The wrong time - Felicia

Tid: Omkring klokken 20
Sted: Skovens indre, tæt på grænsen til lejren
Omgivelser: Skov…
Vejr: Bidende kulde, af og til er der vind
Påklædning: denimblog.com/wp-content/uploads/2008/08/adam-gregory-90210-peach-pit.jpg

Vejret var køligt, og enhver anden ville nok have trukket i mere tøj, men ikke Gabriel. Med en fader som Hades ejede han en indbyggede varme som ingen kunne tage fra ham, på nær hans fader.. måske. Skoven var evigt og altid Gabriels tilholdssted. Her var stille, tomt – hvis man så bort fra dyrene – og roligt. han kunne nyde stilheden uden afbrydelser for det meste, og han udnyttede at være alene til at tage styre komme ude med hans behov for død.

Ja Gabriel havde et problem, et kæmpe et hvis man ellers kendte til den. Hans største styrke, og hans største svaghed, nemlig at tage liv. ikke bare et, men flere, han følte behov for det, længsel efter det, og en konstant træng til det. For ikke at give sig til at dræbe folk omkring sig som han ellers gerne ville, men vidste at han ikke kunne, lod han det gå udover skoven, og alt levende i den, dyr, planer og andet.

Gabriel bevægede sig langs den usynlig hegn der beskyttede lejren for uvelkomne, hans blik gled hen over den og uden at kunne se noget specielt, den var jo usynlig. Snart vendte han blikket til side hvor en ræv luskede forbi ham, og han standsede den ved at bryde stilheden med en sagte hvisken på oldgræsk, gudernes sprog. Som hans fader yndede at gøre det, kaldte han på sit bytte. Ræven ændrede kursen og kom hen imod ham, Gabriel satte sig på hug foran den, et koldt glimt i øjnene var at finde som han trak den ene handske af hånden og rakte ud mod dyret for at tage dets liv.

Outfit ^^

Felicia sad ude på den store træstamme som hun betragtede som sin helt egen. Hun elskede den træstamme så højt. Det var det eneste sted i hele lejren hvor hun kunne være helt alene. Hun sad på træstammen og tænkte over tingene. Alt det med Licha. Hvad kunne hun gøre for at få hende tilbage? Den gamle Licha. Ikke den Licha der slog hende og rev hende. Hun var jo bange for Licha nu. Hun skræmte hende. Det så altid så forkert ud når hun havde så meget make-up på. Selv tanken om Licha fik automatisk Felicia til at tage sig til underarmen hvor ridserne fra Licha's lange negle havde sat sit præg.

Licha havde længe skadet Felicia og ydmygt hende. Licha var skyld i at Felicia næsten ingen venner havde. Licha havde gjort sådan så Felicia var bange for alle i lejren. Hun var bange for at alle var som Licha. At alle ville være onde mod hende og kritisere hende udseende. At alle ville skade hende og gøre hende ondt. Men hvad Felicia ikke vidste var at alle faktisk ikke var sådan. Men efter hendes mening var alle dem i lejren farlige og de ville allesammen dømme hende. Men få havde nu alligevel fået en plads i hendes hjerte. Men hun var dog stadig bange for at de ville vende hende ryggen og dømme hende som hun troede alle andre ville gøre
//Du kan læse om Licha i mit og Aero's emne under hospitalsfløjden. Bare så du ved hvem Licha er og hvordan hun blev til ^^

Felicia rejste sig op og gik imod det sted hvor et usynligt hegn indrammede skoven. Hun vidste ikke hvorfor men hun ville bare derhen. Hun havde aldrig været der før og hun ville bevise overfor Licha at hun ikke var bange og svag. Men Licha dukkede ikke op. Hvorfor mon? Felicia standsede op og gemte sig hurtigt bag et træ da hun kunne se en ræv. Hun fulgte den med blikket og hendes vejrtrækning var blev tungere og hun kunne mærke en angst fylde hende. Hun så til imens ræven luntede hen mod en halvgud og da Felicia opdagede halvguden gispede hun lavt og hun kunne mærke at angsten virkelig overtog hendes krop. Hun var helt stiv i kroppen og hun turde ikke at risikere at han så hende.

