og så så nysgerrigt på ham. Hun havde selv aldrig haft andre venner end en enkelt ældre fyr, som havde passet på hende siden at hun var helt lille, og så hendes barndomsveninde, som desværre blev myrdet som femårig. Ellers havde hun været helt alene, kun med sin moster som familie og fik først rigtige venner da hun kom til lejren. Hun smilede over hans spørgsmål. "España," svarede hun med et lille grin og så på ham med sine blide, blå øjne og lagde hovedet let på skrå. "Jeg boede der indtil jeg var tretten." Hun så ned i sine hænder og hun savnede stedet, sin lille by i Tarifa, den havneby hun var vokset op i.

Han fandt tavsheden mellem dem lidt trist. Og det var endda normalt for ham at der var tavst de steder han var i den menneskelige verden. Mennesker uden evner, uden betydning, dem der troede de var helte bare de reddet et menneske liv. Han ånede ud og rettede blikket mod himlen. "Ak, ja" sagde han ud i det blå. Han havde engang spurgt en pige om hun fandt ham tiltrækkende, hun havde blot grint af ham og listet over til sine veninder og fortalt dem det han spurgte hende om, og ligeså de grinte med hende. Alligevel havde han lyst til at spørge denne Ashley om hun fandt ham tiltrækkende, ikke som en charmende kæreste men som menneske. Han havde ikke sagt til nogle at han var biseksuel, han lod dem leve i truen om han var hetro, og han fulgtes altid med piger til fester eller baller.
Han så på hende, og nikkede til det hun sagde, hun havde ret, det havde skam ingen betydning, og dog. Folk der ikke vidste hvor de oprindeligt kom fra, måtte jo ikke være forkloge. Ellre var det kun sådan han så verden?
Han så endnu en gang ned mod jorden og lyttede til det spanske hun sagde. Han så hurtigt på hende, spansk. Han var en smule overrasket. "Hola mi amiga" sagde han på så godt spansk han endnu kunne. Han kunne sige det og tælle til 3 på det sprog, kun fordi han havde set nogle film på spansk.

Ashley betragtede ham med sine store, blå øjne og et lille smil lå om hendes læber, som altid. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham idet hun hørte hans ord. "Hvordan har du det så med lejren?" spurgte hun blidt og så nysgerrigt og omsorgsfuldt på ham. For sådan var hun bare, hun tænkte på andre, tit før sig selv. "Jeg kan forestille mig at det er en stor omvæltning." Hun smilede blidt til ham og så på ham. Hvis han spurgte hende, ville hun komme med sin ærlige mening, at han så sød og, ja, tiltrækkende ud, det gjorde han, hun holdte sig ikke igen med sine meninger hvis folk spurgte hende.
Hun så på ham med et hævet øjenbryn og lo lidt. "Er jeg det nu jeg skal begynde at snakke spansk og se hvor meget du forstår?" spurgte hun drilsk og blinkede en gang til ham inden hun puffede lidt op i sit hår og så på ham med et lille grin.

Han rettede blikket mod hende og så lidt utilfreds ud med sit blik og minen i ansigtet. Han ventede med at svare på hendes spørgsmål, for han kunne næsten regne det næste ud, omvæltning. "Nej.. Jeg har flyttet en del i mit liv.. min mor er ikke super god til at holde sig på fode med mænd.. Men hun stoppede med at flytte her for nogle få år siden.." sagde han og sukkede. "Eller jeg håber da hun har fattet mit budskab.." sagde han og så op. At havde boede 5 forskellige steder i USA på sine 14 år var meget for ham. Og han frygtede det ville eller skulle ske igen, den dag hans mor lige kom til at blive uvenner med sin kæreste og derfor vil væk.
Han rystede svagt på hovedet og fik en tavs mine igen.
Et lille grin undslap hans læber. "Helst ikke, ellers lukker jeg noget lort ud.. Ikke ment som sådan men i snak.." sagde han og smilte kærligt til hende. Hun var faktisk ikke så slem eller uhyggelig som hun så ud til. Skinnet kan bedrage, det var jo et ordsprog. Og det levede virkelig op til sit navn, hvert fald nu.

