Bonfire, huh? ~ Elliot :-)

Det var efterhånden blevet ret sent, og Brianna havde besluttet for at tage et smut forbi lejrens bål - lejrbål. Der var som regel ikke rigtig nogen her, på dette tidspunkt, og derfor tænkte hun også at det ikke ville være noget problem for hende. Hun var normalt ikke ligefrem den mest sociale person, men det var såmænd ligeså meget for de andre lejrdeltageres skyld, som det var for hendes egen. De havde skam ikke lyst til at være i nærheden af hende, hvis hun ikke kunne lide dem eller ikke kendte dem. For så var hun i den grad ikke venlig og imødekommende, tværtimod..! Hun holdt sig som regel bare for sig selv, for at skåne folk for hendes uvenlige og indelukkede adfærd, hvilket da egentlig bare var betænksomt af hende! ... Var det ikke?
I hvert fald, kom hun gående med rolige skridt. Hun kunne - heldigvis - ikke rigtig se andre halvguder, så hun behøvede ikke at snakke med nogen lige nu. Okay.. Nu lød det virkelig som om hun bare var en totalt indelukket, bidsk person, men sådan var hun altså ikke.. Ikke kun i hvert fald. Hun havde ikke noget problem med andre folk som sådan, hun kunne bare bedst lide at være alene.. Så havde hun også mere plads. Om det så var til at tænke, slappe af eller tilmed synge en sang - whatever. Hun havde i hvert fald plads, plads til at være sig selv. Det burde folk da egentlig godt kunne forstå, ikke sandt?
Hun satte sig ned nær bålet, og mærkede varmen slikke sig op af hendes bare ben, der kun var dækket af et par shorts for oven. Hun havde godt nok en ret varm sweater på, men hendes sko var heller ikke ligefrem varme. Dog var det så heldigt at det var lunt denne aften. Meget heldigt...

Tøj - minus tasken

Elliot havde snart været på lejren i en uge eller mere, og havde derfor fundet sig bedre til rette ind hos andre. Han sat oppe i et træ, et af de helt store træer nær lejrbålet, og han havde siddet der i snart en time. Den tykke gren han sad på, var så tyk han kunne ligge på den, hans ene ben hang fra ned fra grene, det andet lå langs grenen og ryggen var op ad træstammen. Han hande lukket øjne, for at slappe af. Nogle skidt kom nærmere og han åbned øjne. Elliot vendt blikket ned, og det var en pige der kom hen mod bålet. Hvad mon hun lavede her nu? Det var da rimelig sent, skulle hun mødes med nogle? Eller bare hun bare træt af at have folk om sig hele tiden, og ønskede lidt privatliv. Det var dog umuligt, han var jo tilstede!
Han satte sig op, så begge ben hang fra grenen, og han holdte hænderne på grenen. Han havde aldrig elskede at være i træer, det virkede bare så abe-agtigt. Han så ned på den næste gren, den var ikke så langt der fra, og han skubbede sig selv fra den nuværende gren til den næste. Han fik lige fat med benene, og hang så med hovedet nedaf. "Hvem er du så datter af?" spurgte han bare ud i det blå. Ikke et hej eller et godaften, men et spørgsmål lige direkte til hende! Han ønskede ikke at være uvenlig, men han fandt det meget hyggeligt at vide. Så vidste han hvad han var oppe i mod.

Det kom ikke som en overraskelse da en drengestemme pludselig sagde noget, for Brianna havde allerede hørt ham bevæge sig. Når det gjaldt skoven og naturen, var der ikke så meget, hun ikke kunne. Heldigvis da, for det var ligesom hendes 'element'. Det var der hun brugte det meste af sin tid, og det var der hun allermest elskede at være. Hun fik bare en indre ro når hun var i naturen. Som om hun havde været fanget i et lille rum, men så endelig kunne bevæge sig og ånde frit igen. Sådan havde hun det, når hun var væk fra skoven - væk fra den smukke natur.
Hun kiggede ligegyldigt op, og fik hurtigt øje på drengen. Han så ud til at være på hendes egen alder, men det var ikke til at sige med sikkerhed. Hun sukkede halvirriteret. Selvfølgelig skulle hendes fred og ro afbrydes - og så endda af et hankønsvæsen. Ja. Selvfølgelig. Ironisk nok. Hun kneb øjnene lidt sammen, og betragtede ham i noget tid, inden hun besluttede sig for at svare. Dog ikke bare med navnet, 'Artemis'. Næ nej, så let skulle han da ikke have det! Hun rejste sig op og satte i et kort løb hen mod skoven. Så sprang hun og tog fat i en af de lavest hængende grene, hvorpå hun svingede benene op på grenen. Da hun havde gjort det, bevægede hun sig lydløst, hurtigt og elegant hen mod det træ drengen befandt sig i. Hun stoppede i træet ved siden af, og holdt sig ubemærket i skyggen. "Gæt selv.." Hendes stemme havde en selvsikker og udfordrende klang i sig..