Se hende behøvede Gabriel nu ikke, han vidste hun var i nærheden, og han vidste helt præcis hvor hun var. ulempen var bare at hans fokus havde hvilede på ræven, indtil lyden af et gisp skar igennem stilheden. Ja for ham var lyden højt, meget højere end alt andet omkring ham, og brød igennem skovens dæmpede lyde, og dyrenes svage pulsen. Han stoppede midt i bevægelsen, tog hånden brat til sig uden at berøre ræven og derved tage dets liv.

Hvem vovede dog at afbryde ham?! Sikkert en af de uvidende unge fra lejren! De havde det også med at dukke op på de forkerte tidspunkter. Hans blik blev løftede, og hvor det havde hvilede ondskabsfuldt mod ræven og det svage smil prydede hans læber i kølighed og tomhed, blev begge dele erstattet af kulde og tydelig irritation, en irritation selv en blind ville se og opfatte.

Hendes angst var ham så tydelig, og sjælen hun bare på var tydeligvis svag, lige til at knække. Måske skulle han gøre hende den tjeneste at fri hende fra dette liv? Han kom på benene, ræven så op på ham men Gabriel havde allerede glemt den som han i stedet lod blikket glide mod det sted han vidste hun stod. Der, skjult bare et træ, han kunne fornemme hende! Med en dødsengels fart slog han til, som han pludselig trådte ind foran hende ”Bøh!” han stod knap 10 centimeter fra hende, var bøjede ind over hende, med de blå øjne hvilende intenst i hendes. ”Hvad har vi så her..” handsken havde han ikke trukket op, den var blevet stukket i den ene lomme, det eneste han skulle gøre var at række ud efter hende, berøre hendes ud.. og så vil hun være død.

Felicia kunne føle så meget gå gennem hendes krop. Hun havde før presset ryggen mod træets stamme men nu vendte hun sig om og pressede istedet maven mod stammen så hun kunne se efter halvguden. Hvad lavede han mon med den ræv? Hvorfor løb den ikke væk fra ham? Felicia forstod intet. Havde det været hende havde hun sikkert allerede grædt sig selv ihjel. Hun kunne mærke hendes hjerte banke tungt og hårdt i hendes bryst og hun var bange for at han måske ville kunne høre hendes hjerte så højt som det nu bankede.

Da han løftede blikket og så på hende trådte hun hurtigt bag om træstammen igen. Hun var opdaget. Hun trak vejret i hurtige stød og hun kunne mærke tårene begynde at komme frem i hendes øjenkrog. Hvad ville han mon nu gøre med hende? Tankerne fløj rundt i hoved på hende og hun kunne ikke mere mærke den beskyttende følelse skoven ellers plejede at give hende. Den var pist væk. Nu kunne hun kun mærke sin angst og sit bankende hjerte.

Da han pludselig stod foran hende gispede hun endenu engang og slog sin højre op for munden. Hun tog ikke et eneste skridt tilbage. Hun stod helt stille. Hun så ham ind i øjnene og var helt tavs. Det var som om tiden var gået i stå. Hun syntes at hans øjne virkede så velkendte. Og hun huskede pludselig hvorfor. Licha havde jo lyseblå øjne. Det var dét der ikke fik hende til at se væk eller gøre noget. Hans øjne. Det var som at se ind i et gammelt minde. Hans øjne var jo som Licha's da de var helt små. Lyseblå og uden en masse make-up omkring dem. Felicia kunne mærke hvordan minderne ville vise sig for hende men hun ville ikke lade dem. Hun ville bare blive såret. Men hun ville ikke bryde sammen overfor ham. Hun ville ikke vise at hun var svag. Selvom hun vidste at han allerede havde den fornemmelse.

