Lejren kan overraske " Alexandra

Det var en eftermiddag, klokken var tæt på at være tre om eftermiddagen. Sønen af Hermes, Elliot Litthle havde være i lejren i næsten en uge nu, og havde derfor valgt selv at træne lidt. Han havde en rustning på som havde været brugt før, selvfølgelig, alle rustningerne havde været brugt før. Man kunne se hans blå-mønstret ærmer fra sin trøje inden under rustningen. Han havde nogle sorte bukser på, det var lidt tæt, men alligevel ikke alt for tætte. Han gik ud mod bueskytte pladsen, han agtede at træne sig i byeskydning. Det var da et sted at starte.
Han gik hen mod pladsen, pil-holderen var på ryggen og buen var i hans hånd. Han havde en lidt afvisende mine på sig, som om han ikke ville tale med nogen som helst. Han havde hørt fra sin mor, og det var på en måde rart men irriternde for ham. Han frygtede at hun haved flyttet nu hvor han havde været væk. Ja, hun havde ville flytte siden Elliot var 15 og det var godt 2 år siden nu. Han sukkede svagt og stoppede hvor han skulle stoppe for at skyde med bue og pil. Han trak en pil,og sat den i buen, hvor efter han til rette sat den. Han begyndte at site med øjet. Han var van til at sigte, han havde gjort det mange gange før, mange af de kvinder hans mor havde haft forhold med, var den slags med våben. Så han kunne sigte med et gevær, og det måtte vel være lidt sværer med bue og pil, det vidste han skam godt. Men når han sigtede tænkte han på alle de lyster han havde haft, lysten til at sigten den mod sin mor og hendes kærester. Men han var aldrig kommet så langt. Men i det han tænkte det, kom han i tanke om, hans mor engang havde fortalt ham at han havde en søster, en søster hun havde adopteret til ham, så han ikke var alene. Men han havde aldrig i hele sit liv mødt eller set denne søster. Han havde kun hørt at hun blev kaldt Alex eller Alexis Litthle. Hans mor havde været den smarte kvinden som hun nu var, at holde hende væk fra Elliot, som om han var en trussel eller kunne få hende til at gøre ting, som kun han kunne få ting til.
Han spændt buen godt og slap den. Pilen ramte skydeskiven, men ikke i midten. Han trak endnu en pil og spændte den, hans greb var fast, nærmest så man kunne se hvor irriterede han var. Han sukkede så dybt og tog en dyb indåning og pustede ud, ligesom at få ro på sjælen igen. Og det fik han, han rettede lidt på buen og sin skulder vinkel, og var klar til at skyde. Han gjorde klar til at skyde, hvor han kunne mærke vinden i håret. Hans brune hår blæste tungt med vinden, og satte sig i en vindblæst frisurer. Han rynkede let på brynene. Hans brune øjne blev sat lidt mere sammenklemt, som han var en super sigter, men ja, det var han så ment ikke.

Alexandra havde siddet og slappet lidt af på en bænk nær bueskydningsbanen. Hun havde et ben på hver side af bænken og en arm hvilende på bordet. Hun havde trænet meget i dag, lidt hårdere en de sidste par år. Hendes lange brune hår var ikke sat op, selv om hun trænede. Hun sad med en bue foran sig og pileholderen på bænkens bord. Hun hørte en bue gå af nede ved banen og hun skimte ud af øjenkrogen. Det var ikke en hun havde set før. Og Alexandra havde jo været her siden hun var lille. Måske var han ny? Eller måske havde han bare været heldig nok til at gemme sig for hendes falkeblik?
Alexandra svang det ene ben over på den anden side, samtidig med at hun fik fat på både pileholderen og buen og begyndte med hastige skridt at gå ned mod drengen. Mens hun gik, tog hun elegant en pil op og satte pilen på snoren og begyndte at spænde buen ud. Hun kiggede sig hurtigt omkring. Der var ikke nogen som kunne blive ramt hvis hun skød. Hun sigtede på det miderste af skydeskiven og stod efter hånden ikke så langt væk fra drengen. Få ti meter måske.
Hun slap snoren og begyndte at løbe hen mod drengen. I kamp med pilen, selv om pilen var meget hurtigere.
Pilen nåede at suse direkte forbi drengens øre i det at Alexandra hoppede op og kastede sig over drengens ryg. Hun satte armene om hans hals og benene om hans hofter. Men hun havde blikket på hendes pil som elegant ramte midten.
Hun havde øvet sig i flere år på at gå samtidig med at skyde, det var jo kun en fordel for hendes træning. Alexis havde en sort t-shirt på med et print af hvidt slattet maling og nogle sorte lettere tætsiddende bukser. Der ud over havde hun nogle fingerløse men lange hansker som beskyttede mod sår fra pilene. På fødderne havde hun nogle normale og hvide sko med sorte polkaprikker.
”Halløj!” sagde hun glad til drengen og kiggede ned på ham. Hun havde brun kant af iris og ellers var hendes øjne blå.

