its time to dinner ~ Alexandra

S: Spisestedet.
V: solnedgang, en virkelig flot en af slagsen.
O: en masse yndlinge der sidder og spiser
T: 18:30
P: en sort t-shirt og sorte bukser. Mørke nike sko.


Jason sad ved et bord for sig selv, han havde for første gang i lang tid, valgt at spise middag sammen med de mange andre halv guder, han vidste ikke hvorfor, normalt valgte at et tidspunkt der var mere roligt, så han kunne spise i fred, det med store menneske mængder havde aldrig været ham, han stirrede på sin mad som bestod af en vildsvinebøf, og noget grønt, han havde følt sig så sulten da han satte sig til bords, men nu. Nu virkede hans appetit ikke nær så stor, han havde mest af alt lyst til bare at rejse sig. Smutte fra det hele en gang til, leve livet på gaden, eller tage hjem til hans far. Nej han ville ikke tage hjem, han kunne ikke se hans egen far i øjnene, hvad var ville han ikke sige. Tænk hvad hans far havde måtte gå igennem. Tabet af den lille smilende Jason. Drengen der havde en strålende fremtid for sig, selvom han led af ADHD og ordblindhed. Nej Jason havde andre evner, det havde stået klart for hans far længe, bare en skam at den smilende, galde, lille dreng kom ud i det forkerte miljø, da han fandt en måde at bruge hans gaver på, han havde aldrig været stolt af hans tid og gerninger i bandekriminaliteten, men han havde følt sig nyttig og fri, hvilket en ikke gjorde i hans fars lejlighed, hvor de havde boet. Et suk slap hans læber, et kort gab efterfulgte. Han havde tænkt sig at spise færdig og så bare smutte op på hans værelse, i hytten låse sig inde. Han tog en dyb indånding og fangede alle andre halvguders essens, for at finde ud af hvem de var børn af. Fordelen ved hans sanser der var blevet så forstærkede at han kunne dufte hvilken gud man havde som forældre.