Havde en fornemmelsen var for lidt sagt, han kunne se det! hendes ansigt og krop afslørede hvor forskræmt hun var, hendes hamrende hjerte og pulsen der var steget. Som et lille dyr der var røget direkte i en fælde. Og han end ikke havde medlidenhed med hende, det eneste han ville var.. at tage hendes liv, og det eneste han skulle gøre var at række hånden ud mod hende og lade hans fingre berøre hendes hud let. Ved Hades hvor var det dog fristende!

Hendes blik veg ikke fra hans, og det i sig var noget specielt. Folk plejede at skynde sig at se væk, blot for at slippe for synet af hans udtryksløse, kolde, og tomme øjne, hende her så ikke væk trods frygten der lyste ud af hende. Hans blik granskede hendes ansigt, hvad han lige kunne se af den hvor hendes hånd dækkede for hendes mund. Det eneste der manglede var at høre hende klynke, så ville hans lykke være fuldendt.

”Åh datter af Zeus, du aner ikke hvor meget vore fædre hader hinanden” hans far hadede nu alle, og derfor var hendes far ingen undtagelse. Han rakte ud mod hende med den ene hånd, den venstre som endnu bar en handske hvortil han blidt greb om hånden hun holdt for munden. Hans bevægelser var ikke hårde, han tvang hende ikke til det og hun kunne i princippet blot tage hånden til sig hvis det var hvad hun ønskede. Han gav hende dog ikke tid til at gøre netop dette, løftede hendes hånd op til sine læber og sørgede for at berøringen ikke ville tage hendes liv, højst gøre hende en anelse svimmel, om hun ville besvime af skræk – hvad hun så ud til at kunne gøre hvert øjeblik – var en anden side af sagen. ”Være du ikke bange, jeg kan hjælpe dig med at fjerne smerten hvis du vil” sagde han lavmælt, med en indbydende og charmerende tone som kun hans fader kunne gøre ham bedre.

Felicia ville ikke være i skoven mere. Den beskyttede hende ikke. Hun ville ikke være der mere. Hun ville ud. Hun var ligeglad med om Licha ville grine af hende når hun kom grædende hjem og smed sig i sin seng. Hun ville bare ikke være der mere. Det var som at være spærret inde og Felicia kunne ikke lide den følelse. Den skræmte hende. Men hun ville ikke vise ham det.

Felicia kunne ikke få sig selv til at fjerne sit blik fra hans øjne. Der var noget tryllebundende over dem. De var så flotte og det var som om de var vejen tilbage. Tilbage til fortiden hvor alting var helt perfekt. Hende og Licha der legede i det snavsede mudder ude i regnen når det var efterår. Alle var indenfor og hyggede med tæpper og te men ikke dem. De var udenfor heletiden. De legede mudder-kamp og plaskede i vandpytter sammen. Hun savnede det. Licha's gamle og velkendte barnelatter svajede i hendes tanker og hun ville lukke øjnene i og slappe af. Hun ville bare lytte til den glade barnelatter som hun holdt så meget af. Den var så blød og rund og smuk. Det hele på én og samme tid. Det var så afslappende. Felicia fik en lyst til at smile og et smil kom der så på hendes læber bag hendes hånd. Et kærligt og glad smil.

Felicia saged intet overhoved. Hun var helt tavs. Hun lod ham fjerne sin hånd fra sin mund og fjernede stadig ikke blikket fra hans øjne. Hun smilede dog stadig. Hun havde det som om hun så ind i Licha's øjne. Derfor blev alle de angstfulde og bange følelser skubbet væk. Hun forkuserede kun på hans øjne. Da han løftede hendes hånd op mod hans læber gjorde hun stadig intet. Men så snart hendes fingrespidser ramte hans læber vågnede hun. Ikke med et sæt men stille og roligt kom hun til virkeligheden igen. Hun så på sin hånd som han havde placeret på hans læber og hun kunne nu mærke hvordan hun blev træt i hele kroppen. Besvime ville hun nok ikke. Men hun fik bare en trang til at lægge sig ned og slappe af. Helt af. "Jeg er ikke bange" sagde hun følelsesløst og træt. Hun følte ingen smerte så hun fandt det ikke nødvendigt. Hun ville smile til ham. Der var noget over ham der fik hende til at slappe af. Og det var hans øjne. Hans flotte lyseblå øjne.