I det Elliot skulle til at skyde, kunne han høre en komme nærmere, og derfor ventede han med at skyde, til personen, troede han, var kommet videre væk fra ham. Men der var noget han ikke forståd, personen kom tættere og tættere på. Han skulle til at skænke buen, kom en pil forbi hans øre, meget tæt på at flå hans øre af. Han stramte grebet om buesnoren om pil, og skulle til at skyde.
Lige i det han slap den, kom en person på hans ryg, han røg frem over, uden at falde, slap pilen og snoren. Pilen rør dybt ned i jorden, ikke langt frem ham. Han tog om pigens ben, så hun ikke faldt ned, selvom hun faktisk allerede selv holdt om ham. Han orkede ikke at smide hende af.
Da hun saged hej, kiggede han op på hende. Skulle han svare hej, eller skulle han spørge om hun prøvede at skyde øret af ham? "Hvad ha..-" sagde han og stoppede sig selv. Han havde mødt to andre piger fra lejren, lidt underligt efter hans mening. Men derefter den tanke forsatte han sin sætning "-Hej.." sagde han lidt afvisende og vendte sig om med hende på ryggen. Han så sig om, ingen andre der havde lyst til at forstyrre ham? Ingen andre der havde lyst til at hoppe på hans ryg? Nej. Hun var den eneste der var tilstede. Var de andre smuttet til noget andet. Han gik hen mod bænkene og gik en smule forbøjede over, ikke fordi han ikke kunne løfte hende, men mere eller af den grund han havde ikke lyst til at bære rundt på en fremmed pige.
Han rettede blikket frem vente svagt hoved, og så på hende ud af øjenkrogen. "Hvad er du for en pige?" spurgte han så og trak en smule på smile båndet. Han var ikke den aller gladeste for at smile til ukendte personer. Men han havde nu heller aldrig ladet nogle kende hans indre. De så altid Elliots facade, ikke andet en hans facade. Han gjorde det oftes af den grund, han var bange for at blive såret. Ingen vidste det, det var heller ikke noget han som sådan tænkte over, han lukkede bare ikke folk ind. Hans mor var heller ikke den der bare kunne vade ind i hans liv, han var, ærligtalt, begyndte at hade hans mor. Hun havde vidst længe at denne lejre var tilstede, at han var søn af Hermes, eller gjorde hun? Hun havde jo årligt 8 kærester, 'hvad mon Far havde set i hende' tænkte han så.

