Hello, cousin, what's up with the goat-men? ~ Lissette xD

Tid :: 14.50
Sted :: Central Park, New York
Omgivelser :: Mennesker, måske også halvguder
Vejr :: Regnvejr, overskyet og blæsende
Påklædning :: Outfit - Clicky! - Minus tasken

Vejret i New York havde været deprimerende i de tre dage, Faith havde været på besøg hos hendes tante. Det havde skiftevis regnet og været overskyet, hvilket også var grunden til at Faith havde opholdt sig indenfor de sidste tre dage. Men i dag, havde hendes tante besluttet, at de skulle tage en tur i Central Park, hvilket ikke gav nogen mening for Faith, da vejret var helt forfærdeligt. Regnen stod ned i stænger, skyerne så ud til at blive sortere og sortere, mens vinden var alt for stærk til at hatte gad at blive på deres ejers hoved. Ganske enkelt; en helt forfærdelig dag i New York.
Desværre havde Faith ikke noget, at sige i den sag. Hendes tante var fast besluttet på, at de skulle ud i parken, og det skulle være i dag.
Inderst inde vidste Faith godt, hvorfor de skulle ud. Hendes tante havde de sidste par dage, brokket sig højlydt over, at Faith ikke bevægede sig udenfor en dør, men blev siddende i sofaen eller sengen, for at sove, læse eller se det der nu var i fjernsynet. Men Faith orkede ikke at skulle ud i regnvejret. Hun avr ikke den type, der traskede op og ned ad Fifth Avenue bare for at skulle købe alt for mange sko, og alt for meget tøj. Hun kunne ikke engang lide mode. Desuden havde hun ikke særlig meget plads hjemme i Troy, da hendes mor aldrig havde hørt til overklassen. Men det havde aldrig generet hverken Faith eller hendes mor, da de altid bare havde klaret sig med de penge, de nu havde. Faith havde enkelte gange, da hun var lille, spurgt, om hendes mor ikke kunne tjene nogle flere penge, men hendes mor havde blot slået en latter op, og sagt at, penge ikke voksede på træerne - det ville Faith en dag også indse. Og ja, det havde hun så sandelig indset, da hun begyndte, at få veninder, der brugte timer på at købe tøj. Til sidst havde Faith sagt fra - selvfølgelig med den konsekvens, at Faith nu var dømt som klassens freak, men ærligt talt, så kunne hun godt leve med det. Desuden var hendes medfreaks i klassen faktisk ret cool - især en pige ved navn Maia, der altid fortalte de mærkligste historier, og havde de mest drømmende øjne.

"Er der langt igen?" spurgte hun brokkende, da det meste af hendes hår var gennemblødt. Svaret, hendes tante gav, var ikke overraskende; 'Nej.'
Og jo, der var langt til Central Park. Alt for langt, efter Faiths smag, men sådan var det jo, og derfor klappede hun i og gik videre. Dette træk var overordentligt klogt, for hendes tante så særdeles nervøs ud, og Faith havde efterhånden lært, at når hendes tante var irriteret, så var det bedre bare at klappe i.