Hun havde alle mulige grunde til at ønske sig et andet sted henne. Skoven var næppe tryg når han var der, ikke når han gjorde det til sin helt egen slagmark, kilden til hans lykke, og den fornyede energi ved hver liv han tog. Og se dog her, en halvgud kom ham i møde, tiggede og bad om at lade ham tage sit liv og hvor ville han dog glædeligt efterkomme det ønske.

Hvem hun tænkte på, og hvem eller hvad hun sammenlignede ham med anede han ikke, og et sted var han ligeglad. Det eneste han ønskede var, at se hendes forskræmte øjne, og nyde at tage livet af hende. Desværre blev det første pludselig forandret som han bemærkede at hendes blik ikke længere var skræmt, men nærmest varmt. Han måtte lægge bånd på sig selv for ikke at vige et skridt tilbage, en fælde? Næppe! Han kunne føle det, og det var virkelig hendes sind der spillede hende et puds. Varmen i hendes blik skræmte ham, ikke fordi han aldrig havde set et varmt udtryk i nogens øjne, for det havde han, bare aldrig rettet mod sig, ikke fra andre end hans lille datter som endnu så på ham som var han hendes største helt. nok var han skræmt, men det var noget inden vindigt, ikke intet hun ville bemærke udadtil.

Som han fjernede hendes hånd fra hendes læber bemærkede han også smilet, følte en ubehag sprede sig i kroppen. Kvinden var underlig, bestemt ikke normalt, noget måtte være galt med hendes sind. En sjæl var dog en sjæl, og så længe han kunne nyde at tage livet af hende, var hendes hjerne ligegyldig. Hun standsede ham ikke, tog end ikke hånden til sig som han løftede den op til sine læber og blidt skænkede hende et kys. Hans læber opfangede lige hvad han søgte, hendes alder og sjæl… hvor ungt.. kun et år yngre end ham.. men dog så uvidende. Det var dog tydeligt at hun vågende op ved den berøring, og han smilede svagt. Hendes svar gjorde ham intet, det var tydeligt at hans berøring havde påvirket hende ”Godt, lad mig hjælpe dig så…” svarede han indbydende, blidt og fortsat med blikket i hendes.

Felicia var ikke bange for halvguden. Han var godt nok stor og havde en masse muskler men hun var ikke bange. Men hun var ikke i tvivl om at han sagtens ville kunne skade hende hvis hun ikke gjorde som han ønskede. Men når hun så ind i hans øjne så var det som om de fortalte ham at han ikke ville skade hende. Nogensinde. Men hun var godt klar over at det sikkert var en stor løgn.

Felicia kunne høre noget bag sig. Fodtrin. Hun vidste allerede hvem der var på vej da det var lyden fra en hæl der rungede i hendes øre. Selvom hun fik en stor lyst til at se sig over skulderen fjernede hun stadig ikke sit blik fra hans øjne. Hun ville ikke. Hun ville ikke flytte sit blik igen. Hun ville ikke se væk fra dem og så indse at alt det hun så i hans øjne bare var hendes fantasi. Hun vidste jo godt at den gamle Licha aldrig ville vende tilbage. Felicia ville ønske at hun kunne forklare Licha hvor meget det havde såret hende at hun havde ændret sig så meget. Det var ikke naturligt for Felicia at se hendes barndomsveninde have alt den make-up på og gå i sådan noget bart og sexet tøj. Felicia selv gik ikke med noget som helst make-up. Licha havde mange gange før prøvet at tvinge hende til at begynde at gå med make-up og hun blev ved med at krænke Felicia og fortælle hende at hun var grim. Licha havde ødelagt Felicia's selvtillid. Felicia ejede ikke engang selvtillid.

