Something wrong? <.< ~Alexandra

Alexandra sad ved en sofa med en hånd for det ene øje, og den anden hånd der fumlede efter noget papir. Hendes kinder var stærkt røde og ligeså hendes øjne. Hendes hænder rystede en anelse og hendes hår var spredt ud over ryg, skuldre og ned over brystet. Hun havde en lyseblå stor sweather på og nogle meget korte shorts. Hendes fødder var bare og samlet op til en skrædderstilling. Alexandra havde ikke rigtig tal på hvor mange piger der var om hende – det var ikke mange, vidste hun i hvert fald. En måske fire? Hun hørte hele tiden stemmer som sagde at det nok skulle gå, at hun nok skulle komme på benene igen. Der var tale om hendes virkelig gode veninde, som havde fået erklæret leukæmi. Alexandra havde haft et virkelig stærkt forhold til denne veninde. De havde planlagt så meget i deres fremtid. Når de skulle giftes, ville de hjælpe til at finde kjolen og være hinandens brudepiger. Nu var de fleste planer på spidsen. Alt afhængte om hendes veninde ville blive rask. Alexandra turde slet ikke tænke på hvordan hun selv ville reagere, hvis hendes veninde dødede. Sådan som Alexandras opførsel var bare nu var skrækkelig.
Ikke nok med hendes virkelig gode veninde var 'på randen til at dø', så var hun også kommet op at skændes med en ven. Vennen havde beskyldt Alexandra for at skabe rygter. Derfor var der nok ikke mange omkring Alexandra, da vennen nok havde vendt mange mod hende.
De blide og trøstende ord stoppede et øjeblik. De begyndte lidt igen, men blev afbrudt igen. Sofaen løftede sig en hel del, pigerne havde rejst sig. Alexandra vidste på forhånd, at det var en der var kommet, fordi de havde hørt noget med Alexandera. Positivt eller negativt var ikke til at vide. En af pigerne måtte have været nysgerrig, og havde hevet et gardin lidt til siden da man kunne hører en mindre skramlen, som mindede om et gardin.
”Det en dreng, Alexandra,” var der en stemme der sagde. Alexandra peb blot en smule og lod sig glide ned på sin side på sofaen. Hendes røde øjne prøvede at se hvad der skete – det hun kunne se var at pigerne stod ved døren, hun hørte nogle bank på døren igen og en af pigerne åbnede hurtigt døren, men kun så pigens hoved kunne komme ud. Alexandra vidste ikke om pigen sagde noget, men uanset hvad åbnede hun op og fik alle de andre piger med ud af værelset.
Alexandra dækkede sit ansigt og prøvede at være stille og ikke hulke.

Eragon skulle til at banke på døren igen da den blev åbnet og han kiggede ind, han skulle til at spørge hvor Alexandra var men han nåede ikke at se det, der blev bare peget mod sofaen hvor han så kiggede mod den og trådte ind, han stilte skoene og med de bare tæer gik han over til Alexandra som lå på sofaen, han satte sig ned ved hende og kiggede på hende og han kunne se hun havde ligget og grædt. Eragon prøvede at sende hende et trøstende smil men han ville gerne vide hvad der skete. Eragon kiggede på hende og med en finger fjernede han en tåre fra hendes ene øje. Eragon sende hende et roligt nik og kørte sine hænder ind under hendes ben og hendes ryg og gav hende et kram ind til sig inden han løftede hende op. Det var ikke første gang han var i Afrodite hytten så han vidste godt hvor hendes værelse var.
Eragon bar hende ind på hendes værelse hvor han lagde hende i sengen og satte sig ved siden af hende og lagde en blid hånd mod hendes kind for at nusse hendes kind. Eragon kiggede på hende med et roligt blik og ventede lidt med at sige noget til han havde fået nogle ord gjort klar i hovedet til hvad han ville spørge om.
"Lyst til at tale om hvad der er sket eller vil du gerne have jeg ikke skal vide det? Eller noget helt tredje?" Eragon kiggede på hende og lagde sig ned ved siden af hende men lod stadig sin hånd være mod hendes kind og aede den roligt, han kiggede på hende og ventede egentligt på hvad hun ville svare. Eragon ville ikke presse Alexandra, men hvis hun ville tale om det, så ville han lytte til hende. Eragon kiggede hende i øjnene og han lod et roligt blik være der. Eragon rykkede sin hånd fra hendes kind og ned til hendes side hvor han lod hånden ligge der og nusse hende.