Da Central Park endelig dukkede op, kunne Faith ikke lade være med at smile stort. Hun gik med hurtige skridt over vejen, da der endelig blev grønt, og gik direkte ind i det eneste store, grønne område i New York. Hun havde ikke helt forstået, hvad hun skulle her i parken, men hendes tante vidste det nok. Derfor snurrede Faith rundt, for at spørge hendes tante, men hun var ikke i syne. Faith undersøgte den flok mennesker, der stod og ventede på grønt henne ved fodgængerfeltet, men ingen af dem var hendes tante.
"Tante?" spurgte hun med spag stemme, mens hun så rundt i parken efter hendes tante, men det viste sig, at det var hendes tante, der fandt hende.
"Datter af Dionysos," hvæste en stemme bag Faith, hvilket fik hende til at snurre rundt.
Hun gav et skrig fra sig, da hun så væsnet foran hende. Huden var grønt og skællet, det røde hår var lavet af slanger og hendes ben - Faith så væk, for ikke at kaste op. Der hvor benene skulle have været var der slangehaler. Det var sådan et bizart syn, at hun i stedet kiggede på krybdyrøjnene, og rykkede to skridt bagude, da den tvetungede tunge blev synlig. Det var ikke hendes tante. Og hvad var det den havde sagt..? 'Datter af Dionybøvs'? Hvad mente den? Hun var ikke datter af nogen Dionybøvs!
"Troede du, at du kunne gemme dig?" hvæste slangekvinden, hvilket fik Faith til at ryste på hovedet, mens hun gik et par skridt bagude igen, "dø, lille halvgudinde."
Slangekvinden trak et sværd op af dets skede, hvilket fik Faith til at gispe. Slangekvinden havde et sværd. Slangekvinden havde et sværd!
Et par mennesker omkring Faith skreg, og Faith rynkede hendes øjenbryn. Havde de ikke set slangekvinden før? Faith så igen på sværdet, og så, hvordan det flimrede frem og tilbage med at være en pistol og et sværd.
"Hjælp..." hviskede hun, da slangekvinden smilende hævede sværdet.

//Det blev lige i New York, da der ikke var oprettet en kategori for de andre byer, men ligemeget....

//Kender det godt ^^'//

Påklædning: Den typiske rustning og hendes spyd og skjold

Lissette havde fået besked fra Chiron, lederen i lejren, at hendes kusine var i fare, eller snart ville komme det, og at hun var en halvgud. Et par satyrer havde opsnuset hende og givet ham besked, og de havde alle tænkt, at det ville gøre det meget nemmere hvis Lissette var med for at hendes kusine Faith ville følge med uden at de skulle overtale hende og at et velkendt ansigt ville hjælpe hende. Så selvom Lissette selv kun havde været i lejren et par uger, så blev hun allerede sendt ud på sin første mission, og hun anede ikke om hun skulle glæde sig eller ej, men sådan var det nu, hun var nervøs og bange på sin kusines vegne og bad til hvem der nu end gad at lytte om at hendes kusine ikke ville komme noget til inden de kom der.
De havde fået at vide, at hun var hos sin tante, men at hendes rigtige tante var på ferie et eller andet sted og at Faith var hos bedrageren, så nu var det bare at skynde sig. Men der var ingen hjemme hos tanten, og da de spurgte naboen, så nu var det op til Satyrerne om at spore sig vej, og det gjorde de også. De løb igennem gaderne og Lissette var glad for at hun tit og ofte havde tilbragt time efter time på løbebåndet derhjemme, det havde fandme givet pote!

De hørte skriget da de var på den anden side af lys krydset og så var det at satyrerne løb foran imens Lissette desperat prøvede at følge efter. De brugte hurtigt deres musik-magi, eller hvad fanden de nu gjorde med deres panfløjter, og fik rødder og græs til at slynge sig omkring det grønne, skællede slangevæsen der stod foran hendes kusine. Dracanae, var det første der poppede op i hendes hoved, for hun havde virkelig brugt tid på at lære hvad de forskellige væsner hed, og det her væsen var stærkt, og ikke lige så let at slå ihjel med den rustning den bag rundt på, så mon ikke lidt lyn kunne hjælpe? Hvis hun da kunne få det til at virke ...

Da Dracanaen løftede sit sværd var Lissette tæt nok på til at hoppe ind foran dem og blokere slaget med sit skjold. "Hold dig bag mig, Faith!" råbte hun over den skurrende lyd af metal imod metal. Dracanaeen skreg og råbte ordløst da den blev mere og mere fanget af rødderne. Små lyn og elektricitet blev udsendte fra Lissettes fingre og ud i spydet og skjold, så da Dracanaeen endnu en gang lavede et udfald, fik den et voldsomt stød. Hun havde ikke tid til at tjekke Faith, om hun havde det godt, det var allerede alt for hektisk.

//Jeg elsker lange emner!