Felicia kunne mærke en eller anden stå lige bag sig og pludselig kunne hun høre en ond og hånlig latter. "Åh Licia dog! Hvad laver du med den pæne dreng? Han er alt for pæn til dig. Det ved du jo godt. Du fortjener ingen. Du er ikke pæn nok!" hånede Licha hende. Felicia sagde ikke noget. Hun lod ham blot kysse hende hånd men efter det tog hun dog sin hånd til sig igen. Hun vendte sig stadig ikke om men så ham bare i øjnene. "Han har øjne ligesom dine..." sagde hun blot og hun smilede stadig kærligt imens hun så ind i de lyseblå øjne. Felicia kunne mærke at Licha blev en smule irriteret og vred. Hun gik så de få skridt der var for at kunne stå ved Felicia's højre side. Hun prøvede at se ind i halvgudens øjne og så forsvandt hun bare igen. Felicia vidste godt hvorfor hun gik. Hun tvang sig selv til at se til højre og så kiggede hun ned i jorden. Felicia vidste godt at Licha ville rive hende med hendes lange negle og give hende lussinger når hun kom hjem. Det skræmte Felicia og den ene tårer forlod hende øjenkrog og landede på jorden. Felicia tørrede sit øje med sit venstre ærme og kiggede forsat ned.

Han kunne hverken se eller høre en anden komme nærmere, skulle der være en ville vedkommende end ikke have en sjæl ellers havde han straks opdaget denne. Pigebarnet foran ham så næsten helt skræmmende ud alligevel veg han ikke tilbage, ikke skræmmende som at han var bange for hende, men hendes blik på sig var underligt, nærmest ... tilbedende. Han kommenteret det dog ikke, så længe han kunne få en sjæl kunne hun se på ham som hun ville. Hendes pludselig ord fik ham til at skyde det ene bryn forundret i vejret. Hvem snakkede hun om? Hvem havde øjne som hans? Muligvis en kæreste der havde forladt hende og derved gjort hende tosset? Hvad end det var, var det kun til hans held. Hun end ikke havde svarede på hans ord, og det irriterede ham svagt om end han kunne se at hun ikke var helt almindelig, og det på ingen positiv måde. Hendes hjerne fungerede vidst ikke optimalt, men det kunne også være ligegyldigt. Hendes blik blev pludselig fjernet fra hans hvorpå hun så ned i jorden, han bemærkede at hun græd og hævede brynet. Dette pigebarn var underligt, og bestemt intet værd. Han fnyste håndligt som han trak sig bort fra hende ”Du lider vidst rigeligt på egen hånd, jeg er den der er skredet” han snurrede rundt, trak handsken op ad lommen og tog den på som han satte kursen tilbage mod lejren.

Felicia kiggede hurtigt op da halvguden begyndte at gå sin vej. Hun skyndte sig at tørre sine øjne og fulgte så efter ham. "Hvor skal du hen?" spurgte hun. Felicia var nød til at tage hurtige og lange skridt for at kunne nå op på siden af ham. Hun prøvede at stille sig foran ham igen men svært blev det. Til sidst lykkedes det dog og hendes blik på ham var både trist og fast besluttet. Hun ville ikke bare lade ham vende hende ryggen og gå sin vej. Først legede han med hende og senere hen gik han bare sin vej. Hun vidste jo ikke engang hvad han hed endnu. "Hvordan kan du bare tillade dig at gå sådan? Jeg ved ikke engang hvad du hedder endnu!" sagde hun fast og hun lignede et stædigt lille barn. Felicia var faktisk meget overrasket over sig selv. Hun svarede aldrig igen og hun turde slet ikke at følge efter andre folk i lejren. Og hun så dem da slet ikke dybt i øjnene på den måde som hun havde gjort med den her halvgud. Nu hvor hun faktisk fokuserede på ham og ikke kun hans øjne så han faktisk ikke så meget ældre ud end hun selv var. Men han var bestemt ikke på hendes alder. "Du ved hvem jeg er datter af. Men jeg ved ikke hvem du er søn af." Hun sagde det stædigt for at vise ham at hun ikke ville lade ham gå fra hende. Og det ville hun heller ikke. For første gang i alle de år hvor Felicia havde boet i lejren turde hun faktisk at svare igen