Han hang bare der. Med hovedet nedagf. Han beundret hende lidt. Det var da noget af en tavs pige, efter Elliots mening. Men der måtte vel være en grund. Han fulgte hende med blikket, efter som han kunne se hun ikke være super lad for at se en dreng eller et andet menneske. Han sank en klump og fik lidt urolige øjne, det kunne man se på størrelsen af øjne, de blev åbnet lidt mere op end normalt.
Han så hun nærmest var som en abe i et træ. Hun kom hurtigt og lydløst op til han. Der regnede han guden ud. Artemis. Skovens, Dyrenes og Jagtens Gud. Hans smil blev lidt til et skævt et, sådan ups agtigt men alligevel lidt 'ha-agtigt'. Han tog fat i grenen med sin hånd og hev sig op på grene, Elliot så på hende. Træet over for. Hvis hun angreb ham havde han ikke en jordisk chance! Han kunne være heldig at hoppe til en anden gren og så falde ned, af den grund han ville træde forkert eller lige hoppe få centimeter for langt. "Lad mig gætte.. Du er hurtig og lydløs i et træ.." sagde han og tog hånden til munden i en lille tænke tanke, men tog den ned igen. "Artemis. Ingen anden Gud kan være så natur - smedig i et træ." sagde han og så hen på hende. "Forstyrrede jeg dig...?" såurgte han så efterfulgt og så usikkert på hende, usikkerheden på om han forstyrrede hende, for det ønskede han da ikke at gøre! Han kendte godt til det med at ære fri for andre og være lidt alene.

Når man først havde set hende i 'aktion', var man nok ikke længere i tvivl om hvem Brianna's gudeforælder var. Det var sådan set ret så åbenlyst - hvis da ikke man var komplet hjernedød. Men det var folk selfølgelig også nogle gange, så det kunne man ikke helt regne med. Hun så afventende på ham, da hun var kommet op i træet overfor ham. Hvorfor hun overhovedet tog sig til til at snakke med ham, anede hun ikke. Men måske var det meget godt at begynde at snakke lidt med folk? Hun kunne vel heller ikke være en kæmpe enspænder resten af sit liv - hvor gerne hun ellers bare ville det.. Det ville jo være den nemme løsning, og Brianna havde aldrig været i stand til at afvise en udfordring. Dog ville hun ikke ligefrem gå så vidt, som at blive venner med en masse folk - og en masse drenge. Men hun kunne vel godt føre et par samtaler med diverse folk, uden at der skete noget totalt katastrofalt.. Han så nærmest afventende og en smule skræmt ud, som om hun havde tænkt sig at angribe ham eller noget i den stil.. Det havde hun dog ikke, hun jagtede kun dyr. Og uhyrer, selvfølgelig. Mennesker og halvguder, skulle ikke jagtes. Hverken af hende, eller af andre. Derfor ville hun også helst bare udrydde alle uhyrer, men det var jo ikke bare lige sådan at gøre.. Hun nikkede. "Rigtigt." Okay, det der med at føre samtaler var altså ikke lige hendes stærkeste side, men det var jo også fordi der var meget få personer, hun rent faktisk holdt af at snakke med! Så som Felicia. Hun tøvede lidt. "Og hvad så med dig? Hvem er du søn af?" Hun kneb øjnene lidt sammen, og overvejede det lidt. Hadet til hankønnet, skyldtes nok hovedsageligt sine faderkomplekser, men derudover var det jo heller ikke ligefrem fordi Artemis var specielt glad for dem..
"Nej, det går." Hun tvang et halvt smil frem, og så ham lidt ind i øjnene.