Væsnet, der lignede en forkrøblet slange, smilte bredt, så man kunne se de skarpe tænder. Okay, et slangemenneske. Normalt. Faith sank en klump og trådte nogle skridt bagude, hvilket ikke passede væsnet, for den trådte hurtigt nogle skridt frem og prikkede til hende med sværdet. Hun mærkede hvordan sværdet lavede et lille hul lige under hendes ribben, hvilket fik hende til at ømme sig og se skræmt på væsnet. Hendes skræmte blik, behagede tydeligvis væsnet, for det smilte endnu bredere.
”Ved du, hvem jeg er, lille halvgudinde?” snerrede det. Håret bugtede sig, og hvæsede af hende, som slanger nu havde det med at gøre.
Faith rynkede kort øjenbrynene. Der var dét igen. Halvgudinde. Så vidt Faith vidste – og hun vidste ret meget om sig selv -, så var hun ikke halvgudinde. Hun var bare Faith. Faith Shelley. Datter af Meta Shelley. Hun havde problemer med at læse og koncentrere sig, ja, men det gjorde hende da ikke til unormal. Hun var fuldkommen normal.
Faith rystede på hovedet. Hele hendes krop rystede faktisk, og hun var skræmt fra vid og sans, kunne hun mærke. Men hvem ville ikke også være det? Der stod et væsen foran en, som var en blanding af en slange og et menneske. Hun ville løbe skrigende væk, hvis ikke det var fordi, at folk ville lægge mærke til hende og stirre. Ikke at de ikke gjorde det nu. Hun havde ligesom skreget – nu manglede hun bare at løbe væk. Hvis bare væsnet ville lade hende. Hun så ned på det lille stiksår, der nu havde gjort hendes hvide bluse rød. Hun ignorerede smerten, og prøvede at fokusere på sværdet i væsnets hånd.
”Jeg er Dronning Sss,” sagde væsnet stolt og en krone dukkede op på hendes slangehår. Bizart, ”du skulle være beæret – det er ikke mange børn af Dionysos, der får lov til at kæmpe mod mig.”
Igen sagde hun Dionybøvs. Hvem. Var. Han? Tankerne var ved at drive hende til vanvid, og hun var sikker på, at hvis tankerne ikke nåede at drive hende til vanvid først, så ville slangekvinden (eller slangedronningen) gøre det.
En manke af rødbrunt hår dækkede pludselig Faiths udsyn, og hun trådte forskrækket et skridt tilbage. Slangedronningen hvæsede ad den nyankommende, hvis skrig virkede så underligt bekendt. 'Hold dig bag mig, Faith'. Den stemme. Hun kendte Faiths navn. Og Faith kendte hende. Et eller andet knækkede inden i hende, da hun indså, hvem der stod foran hende. Lissette. Hendes kusine, der havde været bortrejst i så lang tid. Hun var... Faith så med gru, hvordan Lissette fremkaldte et lyn. Slangedronningen fik et ordentligt stød i brystet, så det fløj bagude. Kronen faldt af og forsvandt i buskadset. Tabet af kronen, så ikke ud til at behage slangedronningen, da hun rejste sig stønnende op med øjne, der kunne dræbe. Og de var rettet mod Lissette. Den hvæsende stemme, der lød slangedronningens mund, var foruroligende, og Faith trådte et par skridt bagude.
”Datter af Zeus! Du vil fortryde, at du blandede dig!” skreg slangedronningen, og faldt så mod jorden. Men ikke nok med at hendes kusine havde dræbt dette... monster, så eksploderede det også. Lige før dronningen ramte jorden, blev hun forvandlet til en kaskade af gult støv.
Faith trådte så hurtigt bagud, at hun snublede over sine egne fødder og faldt på halebenet. Men hun ignorerede smerten, holdt den ene hånd mod hendes stiksår, og så skræmt op på hendes kusine, der stadig stod med ryggen til.
”Hvem er du?” spurgte hun med gru i stemmen.