Pludselig gav pigebarnet sig til at følge efter ham, han himlede let med øjnene mens hun forsøgte at holde trit med ham. ”Smut hjem til din mor tøs inden du kommer til skade” svarede han køligt til det første hun spurgte ham. Siden hvornår skulle han svar små unger på hvor han var på vej hen? Han havde ingen planer om at give sig til det nu hellere så hun kunne lige så godt opgive. Pludselig afskar hun ham vejen ved at stille sig foran ham og derved tvinge ham til at stoppe hvilket han gjorde. De blå øjne blev vendt skarpt og advarende mod hende, det var bestemt den forkerte person hun afskar vejen! ”Jeg tillader mig hvad jeg vil kvinde, træd til side eller jeg fjerner dig med magt” lød svaret hårdt og sigende. Der var en tydelig advarsel og trussel i hans stemme, men hun flyttede sig ikke i stedet spurgte hun indtil hans fader. Typisk kvinder, alle de spørgsmål! tre på en gang og når han ikke havde svarede på de to første, hvad fik hende til at tro at han ville svare på det sidste? Han fnyste ”Hvis jeg viser dig hvem jeg er søn af, bliver det det sidste du ser” han fnyste på ny, det måtte da være svar nok medmindre hun var ustabil og ikke fattede den klare hentydning til den eneste gud der kunne tage liv.

Felicia blev såret da han nævnte at hun skulle smutte hjem til sin mor. Hendes mor var jo ikke i lejren. Hendes far var oppe på Olympen og han var ligeglad med hende. Spurgte man hende var hun helt okay med det. Men inderstinde sårede det hende dybt. Mange af dem i lejren havde set deres gudeforældre og andre havde fået tegn fra dem eller noget andet der kunne forbinde dem. Men ikke hendes far. Hendes far var selvglad og arrogant efter hendes mening. Han var ligeglad med Felicia og hendes mor og han efterlod dem bare udenvidere hvorefter hendes mor var nød til at aflevere Felicia der kun var et halvandet år gammel til Halvblodslejren. Hr. D stod ved indgangen til lejren og tog imod den sovende lille pige som var svøbet ind i et dejligt varmt kludestykke. Felicia var ikke vred på sin mor. Det kunne hun ikke være. Hun skrev stadig breve og hun havde ikke glemt hende. Hun vidste godt at hendes mor ville kunne leve med mad og tøj på kroppen nu. Uden Felicia. Men inderstinde savnede hun sin moder så utrøsteligt. "Min mor er her ikke!" svarede hun ham så endelig med en tydelig såret stemme. "Jeg er ligeglad! Man går ikke bare væk på den måde! Det er ikke fair!" Felicia var overrasket over at hendes stemme ikke knækkede selvom hun havde fået en klump i halsen. "Jeg bad dig ikke om at vise noget! Jeg har kun brug for et svar! Ikke et bevis!" svarede hun ham stædigt og så på ham som et lille barn ser på sin mor når hun ikke gider at lave éns yndlingsret til aftensmad.