(Undskyld korte svar, bliver lidt forstyrret hele tiden lige nu irl :c )

Alexandra kunne mærke at der var en der satte sig ved siden af hende og hun skævede op til ham med næsten lukkede øjne på ham. Hun kunne næsten ikke se noget ud for hendes tårer. En tårer der var på vej hen, ned over hendes næse, fjernede han. Da han så tog om hendes ben kunne hun hurtigt regne ud hvem det var. Eragon. Hun havde lyst til at kramme sig ind til ham, men hun syntes ikke hendes krop ville lytte til hende. Han tog også en hånd under hendes ryg og krammede hende. Det var i hvert fald ham. I krammet kunne hun også lugte det var ham. Hendes ene arm dinglede lidt ned da han løftede hende op og bar hende ind i værelset.
Da de kom ind i hendes værelse lagde han hende på sengen, og hun trak sig automatisk lidt sammen. Ikke af kulde, bare af sengen. Minder fra veninden og hendes ven strømmede gennem hende, og gamle minder som var noget som hun for længst havde glemt kom frem. Eragon satte sig ned ved siden af hende og hun prøvede at beherske sig til at lave et smil som ikke dirrede. Det virkede ikke, så hun opgav. Hendes kind var fugtig og virkede sårbar, derfor førte hun sin hånd hen til hans og løftede hans hånd en en anelse.
Alexandra vidste at hendes stemme var dirrende og ville klar knække over hvis hun sagde noget.
”En af mine” hun bevægede munden men fik ikke hørt selv at noget manglede i hendes sætning ”-inder, har fået...” Hun hulkede lidt. Hun kunne ikke sige det ”Leu.. Le.. Leukæmi,” Hun prøvede at beherske de tårer som frit løb ned af hendes kinder. Når hun snakkede med folk, om de ting hun græd over, væltede tårerne altid bare mere ned. Hun ville blot starte med at fortælle om hende, det var hårdt nok. Men alligevel løb hendes mund i fuldt gear, selv med mange ord som ikke kom med.
”Og så er der – som siger at jeg har – masse rygter og det har jeg ikke!” hun pillede ved et plaster som hun havde på pegefingeren. Hun var bange og nervøs. De rygter som var delt ud, og sagt var hende der havde sagt det. Det var bare forfærdeligt, hun elskede nemlig den ven rigtig meget. Selvfølgelig tænkte Alexandra bare på at så stolede vennen ikke nok på hende, og var ikke en rigtig ven.
Hun havde ikke givet ham lov til at snakke mellem hendes små fortællinger, havde bare fortalt som et vandfald.
Det havde bare været en skrækkelig dag. Hvem ville være den næste der røg? Eragon?
Alexandra var lige glad om han skulle til at sige noget, men trillede halvt over ham og lod en arm snurre sig under hans ryg. Hun begravede sit røde ansigt ned i hans brystkasse så godt som muligt. Hun ville ikke miste ham. Hånden på ryggen greb fat i hans trøje og hendes arm strammede sig om ham. Hendes krop ville være øm i hele kroppen i morgen, hendes mave var allerede meget spændt. I starten havde hun nemlig haft det som om hun skulle til at kaste op og havde spændt mavemusklerne. Hun sagde noget, så højt og tydeligt som hun kunne, men siden hendes hoved var begravet i hans brystkasse blev det blot til en utydelig mumlen. Han måtte ikke forlade hende. Aldrig. De skulle altid have en eller anden form for kontakt, selv hvis de flytter til hver sin ende af verdenen. Skulle altid have en form for kontakt, om det blot var en high-five hvis de passerede hinanden på lejren eller om det var den helt store snak, så ville hun have kontakt med ham. Offentligt eller privat, bare de så hinanden eller hørte fra hinanden. Hun ville få det skrækkeligt hvis hun ikke kunne se ham. Han var jo hendes bedsteven. Han var den der trøstede hende allerbedst, snakkede bedst med hende.
Alligevel var der en masse hun ikke havde fortalt ham. Et kort minde susede igennem hendes hoved, men hun smed det så hurtigt som muligt væk. Alligevel kunne hun ikke lade være med at fælle nogle tårer. Cyrus. Hvorfor skulle han også have været i hendes liv? Siden hun havde været sammen med ham var der kun opstået problemer i hendes liv. Grebet om Eragon blev strammere og strammere. Minderne med Cyrus overtog det meste at hendes tanker. Så godt som muligt fik Alexandra krydset sine ben. Hendes frie hånd havde fundet frem til Eragons skulder og stammede til. Alexandra var jo ret stærk i forhold til at hun ikke vejede en pind og var let at få til at flyve tværs igennem lokalet.