Ashley så blidt på ham og nikkede lidt imens hun sendte ham et lille, trist smil. "Så du har aldrig haft chancen for at slå dig ned og få venner?" spurgte hun blidt og smilede let til ham. Hun kunne ikke sætte sig ind i hvordan det var at flytte rundt hele tiden, hun havde aldrig selv prøvet det, men det med venner ... se, dét var noget hun let kunne sætte sig ind i da hun jo selv ingen venner havde haft før hun var kommet ind i lejren. "Jeg krydser fingre for dig," sagde hun blidt og krydsede sine fingre foran ham og smilede blidt til ham.
Hun klukkede blidt over ham og nikkede lidt. "Ja, okay," sagde hun med et lille grin og puffede blidt til ham med sin skulder. Ikke hårdt eller noget, bare et ganske blidt puf. Hun smilede så igen varmt og blidt til ham. Det her kunne godt udvikle sig til et godt venskab, af det hun kunne se nu, og det kunne være rart med en ven i livet, eftersom at Aydan, hendes bedsteven, var blevet forelsket i hende og ... ja, det var ikke endt så godt og hun var stadig utrolig ked af at have mistet ham som ven. Egentlig, så var der meget der var gået galt det sidste stykke tid.

Elliot så på hende, han trak på smile båndet og lagde kkort efter hovedet tilbage. Kunne slå sig ned og få venner, det var nu så meget. "Jeg har aldrig slået mig fast til et sted... Og det har så gjort bare lod som om de var mine venner" sagde han og så på hende igen. Et smile overkom hans læber da hun sagde hun krydseede finger for ham. Det var nu ret så sødt.
Han tog sig lidt til skulderen da hun puffede til ham, han gav hende et lille smølfespark på næse tippen. Han lå mærke til noget. Noget ved hende blev lidt trist. Han rettede blikket ligefrem. Og sagde så med lavmælt stemme "Har du det godt i lejren?" spurgte han så. Hans brune øjne så ud til han ikke havde meget at sige, men alligevel spurgte ind til hende.

Ashley nikkede lidt og smilede skævt til ham. "Det må være trist," sagde hun blidt og så på ham med varme øjne. "Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden mit hjem i Spanien, om det så er lille og beskidt, så har det altid været mit hjem." Hun trak lidt på den ene skulder og grinede stille til ham. Ashley var bare generelt en sød pige, hun passede på sine venner og veninder, hun dolkede dem aldrig i ryggen, nej, hun var en ven for livet.
"Hey!" udbrød hun med en latter da hun fik et lille smølfespark over næsen og hun gned sig over næsen med håndryggen, en nærmest killinge-agtig bevægelse.
Hun så lidt på ham inden hun tøvede og nikkede. "Ja, jeg er bare næsten bare lige kommet igen, jeg havde nogle ..." Hun tøvede og grinede så. "Drenge problemer. Jeg havde en kæreste her, en Artemis søn ved navn Jason, men det gik ikke og vi slog op, og så faldt jeg for en anden og han faldt for mig." Hun sukkede og et smil gled over hendes læber og hendes blik sagde tydeligt at det var gået godt imellem dem, men så gled der en mørk sky over hendes øjne. "Og så blev min bedste ven forelsket i mig." Hun rystede på hovedet og så ned i sine hænder. "Undskyld at jeg bare læsser det hele over," sagde hun så og så på ham med et undskyldende smil. Hun kørte en hånd igennem sit hår og så lidt væk. "Men det er en fantastisk lejr, jeg har fået venner for livet her og jeg er glad for de fire år jeg har tilbragt her, det er et vidunderlig sted." Hun så på ham igen og smilede skævt, men den mørke skygge lå stadig om hendes øjne og det var blevet koldere om dem.