//Jeg undskylder for ikke at have svaret! - Undskyld! :'(

//Det er helt okay xD//

Lissette vidste godt hvordan det var når man pludselig fandt ud af at der fandtes monstre og at man selv var halvt gud og ikke helt menneske. Det var forunderligt! Og så finde ud af hvorfor det var man havde ADHD og derfor jo ikke kunne sidde stille eller koncentrere sig i længere tid, og grunden til at hun altid kom til at lave et slemt uvejr når hun var vred, og som sendte lyn og torden tæt ned imod jorden, men som alligevel forsvandt lige efter at hun var faldet ned igen. Det var en skør tanke at det kunne være på grund af hende. Hun var selv blevet angrebet efter at have været en tur ned på stranden og så var der et mærkelig løvevæsen der havde prøvet at dræbe hende og havde kaldt hende datter af Zeus. Hun havde fattet nada, heller ikke da tre satyrer var kommet og havde reddet hende og havde bragt hende tilbage til Halvblodslejren.
Hun vidste godt, at det måtte være noget af en overraskelse at se sin kusine kæmpe imod en Dracanae og påkalde lyn. Hun var ligeglad med at Dracanaen sagde sådan til hende. "Jo, med det hår som du har, må jeg nu sige, at jeg har gjort verden en tjeneste," sagde hun hånligt og smilede bredt og tilfreds da hun så Dracanaen forsvinde op i støv.
Lissette vendte sig hurtigt om imod sin kusine da hun hørte den lille dumpe lyd da hun faldt. Hun anede ikke hvad hun skulle sige da hun spurgte hvem hun var. "Men, Faith, kan du ikke genkende mig?" spurgte hun blidt og smilede lidt til hende inden hun rakte sin kusine hånden. "Jeg er stadig den samme som altid. Men jeg forklarer det senere, lige nu må vi se at komme væk inden der kommer flere." Hun så tilbage på de to satyrer der kom løbende imod dem. "Er transporten klar?" spurgte hun dem og den højste af dem nikkede. Hun så igen på Faith og smilede beroligende til hende inden hun rakte hende hånden.

Var det virkelig hendes kusine? Faith havde altid set Lissette som hendes bedste ven – søsteren hun aldrig fik, men... hvad nu de ikke var så tætte, som Faith havde gået og bildt sig ind? Hvis Lissette havde stolt på hende, så havde hun nok fortalt Faith om, hvordan hun kunne fremkalde lyn. Hvordan hun kunne dræbe slangedronninger. Stolede Lissette ikke nok på hende? Hun sank en klump, og kiggede op på Lissette med tøvende øjne. Hun nikkede, men åbnede så munden, for at sætte ord på hendes tanker.
”Jeg ved godt, hvem du er, Lissette[,” svarede hun tøvende, og så hen mod det sted, hvor slangedronningens lig skulle have ligget, ”[color:4d12=CC6666]men jeg aner ikke, hvad du er.”
Faith rejste sig langsomt op, og så hen på Lissette. Flere? Faith tog sig straks til det lille stiksår, der heldigvis ikke blødte så meget længere. Ville der komme flere slangekvinder? Hun sank en klump, og mærkede, hvordan frygten lokkede hende til at stikke af. Dog var der noget, der stoppede hende. Noget, Lissette kiggede på, bag Faith. Hun snurrede rundt i samme sekund, som Lissette spurgte, om transporten var klar. Faith stivnede, da hun så, hvad der løb imod dem. Geder. Eller mennesker. Menneskegeder. Hun huskede svagt, at hun havde hørt om sådan noget før, noget fra græsk mytologi. Græsk mytologi. Noget inden i hende sagde klik, og hun spærrede øjnene op. Den Dionybøvs, slangedronningen havde talt om, var Dionysos, vinguden. Hun lukkede øjnene, hvad havde den mere sagt? Datter af Dionysos. Datter af Zeus. Halvgudinde. Halvgudinde... hun åbnede øjnene. Den havde kaldt hende datter af Dionysos og halvgudinde.
Den højeste af gedemenneskerne nikkede, og hun vendte sig mod Lissette igen. Hun kiggede fra Lissettes smil til hendes hånd, før Faith valgte at tage den. Hun mærkede følelsen af venskab, som hun altid havde følt i nærheden af Lissette. Den var der stadig – altså måtte Lissette virkelig være Lissette. Hendes kusine. Et lille smil bredte sig på Faiths læber. Hun prøvede, at sige noget, men ordene gad bare ikke over hendes læber. Undtagen et.
”Tak,” sagde hun, og så Lissette i øjnene, der havde virkelig meget at forklare.