Eragon kiggede på Alexandra da hun trak sig sammen, han kiggede på hende og lod en finger nusse hende blidt på kinden. Eragon vidste det godt kunne tage sin tid, men han ville gerne finde ud af hvad der var galt og han ville lade hende tale ud før han kom med noget, hvis hun havde tænkt sig at tale. Eragon kiggede på hende da hun løftede sin hånd og lagde på hans, han kiggede på hende og sende hende et blidt smil, et smil han håbede på kunne trøste hende. Eragon kiggede på hende på hende og sende hende et blidt blik.
Eragon kiggede på Alexandra og lod sin hånd glide ud af hendes og lægge sig oven på den og lod den lukke sig om hendes.
Eragon kiggede på hende da hun begynde at snakke, nogle af ordende kunne han godt sætte sammenhæng på, men andre kunne han ikke. Eragon kiggede på hende og lod sin hånd der var lukket om hende nusse hendes hånd. Eragon kiggede på hende med et blidt blik og sende hende et roligt smil for at berolige hende. Eragon syntes hun virkede stresset, men han hørte på hende og ville ikke komme med nogle indvendinger før hun var færdig. Eragon kiggede på hende og lod hende tale ud, han trak vejret roligt og kiggede på hende med et blidt udtryk i øjnene. Han kiggede på hende og lod hende tale helt ud indtil han kunne se hun ikke nævnte mere. ”Alexandra. Tag en dyb indånding og slap af i kroppen, du har den spændt helt ned til tæerne. Når du er helt afslappet, så fortæl mig LANGSOMT hvad der er sket.” Eragon kiggede på Alexandra og smilede roligt til hende for at berolige hende, han ville gerne kunne forstå hvad det var hun sagde, men når hun var oppe i det gear, forstod han ikke meget af det hun sagde, selvom han gerne ville. Eragon sende hende et roligt smil og kiggede på hendes finder hvor hun pillede ved et plaster, han slap hendes hånd og kiggede på hende, han lagde en hånd på hendes kind og nussede den.
Eragon kiggede på hende da hun snurrede sig rundt og lå halvt på ham og gemte sit hoved ind til ham, han trak hende op til sig så han kunne mærke hendes hoved mod hans brystkasse, han lod en arm ryge om hende og trak hende op så hendes hoved var på hans skulder, han lod en hånd være på hendes ryg og lod den anden være på hendes baghoved, han holde hende ind til sig i et roligt tag så hun kunne ændre sig hvis hun ville. Eragon nussede hende blidt på ryggen med hånden der var der. Eragon blev ved med at nusse hende blidt for at få hende til at slappe af, han kunne mærke hans t-shirt så småt begynde at blive våd af hendes tårer, men han var ligeglad. ”Så så, rolig nu, jeg er her” Eragon snakkede med en blid stemme og prøvede at lave et forsøg på at vugge hende langsomt for at få hende til at slappe af i hendes krop. Eragon nussede hende langsomt og sende hende et roligt smil for at berolige hende, han brød sig ikke om at hun var ked af det og ifølge ham burde hun ikke være det, men han kunne høre på hende at hun havde en hård det, en tid hun ikke burde gå igennem alene. Eragon aede hende blidt ned af ryggen og smilede blidt til hende og gav hende et kort kys på håret for at fortælle han var der for hende hvis hun havde brug for ham. Eragon lod sin hånd på hendes ryg stå stille så den ikke bevægede sig det mindste, han kiggede på hende med et blidt blik og lod hånden på hendes hoved begynde at nusse hende. Eragon kunne regne ud at det ikke var tidspunktet til at hun skulle kildes. Eragon trak vejret roligt for at hvis hun drejede hovedet, at hun kunne høre hans rolige åndedræt og slappe af. Eragon vidste ikke om det hjalp, men han håbede på det. ”Husk Alexandra, du vil ikke stå alene om tingene, jeg vil være ved din side og hjælpe dig. Finder jeg ud af du er trist, så kommer jeg til dig. Lige meget hvad slags problemer du har, vil jeg altid være der for dig” Eragon snakkede med en blid stemme for at kunne berolige hende, han mente hvad han sagde og han havde også bevist det i dag, han havde hørt hun var ked af det og var kommet for at sikre sig hun var okay. Eragon ville ikke have hun var ked af det, ifølge ham burde hun være glad. Eragon nussede hende roligt på håret og rykkede sin hånd fra hendes baghoved til kind og nussede hendes kind med blide bevægelser.