"Trist..?" sagde Elliot, han forstod det ikke rigtigt. Var det trist at han ikke havde boet det samme sted det meste af sit liv, for han måtte jo leve med det til han var voksen. Og det var der ikke længe til. Eller først til august blev han ældre. Han så på hende med nogle store brune øjne. "Det lyder...-" sagde han og tænkte lidt "-rart?" og hævede det ene bryn.
Han trak lidt på smilebåndet og smilte halv charmende til hende. Det var da lidt sjovt at give et lille smølfespark på hendes næse, han ville jo ikke skade hende. "Fra...?" spurgte han inden hun ovehovedet havde fuldført sin sætningen, da han så fandt ud af at hun havde nogle drenge problemer, forstod han det meget bedre.
"Oh....Ja...Det er noget værre rod.. Drenge forstår næsten ingen ting...og tænker ikke altid over hvordan piger følelser" sagde han uden at tænke over han var selv en dreng. Han så på hende og overvejede at ligge en arm om hende, som en slags trøst. Han så kort væk, og vendte igen blikket på hende. "Det er helt i orden. Der er aldrig nogen der har fortalt mig noget om dem selv, som du lige har gjort..." sagde han så og smilt lidt mere, og derefter tog en hånd og lagde den om på anden skulder på hende, den længs væk fra ham. "Jeg håber jeg får nogle lige så fantastiske år som du, dog bare ikke så mange kærligheds problemer.." sagde han så og nikkede svagt forstående til sig selv.

Ashley nikkede lidt, men trak så lidt på den raske skulder. "Det er jo hvordan man ser det, ikke?" sagde hun med et blidt grin og gengældte hans blik med sine helt egne store, blå øjne. Hun grinede lidt og smilede blidt til ham. "Mit hjem virker ikke af meget, men jeg bliver altid mødt af kærlige arme når jeg er der," sagde hun med et lille smil og sukkede længselsfuldt over sin mosters hjemmebagte småkager, for Hades dog! Hun savnede de småkager.
Hun lo blidt over ham og så på ham med et drillende smil om læben og et blidt blik. "Fra Hades, jeg var næsten dernede i et halvt år sammen med min far," sagde hun forklarende og trak lidt på den raske skulder, som om det var helt normalt. Hun lo over ham og nikkede, for at give ham ret. "Faktisk, så forstår min bedste ven det meget godt, men der var den her fyr, Matthew, som jeg virkelig var vild med i en periode, men han kyssede mig og sagde så kort efter at det var forkert." Hun rystede lidt på hovedet. "Han forstod sig virkelig på at lege med piger," sagde hun med et lille grin, glad for at komme af med dén fyr. "Men ellers, så er det da meget pænt sådan som du snakker om dit eget køn på," tilføjede hun drillende og blinkede en enkelt gang til ham.
"Jamen, jeg kan være en meget åben person på visse punkter, det er bare om at spørge mig," sagde hun blidt og så på ham med et skævt smil. Der var bare lige den ene lille ting, for spurgte man Ashley om noget, så skulle man være sikker på at man kunne tåle svaret, hvad end det måtte være, for hun svarede ærligt og holdte nada igen. Da han så lagde armen om hendes skuldre, smilede hun bare op til ham, lagde ikke rigtig noget i det, men hvilede dog alligevel hovedet imod hans skulder, som om de havde gjort det tusind gange før. Det var egentlig meget nemt at være omkring Ashley, hun var stille og rolig, næsten helt nede på jorden, og hun lyttede når andre snakkede.
Hun klukkede blidt over ham. "Det gør du nok," sagde hun forsikrende og smilede op til ham med et lille grin om læben. "Ellers skal jeg nok personlig sørge for at holde alle tøser væk fra dig, så du ingen problemer får." Hun smilede uskyldigt op til ham og mente ikke noget specielt i det, hun drillede ham bare.

Han vidste ikke helt hvordan han skulle tolke det 'trist' endnu, tristhed var ikke noget han helt forstod, måske var han bare uheldig angående det? Han brugte folk, og manipuleret med nogle, dem han ikke brød sig om. Ensomhed forstod han sig dog på, han havde ofte været alene hjemme, ingen mor, en fremmed mand og heller ingen venner, ikke selv de falske var der. Han nikkede en smule tøvende på hendes forklaring om Spanien. Ja, det lød spændende, det lød dejligt; tænkte han. Men hans barndom var forbi, han ville aldrig nogen sinden for den igen, og han agted ikke at tage andres barndom.
Elliot lyttede til det hun sagde, det var da uhør spændende efter hans mening. Han trak dog på minen da han hørte om denne Matthew, sikke en klovn, allerede nu kunne Elliot ikke lide ham, han vidste man ikke skulle dømme personer på omdømme, men han gjorde altså. "Var? Når ja, men som dreng ved jeg jo det?" sagde han og nikkede en smule. Han så på hende da hun lagde sit hoved på hans skulder, han tog det som ingen ting, for det var ingen ting for ham. De var blot venner, ikke mere efter hans mening. Han smilede lidt mere og lagde hovedet mod hendes. "Så må jeg jo bare tage drengene.." sagde han så og så ned, man han kunne kun se hendes næse.