Faith var nok den eneste der sådan rigtig kendte Lissette og som hun fortalte stort set alt til. Faith var jo nærmest som den søster hun aldrig havde fået, men der var nogle 'små' ting hun aldrig havde fortalt hende, som hvad der skete når hun blev vred. Og det med hvad hun var, havde hun jo først lige fundet ud af for nogle måneder siden. Lissette bed sig let i underlæben og nikkede lidt. Hun forstod godt hendes forvirring, hun havde jo selv følt den for ikke mere end nogle uger siden. "Jeg er datter af Zeus, en halvgudinde, præcis ligesom dig Faith," sagde hun blidt og smilede beroligende til sin kusine. Hun ville så gerne gøre et eller andet for at lette hendes chok og bare forklare hende det hele nu, men det kunne hun jo ikke, ikke endnu, der kunne jo let komme flere monstre nu, påkaldt af drabet af Dracanaen. Det var først der at hun lagde mærke til det lille hul i tøjet på Faith's bluse og det røde mærke omkring. En lille rynken kom hurtigt frem imellem hendes bryn. "Er du okay? Skadede hun dig?" spurgte hun bekymret og bed lidt tænderne sammen. Hun ville have pint Dracanaen lidt mere hvis hun havde vidst at den havde nået at skade hende.
Langsomt så Lissette hvordan brikkerne faldt på plads hos Faith, og hun smilede lidt, vel vidende hvor meget hun skulle forklare om ikke så længe, men det gjorde hende intet, for det var jo Faith vi snakkede om her, og Faith var en som betød utrolig meget for Lissette. Og da Faith tog hendes hånd, trak hun hende blidt op at stå. "Hvad gør man ikke for familie?" sagde hun blidt og smilede varmt til sin kusine inden hun idet hun begyndte at følge hende ud ad parken, stadig med hende i hånden, og hen til Halvblodslejrens bil, med en meget bizar mand i førersædet. Han skæmte selv Lissette en gang imellem. "Hey Argus!" hilste hun med et venligt smil og viste hurtigt Faith ind i bilen, efterfulgt de to satyrer. Argus var noget for sig selv, selvom han lignede en typisk blond surfer, så havde han jo de hundrede øjne overalt på sin krop, hvilket nok var det der sendte kuldegysninger ned ad ryggen på Lissette. Da de sad i bilen, krammede Lissette sin kusine og sukkede lettet. "Jeg var så bange for at vi ville komme for sent!" udbrød hun og grinede så lidt idet de begyndte at køre af sted.