At hun blev såret kunne han ikke være mere ligeglad med. det var lige netop den slags der glædede ham at se, derfor fandt han det på ingen måde negativt at se det triste og sårede skær i hendes blik, derimod ignorerede han det blot med et fnys som han fortsatte forbi hende indtil hun brat stoppede ham ved at stille sig i vejen. Alle i lejren havde et problem med enten den ene af deres forælder, eller begge forældre. Han havde det med begge sine, hadede sin fader som pesten, og foragtede sin moder. Hvad faderen havde set i hende siden han overhoved havde gidet røre hende anede han virkelig ikke, en ting var sikkert, når han endda var kommet ud herfra, skulle han nok sørge for at skaffe hende af vejen. Hendes svar fik ham til at skyde det ene bryn i vejret ”Det siger du ikke, mennesker har ingen adgang hertil, selvfølgelig er hun her ikke” svarede han spidst. ”Og hvad der er fair er ikke lige hvad jeg går op i, jeg lever kun for at skabe ubalance i systemet kære, smut så med dig inden jeg gøre dig til fortid!” hun rykkede sig ikke, så blot på ham med et fast blik hvor han virkelig måtte modstå fristelsen til at pande hende en. Fortsættelsen fik ham til at sukke opgivende ”Ved alle guder! Du er jo dummere end jeg troede! Det var en indirekte måde at sige på at jeg er søn af Hades, fjern dig så kvinde eller jeg fjerner dig med magt!” hvorfor gjorde han det dog ikke bare i stedet for at stå og snakke om det?! det lignede ham ikke at være så tålmodig, men nu ventede han blot på at hun var klog nok til at rykke sig.

Feliciatog et skridt tættere på ham men dog stod hun ikke helt op af ham. Hun lagde en pegefinger på hans brystkasse som en sølle advarsel og stirrede stadig på ham. Hans øjne havde ikke samme virkning på hende som før. De havde forandret sig. Han øjne lignede præcis de øjne om Licha havde nu. Stadig uden alt den make-up men de var onde og irriteret. Hun vidste at de var hendes skyld og det var jo også hendes skyld at Licha havde sådan nogle øjne. Hun kunne havde sagt noget til hende. Hun kunne havde sagt til hende at hun havde forandret sig. Men Felica havde intet gjort. Hun lod det bare ske. Felicia kunne havde fortalt Licha at hun var ked af at hun var blevet så intresseret i hendes udseende at hun helt havde glemt Felicia og det dejlige venskab de havde. Men det gjorde hun ikke. Hun sagde intet. Og hun fortrød det dybt.
"Jeg er van til trusler men det vil ikke sige at jeg finder mig i dem! Du er en selvoptaget og egoistisk nar! Du er ligeglad med alle andre end dig selv! Du er så led og dum!" sagde hun med en irriteret og trist stemme Imens hun prikkede ham på brystet for hver gang hun afsluttede en sætning. Hun havde det ikke som om hun snakkede til ham. Hun havde det som om hun snakkede til Licha. Hun vidste dog godt at hun ville få ballade nu. Men hun vidste ikke hvor meget.

Hun trådte et skridt nærmere, hvad fanden?! Var hun virkelig ud på at dø! Forstod hun da ikke at han ikke spøgte og derimod mente det gravalvorligt?! Tilsyneladende ikke, men igen, hun var blot et uvidende lille barn, hvor gammel.. 18? 19? Vel deromkring! Hendes sjæl sagde det hele, heldigvis kendte han ikke til hendes sind, ellers havde han nok nærmere givet hende en alder på de 12-13 år. Ikke nok med at hun trådte nærmere – og naturligvis veg han ikke tilbage – men hun vovede endda at røre ved ham uopfordrede og stod og prikkede ham på brystet. Hendes ord fik ham blot til at fnyse på ny hvor han skød det ene bryn i vejret ”Really..? Høre her snuske, at dit liv er fucked up og du hader dig selv og alle omkring dig kan enhver se, find dig noget bedre at tage dig til frem for at rode dig ud i problemer med nogen du absolut ikke kan klare, bliver jeg først gal vil jeg ikke skåne din perfekte lille rumpe.. smut så med dig!” hvislede han sammenbidt.