Ashley brød sig selv ikke rigtig mere om Mattie, men ... ja, hvis han henvendte sig til hende, så ville hun snakke med ham, men bare være ... høflig og kølig, han skulle ikke nyde noget af hende mere, især ikke efter at hun havde fået at vide, at han kom sammen med en anden nu. Seriøst, mand! Først hendes halvsøster, Anx, så hende selv og nu hende Shadow, han sprang seriøst fra tøs til tøs til tøs!
Hun klukkede blidt over ham og nikkede lidt. "Det er rigtigt," sagde hun blidt og så op på ham med et varmt og sødt smil. Hun kunne allerede godt lide Elliot, han var helt nede på jorden og rar at snakke med, og efter hendes mange problemer med drenge før i tiden, så var det rart at bare have en ven, som hun bare kunne snakke med uden at han var forelsket i hende eller noget andet. Hun så op på ham, da han sagde, at han så bare ville tage drengene. Hun smilede bredere og klukkede blidt. "Så er der da bare flere piger til mig," sagde hun drilsk og sagde imellem linjerne, at hun selv var til begge køn. "Jeg dømmer ikke, så længe du holder nallerne fra min kæreste!" Hun smilede drillende op til ham og blinkede til ham med det ene øje.

Elliot havde næsten på fornæmmelsen at Ashley tænkte lidt over denne billigedreng. Han vil ikke selv tænke over det, for personen havde ingen betydning for ham, og det fik han forhåbelig heller ikke. Ellers skulle han godt nok charme sig ind på Elliot og feje benenne væk under ham.
Hendes stemme gik lige ind i øret på ham, og blev der for en tid. Hun gav ham ret, og det var skam rart. En person der prøvede at sætte sig i hans sted med få ting, en der ikke bare gjorde ting for sig selv, de selviske typer var ikke det sjoveste, og slet ikke i et venskab. Han smilte skævt over hendes kommentar. Flere piger til hende. Hvor hyggeligt, han tænkte lidt over det, om han skulle spørge om hun var biseksuel af hvilken grund. Han var det af den grund, han fandt piger og drenge lige indbydende, de begge var noget han kunne tænde på.
"Helt i orden... Hvem er det?" spurgte han så og sukkede svagt. Det var unaturligt efterhånden for ham, at sidde det samme sted i mere end 10 minutter!

Ashley smilede og trak sig så lidt væk fra ham og krydsede benene. Hun kunne ikke sidde stille på grund af sin ADHD, det var pisse irriterende og havde virkelig bare forstyrret hende da hun var gået i skole tilbage i Spanien. Hun sukkede lidt og begyndte så at trippe lidt, hun kunne bare ikke lade være.
Hun var biseksuel lidt af samme grund, begge køn var utrolig tiltrækkende og hun tændte skam på begge, men havde alligevel aldrig været sammen med en pige. Hun så på ham og grinede lidt. "Angus, han er søn af Ares," sagde hun med et skævt smil og et blik der tydeligt sagde, at hun var godt forelsket i ham. Hun kørte en hånd igennem håret og tog så en lille flaske op ad sin jakkelomme og åbnede den og drak indholdet roligt. Det smagte præcis ligesom hendes mosters hjemmebagte småkager. Så da hun havde drukket al indholdet, sukkede hun trist og lagde den nu tomme flaske ned i lommen igen, efter at have lukket den. Gudenektar var hun nødt til at drikke for at modvirke giften i hendes årer og hjælpe hende med at få healet såret på hendes skulder.