Alexandra smilede lidt bredere da de ikke væltede. Dog kom han til at skyde pilen lige ned i jorden. Den kom nok ikke op før om noget tid... Hvis den over hovedet kom op. Jorden var jo hård og tør. Alexandra kunne mærke at drengen tog fat om hendes ben, og hun spændte lidt. Hun var klar til hvis han ville snorer rundt med hende, hun var jo van til at man kæmpede hvis folk blev sure. Men det virkede som om at han bare holdt på hende. Hun hvilede hovedet på hans skuldre. Alexandra smilede bare et tandpasta smil, da han nok skulle til at spørge hvad hun havde gang i. Han stoppede dog sig selv i midten af sætningen og hun smilede lidt. I det han drejede sig kunne hun mærke en blid vind tage i hendes hår så det næsten fløj om hovederne på dem. Hun grinede lidt. Hun stolede lidt på ham og skyndte sig at stryge sit hår tilbage så det ikke ville genere.
”Alexandra, datter af Afrodite,” sagde hun. Hvis hun havde stået på jorden ville hun havde bukket sig voldsomt forover så håret ville ryge over hovedet, og så klaske det tilbage på ryggen. Bare fordi det var noget hun syntes var dejligt. Altså at få løftet håret en gang i mellem. Alexandra smilede stadig bredt. Hun var en meget smilende pige. Hun kunne se han var på vej hen mod bænkende. Der havde hun jo lige været! Hun overvejede at trykke ham på skuldrende, så han ville dreje et andet sted hen, men gjorde det ikke. Hendes bue hang og dinglede langs hans forkrop og hendes pileholder hang stadig på hendes ryg.
”Og hvad er du for en dreng?” sagde hun, tydeligt for at sige lidt det samme som ham. Kun fordi hun syntes han valg af sprog var lidt sjovt – måske var det bare hendes overraskelse.

Elliot følte en sær følelse af hende, som om han en bislægtning med hende, men det ville var umuligt. Han havde ingen fætre eller kusiner på alder med ham. Han så en anelse på hende, da hun lagde sit hoved på hans skulder. Han skimmede lidt hendes smil. Som en helt model. Mon dog det var inden for hendes fag at være 'model' eller 'hovedmodel' med det smil?
”Alexandra...?” sagde han på en spørgende måde. Arh, mon dog dette var hende hans mor sommetider havde snakket om? ”Datter af Afrodithe...spændende.” sagde han og undlod at kigge på hende. Da han fik hendes hår i hoveder, da hun svang det, tænkte han kort; sommetider er det dejligt at være dreng... uden det LANGE hår. Det var ikke just hans stil at have langt hår, hans fremtidige pige-kæreste måtte da godt, men hans drenge-kæreste måtte for guds skyld ikke! Det var ALT for homoseksuelt til ham. Da han hørte hende gengælde hans spørgsmål stoppede han op. ”Elliot, Elliot Litthle, søn af Hermes” sagde han og sank skulderne lidt. Det virkede så tamt at være søn af en tyv, dog kunne han leve med det, han begyndte selv at sjæle når det kom til stykket, men ikke just de aller vigtigste ting i ens hytte. Han trænede sig selv til at være mere lydløst med fødderne, som Ashley havde sagt, man kunne tydeligt høre ham, og det måtte han jo ændre på.
”Men Alexandra, hvad fik dig til at skyde så...nært mit øre og skulder?” spurgte han hende. Han begyndte endnu en gang at gå hen mod bænken, selvom han teknisk set bare kunne smide hende af, men lidt genletmand havde man vel lov at være.

Alexandra smilede stadig til ham. Hendes smil var stadig stort. Hun nikkede bekræftende med hendes navn. ”Det er bare ikke så spændende som det egenligt lyder,” sagde hun og grinede lidt.
”..Litth...” Alexandra overvejede mulighederne for de kunne være i familie. ”Litthle?” sagde hun overrasket og pludseligt. Kunne de virkelig være søskende? Eller, man kunne vel sige 'søskende' siden Alexandra jo var adopteret. Hun blinkede meget overrasket med øjnene. ”Men jeg hedder også Litthle til efternavn..?”
Alexandra elskede sit lange hår, man kunne gøre så meget med det, og man kunne altid gøre noget med det, man kunne jo også binde det op så det ikke var i vejen. Det gjorde hun ret ofte.
Alexandra trak på skuldrende ”Jeg havde lyst” sagde hun og brød efter lidt tid ud i en lille latter, ”Ej, ville se din reaktion. Jeg er altid sikker når jeg skyder,” sagde hun og smilede igen bred og lidt drillende. Hun var altid frisk. I hvert fald efter hun var tretten. Hun rynkede kort på brynene, da hun kom i tanke om den aften, men slog det hurtigt ud af hovedet. Hun ville ikke ligne et tudefjæs lige nu. Hun grinede lidt pludseligt – ville gerne have et eller andet de kunne snakke om.

//Kan altså ikke skrive mere D://