Alexandra snøftede lidt og tørrede endnu en gang øjnene. Hendes vejrtrækninger var stadig meget hårde og ikke helt i kontrol. Hun prøvede at trække vejret roligt ved at trække vejret ind i lidt tid. Hendes brystkasse hævede sig i takt med hendes vejrtrækninger. Rolig var hun i hvert fald ikke og hun ville uanset hvad have det svært ved at fortælle ham det, fordi det ville gøre ondt i brystet.
Da han trak hende op holdt hun vejret få sekunder indtil hun var det ønskede sted. Hun snøftede igen. Hvorfor skulle det bare være så svært? Hun havde det som om hele hendes krop dirrede.
Hun lod sin hånd lukke sig om hans t-shirt mens hun stille og roligt fik mere kontrol på hendes vejrtrækninger og sin puls, som var helt oppe i gear.
Hun skulle til at gentage det som hun havde sagt tidligere, men noget ikke at få samlet en sætning før at Eragon ødelagde tankerne i hendes hoved. Han ville altid blive ved hende. Hun kunne nærmest mærke at hendes hjerte gik i flere stykker. Hvordan kunne han vide han ikke ville blive virkelig sur på hende en dag, ligesom hendes ven, som hun havde været oppe at skændes med i dag? Hun hulkede lidt ind i hans skulder før hun løftede sit hoved og kiggede op på ham. ”H-hvordan kan du vide at du vil blive?” sagde hun med en grødet stemme. Men sætningen var fuldendt. ”Hvordan kan du vide jeg ikke gør dig sur på mig for evigt?” spurgte hun og rynkede lidt på panden, mens hun kunne mærke at tårerne var piblede op i vandlinjen igen. Hun prøvede at have et neutralt blik, men hendes triste humør ville bare have at hun skulle græde og se trist ud. Hendes mund skiftede derfor lidt mellem at være et lille bitte smil til at være en lettere overdreven trist mund.
Alexandra bestemte sig for ikke at være i hans arme mere og klemte sig ud af hans arme og satte sig op, hvor efter hun støttede sig lidt til sin seng, og rejste sig op. ”Min veninde har fået leukæmi,” sagde hun med en grødet stemme og gik lidt væk fra sengen. Ikke langt fra den. Hun kunne stadig nå den med hånden, i tilfælde at hun pludselig skulle kolapse.
”Og min ven har lavet rygter...” sagde hun og kiggede ned på sine fødder og krummede tæerne. Hun havde lyst til at bande, råbe og skrige. Hun kunne bare ikke, for hendes opdragelse havde nærmest gjort så hun ikke kunne. Hun var alt for velopdragen til at kunne opfører sig som et lille hysterisk barn, som ikke havde fået sin vilje.

//Det bliver altså kortere end de andre..//

Eragon kiggede på Alexandra og smilede til hende, han nussede hende og kiggede på hende og ventede, hans tålmodighed ville blive sat på en prøve lige nu. Eragon kiggede på hende og kunne høre hendes vejrtrækninger, mens han lavede en nynnende lyd fra sin hals af, en lyd der skulle prøve på at berolige hende, men om den gjorde havde han ingen idé om. Eragon kiggede på hende. "Dyb indånding pus." Han kiggede på hende og sendte hende et smil. Om han skulle nusse hende eller hvad havde han ingen idé om, men han ville lade tingene ske for at trøste hende.
"Jeg kan vide det, fordi det er et valg jeg har taget. Man skal blive hos dem der betyder noget for en og ikke lade dem være i stikken, havde jeg ikke fået nys om du var ked, så ville jeg ikke være kommet, men fordi jeg er en ven, så forhøre jeg mig rundt og prøver at finde ud af tingene, fordi jeg har valgt at være der for dig. Du skal bare huske, jeg vil altid være der for dig, om du så tager fat i en hest og beder den få fat på mig, så er jeg der for dig." Eragon kiggede på hende og smilede roligt til hende for at vise hun ikke skulle være bange, men at hun kunne stole på ham, for det kunne hun. At lade en man holde af være i stikken, det var kun en kujon der ville gøre det, ikke en der var søn af en gud. Specielt ikke en der var søn af Poseidon. 
"Jeg kan godt forstå du er ked af det med din ven der har fået leukemi, men at du lytter til en der har startet rygter, det er noget du skal ignorer, ignorer en person der ikke taler godt om dig, for så ved du at du ved bedre. Lad ikke personen gøre dig ked, men vis personen at du ikke står alene. Du vil have nogle der ikke lytter til rygterne, dem du kan kalde for sande venner." Eragon kiggede på hende og smilede til hende, han satte sig på sengekanten klar til at hjælpe hende hvis hun fik brug for det. Han ville ikke lade hende være i stikken, være alene uden nogen hjælp. "Men har du brug for at lukke tingene ud, så kom her." Eragon rejste sig og smilede til hende.