Felicia kunne for første gang mærke en anden slags følelse inden skræk og angst. Måske havde hun følt den før men så måtte det havde været for flere år siden. Denne følelse var helt ukendt for hende. Hun blev vred. Godt og grundigt vred. Hun var træt af at finde sig i ham. Navnet på ham vidste hun stadig ikke og hun vidste heller ikke hvor gammel han var. Men én ting vidste hun. Han var en irriterende og selvoptaget idiot som hun var blevet lidt for træt af. Hun var træt af at han var så ligeglad og at han skulle true hende heletiden. Hun var træt af det. Hun havde fået nok! "Hvis min rumpe er så fandens perfekt så kan du godt tage dig sammen og kysse den! Jeg er træt af alle dine møg irriterende trusler! Du skal slet ikke fortælle mig hvad jeg ikke burde gøre! Jeg gør hvad der passer mig!" Felica så ham ind i øjnene og hun kunne mærke en kildende fornemmelse i hendes håndflader. Hun så ned på sine hænder og lagde mærke til at hun havde knyttet dem sammen og hendes knoer var næsten helt hvide. Men det var ikke hvad hun lagde mærke til. Hun lagde mærke til det små gnister der kom fra hendes hænder. Hun så blot op igen og hendes fokus lå på hans øjne igen.

Vreden i hende kunne han se i hendes blik, men at se folk vrede på sig fra absolut ikke nyt eller fremmed, derfor fnyste han blot køligt ved synet af dennes vrede. At han havde formåede at vække en følelse hun ikke havde kendt til, eller længe ikke havde følt anede han ikke, han var også ligeglad. Hendes svar fik ham til at skyde det ene bryn i vejret i forundring, for han havde ærligt ikke forventede netop dette svar om end han da glædeligt kyssede hende på røven og andre steder, han var og ville altid være en kvindebedårer så mund ikke han kunne få mere ud af hende end blot kys hvis han ønskede det? Desværre for hende og hendes perfekte lille rumpe havde han ikke planer om at røre hende, ikke på den måde i hvert fald. ”Så forsvind! Det var dig der stod og stalkede mig pigebarn, fjern dig fra min vej for hverken din far eller hans evner kan redde dig hvis jeg beslutter mig for at gøre dig noget” endnu en trussel, men dem kunne han let gøre alvor af, derfor var han også så venlig at advare hende i forvejen. ”Men fint, gør hvad du vil, og jeg gøre hvad jeg vil, hvilket er at skride” fortsatte han hvortil han brød øjenkontakten idet han atter gik forbi hende, hvad forstod hun ikke?

Hun var træt. Og ikke mindst irriteret. Han havde overbevist hende. Alle i lejren var lede og irriterende. Og onde. De var ligeglad med ens følelser. De ville dømme én. De ville ikke give dem en chance til at forstå. Hun ville ikke mere. Hun ville ikke lade som om at alle i lejren ikke var som ham. Hun ville ikke hjælpe til i hospitalsfløjden mere. Hun ville ikke prøve på at stå senere op så hun kunne hilse på nogen af lejrdeltagerne. Hun ville ikke mere. Hun var nu klar over at der ikke var nogen chance for at hun ville blive accepteret i lejren. Hun var udstødt. Hun var jo bare en sær halvgudinde der stadig var så barnlig at have en fantasiven. Men Licha var ingen fantasiven. Hun var levende. Og rifterne på Felicia's underarme kunne bevidne det. Hun stirrede ind i de blå øjne og sagde intet i lang tid. Hun ville ikke snakke med ham mere. Hun kiggede blot væk inden hun igen så op og fulgte ham med blikket da han lod hende stå alene ude i skoven. Helt alene. Som hun altid var. Da han var ude af syne vendte hun sig om og gik selv sin vej. Men der var noget der prikkede. Noget der fik det til at vende sig i maven. Hun havde skyldfølelse.

Hun sagde intet, lod ham snakke hvorpå hun lod ham gå.. og han gik så sandelig også uden at vende sig om en eneste gang. Selvfølgelig tænkte han på hende, men nærmere på hvor sær og irriterende hun var, han endte med at fnyse. Skyldfølelse? Det havde han ikke, absolut ikke, hun havde afbrudt ham, stalkede ham, og så havde hun da fået hvad hun havde fortjent, han havde da været flink ved hende endda, sådan ikke at dræbe hende på stedet som straf, ingen ville kunne bevise noget alligevel.

///out