Men hvis Faith var en halvgudinde, havde hun så også overnaturlige kræfter? Hun ville gerne være fri for den del af pakken. Og uhyrerne. Hun ville være normal. Kun normal. Ikke datter af en vingud, ikke forfulgt af slangekvinder, ikke i besiddelse af overnaturlige kræfter. Hun ville bare være sig selv. Hele hendes liv, havde hendes mor prøvet, at give hende en normal opvækst. Hun havde altid sagt, at Faith var så speciel. Men ikke på den dårlige måde. Hun var helt sin egen. Hun tilhørte ikke nogen anden. Hun kunne gøre som hun selv ville.
Faith kiggede ned på hullet og den røde plet, før hun rystede lidt fraværende på hovedet. Det stak lidt i det, men det gjorde ikke synderligt ondt. Ikke mere. Men det, der stadig pinte hende, var at hun levede i en verden med uhyrer. Nej. Hun levede i en helt almindelig verden, uden nogen form for græske myter, guder og uhyrer, der var virkelige. De var blot fantasi. Godt sammenskruede historier, der ingen plads i virkeligheden havde. De var alle løgne, grækerne havde fortalt for, at få verdens mysterier til at passe sammen. Intet andet. Og uhyrerne.. Pff. Grækerne havde vel tænkt, at deres helte ikke skulle klare deres missioner for let. Ikke andet. Der. Fandtes. Ikke. Guder. Eller halvguder, nu hun var i gang, kunne hun også lige præcisere det. Halvguder. Fandtes. Ikke.
Sådan.
Hun begyndte, at gå med Lissette, mens hun smilte tilbage. Hun ville gerne svare, men det ville lige meget, hvad hun sagde, komme til at lyde utaknemmeligt. Såret dunkede nu, og hun begyndte, at frygte, at den der slangedronning ikke havde helt ufarlige sår. En følelse af at kaste op, fik hende til at løfte hånden lidt, hvis hun nu skulle. Men det her var helt forkert. Der havde ikke været en slangedronning, der var eksploderet i gult støv. Faith måtte være stødt ind i noget. Slangekvinder fandtes jo ikke.
Hun standsede straks ved synet af den mand, der kiggede på hende i bilen. Han havde øjne. Over det hele. Ikke bare to, men hundrede. Hun lukkede øjnene, mens hun tvang sig selv til at kigge væk. Det var uhøfligt at stirre. Selv når der var en, der havde to hundrede øjne. Der omkring. Hun fulgte med Lissette ind i bilen, mens spørgsmålene hobede sig op inden i hende.
"For sent? Ville den.. dræbe mig?

Efter hvad Lissette havde hørt Dracanaen sige, så var Faith jo datter af Dionysos, så hun kunne sikkert et og andet med planter ligesom hun selv kunne en ting eller to med vejret og lyn. Og imens Lissette kiggede på sin kusine, kunne hun godt se hvordan hun benægtede alt det der lige var sket, at hun sikkert tænkte, at hun tog fejl, havde set syner, at hun sikkert drømte og om lidt ville vågne op i sin seng af mareridtet, men Lissette vidste bedre ... det var ingen drøm, det var den grumme virkelighed og de kunne intet gøre for at ændre den eller blive væk fra den, for de var jo født med et ben i hver verden. Hun smilede lidt da hun stoppede for at kigge på Argus. "Han er med os, men han snakker ikke så meget," forklarede hun hurtigt og smilede beroligende til Faith. Hun vidste jo godt, at Argus kunne virke pænt skræmmende nogle gange, især hvis det var første gang man så ham.
Da de var kommet ind i bilen og hun så på sin kusines sår, rynkede hun på brynet lidt inden hun ledte i et lille rum i siden af bilen og fandt en lille flaske op. Hun kunne sagtens se, at hendes kusine havde det dårligt og at såret sikkert snart ville begynde at gøre pænt ondt. Hun rakte sin kusine den lille flaske og smilede opmuntrende. "Drik det, det vil hjælpe dig," sagde hun blidt og omsorgsfuld, for Faith var virkelig en af de få personer i Lissettes liv, som hun altid kunne snakke med om alt. Og nu også de ting som hun havde sørget for at holde for sig selv da hun havde været skrækslagen for at Faith ville se hende som en galning. Hun tøvede ved hendes spørgsmål, men hun vidste, at hvis hun ikke svarede, så var svaret jo indlysende, så derfor valgte hun at sige sandheden. "Dracanaen ville have dræbt dig hvis du ikke på en eller anden måde havde flygtet inden," svarede hun ærligt og tog sin kusines hånd, uden rigtig at tænke over det, det var bare en ren refleks. "Og jeg er hundrede på, at du har mange spørgsmål lige nu, så bare kom med dem, jeg skal nok svare dig på alt det jeg kan," sagde hun så og smilede blidt til sin kusine og gav hendes hånd et lille klem.